Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10067@2014-11-27/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - ej medhold
Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at en kro havde en "herreportion" og en "dameportion". Der var ikke oplysninger i sagen, der indikerede, at mænd ikke kunne købe dameportioner og vice versa. Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en kro tilbød de kvindelige gæster billigere menu priser. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det er ikke i strid med ligestillingsloven, at indklagede kro har forskellige menu priser. Sagsfremstilling Det fremgår af menukortet på indklagedes hjemmeside, at nogle af menuerne bliver serveret i henholdsvis almindelig portion og herre portion. Herreportionen i disse menuer er 30 kr. dyrere end den almindelige portion. En af menuerne er opdelt i dameportion og herreportion. I denne menu indeholder herreportion 50 g mere og er 70 kr. dyrere. Hovedretter Stegt flæsk - Alm. portion 168 ,- - Herreportion 198 ,- M. persillesovs og kartofler Paneret stegt flæsk - Alm. portion 168 ,- - Herreportion 198 ,- M. persillesovs og kartofler PEBERBØF A LA DEN LILLE KRO - Dame (250 g) 278 ,-, Herre (350 g) 348 ,- M. dijon, madagascarpeber, ristede kartofler, bagt tomat, ristede svampe og cremet pebersovs Parternes bemærkninger Klager mener, at de forskellige priser er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn. Han har oplyst, at han ikke ønsker en godtgørelse. Indklagede har ikke svaret på nævnets henvendelser. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Der er ikke oplysninger om, at en mand ikke ville kunne købe en dameportion, og at en kvinde ikke ville kunne købe en herreportion. Der foreligger derfor ikke en overtrædelse at ligestillingsloven, hvorfor klager ikke får medhold i sin klage.