Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10072@2009-06-10/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sport - medhold

Der var tale om forskelsbehandling, når en lokal boldspilunion udarbejdede en prioriteringsliste, hvor det blandt de øverst prioriterede 15 numre kun var 4 pladser, der blev tildelt kvindehold. Ligebehandlingsnævnet kunne ikke tage stilling til klagen over at en kommune anvendte listen til fordeling af fodboldbaner, da klager ikke havde udnyttet det administrative klagesystem.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med fordeling af baner og tider til fodboldspil. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen over kommunen, da klager ikke har udnyttet de administrative klagemuligheder (XX Kommunes Folkeoplysningsudvalg). Den af en lokal boldspilunion udfærdigede indrangeringsliste er i strid med ligestillingsloven. Sagsfremstilling Den indklagede unions turneringsudvalg har udarbejdet en turneringsliste, der bærer overskriften "Indrangering - Banefordeling i XX". Listen indeholder en prioriteret oversigt over de forskellige aldersgrupper, sportslige niveauer samt køn. De øverste 15 hold er prioriteret således: 01. Superliga Herrer 02. 1. division Herrer 03. 2. division Herrer 04. Elitedivision Kvinder 05. Danmarksserie Herrer 06. Kvalrække Herrer 07. U18 liga Herrer 08. U16 liga Herrer 09. 1. division Kvinder 10. KSH Herrer 11. U18 division Herrer 12. U16 divison Herrer 13. Danmarksserie Kvinder 14. U17 DM Piger 15. U18 3. division Herrer Indrangeringslisten blev efter det oplyste anvendt af kommunen henholdsvis den brugerbestyrelse, hvori kommunen var repræsenteret, ved fordelingen af tider på græsbanerne. Parternes bemærkninger Klager påstår den af boldspilunionen udfærdigede indrangeringsliste kendt i strid med ligestillingsloven, og at det er i strid med ligestillingsloven, at kommunen anvender indrangeringslisten i forbindelse med fordelingen af græsbaner til sommertræning. Klager oplyser, at stort set alt organiseret fodboldspil i kommunen er organiseret under en lokal boldspilunion og spilles på kommunale idrætsanlæg. Der spilles i mange forskellige aldersgrupper og på mange forskellige sportslige niveauer. Fordelingen af tider og baner til træning og kamp for disse mange grupper er uddelegeret til brugerbestyrelserne for de enkelte idrætsanlæg. I disse brugerbestyrelser sidder repræsentanter fra kommunen (Kultur- og Fritidsforvaltningen) og fra de klubber, der benytter anlægget. Brugerbestyrelserne anvender en indrangeringsliste som styringsredskab for tildeling af baner og tider. Listen er udarbejdet af den lokale boldspilunion. Indrangeringslisten er kønsdiskriminerende, idet kvinde/pigerækkerne er kraftigt underrepræsenteret i den øverste del af listen. Herre/drengehold er prioriteret højere end kvinde/pigefodbold på samme sportslige niveau. Klager er en fodboldklub, der primært fokuserer på kvinde/pigefodbold, og indrangeringen har stor betydning, da der er relativt få baneressourcer til rådighed i lokalområdet, og da disse skal deles af flere sportsklubber. Listen har således betydning for afviklingen af både kampe og træning og opleves i det daglige som styrende for, hvor træning og kampe skal afvikles. Resultatet er derfor, at klagers kvinde/pigehold får dårligere baner og dårligere tider, alene fordi de er kvinder/piger. Kommunen har mundtligt meddelt klager, at de følger den til enhver tid gældende indrangeringsliste fra den lokale boldspilunion, og at de ikke på eget initiativ vil tage sagen op med boldspilunionen. Klager har herefter forgæves forsøgt at få boldspilunionen til at præcisere principperne for, hvordan listen er udarbejdet og til at justere listen. Klager oplyser videre, at boldspilunionen selv i tidligere korrespondance har anført, at listen anvendes til fordeling af baner og faciliteter. De oplyser også, at boldspilunionen helt synes at overse, at listen er åbenlyst kønsdiskriminerende, idet kvinder, som spiller f.eks. i 1. division er placeret 6 pladser under mænd, som spiller i 1. division. Kønnet alene afgør altså, hvilken prioritering man har. Boldspilunionen har ikke villet eller kunnet forklare, hvilke principper, der ligger til grund for denne prioritering. Den vejledning, der henvises til af kommunen, anvendes til fordeling af grus- og kunstbaner, dvs. til fordeling af faciliteter til vintertræning. Vejledningen har klagers fulde tilslutning. Det er i forbindelse med fordeling af græsbanerne, at den af boldspilunionen udarbejdede indrangeringsliste anvendes. Frem til nu har repræsentanterne fra kommunen instrueret banefordelingsudvalget ved den idrætspark klager anvender i, at boldspilunionens indrangeringsliste udelukkende udgør retningslinierne for fordeling af græsbaner. Boldspilunionen har ikke kommenteret på den oprindelige klage og den følgende brevvekslings hovedpunkter, nemlig at den anvendte indrangeringsliste reelt anvendes til fordeling af græsbanerne, og at listen er kønsdiskriminerende, idet kvinder og mænd på samme sportslige niveau behandles forskelligt. I stedet bringes en række andre og nye aspekter frem, som er helt irrelevante for den rejste sag, og som i øvrigt for de flestes vedkommende er ufuldstændige eller direkte fejlagtige. Klager henviser endelig til "Fordelingsregler for idræts- og fritidsfaciliteter i XX Kommune", hvoraf det fremgår, hvilket niveau et elitehold skal være på for at kunne opnå særlig prioritering i forbindelse med fordeling af træningstider. Disse krav er ikke kønsneutrale, idet det for fodbold (og kun fodbold) gælder for de tre højeste nationale ligaer for mænd, men kun for den højeste nationale liga for kvinder. Endelig har klager oplyst, at de ikke har klaget til Ligebehandlingsnævnet over en konkret afgørelse, men over de regler som Kultur- og Fritidsforvaltningen har udstukket for brugerbestyrelsernes arbejde med fordeling af baner og tider til træning og kamp. Den indklagede kommune påstår frifindelse og oplyser, at de har vedtaget prioriteringsprincipper, der ikke favoriserer mænd eller kvinder. Dette fremgår af en vejledning for fordeling af tider, herunder prioriteringsreglerne (vejledning om fordeling af grusbaner og kunstgræsbaner). Det fremgår klart, at der gælder samme prioritering for såvel herre- som damehold. Tildelingen af tid på et lokalt anlæg er i vidt omfang et lokalt anliggende, hvor de lokale klubber fordeler den ledige tid imellem sig. I denne proces tager forvaltningen i vidt omfang klubbernes aftaler til efterretning, idet det forventes, at eventuelle tvister - herunder spørgsmål om ligestilling - vil blive rejst i den forbindelse. Fordelingen af tiderne til kampe er endvidere sammenhængende med fodboldunionernes kampprogram, da det ikke giver mening at tildele tiden til et hold, der ikke skal spille efter kampprogrammet. Kommunen oplyser, at alle afgørelser om tilskud og fordeling kan påklages til Folkeoplysningsudvalget, og at denne klagemulighed ikke er udnyttet af klager. Den indklagede boldspilunion påstår frifindelse og oplyser, at de ikke kan være part i sagen, idet de ikke står for tildelingen af baner i kommunen. Boldspilunionen har til brug for sportslige hensyn udarbejdet en prioriteringsliste, som blandt andet bruges ved påsætning af dommere. De har ingen indflydelse på listens anvendelse ved fordelingen af fodboldbaner i kommunen. Boldspilunionen oplyser videre, at kvinder/piger kun udgør ca. 20 procent ud af de registrerede fodboldspillere. Kun 1 procent af dommerne er kvinder. Dansk fodbold har fastlagt nogle sportslige kriterier for en samlet rangering af fodboldhold. Den er fastlagt efter så objektive kriterier som muligt, og det har aldrig været hensigten at diskriminere nogen befolkningsgrupper. Den bruges af boldspilunionen væsentligst, når der påsættes dommere, men er samtidig kommunikeret ud til anlægsejerne, herunder kommunen, til hjælp for deres fordeling af trænings- og kampbaner. Det oplyses, at kun kvinderne får tilskud til rejser i landets bedste række, 1. division kvinder. Det er omvendt diskriminering. Såfremt klager får medhold i deres ønsker, vil det betyde en ikke uvæsentlig økonomisk belastning for klubben. Endelig oplyses det, at der blot er tale om forskel i niveau, og det er det, indrangeringslisten er udtryk for. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det bemærkes indledningsvis, at Ligebehandlingsnævnet betragter klagen som indgivet mod såvel kommunen som boldspilunionen. Det bemærkes endvidere, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan behandle klager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse i sagen. Klager havde mulighed for at klage over kommunens afgørelse vedrørende fordeling af græsbaner til Folkeoplysningsudvalget. Klager havde i den forbindelse også mulighed for at fremkomme med sin påstand om, at anvendelsen af indrangeringslisten er udtryk for forskelsbehandling mellem mænd og kvinder. Da klager ikke har udnyttet det administrative klagesystem, inden klagen blev indbragt for nævnet, kan Ligebehandlingsnævnet ikke behandle klagen vedrørende kommunen. Det fremgår af lov om ligestilling af kvinder og mænd, at det er i strid med loven, at forskelsbehandle en person på grund af køn. Forbuddet gælder for enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed og myndigheder og organisationer og alle personer, som leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden inden for både den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, og som tilbydes uden for privat- og familielivet, samt transaktioner i den forbindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særligt ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet finder, at der er en formodning for indirekte forskelsbehandling, når boldspilunionen udarbejder en prioriteringsliste, hvor det blandt de øverst prioriterede 15 numre alene er pladserne 4, 9, 13 og 14, der er tildelt kvindehold. Dette set i lyset af, at 1/3 af alle hold er kvindehold, og at kvindehold på samme niveau som herrehold er placeret lavere på listen. Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at listen ikke er udtryk for forskelsbehandling, eller at forskelsbehandlingen er objektivt begrundet i et legitimt formål. Klagers påstand tages derfor til følge.

Versioner

1. 2009-06-10