Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10077@2009-08-11/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - ej medhold
En psykolog havde ikke handlet i strid med ligestillingsloven i forbindelse med, at han havde udarbejdet en børnesagkyndig undersøgelse og erklæring til brug for en retssag om bopæl og samvær for to mindreårige børn. Nævnet kunne ikke tage stilling til det materielle indhold af erklæringen i sagen, der var behandlet af byretten. Nævnet fandt ikke, at psykologen ved udarbejdelsen af erklæringen havde udsat faderen for direkte eller indirekte forskelsbehandling.
Klagen drejer sig om, hvorvidt en psykolog har udsat faderen i en familieretssag for forskelsbehandling på grund af køn. Psykologen udfærdigede på foranledning af byretten en børnesagkyndig undersøgelse og erklæring til brug for behandlingen af en sag om bopæl og samvær for to mindreårige børn. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Den indklagede psykolog handlede ikke i strid med lov om ligestilling af mænd og kvinder i forbindelse med udarbejdelsen af den børnesagkyndige undersøgelse og erklæring. Sagsfremstilling Psykologen afgav den 12. februar 2008 en børnesagkyndig undersøgelse og erklæring til brug for byrettens behandling af en sag om bopæl og samvær for klagerens to mindreårige børn. Det fremgår af erklæringen, at det samlet blev vurderet, at børnene var knyttet til og havde god glæde af samspillet med begge forældre isoleret set, men at der i øjeblikket også var forhold omkring dem, som ikke var befordrende for deres trivsel. Der var flere faktorer, som kunne have betydning i denne sammenhæng, herunder at børnene opholdt sig hos forældrene i en deleordning og derved ikke fik mulighed for at rodfæste sig hos en af forældrene, at forældrene i øjeblikket praktiserede en ordning med relativt hyppige skift og antagelig ringe overskuelighed hos børnene, og at forældrene ikke i øjeblikket havde en fælles forståelse af, hvad der var børnenes behov, og hvorledes de fremtrådte. Det var psykologens vurdering, at børnene havde brug for mere ro og overskuelighed omkring sig, og at det yngste barn særligt havde behov for en mere sammenhængende og stabil kontakt med sin mor. Byretten afsagde dom om, at børnene skulle have bopæl hos moderen. Byrettens dom blev stadfæstet af landsretten. Faderen klagede over den børnesagkyndige undersøgelse til Psykolognævnet, der udtalte, at der ikke var grundlag for at udtale kritik af det arbejde som psykologen havde udført i forbindelse med den børnesagkyndige undersøgelse. Psykolognævnet meddelte samtidig, at det lå uden for nævnets mulighed at gå ind i en vurdering af den materielle sag. Parternes bemærkninger Klager (faderen) påstår, at psykologen handlede i strid med ligestillingsloven ved udarbejdelsen af den børnesagkyndige undersøgelse og erklæring. Klager har blandt andet henvist til, at den indklagede børnesagkyndige psykolog på flere måder diskriminerede ham og hans anmodninger i undersøgelsesfasen og i erklæringen. Det var psykologens subjektive opfattelse, at han over for retten skulle pege på en af forældrene, og at små børn generelt er bedst tjent med, at moderen er bopælsforælder med mere samvær end faderen. Klager har anført, at psykologen fra starten gjorde klart, at hans formål med erklæringen var at pege på en af parterne, hvilket han flere gange udtalte under forløbet. Ligesom han tilkendegav, at han var modstander af 7/7-deleordninger, som gældende lovgivning giver mulighed for, netop af hensyn til ligestilling mellem moderen og faderen. Klager har videre anført, at psykologen valgte at holde sig til Justitsministeriets vejledning om børnesagkyndige undersøgelser i forbindelse med sager om fastlæggelse af forældremyndighed i stedet for sager omkring barnets bopælsadresse. Det er klagers opfattelse, at psykologen valgte kun at beskrive de kriterier, som var til gunst for moderen, og at han diskriminerede faderen ved at undlade at beskrive kriterier, som kunne pege på faderen. Psykologen vendte i erklæringen konklusioner om, således at konklusioner, som efter korrekt psykologfaglig viden ville pege på faderen, i stedet kom til at pege på moderen. Indklagede , der påstår frifindelse, har henholdt sig til de vurderinger og betragtninger, som fremgår af erklæringen af 12. februar 2008 og han afviser, at der ligger noget kønsdiskriminerende deri. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ifølge lov om ligestilling af mænd og kvinder (ligestillingsloven) må ingen udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller vil blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det falder uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence at tage stilling til det materielle indhold af den børnesagkyndige undersøgelse og erklæring i en sag, som er pådømt ved domstolene. Nævnet vil således alene kunne tage stilling til spørgsmål om forskelsbehandling, der ikke knytter sig til konklusionen i den børnesagkyndige undersøgelse og erklæring. Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klageren har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at ligebehandlingsprincippet er blevet krænket. Nævnet finder således ikke, at indklagede i den børnesagkyndige undersøgelse og erklæring af 12. februar 2008 har skabt en formodning for direkte eller indirekte forskelsbehandling. Nævnet har herved lagt vægt på, at den børnesagkyndige undersøgelse og erklæring ikke efter sit indhold giver grundlag for at antage, at indklagede ved udarbejdelsen heraf skulle have lagt til grund, at forældre af det ene køn generelt vil være bedre til at drage omsorg for små børn end forældre af det andet køn. Der kan derfor ikke gives klageren medhold i sagen.