Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige - ej medhold

GældendeVersion 2009-11-13
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10080@2009-11-13/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige - ej medhold

Det er ikke i strid med ligestillingsloven, at klager som single kvindelig gæst på en café fik udleveret to ens menukort, og at hun efter afgivelse af sin bestilling fik oplyst, at den ønskede ret var udsolgt.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med restaurationsbesøg. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det er ikke i strid med ligestillingsloven, at klager som single kvindelig gæst på en café fik udleveret to ens menukort, og at hun efter afgivelse af sin bestilling fik oplyst, at den ønskede ret var udsolgt. Sagsfremstilling Klager indfandt sig den 1. juli 2009 ved 19-tiden på en café. Hun ankom alene og satte sig ved et ledigt bord udendørs. Ved bordene omkring hende sad andre gæster bestående af familier, venindepar, vennegrupper eller par. Da servitricen ankom, fik klager udleveret to ens menukort, selvom hun sad alene. Da klager efterfølgende ville afgive sin bestilling, oplyste servitricen, at den ønskede bestilling, en burger, var udsolgt. Klager forlod derfor restauranten. På vej væk modtog hun en kommentar fra et andet bord: "the Russian way. . . den gik ikke." Klokken ca. 20.05 ringede klager til caféen, hvor hun oplyste, at hun var en del af en gruppe, som ville ud at spise, og hun spurgte, om det var muligt at få burgere. Dette bekræftede caféen. Parternes bemærkninger Klager påstår, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af køn. Klager har henvist til kombinationen af, at hun fik udleveret to ens menukort, skønt hun ankom alene, og at den ønskede menu var udsolgt. Udlevering af to menukort giver et signal om, at man ikke spiser ude som single kvinde. Hun anerkender, at en ret kan være midlertidig udsolgt, men at det ikke var den information, hun fik, ligesom det ikke blev oplyst, da menukortet blev udleveret. Hun så, at retten blev serveret ved et nabobord. Klager følte sig derfor ikke velkommen på stedet. Hun henviser videre til, at hun modtog en spydig kommentar fra en anden gæst, og at personalet ikke greb ind, da en mand gav hende en spydig kommentar, da hun forlod stedet. Indklagede afviser, at der er sket forskelsbehandling på grund af klagers besøgsstatus som single kvinde. Indklagede har oplyst, at personalet er instrueret i at møde alle gæster i øjenhøjde. Den eneste undtagelse er stærkt berusede mennesker eller andre, der opfører sig generende i forhold til caféens øvrige gæster. Denne instruks fremgår af manualer og formidles i personale-introduktionsforløb. Indklagede oplyser, at udleveringen af to ens menukort sikkert skyldes, at en meget høj procentdel af gæsterne kommer i grupper, og derfor oftest har brug for mere end et menukort. Udlevering af to ens menukort skal således ikke forstås som udtryk for diskrimination, men nærmere som udtryk for en arbejdsgang. Han oplyser, at caféen hverken benytter aldersgrænse, dresscode, gæsteliste eller andre selekterende elementer, og at caféen ikke har noget incitament til ikke at skulle ønske single gæster, uanset køn. I relation til beskeden om "udsolgte burgere" oplyser indklagede, at det ikke er usædvanligt, at der i løbet af en arbejdsdag kan være udsolgt af en ret, mens den produceres i køkkenet. Det er således ikke udtryk for forskelsbehandling af klager, men skal ses som et praktisk vilkår i en restauration. Tjeneren har sandsynligvis først modtaget informationen fra køkkenet umiddelbart inden, klagers bestilling blev afgivet. Indklagede oplyser, at det tager ca. 20 minutter at forberede retten, og at retten derfor godt kunne serveres ved naboborde og samtidig være udsolgt ved klagerens bestilling, men at klager naturligvis burde være vejledt herom eller vejledt om at vælge en anden ret. Endvidere oplyser indklagede, at han ikke kender til udtrykket "the Russian way. . . den gik ikke", ligesom han oplyser, at bemærkningen kom fra en gæst og ikke fra personalet. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, eller at der foreligger forskelsbehandling vedrørende andre områder, som nævnet har kompetence til at behandle. Ligebehandlingsnævnet har lagt vægt på, at der ikke i forbindelse med det beskrevne hændelsesforløb er grund til at antage, at klager er blevet forskelsbehandlet, fordi klager var kvinde. Udlevering af to ens menukort og information om udsolgte burgere kan ikke anses for overtrædelse af lov om ligestilling. Nævnet har lagt vægt på indklagedes forklaring om de generelle retningslinier for restaurantens personale og finder ikke, at caféens personale ved udlevering af to menukort og meddelelse om udsolgte burgere i forbindelse med en bestilling har handlet i strid med ligestillingsloven.

Versioner

  1. 2009-11-13