Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10112@2010-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kommuner - ej medhold

Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at en kommune kun stilede breve om blandt andet pladsanvisning i dagtilbud til et barns mor, selvom forældrene havde fælles forældremyndighed over barnet og boede sammen.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en kommunes børne- og ungdomsforvaltning sender breve om blandt andet pladsanvisning i dagtilbud til moderen, selvom forældrene bor sammen og har fælles forældremyndighed over barnet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det er ikke i strid med ligestillingsloven, at børne- og ungdomsforvaltningen kun stiler breve om blandt andet pladsanvisning i dagtilbud til barnets mor, selvom forældrene har fælles forældremyndighed over barnet. Sagsfremstilling Klagen drejer sig om en far, der mener sig forskelsbehandlet på grund af køn, fordi kommunen sender breve med indkaldelser til for eksempel tandpleje og sundhedspleje samt breve fra pladsanvisningen kun til barnets mor, selvom der er tale om fælles forældremyndighed, og selvom forældrene bor sammen. Parternes bemærkninger Klager påstår, at kommunen forskelsbehandler ham på grund af hans køn, og at kommunen handler i strid med ligestillingsloven. Klager har henvist til, at kommunen konsekvent sender alle henvendelser om hans datter, for eksempel indkaldelser til tandpleje og sundhedspleje, til moderen, selv om han bor sammen med moderen, og de har fælles forældremyndighed over datteren. Klager har oplyst, at han har spurgt kommunens pladsanvisning, hvorfor moderens navn står på alle henvendelserne, og at han har fået at vide, at der er tale om en fast praksis. Det er klagers opfattelse, at kommunens praksis er udtryk for stereotypicering på grund af køn, idet moderen forventes at være den, der skal kontaktes, når det gælder børnene, selvom det er klager, der som far følger datteren til for eksempel tandpleje og sundhedspleje. Kommunens praksis har stor betydning for klageren, idet han ikke har ret til at åbne og læse kommunens breve om datteren, da disse breve altid er stilet til datterens mor. Indklagede har afvist, at der er tale om en overtrædelse af ligestillingsloven. Indklagede har henvist til, at der ikke er en fast praksis i kommunen for, hvem brevene stiles til. Nogle afdelinger adresserer faderen, andre moderen, mens andre afdelinger igen skriver til begge forældre. Indklagede har oplyst, at børne- og ungdomsforvaltningen stiler breve om dagtilbud typisk til moderen, hvilket hænger sammen med indretningen af det EDB-system, der anvendes. Der er således ikke tale om et fravalg af faderen, men om at EDB-systemet er indrettet, således at der ikke er mulighed for at skrive begge forældres navne. Børne- og ungdomsforvaltningen har overvejelser om et leverandørskift, der vil kunne muliggøre, at begge forældres navne kan angives på breve fra forvaltningen, ligesom indklagede har oplyst, at den nuværende leverandør har varslet et databaseteknisk skift, der i løbet af 2 år vil gøre dette muligt. I andre tilfælde, for eksempel i Sundhedsplejen, skrives der til moderen, da hendes navn ofte et det eneste navn, der er oplyst fra fødselsafdelingen/jordemoderen. Indklagede har også oplyst, at socialforvaltningen som udgangspunkt altid inddrager begge forældremyndighedsindehavere. Det betyder, at hvis der er fælles forældremyndighed, men forældrene ikke er samlevende, vil begge forældre altid blive inddraget på lige fod, og begge forældre vil modtage skriftlige henvendelser fra forvaltningen. Hvis forældrene bor sammen, vil de skriftlige henvendelser fra socialforvaltningen typisk være stilet til begge forældre. Det er indklagedes opfattelse, at de tilfælde, hvor der tilsyneladende er tale om forskelsbehandling, skyldes administrative og tekniske hensyn og ikke forskelsbehandling på grund af køn. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Efter ligestillingsloven må en myndighed inden for offentlig forvaltning ikke udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller vil blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt betinget i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder, at der er en formodning for, at klageren bliver udsat for indirekte forskelsbehandling i de tilfælde, hvor indklagede stiler breve om blandt andet dagtilbud til moderen, selvom der er fælles forældremyndighed. Nævnet finder, at indklagede har godtgjort, at den pågældende praksis skyldes administrative og tekniske hensyn og ikke køn. Der foreligger derfor ikke indirekte forskelsbehandling i lovens forstand. Ligebehandlingsnævnet tager derfor ikke klagerens påstand til følge.

Versioner

1. 2010-05-21