Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

GældendeVersion 2011-04-29
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10133@2011-04-29/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

Studerende med en eksamen fra det gymnasiale indslusningsforløb for flygtninge og indvandrere, kunne ikke få justeret deres karaktergennemsnit ved ansøgning om optagelse på en videregående uddannelse efter reglerne om bonus for tidlig studiestart. Ligebehandlingsnævnet fandt, at forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i det saglige formål, at opbygningen af det danske gymnasiale system, gør at GIF-forløbet ikke er at anse for en egentlig eller hel gymnasial uddannelse.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Klager mener, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af sin etniske oprindelse, fordi han, som kursist på et gymnasialt indslusningsforløb for flygtninge og indvandrere (GIF), ikke er omfattet af reglerne om bonus for tidlig studiestart, som medfører, at optagelseskvotienten (karaktergennemsnittet) ganges med 1,08 ved ansøgning om optagelse på en videregående uddannelse inden for 2 år efter aflæggelse af den adgangsgivende eksamen. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det er ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at studerende med eksamen fra det gymnasiale indslusningsforløb for flygtninge og indvandrere (GIF) ikke får justeret deres karaktergennemsnit ved ansøgning om optagelse på en videregående uddannelse efter reglerne om bonus for tidlig studiestart. Sagsfremstilling Klager, der er fra Palæstina og ikke er dansk statsborger, er kursist på et gymnasialt indslusningsforløb for flygtninge og indvandrere (GIF). Kurset er en del af det gymnasiale indslusningssystem og har til formål at give ansøgere adgang til at sidestille en gymnasial eksamen aflagt i deres hjemland med en dansk gymnasial eksamen og dermed give adgang til optagelse på en dansk videregående uddannelse i kvote 1 gennem supplering i fagpakker. Fagpakkerne som kaldes MAT-GIF og HUM-GIF indeholder 6 henholdsvis 5 eksamener. Det er en betingelse for optagelse på GIF-forløbet, at ansøgeren har mindst 12 års skolegang og derudover behersker dansk og engelsk på et vist niveau. På baggrund af disse fagpakker opnår kursisten et karaktergennemsnit, der kan danne grundlag for optagelse på en videregående uddannelse i kvote 1. Gennemførelse af GIF-forløbet tager ca. 1 år. Der er klaget over, at kursister på dette GIF-forløb ikke er omfattet af reglerne om bonus for tidlig studiestart, som medfører, at man får justeret sit eksamensgennemsnit med 1,08, hvis man søger ind på en videregående uddannelse inden 2 år efter, at man har aflagt gymnasial eksamen. Reglerne om bonus for tidlig studiestart er reguleret i to adgangsbekendtgørelser under de indklagede ministerier. Det følger af disse bekendtgørelser, at det kun er ansøgere med adgangsgivende uddannelse i form af studentereksamen (STX), højere forberedelseseksamen (HF), højere handelseksamen (HHX) og højere teknisk eksamen (HTX), der får justeret karaktergennemsnittet ved tidlig studiestart. Parternes bemærkninger Klager påstår principalt, at det forhold, at kursister på GIF-forløbet ikke er omfattet af adgangsbekendtgørelsernes regler om bonus for tidlig studiestart er et udtryk for direkte forskelsbehandling. Klager henviser til, at alene flygtninge og indvandrere kan optages på GIF-forløbet, og at der derfor er tale om forskelsbehandling af en gruppe, som de facto udelukkende består af personer med andet etnisk ophav end dansk. Klager påstår subsidiært, at såfremt der ikke er tale om direkte forskelsbehandling, er der tale om indirekte forskelsbehandling, fordi reglerne i bekendtgørelserne stiller personer af anden etnisk oprindelse end dansk ringere end andre personer. Klager mener ikke, at der er fremført en saglig begrundelse for den ulige behandling af kursister på GIF-forløbet i forhold til studerende på andre gymnasiale uddannelser. Det forhold, at GIF-kursister allerede er tilgodeset med nogle særlige fordelagtige vilkår for at søge ind på de videregående uddannelser gennem de særligt tilrettelagte korte forløb og færre eksamensfag, er efter klagers opfattelse ikke en saglig grund, idet det samme jo gør sig gældende for eksempelvis HF-uddannelsen, som er kortere end studentereksamen. Klager mener videre, at det er irrelevant for saglighedsvurderingen, at GIF-forløbet ikke regnes for at være en egentlig gymnasial uddannelse. Klager har nedlagt påstand om betaling af godtgørelse på 50.000 kr., subsidiært et af nævnet fastsat mindre beløb, idet indklagedes krænkelse udgør et indgreb overfor klager, der er af en så alvorlig karakter, at der må være grundlag for tilkendelse af godtgørelse. Klager ønsker desuden, at den pågældende praksis kendes ulovlig og tilpligtes bragt til ophør. Klager henviser til, at krænkelsen må anses for at være groft sagligt ufunderet, at den savner ethvert legitimt formål og må sidestilles med chikanøs adfærd. Krænkelsen er egnet til at afføde en følelse af samfundets misbilligelse og ringeagt overfor klager og hans indsats for at integrere sig i det danske samfund. Dette sender et signal om, at klager er socialt og intellektuelt mindreværdig i forhold til personer af etnisk dansk oprindelse. Som begrundelse for godtgørelsens størrelse henviser klager til, at en krænkelse af den omhandlede art er egnet til at påføre den krænkede part økonomisk tab og afsavn, som følge af potentiel fremtidig indtægtsforringelse, i det omfang at den nævnte praksis indebærer, at klager ikke opnår adgang til en kompetencegivende uddannelse, der åbner mulighed for et indkomstmæssigt profitabelt arbejdsmarked. Klager anfører, at såfremt den ulovlige praksis bringes til ophør inden ansøgningsfristen for optagelse på landets videregående uddannelser (sommeren 2010), må godtgørelsesbeløbet udmåles relativt mindre. Klager henviser desuden til artikel 15 i Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000, hvorefter sanktionsniveauet skal fastsættes på en sådan måde, at det er effektivt, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning. Indklagede 1 påstår frifindelse. Indklagede finder ikke, at det forhold, at GIF-forløbet ikke er omfattet af reglerne om bonus for tidlig studiestart er et udtryk for direkte eller indirekte forskelsbehandling. Indklagede finder, at der allerede, idet GIF er indsat i adgangsbekendtgørelsen som adgangsgivende til videregående uddannelser gennem kvote 1, er tilvejebragt sådanne fordele for fremmedsprogede, at det letter deres adgang til videregående uddannelser væsentligt. Undtagelsen af GIF-forløbet fra reglerne om bonus for tidlig studiestart har alene betydning i relation til optagelse på de uddannelser, hvor der er adgangsbegrænsning. Indklagede oplyser, at grunden til, at GIF-forløbet ikke er omfattet af reglerne om bonus for tidlig studiestart er, at forløbet ikke er at sidestille med en egentlig uddannelse, men derimod en supplering til en allerede gennemført uddannelse i hjemlandet. GIF-forløbet er således ikke omfattet af det samlede danske gymnasiale system, som omfatter uddannelserne STX, HF, HHX og HTX. Indklagede bemærker, at det fremgår af adgangskravene for deltagelse i et GIF-forløb, at man er flygtning eller indvandrer, men at det ikke indgår i adgangskravene, at man skal have en anden etnisk eller racemæssigt ophav end dansk, og oplysning om ansøgerens etniske eller racemæssige ophav er ikke relevant i forhold til GIF-forløbene. Indklagede bemærker videre, at GIF-forløbet aldrig har været omfattet af reglerne om bonus for tidlig studiestart, ligesom den ikke er omfattet af andre bonusordninger i adgangsbekendtgørelsen - der er derfor ikke tale om en praksisændring. Det bemærkes ligeledes, at andre studieforberedende forløb, som HF-enkeltfag og adgangskursus til ingeniøruddannelsen, ikke er adgangsgivende til videregående uddannelser. I relation til godtgørelsesspørgsmålet gør indklagede gældende, at godtgørelse efter lov om etnisk ligebehandling gives for ikke-økonomisk skade. Hvis klager ønsker erstatning for et påstået økonomisk tab, må klager således rejse særskilt søgsmål herom efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Indklagede bemærker videre, at det ikke er godtgjort, at undtagelsen fra reglerne om bonus for tidlig studiestart har haft konkret betydning for klagers mulighed for at blive optaget på den ønskede uddannelse. Det er videre ikke godtgjort, at der skulle eksistere en nærmere sammenhæng mellem det at være omfattet af reglerne om bonus for tidlig studiestart og "mulighed for et indkomstmæssigt profitabelt jobmarked". Indklagede 2 finder, at reglerne om bonus for tidlig studiestart er objektivt begrundet i et sagligt formål, og at midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Indklagede gør gældende, at strukturen i den gældende adgangsregulering og principperne i anerkendelse af adgangsgivende uddannelser medfører, at reglerne om bonus for tidlig studiestart ikke omfatter GIF-forløbet. Indklagede henviser til, at GIF-forløbet giver ansøgeren mulighed for gennem supplering i fagpakker af 5-6 fag at opnå adgang til optagelse på en dansk videregående uddannelse gennem kvote 1, hvis den uddannelse, som vedkommende har gennemført i sit hjemland ikke kan anerkendes som sidestillet med en dansk gymnasial uddannelse og derfor ikke kan omregnes til et karaktergennemsnit, som kan bruges som grundlag for optagelse gennem kvote 1. Denne adgang til at søge optagelse gennem kvote 1 placerer imidlertid ikke GIF-forløbet som en selvstændig gymnasial uddannelse. GIF-forløbet har siden 2004 været reguleret i reglerne om gymnasial supplering, der ligger uden for det egentlige gymnasiale system. Formålet med GIF-forløbet var at fremme flygtninge og indvandreres adgang til de videregående uddannelser - uden at de skulle tage en hel gymnasial uddannelse i Danmark. GIF-forløbet er således ikke en gymnasial uddannelse og er derfor ikke omfattet af de regler i adgangsbekendtgørelsen, der ellers vedrører de gymnasiale uddannelser. Indklagede påpeger, at der ikke er tale om en praksisændring, når GIF-kursister ikke er omfattet af reglerne om bonus for tidlig studiestart. Indklagede henviser til, at GIF-forløbet ligeledes ikke er omfattet af andre bestemmelser i adgangsbekendtgørelsen, herunder reglerne om optagelse gennem kvote 1b og om bonus A. I relation til klagers henvisning til ministeriets svar på en henvendelse fra en gymnasierektor, bemærker indklagede, at formuleringen om, at "GIF er udeladt af bonusordningen for tidlig studiestart, fordi GIF-studerende allerede er tilgodeset med nogle særlige fordelagtige vilkår for at søge ind på de videregående uddannelser gennem de særligt tilrettelagte korte forløb og færre eksamensfag" refererer direkte til rektors henvendelse til undervisningsministeren, hvor rektor skriver, at "problemet er formodentligt, at GIF følger bekendtgørelsen for gymnasial supplering, hvor der ikke er bonus at hente." Rektor formulerer således selv den egentlige årsag til, at GIF-forløbet ikke er omfattet af ordningen om bonus for tidlig studiestart. Indklagede har desuden oplyst, at der i de fleste EU-lande er forskellige alternative modeller til de gymnasiale udannelser som adgang til de videregående udannelser. Der findes i forskellige variationer studieforberedende eller studiekompetencelignende forløb, der enten giver generel studiekompetence eller retter sig mod adgang til en særlig type uddannelse eller bestemte uddannelsesinstitutioner. Hvad der generelt karakteriserer disse forløb er, at deres faglige niveau, deres generalist-kvalifikationer, deres studielængde og antallet af aflagte eksamener er mindre end de tilsvarende hele gymnasieuddannelser i det pågældende land. For ansøgere fra de nordiske lande gælder det, at en erhvervsfaglig uddannelse kombineret med et studiekompetencegivende forløb, som generelt er adgangsgivende til videregående uddannelser i ansøgerens hjemland, også er adgangsgivende i Danmark, dog kun via kvote 2. De er ikke adgangsgivende til optagelse gennem kvote 1, da disse studiekompetencegivende forløb ikke vurderes som omregnelige med en hel dansk gymnasial uddannelse. Endelig henviser indklagede til de to andre studieforberedende forløb i Danmark - enkeltfags HF og adgangskursus til ingeniøruddannelsen, hvoraf enkeltfags HF kun kan give adgang til optagelse på en videregående uddannelse gennem kvote 2. I relation til godtgørelsespåstanden gør indklagede gældende, at denne påstand som minimum må bygge på en dokumenteret forudsætning om, at klager ved at være omfattet af reglerne om bonus for tidlig studiestart ville kunne have opnået optagelse på en videregående uddannelse, som pågældende har fået afslag fra, og hvor mulighederne for en fremtidig indtægt adskiller sig væsentligt fra den indtægt som vedkommende ville kunne opnå ved optagelse på og gennemførelse af en anden videregående uddannelse. Indklagede mener ikke, at der i sig selv er nogen sammenhæng mellem optagelseskvotienten på en given uddannelse og de senere fremtidige, potentielle indtægtsmuligheder for dimittender fra den pågældende uddannelse. Indklagede henviser i den forbindelse til, at kvotesystemet kun anvendes, hvis der er flere kvalificerede ansøgere end studiepladser, og at grænsekvotienten for optagelse på de mest populære uddannelser i mange tilfælde skyldes, at der er et begrænset antal studiepladser af hensyn til beskæftigelsesudsigter og arbejdsmarkedsbehov. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet forskelsbehandlet som følge af sin etniske oprindelse. Nævnet finder ikke, at der er tale om direkte forskelsbehandling, idet klager ikke er blevet behandlet ringere på grund af sin etniske oprindelse. Nævnet finder, at der er tale om indirekte forskelsbehandling. Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at GIF-forløbet er rettet mod personer, der ikke har en dansk gymnasial eksamen. Selvom der ikke stilles krav om en bestemt udenlandsk eller etnisk oprindelse for at blive optaget på forløbet, er der større sandsynlighed for, at kursister på GIF-forløbet har anden etnisk baggrund end dansk. Bestemmelsen om, at ansøgere til en dansk videregående uddannelse fra GIF-forløbet ikke får justeret deres karaktergennemsnit er således egnet til at stille personer med anden etnisk baggrund ringere end etniske danske ansøgere. Nævnet finder dog, at denne forskelsbehandling er objektivt begrundet i et sagligt formål, og at midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at undtagelsen af GIF-forløbet fra reglerne om bonus for tidlig studiestart er begrundet i opbygningen af det danske gymnasiale system, hvor efter GIF-forløbet ikke er at anse for en egentlig eller hel gymnasial uddannelse. Forløbet er alene studieforberedende og har til formål at give kursisterne den fordel, at de gennem et kort forløb kan få suppleret den uddannelse, de allerede har fra udlandet. Hermed får de på baggrund af det korte GIF-forløb adgang til at søge optagelse på de videregående uddannelser gennem kvote 1. Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

Versioner

  1. 2011-04-29