Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - sport - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10145@2012-09-26/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - sport - ej medhold
Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en kæde af fitnesscentre havde afdelinger, der var forbeholdt kvinder. Forskelsbehandling kan være lovlig, hvis den er begrundet i et legitimt mål. Nævnet fandt, at hensynet til blufærdighed samt hensynet til tilrettelæggelse af sportslige aktiviteter er et legitimt mål, og at de midler, som indklagede havde brugt for at opnå dette mål, ikke gik ud over, hvad der var hensigtsmæssigt og nødvendigt. Nævnet fandt herefter, at indklagede ikke havde handlet i strid med ligestillingsloven.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en kæde af fitnesscentre havde afdelinger, der var forbeholdt kvinder. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at indklagede havde afdelinger, der var forbeholdt kvinder. Sagsfremstilling Der er klaget over, at en kæde af fitnesscentre har afdelinger, der er forbeholdt deres kvindelige medlemmer. Indklagede har i udvalgte fitnesscentre valgt at oprette afdelinger kun for kvinder, hvortil mænd ikke har adgang. Afdelingerne kun for kvinder er udstyret med aflukkede træningsfaciliteter, og enkelte centre har omklædningsrum og bad i tilknytning til afdelingerne. Træning i "Kun for Kvinder" afdelingerne foregår med fokus på velvære i uformelle og afslappede omgivelser. Parternes bemærkninger Klager påstår, at indklagede handler i strid med ligestillingsloven ved at nægte mænd adgang til de særlige områder af fitnesscentrene. Klager henviser til, at det alene er en persons køn, der afgør, om man har adgang til de separate afdelinger "Kun for kvinder". Klager gør gældende, at afdelingerne "Kun for kvinder" bør nedlægges, eller at der alternativt skal oprettes afdelinger tilsvarende kun for mænd. Indklagede bekræfter, at de har afdelinger i flere fitnesscentre, hvortil der kun er adgang for kvinder. Indklagede påstår, at de ikke handler i strid med ligestillingslovgivningen ved at have disse afdelinger, og at kvinder ikke opnår bedre vilkår eller stilles anderledes end resten af fitnesscentrenes medlemmer. Indklagede gør gældende, at det træningsudstyr, som findes i afdelingerne "Kun for kvinder", er magen til træningsudstyret i resten af fitnesscentrene, og at afdelingerne "Kun for kvinder" ikke tilbyder særlige træningsmuligheder, vejledning, rådgivning eller lignende. Indklagede gør endvidere gældende, at de med afdelingerne "Kun for kvinder" har forsøgt at skabe lige træningsvilkår og herved sikre ligestilling for kvinder. Indklagede oplyser, at alle deres centre er store og åbne, og at de fleste har spejle på væggene. Indklagede henviser til, at afdelingerne "Kun for kvinder" skal ses som positive foranstaltninger, der skal fremme ligestillingen. De begrunder dette med deres erfaring om, at flere kvinder føler sig utilpasse og/eller utrygge i store åbne centre, hvor mænd ser på dem, mens de træner, samt at flere kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, ikke må træne i samme lokale som mænd, hvilket udelukker/afholder dem fra at træne. Indklagede henviser endvidere til, at afdelingerne "Kun for kvinder" er et ligestillingsinitiativ som skal sikre, at kvinder, herunder særligt kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, har de samme muligheder som mænd for at træne og herved opnå en sund og aktiv livsstil. Indklagede påberåber sig bekendtgørelse nr. 340 af 10. april 2007 om initiativer til fremme af ligestilling. Det er indklagedes opfattelse, at ordningen med afdelinger kun for kvinder falder under bekendtgørelsens § 6, hvorefter det er tilladt at etablere hold og undervisning mv. for det ene køn inden for idræt, herunder svømning mv. Det er indklagedes opfattelse, at bekendtgørelsens § 6 efter dens ordlyd, ikke er udtømmende, hvorfor den ikke skal fortolkes til kun at omfatte hold og undervisning. Indklagede har den 6. januar 2012 søgt om dispensation efter Ligestillingslovens § 3, stk. 1. Ansøgningen behandles af Ministeriet for Ligestilling og Kirke. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn inden for og uden for arbejdsmarkedet. Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for offentlige og private virksomheder og organisationer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Bekendtgørelse nr. 340 af 10. april 2007 om initiativer til fremme af ligestilling vedrører kun midlertidige foranstaltninger, hvorfor sagen ikke kan afgøres herefter. Uanset forbuddet mod forskelsbehandling er loven ikke til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Det er i Rådets direktiv 2004/113, der ligger til grund for ligestillingsloven, i pkt. 16 anført, at forskelsbehandling kun kan accepteres, hvis den er begrundet i et legitimt mål, og at et legitimt mål for eksempel kan være beskyttelse af ofre for kønsrelateret vold, hensyn til privatlivets fred og blufærdigheden, fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder eller mænds eller kvinders interesser, foreningsfrihed og tilrettelæggelse af sportsaktiviteter. Det fremgår endvidere, at enhver begrænsning bør være hensigtsmæssig og nødvendig. Ligebehandlingsnævnet finder, at hensynet til blufærdighed samt hensynet til tilrettelæggelse af sportslige aktiviteter er et legitimt mål, og at de midler, som indklagede har brugt for at opnå dette mål, ikke går ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt. Nævnet finder herefter, at indklagede ikke har handlet i strid med ligestillingsloven ved at have afdelinger kun for kvinder. Klager får derfor ikke medhold i sin klage.