Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - kommuner - ej medhold

GældendeVersion 2013-03-06
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10200@2013-03-06/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - kommuner - ej medhold

En far klagede over, at en kommune havde udarbejdet en handleplan for hans datter uden at inddrage ham på samme måde som moderen. Nævnet fandt, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at kommunen havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af køn. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en kommune udarbejdede en handleplan for en mindreårig pige uden at inddrage faderen på samme måde som moderen. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke overtrådt ligestillingsloven i forbindelse med, at der blev udarbejdet en handleplan for klagers datter. Sagsfremstilling Klager er far til en pige født i 2003. Forældrene har fælles forældremyndighed over datteren, der har bopæl hos moderen. Kommunen udarbejdede i november 2011 en handleplan i samarbejde med datteren og hendes mor. Klager modtog den 4. november 2011 kopi af handleplanen med mål i forhold til datteren og arbejdet i Familieværkstedet. Målene var sat i samarbejde med datteren og hendes mor. Ifølge handleplanen flyttede forældrene fra hinanden efter flere år med indbyrdes konflikter og uoverensstemmelser om blandt andet datteren og hendes yngre bror. Baggrunden for handleplanen var en underretning fra Distrikt Psykiatrisk Team, hvor begge forældre havde været i behandling. Det fremgik af handleplanen, at forældrene så forskelligt på mange ting og var meget uenige om børneopdragelsen, hvilket ofte havde resulteret i konflikter og skænderier. Datteren var bange for skænderier generelt og i særdeleshed skænderier mellem forældrene. Det overordnede mål med handleplanen var at styrke moderen i samarbejdet med faderen om at holde fokus på børnene og få deres to verdener til at hænge sammen samt at skabe et rum til datteren, hvor hun kunne få talt om "sine livsvilkår, med oplevelser, dilemmaer, ny familiekonstellation m.m." Klager var den 1. september 2011 til samtale i kommunen. Det fremgår af kommunens journalrapport vedrørende samtalen blandt andet: ". . . Far mener ikke det fører til noget at forældrene får hjælp til at sætte sig sammen for at snakke om børnene og få deres to verdner til at hænge sammen. . . . far har ikke lyst til at deltage . . . Far ønsker udelukkende rådgivning for sig selv . . . . . . Far orienteret om at jeg har aftalt at snakke med [datteren] d.6.9. mhp hendes tanker ifm iværksættelse af hjælp. Far giver samtykke til at der må iværksættes hjælp til [datteren] såfremt det vurderes relevant. . . . " Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at kommunen har handlet i strid med ligestillingsloven og diskrimineret ham på grund af køn ved kun at inddrage moderen i forbindelse med udarbejdelsen af handleplanen. Klager ønsker på vegne af datteren at få godtgørelse for, at kommunen har afskåret hendes far fra at deltage på lige fod med moderen i den planlagte hjælp til at komme videre, efter at hendes forældre var flyttet fra hinanden. Klager oplyser, at han har klaget til det sociale nævn over, at kommunen havde udarbejdet handleplanen uden at inddrage ham som far. Kommunen havde derved krænket datterens ret til begge forældre/misligholdt forpligtelsen til at samarbejde med begge forældre, og kommunen havde diskrimineret klager på grund af køn. Klager mener, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde inddraget ham i handleplanen ved at indkalde ham til to møder om samarbejdet med moderen. Klager henviser i den forbindelse til, at han på intet tidspunkt havde givet udtryk for, at han ikke ønskede at samarbejde med moderen, og at de møder, han havde deltaget i, ikke handlede om den handleplan, der blev udarbejdet for datteren. Det var kun moderen, der blev inddraget i kommunens tiltag for at hjælpe datteren, og kommunen havde valgt at lade informationen omkring datterens udvikling gå igennem moderen. Klager var derfor ikke blevet tilstrækkeligt informeret. Klager afviser, at han havde givet udtryk for, at han ikke ønskede at deltage i behandlingsforløbet for datteren, og at han udelukkende havde ønsket rådgivning for sig selv. Klager henviser i den forbindelse til, at han på møde den 1. september 2011 gav udtryk for bekymring for nogle af de initiativer, som kommunen ville foretage i forbindelse med familiebehandlingen, fordi han frygtede en negativt konfronterende tilgang i forbindelse med et eventuelt møde med moderen. Klager forsøgte at finde en konstruktiv løsning på dette og andre problemer, men blev henvist til at søge hjælp i åben rådgivning. Klager afviser, at der på mødet blev talt konkret om en handleplan eller om datterens behov. Mødet omhandlede hovedsageligt moderens ønsker og kritik i forhold til hans evner som forælder og samarbejdet med moderen omkring børnene. Klager afviser også, at han på noget tidspunkt havde afvist at deltage i at udarbejde en handleplan for datteren. Tværtimod fik han i modsætning til moderen ikke mulighed for at deltage i udarbejdelse af handleplanen. Klager afviser ligeledes, at han havde fået mulighed for at komme med kommentarer til handleplanen, men ikke benyttet sig heraf. Ifølge kommunen var det kun moderen, der skulle godkende planen, mens klager kun fik planen til orientering. Klager blev derfor ikke som medansvarlig forælder inddraget i handleplanens mål og tiltag. Informationen om forløbet blev efter klagers opfattelse pålagt moderen, selvom kommunen vidste, at forældrene havde svært ved at kommunikere og orientere hinanden. Klager har således på intet tidspunkt været inviteret til møder eller tiltag i forbindelse med handleplanen til støtte for datteren. Indklagede afviser, at klager ikke i tilstrækkeligt omfang blev inddraget i handleplanen for datteren. Indklagede henviser til, at klager gentagne gange i løbet af perioden fra marts 2010 til april 2011 var inviteret til møde i Familierådgivningen i forbindelse med afdækning af datterens særlige behov for støtte. Klager var desuden inddraget i drøftelser om behovet for at iværksætte støtteforanstaltninger for datteren. Klager gav under en samtale i Familierådgivningen i september 2011 samtykke til børnesamtale, og til at der måtte iværksættes støtteforanstaltninger for datteren, hvis der var behov herfor. Klager gav under denne samtale udtryk for, at han ikke havde lyst til at deltage i det påtænkte familiebehandlingsforløb som støtteforanstaltning for datteren, da han ikke mente, at det ville føre til noget. Klageren gav også udtryk for, at han udelukkende ønskede rådgivning og vejledning. Indklagede henviser videre til, at klager den 4. november 2011 fik tilsendt forslaget til den udarbejdede handleplan. Handleplanens mål, der blandt andet byggede på samtaler med datteren og begge forældre, havde fokus på at sikre, at datteren i så høj grad som muligt blev fritaget for byrderne i forbindelse med forældrenes skilsmisse. Det var Familierådgivningens vurdering, at datteren i høj grad havde været i stand til at sætte ord på de belastninger, som forældrenes uenigheder og konflikter medførte for hende. Klager fik i forbindelse med, at han fik tilsendt handleplanen, mulighed for at komme med sine kommentarer til planen, men klager havde ikke benyttet sig af denne mulighed. Indklagede henviser i øvrigt til, at klager har del i forældremyndigheden, og at han til enhver tid kan søge oplysninger om datterens udvikling hos moderen eller i Familierådgivningen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det følger af ligestillingsloven, at offentlige myndigheder ikke må udøve direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Ligebehandlingsnævnet finder, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at kommunen i forbindelse med, at der blev udarbejdet en handleplan for datteren, udsatte ham for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Nævnet har herved lagt vægt på, at blandt andet det af indklagede udarbejdede journalnotat af 1. september 2011 underbygger indklagedes oplysning om, at klageren på forespørgsel havde oplyst, at han ikke ønskede at deltage i udarbejdelsen af handleplanen. Det ligger uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence at tage stilling til, om datterens rettigheder eventuelt blev krænket i forbindelse med handleplanen. Det ligger også uden for nævnets kompetence at tage stilling til om, kommunens sagsbehandling i forbindelse med, at der blev udarbejdet en handleplan for klagers datter, opfylder kravene i henhold til anden lovgivning, herunder serviceloven og forvaltningsloven. Klagen tages derfor ikke til følge.

Versioner

  1. 2013-03-06