Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold

GældendeVersion 2013-05-08
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10219@2013-05-08/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold

En far klagede over en afgørelse, om at hans datter ikke fik midlertidig bopæl hos ham. Barnets mor flyttede til den anden ende af landet, og klager gjorde derfor gældende, at det var bedst for barnets trivsel, hvis han fik forældremyndigheden. Indklagede 1, statsforvaltningen, gjorde gældende, at datteren midlertidigt skulle have bopæl hos moderen på grund af datterens alder og tilknytning til børnehaven. Indklagede 2, den administrative klageinstans, afviste at behandle klagen, da en midlertidig afgørelse om et barns bopæl bortfalder, hvis sagen bringes for retten. Nævnet fandt ikke bevis for, at der var sket forskelsbehandling på grund af køn. Klager fik derfor ikke medhold i sagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sagsbehandlingen og ved afgørelsen i statsforvaltningen og i den administrative klageinstans af sag om midlertidig bopæl for klagers datter. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Sagsbehandlingen i statsforvaltningen og den administrative klageinstans ved afgørelsen af sagen om midlertidig bopæl for klagers datter var ikke i strid med ligestillingsloven. Sagsfremstilling En far har klaget over, at hans datter ved afgørelse først i statsforvaltningen og dernæst i den administrative klageinstans ikke har fået midlertidig bopæl hos ham. Klagers datter er født den 22. marts 2008 i X by i Nordjylland, hvor klager stadig bor. Ifølge dagplejeformidlingen i Nordjylland var klagers datter velfungerende og godt med på alle udviklingstrin. I sommeren 2010 ophørte datteren i dagplejen i Nordjylland. Moderen og datteren flyttede til Y by i Københavnsområdet, hvor datteren startede i institution. Den 16. februar 2011 indgik klager og datterens moder en midlertidig aftale om samvær på et møde i statsforvaltningen. Klager anmodede statsforvaltningen om en midlertidig afgørelse om datterens bopæl. Den 4. august 2011 traf statsforvaltningen afgørelse om, at datteren skulle have midlertidig bopæl hos moderen. Ved afgørelse lagde statsforvaltningen særlig vægt på oplysningerne om datterens alder og tilknytning til børnehave. Spørgsmålet om bopæl blev indbragt for retten, men klager hævede bopælssagen ved retten den 6. oktober 2011. Klager påklagede statsforvaltningen afgørelse om midlertidig bopæl til den administrative klageinstans, som den 18. januar 2012 traf afgørelse i sagen. Den administrative klageinstans afviste at behandle sagen med den begrundelse, at en midlertidig afgørelse om bopæl bortfalder, hvis sagen hæves efter indbringelse for retten. Klager har fremsendt statistisk materiale fra Danmarks Statistik om procentandelen efter alder af børn i Danmark med bopæl hos far i 1980, 2007 og 2001. Klager har endvidere fremsendt statistik fra Børnerådets undersøgelser juni 2011 om det bedste for børn ved skilsmisse, og det sværeste for børn, når forældre vil skilles, og en TV-optagelse om Foreningen Fars arbejde samt en Pressemeddelelse af 19. marts 2013 fra Danske Familieadvokater, med titlen "Alt for mange samværssager ender i Statsforvaltningen". I meddelelsen problematiseres det, at mange sager om samvær ender i statsforvaltningerne, der ifølge meddelelsen ikke er gearede til at varetage opgaven. Parternes bemærkninger Klager påstår, at der er handlet i strid med ligebehandlingsreglerne ved afgørelserne om datterens bopæl, og at hun skal have bopæl hos klager. Der er tale om et barn i god trivsel, som fra fødslen er opvokset med klager og klagers familie på en bondegård i Nordjylland. Barnet havde ved samlivsophøret deleordning mellem forældrene med bopæl hos moderen på grund af moderens økonomi og behov for tilskud. Det er kun bopælsforælderen, som modtager offentlige tilskud. Moderen flyttede til Sjælland, og klager anmodede derfor om, at bopælen blev ændret, da det er klart bedst og mest trygt for barnet at forblive i nærmiljøet i kendte og trygge omgivelser i den samme institution og hos legekammeraterne. Det fremgår af Børnerådets undersøgelser. Klager har til statsforvaltningen oplyst, at datteren elsker sin far og mor, at hun er født og opvokset i klagers hjem, og at hun har tæt tilknytning fra de første leveår til kammerater, familie og venner hos klager. Datteren havde/har en sund, glad og tryg hverdag hos klager tidligere og nu, og klager vil sikre et positivt samarbejde med moderen og aldrig hindre datterens samvær med moderen. I klagen til den administrative klageinstans forklarer klager, at det er hans oplevelse, at statsforvaltningen har begået en procedurefejl i henhold til forældreansvarsloven og ligestillingsloven ved ikke på klagers anmodning at sikre det, der er bedst for datteren. Statsforvaltningen lavede den deleordning, der var praktiseret mellem forældrene, om til fordel for moderen, da hun mod gældende aftale tilbageholdt datteren. Indtil da var der praktiseret en deleordning mellem forældrene, og den dannede grundlag for bopælen hos moderen. Moderen afholdt imidlertid fuldstændigt datteren fra samvær med klager uden grund efter fraflytningen, dvs. børnebortførelsen. Tilbageholdelsen skete samtidig med anmodningen om børnepenge og en usikker boligsituation og økonomi for datterens moder. Klager oplyser, at datterens moders advokat kom med udokumenterede påstande om, at datteren ikke havde det godt hos klager. Klager oplyser, at der ikke skal betales børnepenge ved 7/7 ordningen, hvorfor moderen til datteren havde en klar interesse i forhold til økonomi og samvær i at bortholde datteren fra samvær. Forældre og advokater kender hullet og misbruger det hver eneste dag - og de offentlige myndigheder lader stå til. Der er tale om en normal praksis i statsforvaltningerne og i den administrative klageinstans, og det alvorlige er, at den manglende overførsel af bopæl ved fraflytning har afgørende betydning for senere behandling af sagen og barnets opvækst hos forældre, der viser lav forældreevne, og ikke respekterer barnets ret til begge sine forældre. Det sker, fordi det konsekvent tillades. Der er tale om et klart mønster af forskelsbehandling hos de offentlige myndigheder. Klager fremhæver, at der efter oplysninger fra Danmarks Statistik er færre fædre, der har bopæl for deres børn i dag end i 1980. Klager henviser til, at der hermed sker brud på ligestillingsloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, da det ikke er tilladt offentlige myndigheder at medvirke til direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det er ikke tilladt for offentlige myndigheder at indføre retningslinier, procedurer, vejledninger eller personlige fortolkninger, som bryder med principperne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er baseret på FN's Verdenserklæring. Klager anbefaler, at Socialministeren eller Folketingets Ombudsmand foretager en uvildig undersøgelse af den administrative klageinstans' almene sagsbehandling. Klager er rystet over kvaliteten i den offentlige sagsbehandling på familieområdet og den manglende indsigt i virkeligheden. Foreningen oplever en fuldkommen mangel på forebyggelse, modernisering og kvalitetssikring på familieretsområdet i lovgivning og praksis, som blandt andet skyldes de monopollignende tilstande i den administrative klageinstans, der har administreret praksis, udarbejdet oplægget til loven, behandlet klagesager og evalueret sig selv. Klager gør gældende, at det er et grundlæggende princip i forældreansvarsloven, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Kriterierne tager udgangspunkt i FN's Børnekonvention, og må til enhver tid tolkes, som den bedst tænkelige løsning for hvert enkelt barn og bero på en individuel vurdering af netop dette barns forhold - herunder barnets egen indstilling - sammenholdt med den viden og det erfaringsgrundlag, der i øvrigt foreligger eller kan bibringes sagen. Klager finder, at der sker kønsbestemt sagsbehandling i stedet for sagsbehandling baseret på gode forældre. Klager henviser i øvrigt til statistik og materiale fra en pressemeddelelse af 19. marts 2013 fra Danske Familieadvokater. Indklagede 1, statsforvaltningen, oplyser, at statsforvaltningen den 4. august 2011 traf afgørelse efter forældreansvarsloven om, at klagers datter midlertidigt skulle have bopæl hos moderen under den verserende sag om bopæl, idet forvaltningen fandt, at dette var det bedste for datteren. Der blev lagt vægt på datterens alder og tilknytningen til børnehaven. Afgørelsen er truffet ud fra en konkret skønsmæssig vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Afgørelsen er ikke en overtrædelse af hverken Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller ligestillingsloven. Statsforvaltningens afgørelse om midlertidig bopæl blev afvist af den administrative klageinstans. Indklagede 2, den administrative klageinstans, oplyser, at man afviste ved afgørelse af 18. januar 2012 at behandle klagen over statsforvaltningens afgørelse af 4. august 2011, idet en midlertidig afgørelse om et barns bopæl bortfalder, hvis sagen hæves efter indbringelse for retten. Ved afgørelsen afslog indklagede 2 at ændre statsforvaltningens afgørelse om midlertidigt samvær med samme begrundelse som den, der var givet i statsforvaltningen. Den 9. maj 2012 afviste indklagede 2 at behandle sagen igen, idet der ikke var fremkommet oplysninger af betydning for afgørelsen. Indklagede mener ikke, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, eller at der er sket brud på princippet om retten til et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Forældreansvarsloven, som trådte i kraft den 1. oktober 2007, bygger bl.a. på betænkning 1475/2006 om Barnets Perspektiv, som blev afgivet af udvalget om Forældremyndighed og Samvær. Udvalget blev nedsat for at overveje om reglerne om forældremyndighed og samvær var tidssvarende, og i tilstrækkelig grad sikrede varetagelsen af barnets interesser og behov. I forslaget til forældreansvarsloven er der foretaget en ligestillingsvurdering. Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at det er et ønske bag forslaget at gøre reglerne mere tidssvarende, så de passer til familiernes ændrede struktur i samfundet. Det er således hensigten at sikre, at forældre bliver ligestillede i sager om forældremyndighed og samvær. Det fremgår blandt andet af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at titlen på loven er med til at understrege et af lovens hovedprincipper, nemlig at et barn har ret til to forældre, og at dette princip indebærer, at de - uanset de ikke lever sammen længere - skal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, dels ved at samarbejde omkring væsentlige beslutninger om barnet. Det er lovens klare udgangspunkt, at forældrene har fælles forældremyndighed, og at dette fællesskab omkring barnet fortsætter i tilfælde af samlivsophævelse. Domstolene har i modsætning til den tidligere lov mulighed for at bestemme, at den fælles forældremyndighed skal fortsætte, selvom en af forældrene ønsker den ophævet. Et andet grundlæggende princip i loven er, at alle afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Kriteriet tager udgangspunkt i FN's Børnekonvention. I forlængelse heraf er det i lovforarbejderne præciseret, at barnets egne synspunkter skal indgå i alle forhold vedrørende barnet alt efter dets alder og modenhed. Barnet altid skal inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, hvilket kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige erklæringer eller på anden måde. Dette gælder dog ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller unødvendigt efter sagens karakter. Der er ikke fastsat en aldersgrænse i forslaget. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår det blandt andet om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at den ret til familieliv, som er beskyttet, især drejer sig om kontakten mellem barnet og dets forældre og eventuelle andre pårørende eller lignende. Menneskerettighedsdomstolen betragter afbrydelsen af kontakten mellem et barn og dets forældre som et indgreb i retten til et familieliv, der er omfattet af konventionen. Det er imidlertid ikke ethvert indgreb i retten til et familieliv, der medfører en krænkelse af konventionen. Et indgreb kan legitimeres, hvis der i national ret findes hjemmel til indgrebet, hvis indgrebet tjener et af de formål, der er angivet i konventionens artikel 8, og hvis indgrebet er proportionalt med det formål, der søges opnået. Proportionalitetsvurderingen indebærer en afvejning af den pågældende forældres ret til familieliv med barnet, og barnets ret til at blive beskyttet mod overgreb. I sager om forældremyndighed og samvær er der sjældent tvivl om, at indgrebet er sket med hjemmel i national lov, og at det er sket til varetagelse af hensyn, der er omfattet af opregningen i bestemmelsen i konventionen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det bemærkes indledningsvis, at Ligebehandlingsnævnet alene kan udtale, om der er handlet i strid med ligebehandlingsreglerne, og tilkende en godtgørelse. Nævnet har ikke kompetence til at ændre de afgørelser, der er truffet i forvaltningen. Det bemærkes endvidere, at Ligebehandlingsnævnet alene behandler konkrete klagesager vedrørende tilsidesættelse af reglerne om ligebehandling og ikke har mulighed for at undersøge sager af egen drift. Nævnet har heller ikke kompetence til at behandle klager vedrørende ligestillingslovens § 4, hvorefter alle offentlige myndigheder har pligt til inden for deres område at arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning. Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Offentlige myndigheder, som træffer afgørelser overfor borgerne, er i deres forvaltning omfattet af forbudet mod forskelsbehandling på grund af køn. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det fremgår af statistikken fra Danmarks Statistik, at andelen af børn, der har bopæl hos faderen, er mindre end andelen af børn, der har bopæl hos moderen. Det fremgår endvidere, at andelen af børn, der har bopæl hos faderen, stiger med barnets alder, og at tallene generelt ikke har ændret sig meget fra 1980 til 2011. Nævnet finder ikke, at det forhold, at der er flere børn, der har bopæl hos moderen end hos faderen, dokumenterer, at der generelt sker forskelsbehandling af fædre ved sagsbehandlingen i forbindelse med afgørelser om midlertidig bopæl for barnet. Der er med fremlæggelsen af de statistiske oplysninger og det generelle materiale ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der hverken konkret eller generelt er udøver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Det fremgår af sagen, at det er moderen, der har flyttet barnet væk fra det trygge og kendte nærmiljø til en ny landsdel og en ny institution. Ved afgørelsen fra statsforvaltningen lægges der vægt på, at barnet har god kontakt til begge forældre, og at hun trives i sin nuværende institution. Nævnet finder heller ikke, at der hermed i den konkrete sag i er skabt en formodning for, at der er sket forskelsbehandling på grund af køn. Forvaltningen skal træffe afgørelse efter hvad, der er bedst for barnet. De forhold, der i afgørelsen i statsforvaltningen og Familieretsafdelingen er lagt vægt på, findes ikke at være kønsdiskriminerende. Klager får herefter ikke medhold i klagen.

Versioner

  1. 2013-05-08