Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10264@2014-11-29/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ligeløn - fagretlig - afskedigelse - ej medhold - parts- og vidneforklaringer

En kvinde, der var ansat som advokat i en arbejdsgiverforening, klagede over, at hun fik lavere løn end sin mandlige kollega. Nævnet fandt at spørgsmålet om, hvorvidt klagers lavere løn skyldtes hendes køn, krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer for at belyse klagers og kollegaens kompetencer. Nævnet kunne derfor ikke behandle spørgsmålet om ligeløn. Klager blev afskediget mindre end et år efter, at hun fremsatte krav om ligeløn. Indklagede gjorde gældende, at afskedigelsen af begge de juridiske medarbejdere skyldtes omstruktureringer, og at indklagede fremover ville benytte sig af ekstern hjælp til de juridiske opgaver. Klager fik derfor ikke medhold i, at hun var blevet afskediget som følge af kravet om ligeløn.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn vedrørende løn under en kvindes ansættelse i en organisation og i forbindelse med hendes afskedigelse. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen over manglende ligeløn, da en afgørelse af dette spørgsmål kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Det var ikke strid med ligelønsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som advokat hos indklagede. Sagsfremstilling Klager, der er en kvinde, blev den 15. juli 2010 ansat som cand.jur. i en arbejdsgiverforening. Det fremgik af stillingsopslaget, at indklagede søgte en jurist til at varetage arbejdsretlige sager, og at arbejdet primært bestod af: " Juridisk sagsbehandling indenfor individuel og kollektiv arbejdsret Afholdelse af mæglingsmøder og deltagelse i fælles- og organisationsmøder samt overenskomstforhandlinger Deltagelse ved behandling af sager f.eks. i Arbejdsretten og Tvistighedsnævnet Rådgivning af foreningens medlemmer pr. telefon, e-mail eller ved personlig kontakt Rådgivning af foreningens sektionskontorer Afholdelse af kurser" Om indklagedes forventninger til ansøgerne var der i stillingsopslaget anført følgende: " Du har erfaring fra det arbejdsretslige område Du er forhandlingsvant Du er struktureret og kan have flere bolde i luften Du er resultatorienteret Du er god til at formidle vanskeligt stof på en enkel måde Du kan arbejde selvstændigt, da juridisk sekretariat p.t. består af denne ene stilling" Klagers løn var ifølge ansættelsesaftalen 40.000 kr. om måneden samt pension på 15 procent, hvor arbejdsgiverens andel udgjorde 10 procent og lønmodtagerens andel 5 procent. Der skulle være lønforhandling en gang årligt pr. 1. april, første gang den 1. april 2011. Arbejdstiden var på 37 timer ugentligt, der var selvvalgt. Klager skulle dog være til stede i telefontiden, fra kl. 9 til kl. 14.30 mandag til torsdag og fra kl. 9.00 til kl. 13.00 om fredagen. I januar 2011 blev advokat A ansat i indklagedes juridiske sekretariat. Der var forud for ansættelsen af A en mail-korrespondance mellem klager og indklagedes direktør. Det fremgår heraf, at klager den 16. december 2010 skrev til direktøren blandt andet, at "Jeg overvejer at stoppe i [indklagede] pr. 28. februar, da jeg synes, miljøet er for råt og kaotisk. . . . Så ved valget af folk til samtale, bør vi have dette i baghovedet. Har valgt denne dato, da jeg så lige kort kan introducere de(n) nye. Jeg overvejer at stoppe tidligere, men ikke senere." I en mail senere samme dag skrev klager blandt andet "Jeg har lige haft en dejlig snak med [A]. Tænk han kunne godt tænke sig at blive ansat hos os. Jeg ved ikke, hvordan [ ] stiller jer til det - men jeg vil blot sige, at hvis [A] bliver ansat, så siger jeg ikke op. Det ville være en gave at arbejde sammen med [A] til hverdag. Han vil passe ind i kontorets ånd, og han kender alle formaliteterne på godt og ondt. Så han har hjertet på rette sted, samtidig med at han er god til at varetage arbejdsgiverinteresser. Han har så nogle behov for fleksibilitet pga børnene, men da jeg bedst kan lide at tage på arbejde hver dag - så passer det jo fint med, at han arbejder hjemmefra en del af tiden. Vi kan så fra dag 1 spare samtlige advokatudgifter." Ved lønforhandlingen pr. 1. april 2011 blev klagers løn hævet til 43.000 kr. om måneden. Klager opnåede beskikkelse som advokat i februar 2012. Ved lønforhandlingen pr. 1. april 2012 blev klagers løn hævet til 46.000 kr. om måneden, og hun fik en fridag hver anden fredag. Klager fremsendte ved brev af 23. maj 2012 til indklagedes bestyrelse et spørgetema vedrørende lønforskellen mellem hende og A. Den 4. juni 2012 fik klager en skriftlig advarsel med følgende indhold: "Du har ved brev af 23. maj 2012 anmodet [indklagede] om en redegørelse for den lønforskel, der er mellem dig og [A]. Ved aflevering af forespørgslen, der er stilet til [indklagedes] bestyrelse valgte du i stedet at aflevere denne fysisk til [ ], således at den pågældende medarbejder ikke har kunnet undgå at få indsigt ikke blot i dine synspunkter og spørgsmål baseret på ligelønsloven, men tillige - og helt uopfordret - både dine og [A´s] individuelle lønforhold samt en række forhold vedrørende henholdsvis dine egne og din kollegas arbejdsforhold. Som bekendt refererer du til direktør [ ], der dels var på arbejde den 23. maj 2012, dels kunne nås både fysisk og pr. mail hele dagen, hvorfor den fysiske aflevering af det åbne brev i forkontoret beroede på en helt bevidst handling fra din side. Din adfærd må i din varetagelse af en betroet stilling hos [indklagede] betragtes som et alvorligt tillidsbrud, og det indskærpes overfor dig, at din adfærd i forbindelse med afleveringen af dit brev er en krænkelse af den tavshedspligt, du er underlagt i dit ansættelsesforhold. Du burde således indse, at indvielse af kontorpersonalet i synspunkter om dine og en kollegas arbejdsforhold er uforeneligt med den loyalitet, du er forpligtet til at udvise overfor [indklagedes] ledelse. Vi må derfor indskærpe, at lignende situationer ikke må finde sted, og at manglende respekt herfor ville kunne medføre ansættelsesretlige konsekvenser. l relation til de rejste spørgsmål vedrørende ligelønsloven kan det oplyses, at [indklagede] naturligvis vil besvare disse, i hvilken forbindelse vi har bedt advokat [ ] om at bistå. Du vil således modtage svar fra [ ] direkte, . . .". Spørgetemaet blev besvaret af indklagedes advokat ved brev af 22. juni 2012, hvoraf blandt andet fremgik, at A havde haft advokatbestalling siden 2002 og havde møderet for landsretten, ligesom han havde betydelig proceserfaring og havde ført et stort antal sager, både som advokat for indklagede, men også for andre virksomheder og foreninger. Indklagedes advokat oplyste i brevet, at da A blev ansat hos indklagede, skete det nok så meget på klagers personlige anbefaling. Ved ansættelse af A kunne indklagede spare penge på det eksterne advokatbudget, og A havde også helt konkret erfaring med indklagedes medlemmer, overenskomstgrundlag og forhandlingsmodpart gennem bistand i et betydeligt antal sager. Indklagedes advokat henviste også til, at det fremgik af diverse lønstatistikker for jurister, at ancienniteten som uddannet jurist/advokat har stor betydning for løndannelsen, og at markedsværdien øges proportionalt med erfaringen, særligt hvor denne måtte være relevant og fagspecifik. A havde ikke blot erfaring som advokat, men også erfaring indenfor faget samt unik erfaring med arbejdet med netop indklagede. Dette havde direkte indflydelse på, hvilken løn indklagede skulle tilbyde A for at gøre stillingen tilstrækkelig attraktiv for ham. Indklagedes advokat henviste videre til, at det var gennem ansættelsen af A, at det var muligt for indklagede at tilbyde klager mulighed for af opnå advokatbestalling, idet klager havde gennemført uddannelsesforløbet og været autoriseret fuldmægtig under A. Dette viste, at der var et betydeligt spring i A´s og klagers erfaringsniveau, som kunne begrunde lønforskellen. Indklagedes advokat opgjorde i øvrigt klagers løn til 55.200 kr. (46.000 kr. i månedsløn, 4.600 kr. i fridage og 4.600 kr. i pension). A´s løn var på 75.000 kr. Klagers løn var efter advokatens opfattelse i pæn harmoni med niveauet for en førsteårs advokat, mens en 10. års advokat typisk ville ligge på et niveau betydeligt over A´s løn. Indklagedes advokat henviste i øvrigt til, at der i relation til sagsbehandlingen ikke var den store forskel, da klager og A supplerede hinanden i de indkomne sager og henvendelser. Det forskellige erfaringsniveau, herunder A´s betydelige procedureerfaring og møderet for landsret, havde dog løbende indflydelse på, hvor de enkelte sager blev placeret eller flyttet hen i takt med, at tvisten måtte udvikle sig. Den lidt forskellige arbejdstidstilrettelæggelse skyldtes de aftalte principper for placering af arbejdstiden. Advokat A blev langtidssygemeldt i oktober 2012. Ved brev af 27. november 2012 blev klager opsagt fra stillingen som advokat hos indklagede til fratræden ved udgangen af februar måned 2013. Baggrunden for opsigelsen var, at hovedbestyrelsen havde truffet beslutning om at gennemføre en strukturændring, der indebar nedlæggelse af blandt andet klagers stilling. A blev afskediget samtidig, og indklagede ville fremover lade sektionerne bistå af eksterne leverandører. Klager blev fritstillet i opsigelsesperioden. Klagers deltagelse i sundhedsordning ville fortsætte som aftalt indtil den 31. december 2012. Klagers mobiltelefonordning ville ophøre i forbindelse med fritstillingen, men hun ville få en godtgørelse svarende til den skattemæssige værdi af fri telefon. Ved mail af 28. september 2012 meddelte klagers faglige organisation indklagedes advokat, at organisationen ikke havde til hensigt at køre en ligelønssag på nærværende grundlag. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn, fordi hun fik mindre i løn end sin mandlige advokatkollega. Klager gør også gældende, at afskedigelsen var usaglig som følge af hendes krav om ligeløn. Klager kræver at få efterbetalt lønforskellen med pension og ferie på 727.110,29 med tillæg af renter, subsidiært efterbetaling efter nævnets skøn samt godtgørelse for overtrædelse af ligelønsloven og godtgørelse for usaglig opsigelse. Klager henviser til, at hendes mandlige kollega A gennem mere end to år har modtaget op til cirka 28.000 kr. mere i løn om måneden for samme arbejde af samme værdi for arbejdsgiveren. Hverken ved rekrutteringen eller under ansættelsen eller i forhold til den forventede løsning af opgaverne var der efter klagers opfattelse forskel på klagers og A´s kvalifikationer/fagkundskab, belastning/indsats, arbejdsforhold/vilkår eller ansvar/beslutningskompetence, som kunne forsvare, at A fik en så markant højere løn end klager. Indklagede besluttede i slutningen af 2010 at ansætte endnu en jurist til aflastning af klager. Der blev brugt samme stillingsopslag, som ved ansættelsen af klager, dog var overenskomstforhandling udeladt under beskrivelsen af arbejdsopgaver, da klager havde indgående erfaring hermed. Både klager og A var således ansat til at varetage arbejdsretlige sager, og der var ikke i de to stillingsopslag krav om advokatstatus. Advokat A blev i januar 2011 ansat i den ledige stilling. Klager havde anbefalet A til ledelsen, da hun havde en berettiget forventning om et godt samarbejde. A havde været ekstern advokat for indklagede. Klager var blevet spurgt, om hun ville være leder for A, men hun havde afslået. Klager opnåede på baggrund af sine meritter beskikkelse som advokat uden yderligere uddannelse efter et års fuldmagt løbende fra ansættelsen af A. Klagers arbejdsopgaver ændrede sig hverken under fuldmagten, eller efter at hun havde fået beskikkelsen, men hun fik dog mulighed for at føre byretssager. Da byretssager var sjældne hos indklagede, var klagers første sag berammet til januar 2013. A havde ikke ført nogen byretssager under ansættelsen hos indklagede bortset fra et møde i fogedretten. Klagers status som advokatfuldmægtig/advokat ændrede således ikke ved hendes varetagelse af de arbejdsretlige sager eller de øvrige opgaver hos indklagede. Klager havde ført sager ved Afskedigelsesnævnet og Tvistighedsnævnet. Klager skulle føre den første faglige voldgift efter ansættelsen af A i februar 2013. A havde aldrig ført sager for indklagede ved faglig voldgift, og A fik først møderet for landsretten i 2012. Klager havde gennemført mindst lige så mange mæglingsmøder og fællesmøder som A under dennes ansættelse hos indklagede. Klager henviser i den forbindelse til, at faget er overenskomstdækket, og at alle sager derfor stort set rejses i det fagretlige system, og der kræves i øvrigt ikke bestalling for at føre sager for nævn. Klager henviser videre til, at hun ved lønforhandlingen pr. 1. april 2012 fik en lønstigning fra 43.000 kr. til 46.000 kr. Klager fik desuden en fridag hver anden fredag, som kunne omregnes til 4.600 kr. om måneden, således at den reelle lønstigning var 7.600 kr. Klagers løn frem til, at hun blev fritstillet, var således 50.600 kr. I marts 2012 havde klager via et bogholderibilag, som lå ved sekretariatets printer, konstateret, at A havde en månedsløn på 67.500 kr. og 10 procent i arbejdsgiverbetalt pension. Hertil kom, at indklagede betalte A´s kontingent på 8.000 kr. årligt til Danske Advokater. Ud over højere løn havde A en særdeles fleksibel arbejdstid, og han drev en selvstændig advokatvirksomhed, hvor han ud udover almindelig advokatvirksomhed udbød kurser med videre. Det fremgik således af A´s hjemmeside, at han udbød kurser. Det er klagers opfattelse, at fleksibel arbejdstid er et gode, der kan sidestilles med en lønandel. Det er ikke rigtigt, at det var klagers ønske om mindre arbejdspres, der førte til, at hun fik en fridag hver anden fredag. Under lønforhandlingen fik klager at vide, at hun ikke kunne få yderligere lønstigning end de 3.000 kr. Klager, der mente, at dette ikke var tilstrækkeligt i forhold til A, sagde ordret "Der er jo andre former for lønstigning end lige kroner og ører, fx en fridag hver anden fredag eller 1 uges ekstra ferie eller . . .". Klager fik herefter tilbud om en fridag hver anden fredag. Når klager talte om arbejdspres, var det alene i relation til A, som efter klagers opfattelse langt fra udførte halvdelen af arbejdsopgaverne. Klager ønskede ikke nedsat tid, men en mere ligelig fordeling af arbejdsbyrden. Det er sagen uvedkommende, at ansættelsen af A medførte, at klager kunne opnå beskikkelse som advokat, da de begge udførte samme slags opgaver, og det var tilfældigt, hvem der fik sagerne. Klagers daglige arbejde gennem et halvt år med indklagedes medlemmer og overenskomster må sidestilles med A´s varetagelse af konkrete enkeltstående sager i en årrække. Klager havde desuden en større og bredere erfaring på hele det juridiske område end klager, der havde mere specifik erfaring med overenskomst- og opsigelsessager. Klager afviser, at A havde en højere kvantitativ arbejdstid end klager. Klager bestrider, at der var tale om et forskelligt erfaringsniveau, som gjorde, at A havde indflydelse på, hvor de enkelte sager blev placeret eller flyttet hen i takt med, at en tvist måtte udvikle sig. A havde som følge af travlhed hos klager overtaget en enkelt sag, som efterfølgende viste sig at blive temmelig kompleks. Klager havde i øvrigt adskillige komplekse, komplicerede og principielle sager. Både klager og A havde undervist internt hos indklagede og eksternt blandt indklagedes medlemsvirksomheder. Klager havde i øvrigt stor undervisningserfaring. Klager mener at have lige så stor forhandlingsstyrke som A, blandt andet fordi hun tidligere havde haft en stilling som chefkonsulent på et hospital, hvor der var omkring 25 overenskomster. Klager, der havde årelang organisationserfaring, havde således stor erfaring med overenskomster generelt samt overenskomstforhandling, mens A ved ansættelsen aldrig havde forhandlet overenskomster. Begge havde dog deltaget i forårets overenskomstforhandlinger. Klagers generelle erfaring på det arbejdsretlige og personalejuridiske område var efter hendes opfattelse større og bredere en A´s mere specifikke sagserfaring. De betydningsfulde sager blev før klagers ansættelse ført af eksterne advokater, herunder en faglig voldgift i 2012, som ikke blev ført af advokat A. A sygemeldte sig lige før den byretssag, som han skulle have ført for indklagede. Klager varetog lige så komplekse sager som A, herunder den mest principielle sag for indklagede, som angik hele grundlaget for indklagedes eksistens. Sagen skulle føres for landsretten og dermed af DA´s advokater, men klager havde lavet alt forarbejdet. Klager havde også varetaget en række andre principielle sager, der var løst ved forlig eller afventede behandling i Arbejdsretten. Klager havde desuden så godt som hver måned skrevet artikler og/eller råd af personalepolitisk karakter, mens A kun havde skrevet en eller to artikler i løbet af de to år, han havde været ansat. Klager var under ansættelsen hos indklagede medlem af en ekspertgruppe om ansættelsesret, hvor hun deltog i lovforberedende arbejde, herunder drøftelse af lovforslag og principielle problemstillinger. A havde ikke deltaget i lignende ekspertgrupper. Klager bestrider, at A havde fremlagt strategiske og politiske overvejelser på skrift. Det er klagers opfattelse, at det eneste område, hvor A havde mere erfaring end hende, var procedureerfaring. Klager havde imidlertid den procedureerfaring, der var nødvendig i de sager, der førtes for indklagede, det vil sige sager for nævn. I den seneste sag, som klager førte for Afskedigelsesnævnet, modtog hun ros fra modparten for sin fremragende retorik. Klager vandt i øvrigt sagen for indklagede. Der var tale om en ikke ubetydelig sag med afhøring af seks vidner samt parter og længere procedure end de cirka 15 sager, som klager havde overværet. Sagen i Tvistighedsnævnet var gennemsnitlig rent proceduremæssigt, men den var principiel. Klagers arbejdstid lå mindst på højde med A´s arbejdstid. A havde desuden mere fleksible arbejdstider. Klager henviser i øvrigt til, at der ikke var retningslinjer for arbejdsdeling, men at det var tilfældigt, hvem der tog sagerne. A havde aldrig fordelt arbejdsopgaver som følge af den påståede højere erfaring. A havde i øvrigt aldrig fordelt sager. A havde heller aldrig overtaget sager fra klager som følge af hendes manglende evner eller erfaring. Klager havde adskillige meget komplekse, komplicerede og principielle sager, og der var ikke forskel på sværhedsgraden af A´s og klagers sager. Klager havde ikke opsagt sin stilling i februar 2011, men hun havde meddelt indklagede, at hun overvejede at sige op. Da A blev langtidssygemeldt i oktober 2012, blev alle hans sager flyttet til formandens kontor, selvom klager flere gange overfor direktøren tilbød at overtage sagerne. Direktøren afviste dog at lade klager overtage sagerne, og direktøren ville ikke oplyse, hvordan sagerne skulle behandles/fremmes. Da klager og A hidtil havde varetaget sagerne selvstændigt uden ledelsens indblanding, er det klagers opfattelse, at indklagede havde besluttet at opsige hende, inden at A blev sygemeldt. Det er klagers opfattelse, at opsigelsen reelt skyldtes, at hun havde stillet krav om lige løn for lige arbejde. Klager henviser i den forbindelse til, at hun fik en skriftlig advarsel, efter at hun havde afleveret spørgetemaet om ligeløn. Advarslen af 4. juni 2012 var efter klagers opfattelse usaglig. Advarslen var foranlediget af, at klager havde sendt et spørgetema til indklagede om lønforskellen mellem hende og advokat A. Klager havde ikke kuverteret brevet, men havde bedt sekretæren/receptionisten, der åbner posten, om at stemple brevet med indgående stempel og aflevere det til direktøren. Klager havde understreget overfor sekretæren, at brevet var strengt fortroligt. Klager fik pålæg om at aflevere sin telefon straks, da hun blev opsagt, selvom hun ønskede at overføre private ting til en anden telefon. Der var tale om en 2½ år gammel og skrammet mobiltelefon af en billig model, så den anstændigvis ikke kunne udleveres til andre medarbejdere. Indklagede kunne desuden have fået lukket telefonen for samtaler hos udbyderen. Det er klagers opfattelse, at der var et pønalt element i måden, telefonen skulle afleveres på. Klager blev desuden straks efter opsigelsen pålagt at pakke sine private ting og forlade arbejdspladsen, selvom hun havde omkring 20 verserende sager, herunder en byretssag, en sag berammet i Tvistighedsnævnet, en faglig voldgift samt flere alvorlige arbejdsretssager. Det er klagers opfattelse, at hvis opsigelsen reelt havde skyldtes omstrukturering, ville det have været naturligt at gennemgå hendes sager inden fritstillingen. Overrækkelsen af opsigelsen, der varede omkring et minut, var særligt kortfattet og kynisk, og indklagede gav ikke klager et par ord med på vejen efter 2½ års indsats. Indklagede forbigik desuden klagers 60 års fødselsdag kort tid efter opsigelsen, selvom indklagedes medarbejdere altid fik kostbare gaver ved runde fødselsdage og mærkedage. Klager fik heller ikke den årlige julegave på 700 kr., som der var tradition for. Klagers navn blev desuden slettet i en større artikel om et overenskomstkursus, som hun havde holdt den 5. november 2012. Klager blev således alene omtalt som "underviseren" eller "hun" i artiklen. Indklagede nægtede at betale for klagers sundhedsordning efter den 31. december 2012, og indklagede nægtede også at betale det lovpligtige bidrag til Advokatsamfundet, der forfaldt i januar 2012. Klager har flere gange efter opsigelsen forgæves tilbudt sin arbejdskraft til indklagede. Det er i øvrigt klagers opfattelse, at den faglige organisation ikke har givet afkald på at føre en ligelønssag for hende. Klager kan desuden ikke give afkald på sine rettigheder i henhold til ligelønsloven. Den faglige organisation har således på intet tidspunkt ført en ligelønssag for klager, men hun havde bedt om deres hjælp til at få ophævet advarslen. Det er klagers opfattelse, at hendes faglige organisation ikke kan give afkald på at føre en ligelønssag. Klager havde valgt at føre ligelønssagen på egen hånd, og hun havde selv formuleret spørgetemaet. Indklagedes advokat sendte svaret på spørgetemaet direkte til klager. Klager afviser, at sagen kræver mundtlige parts- og vidneforklaringer, og klager har fremlagt en række udtalelser fra den faglige organisation, der er indklagedes modpart, og som har et stort kendskab til både klagers og A´s indsats og kompetencer. Klager har også fremlagt en række udtaleser med roser fra indklagedes medlemsorganisationer. Klager har desuden fremlagt bevis for, at hun har en højere IQ end 97 procent af befolkningen. Indklagede gør gældende, at sagen skal afvises fra behandling i Ligebehandlingsnævnet, subsidiært at indklagede skal frifindes for påstanden om overtrædelse af ligelønsloven. For så vidt angår påstanden om afvisning henviser indklagede til, at klagers faglige organisation ikke fandt grundlag for at rejse en sag om ligeløn efter at havde modtaget den redegørelse om lønforskellen, som indklagedes advokat havde udarbejdet. Der er indklagedes opfattelse, at klager er afskåret fra at rejse en sag, når hendes faglige organisation med bindende virkning har anerkendt, at der ikke er grundlag for den påståede krænkelse af ligelønsloven. Klager havde valgt at benytte sig af sin faglige organisation i forbindelse med ligelønssagen. Almindelige fuldmagtsgrundsætninger fører til, at klager er bundet af de standpunkter, som den af hende valgte repræsentant indtager på hendes vegne. Den faglige organisation varetog klagers interesser både i forbindelse med ligelønsspørgsmålet og spørgsmålet om advarslen. Indklagedes faglige organisation har desuden et indgående kendskab til løn- og arbejdsforhold for jurister og advokater, herunder forudsætninger for at vurdere, om der eventuelt er et ligelønsproblem. Indklagede henviser videre til, at sagen ikke er egnet til behandling ved nævnet, da den vil kræve en egentlig bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Der er grundlæggende uenighed om centrale forhold, herunder om de juridiske medarbejderes fagspecifikke erfaring, kvalifikationer, arbejdsopgaver og løn samt betydningen af de forskellige tidspunkter for opnåelse af advokatbestalling. Der er også uenighed om det kvantitative omfang af klagers og A´s arbejdsopgaver. Det er indklagedes opfattelse, at de af klager ensidigt indhentede udtalelser illustrerer behovet for mundtlige parts- og vidneforklaringer. Ros fra den modstående overenskomstpart er ikke ensbetydende med, at indklagede har den tilsvarende opfattelse. Der er desuden modstridende opfattelser af omstændighederne og begrundelsen for afskedigelsen. For så vidt angår påstanden om frifindelse er det indklagedes opfattelse, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der taler for, at hun er blevet udsat for lønmæssig forskelsbehandling. Lønforskellen var sagligt begrundet i den betydelige forskel mellem de to medarbejderes fagspecifikke erfaring, kvalifikationer og anciennitet. Det er således indklagedes opfattelse, at anciennitet/erfaring som uddannet jurist/advokat har afgørende betydning for løndannelsen. A har således en mangeårig karriere som organisationsjurist og advokat med processuel erfaring samt et helt fagspecifikt indblik på indklagedes område. Klager ville desuden ikke kunne have opnået sin advokatbestalling, hvis ikke A var blevet ansat hos indklagede. Dette viser også den betydelige forskel i de to medarbejderes erfaringsniveau. Hvis nævnet skulle komme frem til, at der foreligger faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har fundet ulovlig forskelsbehandling sted, har indklagede løftet bevisbyrden for, at dette ikke er tilfældet. For så vidt angår opsigelserne af klager og A skete dette som led i en overordnet driftsmæssig beslutning om at strukturere det juridiske arbejde hos indklagede på en ny måde, herunder ved bistand fra ekstern leverandør. Det forhold, at samtlige juridiske medarbejdere hos indklagede blev afskediget samtidig, dokumenterer, at opsigelsen alene var begrundet i omstruktureringen. Klagers synspunkter om ligeløn måtte i den forbindelse anses for frafaldet af såvel klager som hendes faglige organisation i september 2012. Indklagede henviser i øvrigt til, at klager ved mail af 16. december 2010 opsagde sin stilling hos indklagede. Klager oplyste dog efterfølgende, at hun ikke ville opsige sin stilling, hvis A blev ansat i den opslåede stilling. Da A blev ansat i januar 2011, trak klager sin opsigelse tilbage. For så vidt angår spørgsmålet om erfaring havde A, der fik sin advokatbestalling i 2002, bistået indklagede gennem mere end 20 år først som jurist og siden som advokat. Han havde haft kontakt til medlemmer og deltaget i sektionernes generalforsamlinger og delegeretmøder som dirigent. Han havde tidligere i 1990´erne deltaget aktivt i overenskomstforhandlinger på indklagedes område samt i sine tidligere ansættelser på andre overenskomstområder. A havde desuden gennem sin karriere som organisationsjurist og advokat oparbejdet betydelig procedureerfaring, både i det civile og arbejdsretlige system. A havde blandt andet en principiel byretssag, der var berammet til november 2012, men blev udsat på grund af sygdom. A varetog desuden flere politiske ansvarsområder for indklagede, herunder diverse strategiske og politiske overvejelser i relation til overenskomstens bestemmelser om kompagniskaber. Indklagede har videre henvist til, at A havde overtaget mere end én sag fra klager i løbet af de to års samarbejde. Der var således løbende sket tilpasning af opgavefordelingen som følge af de to juridiske medarbejderes forskellige styrker og erfaringsniveau. Indklagede har fremlagt et notat, hvor klager havde bedt A om hjælp i forbindelse med udarbejdelsen af et svarskrift i en voldgiftssag. Efter A´s ansættelse tilbød indklagede ikke sager til de advokater, der tidligere havde ført sager for indklagede. I en enkelt faglig voldgift i 2010 var den eksterne advokat dog blevet bedt om bistand med sagen, inden A blev ansat. Klagers procedureerfaring var begrænset til to små og ukomplicerede sager for henholdsvis Afskedigelsesnævnet og Tvistighedsnævnet og skulle i øvrigt ses i sammenhæng med klagers nyligt erhvervede advokatbestalling. Klager gennemførte uddannelsesforløbet som autoriseret fuldmægtig under A. Klager havde således ikke kunnet få beskikkelse som advokat, hvis ikke advokat A havde været ansat hos indklagede. Det blev i øvrigt ved indgåelse af aftalen om fuldmægtiguddannelsen aftalt, at uddannelsesforløbet og den forventede beskikkelse ikke måtte medføre ekstraomkostninger for indklagede. Dette havde klager accepteret. Lønforskellen mellem klager og A var alene begrundet i deres forskellige erfaringsgrundlag. Ved beregningen af klagers løn skal medregnes værdien af de fridage, som klager fik ved lønforhandlingen pr. 1. april 2012 sammen med en lønforhøjelse, idet klager gav udtryk for, at hun ønskede et mindre arbejdspres. Indklagede bestrider i øvrigt klagers beregning af lønforskellen. Det skyldtes uvidenhed, at indklagede betalte A´s kontingent til advokatforeningen, og beløbet kan ikke henføres som løn til A. Det er ikke korrekt, at A havde private ugekurser under sin ansættelse hos indklagede. Han kunne dog i mindre omfang påtage sig selvstændige advokatopgaver ved siden af sin fuldtidsansættelse hos indklagede. Baggrunden for, at klager blev tildelt en skriftlig advarsel var, at hun uden kuvertering havde afleveret spørgetemaet om ligeløn til direktøren via en sekretær, der ikke kunne undgå at blive bekendt med de fortrolige oplysninger om klagers og A´s løn- og arbejdsforhold. Klager fik derfor en advarsel for illoyal opførsel og alvorligt tillidsbrud. Klager kontaktede sin faglige organisation for at få advarslen trukket tilbage, men den faglige organisation besluttede ikke at foretage yderligere i sagen om advarslen. For så vidt angår selve afskedigelsen, skete denne under en 15-20 minutter samtale, hvor indklagedes formand og direktør forklarede hovedbestyrelsens beslutning om at nedlægge de to advokatstillinger og i stedet vælge en anden løsning for håndtering af de juridiske opgaver fremover, herunder den indgåede aftale med advokatfirmaet. Denne strukturelle beslutning indebar, at både klager og A blev afskediget. De omstændigheder, som klager i øvrigt har henvist til i klageskriftet, må efter indklagedes opfattelse anses for at være dels ukorrekte dels irrelevante. Der var således tale om en helt naturlig håndtering af afskedigelsen som følge af en generel strukturændring. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter loven om lige løn til mænd og kvinder (ligelønsloven). Det forhold, at klagers faglige organisation har tilkendegivet ikke at ville føre en ligelønssag for klager, afskærer ikke klager fra at få sagen prøvet ved Ligebehandlingsnævnet. Vedrørende ligeløn Nævnet finder, at det til afgørelse af spørgsmålet vedrørende ligeløn er nødvendigt, at klagers og A´s konkrete kompetenceforhold og udviklingen heri belyses nærmere, hvilket kræver, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Da mundtlige parts- og vidneforklaringer ikke kan finde sted for nævnet, kan nævnet ikke behandle denne del af klagen. Vedrørende afskedigelsen En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om ligeløn. Klager blev afskediget den 27. november 2012, det vil sige mindre end et år efter, at klager den 23. maj 2012 havde fremsat spørgetemaet om lønforskellen mellem hende og A og dermed fremsat krav om ligeløn. Det påhviler derfor indklagede at bevise, at afskedigelsen ikke skyldtes, at klager havde fremsat krav om ligeløn. Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har bevist, at afskedigelsen af klager ikke skyldtes kravet om ligeløn. Det er indgået i nævnets vurdering, at begrundelsen for at afskedige klager var en generel omstrukturering, som medførte at begge advokatstillinger blev nedlagt, idet indklagede i stedet indgik aftale med et advokatfirma om løsning af de juridiske opgaver. Advokat A blev således også afskediget. Afskedigelsen af klager var derfor ikke i strid med ligelønsloven.

Versioner

1. 2014-11-29