Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold

GældendeVersion 2012-11-13
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10276@2012-11-13/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold

Det var i strid med ligestillingsloven, at en swingerklub havde forskellige entrépriser og VIP-medlemsskabspriser for mænd og kvinder.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en swingerklub havde forskellige entrépriser og VIPmedlemskabspriser for mænd og kvinder. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede havde forskellige entrépriser og VIP-medlemskabspriser for mænd og kvinder. Sagsfremstilling Der er klaget over, at en swingerklub havde forskellige entrépriser og forskellige VIP-medlemskabspriser for mænd og kvinder. Swingerklubben havde på tidspunktet for klagens indgivelse åbent tirsdag til lørdag. Entrépriserne varierede efter, hvilken dag man besøgte klubben. Adgangen til swingerklubben kunne ske med et medlemskab eller ved at være gæst. Besøgte man klubben som gæst, omfattede entréafgiften et prøvemedlemskab til klubben til en værdi af 100 kr. Prøvemedlemskabet var gældende for én aften. Et års almindeligt medlemskab, inklusiv fuld adgang til indklagedes hjemmeside, kostede 500 kr. Det fremgik af indklagedes hjemmeside, at entrépriserne for at komme i klubben var: Entrépriser for gæster Gæst mand: Tirsdag - Torsdag: 500 kr. Fredag - Lørdag: 500 kr. Gæst kvinde: Tirsdag - Torsdag: 175 kr. Fredag - Lørdag: 200 kr. Gæst par Tirsdag - Torsdag: 250 kr. Fredag - Lørdag: 300 kr. Entrépriser for medlemmer Medlem mand: Tirsdag - Torsdag: 300 kr. Fredag - Lørdag: 400 kr. Medlem kvinde: Tirsdag - Torsdag: 75 kr. Fredag - Lørdag: 100 kr. Medlem par: Tirsdag - Torsdag: 150 kr. Fredag - Lørdag: 200 kr. Medlemmer af klubben havde mulighed for at købe et VIP-medlemskab, hvorved de kunne opnå en besparelse i forbindelse med entréprisen: Med et VIP-medlemskab var entrépriserne: Mænd : 1. måneds entré: 1.600 kr. 3. måneders entré: 3.800 kr. 6. måneders entré: 6.500 kr. Kvinder: 1. måneds entré: 400 kr. 3. måneders entré: 1.000 kr. 6. måneders entré: 1.400 kr. Par. 1. måneds entré: 800 kr. 3. måneders entré: 2.000 kr. 6. måneders entré: 2.800 kr. Parternes bemærkninger Klager påstår, at indklagede handlede i strid med ligestillingsloven ved at have forskellige entrépriser og VIP-medlemskabspriser for mænd og kvinder. Klager har nedlagt påstand om godtgørelse. Klager henviser til, at de forskellige entrépriser og VIP-medlemskabspriser fremgår af indklagedes hjemmeside. Klager henviser endvidere til, at indklagede ikke har dokumenteret, at grundprisen for mænd og kvinder er den samme. Klager gør gældende, at enhver kan blive medlem af swingerklubben ved at udfylde en blanket på indklagedes hjemmeside og betale et kontingent. Klubben er derfor at anse som tilgængelig for offentligheden. Klager henviser i den forbindelse til rygelovens definition af offentlig adgang. Klager gør ligeledes gældende, at indklagede tilbyder den særligt lave pris til kvinder for at tiltrække mændene. Han sammenligner situationen med et diskotek, der tager højere entrépriser for mænd end for kvinder. Klager gør endvidere gældende, at indklagede spekulerer i at tjene penge på forskelsbehandling. Klager henviser til, at det ikke fremgår af indklagedes hjemmeside, om mænd ydes en særlig service eller lignende som modydelse for den højere pris. Klager afviser, at opkrævning af et kondomtillæg er et legitimt mål og middel i forbindelse med forskelsbehandling. Klager gør i den forbindelse gældende, at selvom om mænd er bærere af kondomet, er det ikke ensbetydende med, at det ikke kan være kvinden, der har stillet krav om brugen af kondom. Klager gør ligeledes gældende, at brug af kondom beskytter begge parter mod seksuelt overførte sygdomme. Klager henviser i øvrigt til, at kondomtillægget ikke omtales på indklagedes hjemmeside. Klager gør endeligt gældende, at der i sig selv er tale om forskelsbehandling, når indklagede kun opkræver kondomtillæg fra mænd, da tillægget pålægges mænd alene på grund af deres køn. Klager oplyser, at han ikke har besøgt klubben i forbindelse med klagen, men at han klager af principielle grunde. Indklagede gør gældende, at de ikke handlede i strid med gældende lovgivning og ikke udøver forskelsbehandling på grund af køn. Indklagede afviser, at de spekulerer i at tjene penge på forskelsbehandling. Indklagede gør gældende, at de er en klub, hvori man skal optages som medlem for at kunne benytte klubbens tilbud og faciliteter. Der er derfor ikke tale om levering af varer og tjenesteydelser til offentligheden, og indklagede er derfor ikke omfattet af ligestillingsloven. Indklagede oplyser, at for at blive medlem i swingerklubben, skal man have modtaget en reel rundvisning, introduktion og indførsel i reglerne for ophold og medlemskab i klubben. Man skal personlig godkendes, før man kan benytte klubben på lige fod med andre medlemmer. Indklagede gør gældende, at et medlemskab på indklagedes hjemmeside ikke er det samme som et medlemskab til swingerklubben. Et medlemskab af hjemmesiden kan benyttes uafhængigt af selve klubben. Indklagede afviser, at de forsøger at tiltrække mandlige besøgende ved at have lavere priser for kvinder. Indklagede gør gældende, at grundprisen er den samme for mænd og kvinder, uanset om der er tale om entré eller om et medlemskab. Indklagede henviser til, at grundprisen for mændenes vedkommende tillægges et kondomtillæg. Af denne grund er prisen højere for mænd end for kvinder. Kondomtillægget indebærer indkøb af kondomer til alle klubbens lokaler, samt opfyldning og afskaffelse af disse. Indklagede gør gældende, at det udelukkende er mænd, der anvender og forbruger kondomer, og at det derfor er mænd og par, der er pålagt denne udgift. Indklagede henviser til, at det er nødvendigt at have kondomer til rådighed i alle klubbens lokaler for at kunne beskytte kvinder mod uønsket og utilsigtet graviditet og moderskab. Indklagede henviser i den forbindelse til ligestillingslovens § 3 a, stk. 1 og 2, hvorefter det er tilladt at indføre eller opretholde bestemmelser, der har til hensigt at beskytte kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab. Indklagede henviser derudover til de ressourcemæssige omkostninger, der er forbundet med at have kondomer til rådighed overalt i klubben. Indklagede henviser endeligt til, at de arbejder på at gøre teksten på deres hjemmeside mere klar, tydelig og overskuelig. En detaljeret beskrivelse af deres prispolitik på hjemmesiden har ikke tidligere været efterspurgt, påkrævet eller på anden måde nødvendiggjort. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Uden for begrebet "tilgængelig for offentligheden" falder ikke andre ydelser end de, der alene stilles til rådighed for familiemedlemmer eller nære bekendte, og en privat persons udlejning af enkeltværelse i den pågældendes egen bolig. Indklagede er derfor omfattet af loven. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Der er ved forskellen i entrépriser og VIP-medlemskabsprisen for mænd og kvinder skabt en formodning for direkte forskelsbehandling. Ligestillingslovens § 3a, stk. 2, giver ret til at indføre eller opretholde en gunstig forskelsbehandling af kvinder under graviditet og moderskab. Bestemmelsen omfatter således ikke den i sagen omhandlede situation. Ligebehandlingsnævnet finder herefter, at indklagede handlede i strid med ligestillingsloven ved at have forskellige entrépriser og VIP-medlemskabspriser for mænd og kvinder til swingerklubben. Klager får derfor medhold i sin klage. Godtgørelse Nævnet finder, at klager ikke har været udsat for en krænkelse, som berettiger ham til en godtgørelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at klager ikke har besøgt swingerklubben i forbindelse med klagen.

Versioner

  1. 2012-11-13