Gelex

Ankestyrelsens principafgørelse 82-14 om sygedagpenge - § 56-aftale - behandling - barnløshed

GældendeVersion 2014-12-10
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10299@2014-12-10/da

Indhold
  1. Indledning

Ankestyrelsens principafgørelse 82-14 om sygedagpenge - § 56-aftale - behandling - barnløshed

Resumé: Principafgørelsen fastslår Det er en betingelse for at indgå en § 56-aftale på baggrund af behandling, at pågældende er i lægeligt anbefalet behandling, og at denne behandling er besluttet på ansættelsestidspunktet. Kommunen kan godkende en § 56-aftale i forbindelse med fravær som følge af behandling på grund af barnløshed, selv om barnløsheden skyldes sygdom hos partneren, når det er pågældende, der er i behandling.

Lov: Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 833 af 27. juni 2014 - § 56 Afgørelse: 1. Baggrund for at behandle sagen Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagen principielt for at afklare praksis på fortolkning af § 56-aftale ved behandling, når behandlingen for barnløshed er iværksat på grund af partnerens helbredsmæssige forhold. 2. Reglerne Det følger af § 56 i lov om sygedagpenge, at arbejdsgiver kan opnå ret til refusion svarerende til de sygedagpenge, som lønmodtager har ret til fra arbejdsgiver i de første 30 kalenderdage af sygefraværet. Der kan indgås en aftale på baggrund af behandling, når lønmodtageren skal indlægges eller behandles ambulant på sygehus eller tilsvarende behandlingsinstitution, og indlæggelsen eller behandlingen var besluttet på ansættelsestidspunktet. 3. Andre principafgørelser Gældende Der er ikke gældende principafgørelser om § 56-aftale ved behandling. 4. Den konkrete afgørelse Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i forbindelse med din klage over afslag på ret til at få godkendt § 56-aftalen. Resultatet er: • Du havde ret til at få godkendt § 56-aftalen Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse. Kommunen vil kontakte dig. Begrundelse for afgørelsen Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at der kan indgås en § 56-aftale på baggrund af dit fravær som følge af behandling for barnløshed. Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at du var i et behandlingsforløb på et sygehus, og at behandlingen var besluttet på ansættelsestidspunktet. Kommunen har i afgørelsen henvist til, at det af vejledningen fremgår, at der alene kan godkendes en § 56-aftale i forbindelse med barnløshed til den af parterne, der har sygelige forhold. Vi vurderer, at det alene er en betingelse for at indgå en § 56-aftale på baggrund af behandling, at pågældende er i behandling, og at denne behandling er lægeligt anbefalet. Det forhold, at behandlingen for barnløshed blev iværksat på grund af din partners helbredsmæssige forhold er ikke af afgørende betydning, da det var dig, der var under behandling. Efter reglerne kan en aftale indgås, når lønmodtageren skal indlægges eller behandles ambulant på sygehus eller tilsvarende behandlingsinstitution, og indlæggelsen eller behandlingen var besluttet på ansættelsestidspunktet. Bemærkninger til klagen I klagen har du henvist til, at kommunen tidligere har godkendt en § 56-aftale på samme grundlag, og at der ikke var dokumenteret ændringer i din helbredsmæssige situation, der kunne begrunde en anden afgørelse. Det bemærkes, at hverken vi eller kommunen er bundet af kommunens tidligere afgørelse om bevilling af en § 56-aftale vedrørende samme lidelse. Endvidere har du oplyst, at du mente, at sagen ikke var tilstrækkeligt belyst. Vi bemærker, at vi finder sagen tilstrækkeligt belyst. Vi henviser i øvrigt til begrundelsen for afgørelsen. Oplysninger i sagen Vi har afgjort sagen på grundlag af: • De oplysninger der forelå, da kommunen traf afgørelse i sagen • Kommunens afgørelse af 26. juli 2013 • Klagen af 16. august 2013 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg • Kommunens genvurdering af 5. september 2013

Versioner

  1. 2014-12-10