Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00722

GældendeVersion 2014-12-18
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10331@2014-12-18/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00722

Resumé Advokat fik mulighed for at udtale sig Børsen skrev ”Skat tørret for 256 mio. af ukrainsk selskab” og flere lignende. En advokat blev kritiseret og fik forelagt oplysningerne, men sagde han ikke kunne udtale sig på grund af tavshedspligt. Pressenævnet finder, at han havde muligheden for at udtale sig og kritiserer ikke Børsen. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om der i den foreliggende sag er begået skattesvig og/eller hvidvaskning af penge. Forelæggelse Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. punkterne A.1, A.3 og A.5. Det er ubestridt, at Børsen ved telefonisk henvendelse til [Klager] den 24. oktober 2014 har forelagt ham spørgsmål om sagen, og at Børsen senere samme dag fremsendte samme spørgsmål til ham pr. mail. Det forhold, at [Klager] den 24. oktober 2014 ikke var i besiddelse af Kammeradvokatens redegørelse af 23. oktober 2014, kan ikke føre til, at oplysningerne ikke kan anses for forelagt. Pressenævnet skal i den forbindelse henvise til, at de faktiske oplysninger i redegørelsen burde være [Klager] bekendt. Det bemærkes endvidere, at de presseetiske regler alene foreskriver, at oplysninger skal forelægges den omtalte, således at han eller hun får rimelig tid til at svare. Det forhold, at [Klager] kan være underlagt tavshedspligt i relation til nogle af de spørgsmål, som Børsen forelagde ham, medfører efter nævnets opfattelse ikke, at det kan lægges til grund, at [Klager] i det hele var afskåret fra at fremsætte kommentarer til de rejste spørgsmål. Da [Klager] således har fået forelagt de oplysninger, der senere blev offentliggjort, og har haft lejlighed til at fremsætte sine kommentarer hertil, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik. De påklagede udsagn Det er i sagen ubestridt, at [Klager] har fungeret som selskabsadministrator i [Firma 2], og at selskabet har en udestående skattegæld på 256 mio. kr. til SKAT. Det bemærkes i den forbindelse, at der i betragtning af erhvervslivets indflydelse på samfunds- og erhvervsudviklingen er en betydelig interesse i mediedækning, uanset om den ud fra virksomhedernes synsvinkel må anses for negativ omtale. Af samme grund må aktørerne i erhvervslivet i højere grad end almindelige privatpersoner tåle at være underkastet mediernes vurdering. Nævnet finder, at de påklagede udsagn er udtryk for Børsens vurdering af sagens omstændigheder. Børsen har foretaget et redaktionelt valg blandt andet i forhold til at gengive kurator Boris Frederiksens vurderinger og udtalelser, hvilket ikke anses for en tilsidesættelse af de presseetiske regler. Nævnet bemærker, at det i artiklerne tydeligt fremgår, at der ikke vil blive rejst tiltale mod [Klager]. Nævnet finder heller ikke, at det er godtgjort, at oplysninger i artiklen, der indeholder en faktuel beskrivelse af forløbet, ikke er korrekte. Pressenævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at udtale kritik overfor Børsen. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Børsen. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedier over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Da de påklagede formuleringer fremstår som en vurdering af sagsforløbet, og da Børsen ikke i øvrigt ses at have bragt urigtige oplysninger, har [Klager] ikke krav på at få bragt et genmæle.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Dagbladet Børsen og på borsen.dk den 28. oktober 2014 samt over en artikel bragt på borsen.dk. den 31. oktober 2014, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling Dagbladet Børsen (herefter Børsen) bragte den 28. oktober 2014 en forside med rubrikken ”Skat tørret for 256 mio. af ukrainsk selskab” . Af underrubrikken fremgik: ”Kurator Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten er stærkt utilfreds med, at det er lykkedes for folkene bag Ukraines største medicinalfirma, [Firma 1], at stikke af fra en dansk skatteregning på en kvart mia. kr. Det er sket med hjælp fra en dansk advokat, der har været både købedirektør, selskabsadministrator og bestyrelsesmedlem. - Politiet har opgivet efterforskningen – Boris Frederiksen klager til Statsadvokaten. - Professor Lars Bo Langsted: Omkostningsfrit at lade stråmand sløre pengespor.” Af den første artikel fremgik ”Ukrainere stikker af fra skattehug på kvart mia.” , som var en artikel i serien ”Svindlernes Slaraffenland” med følgende underrubrik: ”Det danske skattevæsen er blevet tørret for 256 mio. kr. af folkene bag Ukraines største medicinalfirma. En dansk selskabsadminstrator er blevet brugt til at sløre pengesporet. Politi og Skat giver op.” Af artiklens brødtekst fremgik følgende: ”Med hjælp fra en dansk selskabsadministrator er det lykkedes folkene bag Ukraines største medicinalfirma, [Firma 1], at stikke af fra en skatteregning på en kvart mia. kr. til den danske statskasse. Det viser en gennemgang af vidneforklaringer, retsbøger og kreditorskrivelser, som Børsen har fået aktindsigt i. "Det er dybt utilfredsstillende, at de kan undslippe en skattegæld på 256 mio. kr. Det bliver ikke mindre utilfredsstillende, når man ser på, hvilken hjælp de har fået af deres danske selskabsadministrator," siger Boris Frederiksen fra statens foretrukne advokat, Kammeradvokaten. Det ukrainske medicinalfirma har været ejet af det ukendte danske holdingselskab [Firma 2]. Et selskab med adresse hos den danske advokat [Klager] på Frederiksberg. Han har været indsat som skiftevis købedirektør, bestyrelsesmedlem og selskabsadministrator i firmaet, frem til det gik konkurs i 2012. Gav bogføringen væk Igennem årene har [Klager] skrevet under på, at regnskaberne var retningsvisende, uden selv at kunne redegøre for baggrunden for aktiverne og passiverne. Han har ikke blot skrevet under for sig selv, men også for alle de ukrainske medlemmer af bestyrelsen. Men [Klager] har aldrig kommunikeret direkte med ledelsen i Ukraine, og han har aldrig deltaget i et eneste bestyrelsesmøde eller i andet bestyrelsesarbejde. Han ved desuden ikke, hvem der ejer det danske selskab, men har udleveret al bogføringsmateriale til en person ved navn [Person A], som han ikke har yderligere oplysninger på. Det fremgår af [Klager]s egen vidneforklaring i sagen, som Børsen er i besiddelse af. Dermed er det nu umuligt for kurator Boris Frederiksen at finde ud af, hvad der er sket med aktiverne i det danske firma, der i 2007 var på 1,6 mia. kr. "[Klager] har hjulpet dem med at tilrettelægge ejerskabet på en helt uigennemskuelig måde, ligesom hans optræden som skiftevis administrator, direktør og bestyrelsesmedlem har været med til at umuliggøre en granskning af, hvad der er blevet af aktiverne," siger Boris Frederiksen. [Klager] ønsker ikke at kommentere oplysningerne i denne artikel. ”Nej, nej, nej, det vil jeg ikke, for det kommer der ikke noget godt ud af,” siger [Klager]. Frasalg gav skattesmæk Skattegælden på 256 mio.kr. opstod, da det danske holdingselskab i 2007 solgte 20 pct. af det ukrainske medicinalfirma [Firma 1]. Det danske selskab bogførte efter salget et tab på 179 mio. kr., mens Skat mente, at salget reelt havde givet det danske firma en avance på 766 mio. kr., der skulle betales skat af. Landsskatteretten erklærede sig enig i Skats vurdering. Men nu er selskabet gået konkurs, og aktiverne, der fra 2007 til 2010 var barberet ned fra 1,7 mia. kr. til 208 mio. kr., er forsvundet uden bilag. ”Det må således konstateres, at kurator er uden nogen praktisk mulighed for at belyse omstændighederne omkring selskabets aktivers bortkomst og tabet af selskabets egenkapital,” skrev kurator Boris Frederiksen derfor torsdag i et brev til kreditorerne. Dermed er det nu ikke muligt for kurator at kortlægge, om der er grundlag for at køre en erstatningssag mod [Klager] eller andre fra den tidligere ledelse. Skat vil ikke betale for flere undersøgelser af sagen, så nu lukkes konkursboet. Politiet giver også op Forløbet og særligt [Klager]s rolle har fået Boris Frederiksen til at bede Københavns Politi efterforske, om der er grundlag for at rejse en straffesag mod advokaten eller andre tidligere medlemmer af ledelsen i det danske selskab. Men tidligere på måneden meddelte advokaturchef Per Justesen fra Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet, at han ikke mener, at der er grundlag for en straffesag. Forklaringen er blandt andet, at det ikke har været muligt for politiet at få kontakt til selskabets ledelse på nær [Klager], og at selskabets bogføring ikke har kunnet tilvejebringes. Det er et problem, siger juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet, der har læst Børsens dokumenter. ”Det er et problem, hvis politiet lægger sådan en sag ned, for så bliver det jo fuldstændig omkostningsfrit at indsætte en stråmand, som hjælper med at sløre pengesporet,” siger Lars Bo Langsted. ”Så inviterer man i meget høj grad til, at det fortsætter og så kommer der bare mange flere,” siger Langsted. Børsen har forgæves bedt direktøren for det ukrainske medicinalfirma [Firma 1], [Direktøren], om en kommentar til denne artikel. [Direktøren] har også været direktør i det danske selskab.” Af den anden artikel samme dato fremgik følgende: ”Utilfreds kurator klager over politiets afvisning Kurator Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten er så utilfreds med Københavns Politi, at han vil klage til Statsadvokaten. Boris Frederiksen er sur over, at politiet tidligere på måneden besluttede ikke at efterforske, om den tidligere ledelse i det danske selskab [Firma 2] har begået noget strafbart. Det fremgår af en skrivelse, som Boris Frederiksen sendte til Sø- og Handelsretten i torsdags, og som Børsen har fået aktindsigt i. ”Jeg mener, der er et behov for en grundig politimæssig efterforskning, og derfor påklager jeg Københavns Politis afgørelse til statsadvokaten,” siger Boris Frederiksen. Ukrainerne bag det danske selskab er stukket af fra en skattegæld på 256 mio. kr. og har ifølge Boris Frederiksen fået hjælp til at sløre pengesporet af selskabsadministrator [Klager]. ”Vi undrer os over, at politiet har valgt ikke at gå videre med sagen. I vores verden burde en selskabsadministrator som [Klager] ikke kunne slippe af sted med at have så lidt viden. Det forekommer stærkt uforsvarligt,” siger Boris Frederiksen. Ingen kommentarer Det er advokaturchef i afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Københavns Politi, Per Justesen, der har valgt at indstille efterforskningen. Hvad siger du til Boris Frederiksens kritik? ”Nu har de tilkendegivet, at de vil klage over afgørelsen, så det har jeg ikke nogen kommentar til,” siger Per Justesen. Boris Frederiksen mener, politiet på flere områder har misforstået den anmeldelse, han kom med sidste år. Blandt andet har politiet set på, om der var grundlag for en sag om overtrædelse af skattelovgivningen. Men kurator er mere interesseret i, om der er grundlag for en straffesag, fordi aktiver for 208 mio. kr. er forsvundet uden bilag. Og fordi selskabsadministrator [Klager] har givet bogføringsmaterialet væk, så det ikke er muligt at efterforske pengesporet. ”Hvis de mener, vi har misforstået sagen, så er retsmidlet at klage,” siger advokaturchefen Per Justesen. Ekspert kritiserer politiet Ifølge professor i strafferet Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet har kurator Boris Frederiksen god grund til at klage over politiets afgørelse. ”Det er overraskende, at politiet ikke benytter lejligheden til at igangsætte en efterforskning med udenlandske myndigheders hjælp, for det ser ud, som om der er en række overtrædelser af i hvert fald selskabslovgivningen, regnskabslovgivningen og bogføringslovgivningen,” siger Lars Bo Langsted. ”Jeg kan næsten ikke læse det på anden måde, end at politiet ikke vil bruge de penge, der skal til for at lave en egentlig efterforskning. Så jeg synes bestemt, at der er grundlag for at klage,” siger Langsted efter at have læst Børsens dokumenter i sagen igennem. [Klager] har ikke ønsket at kommentere kritikken af hans rolle.” Ved siden af artiklen ”Skattehug på kvart mia.” bragt i Børsen den 28. oktober 2014 var der indsat en tekstboks med rubrikken ” uden filter – [Klager], Advokat, administrator [Firma 2]” med underrubrikken ” Mur af tavshed fra indsat selskabsadministrator ”, som gengav journalist [Journalisten]s telefonsamtale med [Klager]: ”Den ansvarlige selskabsadministrator for det danske selskab [Firma 2], [Klager], ønsker ikke at kommentere kurator Boris Frederiksens kritik af ham over for Børsen. ”Jeg har en række spørgsmål, som jeg ville høre, om du vil være interesseret i at stille op og svare på et interview? ”Nej, det vil jeg ikke. Nej nej.” ”Det handler om [Firma 2]? ”Nej, nej, nej, ja, nej, nej, det vil jeg ikke, for det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg er jo også advokat, så jeg har jo også min tavshedspligt i forhold til mine klienter, så det bliver jeg nødt til at holde mig under.” ”Det, jeg skriver om, tager udgangspunkt i det, du har forklaret i skifteretten og det, kurator har forklaret i cirkulæreskrivelser, herunder at de ser et behov for en politimæssig granskning?” ”Ja, men det er der heller ikke noget forkert i at gøre, men jeg har ikke mere at tilføje.” ”Kunne jeg få lov at sende dig mine spørgsmål, så kan du se, om der er noget, der giver anledning til, at du får lyst til at svare på noget?” ”Nej, nej.” ”Men det handler om din ageren som henholdsvis bestyrelsesmedlem, direktør og administrator?” ”Ja, det forstår jeg, men jeg kan desværre ikke deltage i det.” ”Nå, jeg sender dig i hvert fald spørgsmålene, så kan du ikke sige, at du ikke har fået dem. Og så håber jeg, at du vil tage dig tid til at løbe dem igennem og sige, om de giver anledning til, at du vil sige noget.” ”Det er ok.” [Klager] besvarede ikke de sendte spørgsmål.” Børsen bragte den 31. oktober 2014 en artikel med rubrikken ”Ingen kontrol med udskældt stråmand” . Af artiklen fremgik følgende: ”Den danske advokat og firmafabrikant [Klager], der fra en kælder på Frederiksberg administrerer flere milliardfirmaer med aktiver rundt om i verden, går under myndighedernes radar. Som Børsen kunne afsløre tirsdag, har folkene bag Ukraines største medicinalfirma, [Firma 1], brugt den danske købedirektør som stråmand til at sløre pengesporet i deres danske firma [Firma 2], der er gået konkurs. På den måde er det lykkedes ukrainerne at stikke af fra et skattesmæk på en kvart mia. kr. til den danske statskasse. [Klager]s firma, [Firma 3], er omfattet af hvidvaskningslovens bestemmelser og skal derfor opbevare kopier af kunders pas, så myndighederne kan kontrollere, hvem han har arbejdet for. Men som Børsens artikler har vist, har [Klager] afleveret al bogføringsmateriale, og ifølge hans egen forklaring i retten aner han ikke, hvem der står bag hans ukrainske kunde. Det er Erhvervsstyrelsen, der har optaget [Klager]s firma i hvidvaskningsregistret tilbage i april 2013. Men styrelsen har aldrig aflagt [Firma 3] et kontrolbesøg for at sikre, at han overholder hvidvaskningsloven. Det viser dokumenter, Børsen har fået aktindsigt i. Kontorchef i Erhvervsstyrelsen Lars Bunch ønsker ikke at kommentere enkeltsager, men oplyser, at styrelsen også er opmærksom på eventuel medieomtale, når man vurderer, om der skal udføres et kontrolbesøg. Kurator Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten mener, der er behov for, at styrelsen kommer på banen. ”Når man udøver den slags aktivitet, er det bemærkelsesværdigt, hvis man ikke bliver udsat for et tilsynsbesøg fra tid til anden,” siger Boris Frederiksen. ”Baseret på de forhold, vi har konstateret i [Firma 2], synes jeg som kurator, der er grund til at foretage et kontrolbesøg hos ham i henhold til hvidvaskningslovgivningen,” siger han. Boris Frederiksen har derfor skrevet til Erhvervsstyrelsen for at henlede deres opmærksomhed på sagen. [Klager] har ikke ønsket at svare på Børsens spørgsmål i sagen.” Af billedteksten i artiklen fremgik følgende: ”Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) vil have stoppet østeuropæiske svindleres misbrug af danske selskaber.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har til støtte for klagen blandt andet anført, at artiklerne indeholder mange kritisable usandheder grænsende til strafbare injurier, som han mener er bragt mod Børsens bedre vidende. Journalisten har allerede i første sætning konkluderet, at det lykkedes folkene bag det ukrainske selskab at stikke af fra en skatteregning på en kvart milliard med hjælp fra en dansk selskabsadministrator, selvom både skattemyndighederne og anklagemyndighederne ikke har fundet noget i sagen om [Firma 2], der kunne undergives strafferetlig omtale. Selvom anklagemyndigheden ikke har ønsket at forfølge sagen, har Kammeradvokaten anmeldt flere forhold til anklagemyndigheden, der dog ikke har kunnet sandsynliggøres på nogen måde. Dertil kommer, at konklusionen i artiklen ikke kan finde sin berettigelse i advokat Boris Frederiksens kommentarer til sagen, idet advokaten som kurator i konkursboet ikke har afgørelseskompetencer, hvorpå journalisten kan støtte sin påstand. En sådan afgørelseskompetence tilkommer de relevante skattemyndigheder og domstolene. Det må videre lægges til grund, at journalisten og Børsen har fået aktindsigt i sagens dokumenter og gennemgået disse, at journalistens konklusioner på denne baggrund er bragt til offentlighedens kundskab mod bedre vidende, og at artiklens konklusioner er usande og misvisende og i værste fald udtryk for en strafbar handling i medfør af straffelovens § 267 om fremsættelse eller udbredelse af usande sigtelser, dvs. falske anklager (bagvaskelse) om medvirken til groft skattesvig. Der må i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt Børsen har overtrådt reglerne for god presseskik, lægges særlig vægt på, at en almindelig læser vil blive efterladt med indtryk af, at han i sin egenskab af advokat har medvirket til groft skattesvig. Det forhold, at han er blevet forelagt oplysningerne forud for offentliggørelsen, kan ikke føre til, at god presseskik ikke skal anses som tilsidesat. I sin egenskab af advokat kan han ikke udtale sig om de nærmere omstændigheder i sagen, da de advokatetiske regler pålægger ham tavshedspligt. Dernæst blev han foreholdt oplysninger, som på daværende tidspunkt var ham ubekendte, idet Kammeradvokatens cirkulæreskrivelse af 23. oktober 2014 først blev fremsendt til ham efterfølgende. [Klager] har præciseret de påklagede udsagn: 1. Forside: ”… at det lykkedes for folkene bag Ukraines største medicinalfirma, [Firma 1], at stikke af fra en skatteregning på en kvart mia. kr. Det er sket med hjælp fra en dansk advokat, der har været både købedirektør, selskabsadministrator og bestyrelsesmedlem”. 2. Side 6: ”Det danske skattevæsen er blevet tørret for 256 mio. kr. af folkene bag Ukraines største medicinalfirma. En dansk selskabsadministrator er blevet brugt til at sløre pengesporet. 3. Side 6: ” Med hjælp fra en dansk selskabsadministrator er det lykkedes folkene bag Ukraines største medicinalfirma, [Firma 1], at stikke af fra en skatteregning på en kvart mia. kr. til den danske statskasse.” 4. Side 6: ” Det viser en gennemgang af vidneforklaringer, retsbøger og kreditorskrivelser, som Børsen har fået aktindsigt i.” Klagesagen angår Børsens overtrædelse af god presseskik i lyset af, at de påklagede udtalelser er usande, udokumenterede, fremsat mod bedre vidende og i øvrigt er så grove, at de formentlig tillige ville kunne kvalificeres som overtrædelse af straffelovens § 287, om bagvaskelse og falske sigtelser for strafbare forhold. Det ubestridte forhold, at han har været selskabsadministrator i et konkursramt selskab med en forfalden skattegæld, indebærer ikke i sig selv, at han har medvirket til hverken grov skattesvig eller hvidvasket penge, som Børsen i den nævnte artikel frit tillader sig at konkludere. Børsen har ikke ved en gennemgang af sagen kunnet dokumentere, at han har hjulpet [Firma 2] med at unddrage sig skattegælden. Over for Børsens irrelevante anbringender står sagens fakta indeholdt i det selvsamme materiale, som Børsen henviser til, hvoraf det fremgår: - At SKAT ikke har ønsket at indlede nogen yderligere undersøgelse af sagen om [Firma 2]’ konkurs. Det vil sige, at SKAT der, såfremt der overhovedet var en potentiel eller aktuel sag, ville være part i sagen, ikke selv mener sig besveget. I modsat fald må man antage, at SKAT havde bedt Kammeradvokaten om at undersøge sagen nærmere eller anmelde forholdet til politiet, hvilket SKAT ikke har gjort. - At Københavns Politi ikke mener, der er et dokumenterbart grundlag til stede for efterforskning af et passeret strafferetligt sanktioneret forhold. - At SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet) heller ikke har ønsket at forfølge sagen på det foreliggende grundlag. - At der ikke er faldet dom i nogen sag til støtte for Børsens konklusion om, at klager i sin kapacitet af selskabsadministrator har medvirket til at unddrage SKAT et forfaldent skattekrav på over 250 mio. kr., som Børsen ellers frit tillader sig at konkludere i artiklens første to sætninger. Det skal desuden tilføjes, at der klages over, at Børsen har fremsat sigtelse mod undertegnede om hvidvaskning af penge. 2.2 Børsens synspunkter Børsen har blandt andet anført, at Børsen i efteråret 2014 har omtalt udenlandske selskabsejeres mulighed for at efterlade insolvente danske selskaber – og herunder i artiklen af 28. oktober 2014 – uden at de danske myndigheder synes at have effektive muligheder for at hindre eller efterforske dette. Et element i denne problemstilling er forekomsten af danske selskabsadministratorer, der agerer på vegne af udenlandske ejere, men i nogle tilfælde ikke har nærmere kendskab til disse ejere. Børsens artikler berører betydelige økonomiske værdier og har væsentlig samfundsmæssig interesse. Børsen har som led i denne artikelserie bragt den påklagede artikel om [Firma 2], som klageren har været tilknyttet. Børsen har forstået klagen således, at klager særligt retter kritik mod udsagnet, at ”det med hjælp fra en dansk selskabsadministrator er lykkedes folkene bag et ukrainsk selskab at stikke af fra en skatteregning på en kvart milliard kroner”. I klagen har klager fremført tre punkter: At artiklen indeholdt udsagn, der kan udgøre injurier, at oplysningerne i artiklen var urigtige, og at Børsens forelæggelse for klager ikke kan tillægges betydning i vurderingen af, hvorvidt god presseskik er tilsidesat. Urigtige oplysninger Artiklen bygger på en redegørelse fra advokat Boris Frederiksen, der har været kurator for konkursboet [Firma 2]. Den byggede endvidere på udskrifter fra Skifteretten samt udtalelser fra advokat Boris Frederiksen til Børsen. Der er ikke grundlag for at konstatere, at oplysningerne i artiklen ikke var rigtige. [Klager] har ikke peget på specifikke udsagn, der findes at være urigtige eller oplysninger, der kan få en læser til forstå artiklen således, at han har medvirket til groft skattesvig. Endvidere fremgår det med tydelighed af artiklen, at hverken SKAT eller politiet har fundet anledning til at foretage yderligere i sagen. Børsen har videre henvist til, at alle udsagn i artiklen stammer fra Kammeradvokatens cirkulæreskrivelse af 23. oktober 2014, [Klager]s egen forklaring for Skifteretten den 30. januar 2013 eller fra advokat Boris Frederiksens udtalelser til Børsen. Børsen finder derfor, at det ikke kan give anledning til kritik henset til, at alle oplysningerne er rigtige. [Klager] har endvidere haft mulighed for at kommentere oplysningerne. Børsen har i artiklerne ikke anført, at [Klager] har medvirket til groft skattesnyd, men alene henvist til, at den skyldige skattegæld ikke er betalt. Børsen har endvidere ikke anført, at [Klager] har forfalsket underskrifter, men anført, at han har skrevet under for andre medlemmer af selskabets ledelse, hvilket fremgår af hans forklaring for Skifteretten. Der er endvidere redegjort for, hvilke kilder udsagnene vedrørende [Klager] bygger på. Grundlaget for disse udsagn er citater fra konkursboets kurator, advokat Boris Frederiksen, CVR-registret, Kammeradvokatens cirkulæreskrivelse af 23. oktober 2014 samt udskrift af [Klager]s egen forklaring i Sø- og Handelsretten den 30. januar 2013. Forelæggelse Børsen kontaktede den 24. oktober 2014 [Klager] telefonisk, og samtalen er gengivet i Børsens artikel den 28. oktober 2014. Det fremgår af artiklen, at [Klager] ikke ønskede at udtale sig. Børsen har endvidere sendt en række spørgsmål skriftligt, hvilke han ikke har besvaret. Børsen finder ikke, at det forhold, at [Klager] er underlagt tavshedspligt, kan medføre, at han er afskåret fra at udtale sig om sagen. Det ville i øvrigt formentligt være muligt for [Klager] at udtale sig om hans rolle som administrator for selskabet uden at bryde sin tavshedspligt. Børsen kan desuden ikke afskæres fra at bringe artiklen, uanset [Klager] ikke kan udtale sig. Børsen har endvidere bemærket, at forsideteksten ikke er udtryk for, at [Klager] har begået skattesvig, men at [Firma 2] ikke har betalt en skattegæld på 250 mio. kr., hvilket ikke er bestridt. [Klager] har deltaget i ledelsen af selskabet og været administrator for det. [Klager] har udleveret selskabets bogføring til en person, som han ikke kan oplyse kontaktoplysninger på, og han kender ikke ejerne af firmaet. På denne baggrund kan de danske myndigheder ikke efterforske forholdene nærmere. Dette faktuelle forløb giver fuld dækning for Børsens vurdering af, at [Klager] har hjulpet de ukrainske ejere med at undgå at betale en skattegæld. [Klager] har desuden klaget over teksten: ”… det danske skattevæsen er blevet tørret for 256 mio. kr. af folkene bag Ukraines største medicinalfirma. En dansk selskabsadministrator er brugt til at sløre pengesporet.” Udsagnet er udtryk for det faktuelle forløb. [Klager] har underskrevet regnskaber på vegne af bestyrelsesmedlemmer, han aldrig har mødt, og han har udleveret bogføringsmaterialet til en person, der ikke kan opspores. Han har desuden ikke kendskab til ejerne af [Firma 2]. Det skal bemærkes, at artiklen hverken omtaler ”(grov) skattesvig” eller ”hvidvaskning”. Beskyldninger om sådanne forhold kan ikke indfortolkes i artiklen, der indeholder en redegørelse for det faktiske forløb og [Klager]s rolle heri. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om der i den foreliggende sag er begået skattesvig og/eller hvidvaskning af penge. Forelæggelse Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. punkterne A.1, A.3 og A.5. Det er ubestridt, at Børsen ved telefonisk henvendelse til [Klager] den 24. oktober 2014 har forelagt ham spørgsmål om sagen, og at Børsen senere samme dag fremsendte samme spørgsmål til ham pr. mail. Det forhold, at [Klager] den 24. oktober 2014 ikke var i besiddelse af Kammeradvokatens redegørelse af 23. oktober 2014, kan ikke føre til, at oplysningerne ikke kan anses for forelagt. Pressenævnet skal i den forbindelse henvise til, at de faktiske oplysninger i redegørelsen burde være [Klager] bekendt. Det bemærkes endvidere, at de presseetiske regler alene foreskriver, at oplysninger skal forelægges den omtalte, således at han eller hun får rimelig tid til at svare. Det forhold, at [Klager] kan være underlagt tavshedspligt i relation til nogle af de spørgsmål, som Børsen forelagde ham, medfører efter nævnets opfattelse ikke, at det kan lægges til grund, at [Klager] i det hele var afskåret fra at fremsætte kommentarer til de rejste spørgsmål. Da [Klager] således har fået forelagt de oplysninger, der senere blev offentliggjort, og har haft lejlighed til at fremsætte sine kommentarer hertil, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik. De påklagede udsagn Det er i sagen ubestridt, at [Klager] har fungeret som selskabsadministrator i [Firma 2], og at selskabet har en udestående skattegæld på 256 mio. kr. til SKAT. Det bemærkes i den forbindelse, at der i betragtning af erhvervslivets indflydelse på samfunds- og erhvervsudviklingen er en betydelig interesse i mediedækning, uanset om den ud fra virksomhedernes synsvinkel må anses for negativ omtale. Af samme grund må aktørerne i erhvervslivet i højere grad end almindelige privatpersoner tåle at være underkastet mediernes vurdering. Nævnet finder, at de påklagede udsagn er udtryk for Børsens vurdering af sagens omstændigheder. Børsen har foretaget et redaktionelt valg blandt andet i forhold til at gengive kurator Boris Frederiksens vurderinger og udtalelser, hvilket ikke anses for en tilsidesættelse af de presseetiske regler. Nævnet bemærker, at det i artiklerne tydeligt fremgår, at der ikke vil blive rejst tiltale mod [Klager]. Nævnet finder heller ikke, at det er godtgjort, at oplysninger i artiklen, der indeholder en faktuel beskrivelse af forløbet, ikke er korrekte. Pressenævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at udtale kritik overfor Børsen. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Børsen. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedier over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Da de påklagede formuleringer fremstår som en vurdering af sagsforløbet, og da Børsen ikke i øvrigt ses at have bragt urigtige oplysninger, har [Klager] ikke krav på at få bragt et genmæle. Afgjort den 16. december 2014

Versioner

  1. 2014-12-18