Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00725
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10334@2014-12-18/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00725
Resumé Ledelsen fik mulighed for at svare TV SYD bragte nyhedsindslaget ”Svage elever lades i stikken” om elever med særlige behov. TV Syd bad ledelsen om en kommentar, men ledelsen aflyste i første omgang et interview. Pressenævnet bemærker, at ledelsen fik mulighed for at udtale sig og kritiserer ikke TV SYD. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A.1 og A.3. På baggrund af det oplyste om, at TV SYD om formiddagen før indslagets offentliggørelse samme aften var i kontakt med [Klager]s ledelse med henblik på at indhente ledelsens kommentarer til det pågældende indslag, samt det oplyste om, at ledelsen blev gjort bekendt med, at TV SYD ville bringe indslaget om aftenen, finder Pressenævnet, at [Klager] blev givet rimelig tid og lejlighed til at udtale sig i sagen. Det er ikke for Pressenævnet muligt med sikkerhed at fastslå, hvordan [Klager]s ledelse formulerede sig overfor TV SYD, da ledelsen blev bedt om en kommentar, idet parterne har afgivet forskellige forklaringer herom. [Klager] har til sagen oplyst, at direktør [Direktøren] havde et klart ønske om at medvirke i et interview, men først efter at have drøftet forholdet med de berørte elever. I indslaget blev det oplyst, at [Direktøren] ikke havde ønsket at medvirke i et interview på TV SYD. Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere formuleringen, idet [Direktøren] og [Klager] var givet mulighed for at udtale sig til indslaget i de to aftenudsendelser, men afstod fra at benytte sig af denne mulighed. Nævnet finder i den forbindelse ikke, at det påhvilede TV SYD at forelægge for [Klager], hvordan det i givet fald ville blive kommunikeret til seerne, hvis direktøren afstod fra at kommentere på indholdet af indslaget. Pressenævnet udtaler således ikke kritik i sagen. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at der i indslaget er bragt faktisk forkerte oplysninger, hvorfor [Klager] allerede af denne årsag ikke er berettiget til at få bragt et genmæle.
[Klager] har ved advokat Kenneth Cramer klaget over et indslag bragt den 15. september 2014 af TV SYD, idet skolen mener, det er i strid med god presseskik. Klagen omfatter endvidere TV SYDs afvisning af at bringe et genmæle. 1 Sagsfremstilling Den 15. september 2014 bragte TV SYD nyhedsindslaget ”Svage elever lades i stikken” i aftenudsendelserne kl. 19.30 og kl. 22.20 på den regionale tv-kanal TV SYD. Indslaget havde følgende indhold: ” Nyhedsvært: En gruppe bogligt svage elever med ADHD, læsevanskeligheder og andre særlige behov, er i øjeblikket tilmeldt et specielt grundforløb på 20 uger på [Klager] i Kolding. Men allerede nu efter bare 6 uger er kurset blevet afbrudt. Og for de svage elever betyder det, at de nu skal tvinges over på et ordinært skoleforløb, og dermed risikerer de at blive tabt. Speak: [Person A] drømmer om at tage en uddannelse som elektriker. [Person A]: Jeg vil helt vildt gerne ha’ den, fordi det er noget jeg kan føle er sjovt, det er noget jeg kan finde ud af. Speak: Men for [Person A] har skolen aldrig været hans rette element. Han er ordblind og har fået diagnosen ADD, så [Klager]s fleksible grundforløb var det helt rigtige for ham. [Person A]: Det har været rigtig godt, det har hjulpet mig rigtig meget med de ting, som jeg har haft problemer med. Jeg har haft det rigtig svært i skolen, så jeg har ligesom brug for det. Speak: Men det fleksible grundforløb har vist sig at være mere fleksibelt end ventet. I weekenden dumpede der nemlig et brev ind; der er for få elever på forløbet, og derfor laver skolen nu om på det. For egentlig skulle forløbet fortsætte året ud, men i stedet skal eleverne nu sluses over i de almindelige grundforløb. [Person A’s mor]: Det synes jeg er meget demotiverende, og ikke sådan lige helt det vi fik lovet, da han startede på det, og så havde vi måske valgt en anden løsning til ham. [Person A]: Jeg har det svært ved det, fordi at jeg bliver meget nemt påvirket at ting, der sker rundt om mig, jeg kan ikke rigtig fokusere på en normal skoledag lige nu. Speak: Og den holdning deler han med de andre elever. [Person B]: Der er meget på spil, så jeg håber også meget, at jeg kan, at et fleksibelt grundforløb, det bliver. [Person C]: Så har jeg siddet derhjemme og lavet ingenting, siddet foran computeren og spillet spil og lært ingenting, og kedet mig ihjel, bogstaveligt talt. [Person D]: Jeg kommer til at sidde på bar bund og bare sidde og prøve at følge med. Speak: [Person A]s mor håber også, at skolen vil genoverveje beslutningen. [Person A’s mor]: Det starter med noget, der kun varer i 20 uger; så kunne man måske godt forvente, at det blev gennemført. Også selvom der måske ikke er så mange elever, især når det er [..] beregnet på de svageste elever, kan man sige. [Person A]: Lige nu er det en meget vigtig ting for mig, for jeg har ikke rigtig fået hjælp med, at jeg var ordblind før nu. Studiet: Og vi ville godt have spurgt [Klager]s direktør, [Direktøren], om hvorfor skolen tilsidesætter elevernes behov og afbryder kurset kort inde i forløbet. Men han har ikke ønsket at medvirke i et interview her på TV SYD.” Den 22. september 2014 klagede [Klager] ved advokat Kenneth Cramer til TV SYD og oplyste, at skolen ønskede en berigtigelse bragt i en aftenudsendelse samt på TV SYDs hjemmeside, hvor indslaget fortsat er tilgængeligt. Dette afviste TV SYD den 23. september 2014. Klagen er modtaget i Pressenævnet den 7. november 2014. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har ved advokat Kenneth Cramer anført, at den af TV SYD bragte udsendelse ikke indeholdt korrekt information, idet [Klager], i modsætning til hvad der blev oplyst i udsendelsen, havde et klart ønske om at medvirke i et interview – men blot ønskede at drøfte forholdet med de berørte elever først. Der er tale om en udsendelse, som både er skadelig og agtelsesforringende for [Klager], og måden hvorpå oplysningen om, at [Klager] ikke ønsker at medvirke i et interview, bliver leveret, er i høj grad skadelig og agtelsesforringende, hvorfor sagen skulle have været forelagt [Klager] tidligere end sket. Hvis [Klager] var blevet gjort bekendt med, at TV SYD ønskede at bringe en udsendelse omkring sagen på et tidligere tidspunkt, ville [Klager] have haft mulighed for at drøfte sagen med de berørte elever inden udsendelsen og efterfølgende give et interview. TV SYD gjorde det på intet tidspunkt klart for [Klager], at man i udsendelsen ville påstå, at [Klager] ikke havde ønsket at medvirke, da TV SYD blev oplyst, at [Klager] ønskede at undersøge forholdet nærmere og drøfte det med de berørte elever, inden man ville give et interview. Var [Klager] blevet gjort bekendt hermed, ville [Klager] selvfølgelig have stillet op til interview, uanset man ikke havde haft mulighed for at undersøge sagen på forhånd, idet det for [Klager] er magtpåliggende ikke at blive udstillet som en institution, der ”tilsidesætter elevernes behov”, og som efterfølgende ikke ønsker at forklare sig til offentligheden, når den stiller spørgsmålstegn ved [Klager]s beslutninger. I øvrigt overholder TV SYDs afslag på genmæle ikke medieansvarslovens § 40. 2.2 TV SYDs synspunkter TV SYD har navnlig anført, at de ikke kan genkende sagsfremstillingen. [Klager]s ledelse fik allerede om formiddagen forelagt sagen med et tilbud om at udtale sig. Det tilbud accepterede man ved afdelingsleder [Afdelingslederen]. Senere på dagen aflyste [Klager] ved [Afdelingslederen] aftalen, og meddelte, at det alene var direktøren, der udtalte sig. Kl. 17.30 fik TV SYD besked fra afdelingsleder [Afdelingslederen] om, at direktør [Direktøren] ikke ønskede at udtale sig. TV SYD kontaktede [Direktøren], der ikke tog sin telefon, og TV SYD placerede en besked om, at han skulle kontakte dem. Det skete aldrig. Med andre ord blev skolens ledelse tilbudt at komme til orde. Det accepterede man. Det tilsagn blev trukket tilbage. TV SYD pressede på for at få en kommentar alligevel, men blev mødt med tavshed. TV SYD har strakt sig vidt for at få skolens ledelse i tale, men blev afvist – både direkte og indirekte. TV SYD fortalte herefter seerne, i overensstemmelse med sandheden og efter ihærdigt at have forsøgt at få en kommentar fra [Direktøren], at man fra [Klager]s side ikke ønskede at kommentere sagen. Da skolen var bekendt med TV SYDs ønske om en kommentar allerede om formiddagen, var der rigelig tid til at formulere en holdning i en ret enkel sag. TV SYD kan ikke vente med at bringe en nyhed til det passer skolen at kommentere sagen – måske flere døgn senere. Skolen fik forelagt sagen i rigelig tid inden udsendelsen og var gjort bekendt med, at TV SYD ønskede at bringe historien samme aften. Skolens forskellige bevæggrunde for ikke at udtale sig kan være mange, men tilbage står, at det ikke var muligt at få en kommentar fra skolens ledelse. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A.1 og A.3. På baggrund af det oplyste om, at TV SYD om formiddagen før indslagets offentliggørelse samme aften var i kontakt med [Klager]s ledelse med henblik på at indhente ledelsens kommentarer til det pågældende indslag, samt det oplyste om, at ledelsen blev gjort bekendt med, at TV SYD ville bringe indslaget om aftenen, finder Pressenævnet, at [Klager] blev givet rimelig tid og lejlighed til at udtale sig i sagen. Det er ikke for Pressenævnet muligt med sikkerhed at fastslå, hvordan [Klager]s ledelse formulerede sig overfor TV SYD, da ledelsen blev bedt om en kommentar, idet parterne har afgivet forskellige forklaringer herom. [Klager] har til sagen oplyst, at direktør [Direktøren] havde et klart ønske om at medvirke i et interview, men først efter at have drøftet forholdet med de berørte elever. I indslaget blev det oplyst, at [Direktøren] ikke havde ønsket at medvirke i et interview på TV SYD. Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere formuleringen, idet [Direktøren] og [Klager] var givet mulighed for at udtale sig til indslaget i de to aftenudsendelser, men afstod fra at benytte sig af denne mulighed. Nævnet finder i den forbindelse ikke, at det påhvilede TV SYD at forelægge for [Klager], hvordan det i givet fald ville blive kommunikeret til seerne, hvis direktøren afstod fra at kommentere på indholdet af indslaget. Pressenævnet udtaler således ikke kritik i sagen. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at der i indslaget er bragt faktisk forkerte oplysninger, hvorfor [Klager] allerede af denne årsag ikke er berettiget til at få bragt et genmæle. Afgjort den 16. december 2014