Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - etnisk oprindelse - stillingsopslag - sprog - ej medhold

GældendeVersion 2014-01-22
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10512@2014-01-22/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - etnisk oprindelse - stillingsopslag - sprog - ej medhold

J. nr. 2013-6810-09466 En russisk kvinde klagede over et rejsebureau, der søgte efter en webudvikler med dansk som modersmål eller på modersmålsniveau. Indklagede oplyste, at hele deres program er udviklet på dansk, og at udviklerne skriver direkte på hjemmesiderne. Klager kom ikke med bemærkninger til indklagedes forklaring. På den baggrund fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at jobbet krævede dansk på modersmålsniveau. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk eller national oprindelse i forbindelse med, at indklagede rejsebureau i et stillingsopslag søgte efter en webudvikler med dansk som modersmål eller på modersmålsniveau. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede i et stillingsopslag søgte efter en webudvikler med dansk som modersmål eller på modersmålsniveau. Sagsfremstilling Klager, der er fra Rusland, har klaget over en jobannonce fra indklagede rejsebureau til en stilling som webudvikler. Det fremgik af annoncen om ansøgers kvalifikationer, at dokumenteret praktisk erfaring var vigtigere end uddannelsesmæssig baggrund. Det fremgik videre, at indklagede ønskede en person med erfaring med programmering i primært PHP og med godt kendskab til HTLM, CSS og Javascript. Erfaring eller kendskab til XML, webservices og webscraping var en fordel men ikke et krav. Endelig fremgik det, at ansøger skulle have dansk som modersmål eller på modersmålsniveau. Klager har efter det oplyste ikke søgt stillingen. Klager gør gældende, at det er udtryk for forskelsbehandling, at det af jobannoncen fremgår, at ansøgerne skal have dansk som modersmål eller på modersmålsniveau. Klager oplyser, at hun er en dygtig webudvikler og programmør med dansk sprogprøve. Hun giver desuden oplysninger om sit uddannelsesforløb i Rusland, Ukraine og Danmark. Klager har ikke haft bemærkninger til indklagedes oplysninger i sagen. Indklagede gør gældende, at der ikke foreligger diskrimination. Indklagede oplyser, at de har otte hjemmesider som alle vedrører salg på det danske marked. Hele indklagedes program er udviklet på dansk og ikke på engelsk. Da udviklerne også skriver direkte på hver enkelt hjemmeside, er det nødvendigt, at det foregår på dansk, ellers skal de ansætte en person til at tjekke, hvad der bliver skrevet. Kravet om dansk på modersmålsniveau er sagligt begrundet og kan opfyldes af alle, uanset etnisk herkomst. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Efter forskelsbehandlingsloven må det ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt etnisk eller national oprindelse. Det må heller ikke angives, at der ikke ønskes en person med et af de nævnte kendetegn. Betegnelsen "dansk på modersmålsniveau" udelukker ikke i sig selv ansøgere på grund af etnisk eller national oprindelse. Et krav om særlige danskkundskaber kan dog være udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk eller national oprindelse, men dette er kun tilfældet, hvis kravet ikke er berettiget i forhold til stillingens karakter. Indklagede har henvist til, at hele deres program er udviklet på dansk, og at udviklerne skriver direkte på hjemmesiderne. Det er derfor nødvendigt, at det foregår på dansk. Klager har ikke haft bemærkninger til dette. En arbejdsgiver har inden for lovens rammer et skøn til at vurdere, i hvilket omfang danskkundskaber er nødvendige til at bestride den opslåede stilling. På baggrund af de foreliggende oplysninger finder Ligebehandlingsnævnet ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at jobbet som webudvikler kræver dansk på modersmålsniveau. Annonceteksten i forhold til den konkrete stilling er herefter ikke udtryk for forskelsbehandling, og klager får derfor ikke medhold i klagen. <2013-6810-09466>

Versioner

  1. 2014-01-22