Gelex

Offererstatningslovens §§ 1 og10 – Plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden, nævnets j.nr.13-520-03210

GældendeVersion 2014-05-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10539@2014-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Offererstatningslovens §§ 1 og10 – Plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden, nævnets j.nr.13-520-03210

Ansøger blev på sit arbejde som pædagog på et bosted for unge med psykiske diagnoser og udadreagerende adfærd slået af en beboer (herefter A) med et klart autistisk handicap uden aktivt talesprog. A havde en tilknytning til genstande, herunder laminerede billeder og spejle. Ansøger havde oplyst, at A var blevet sur, fordi et spejl var væk. Ansøger fortalte A, at spejlet var smidt ud og ikke kom tilbage. A prøvede at tackle det på en god måde, men ansøger kunne se, at A blev mere og mere indestængt. I et uopmærksomt øjeblik fik ansøger en ”flad” af A, som ramte ansøger i nakken/på siden af hovedet. Ansøger og A sad ved et bord. Ansøger reagerede ved at svinge sin venstre arm lige så hurtigt tilbage, hvilket resulterede i, at hun ramte A’s arme, som var klar til slag igen. Arbejdsgiver havde oplyst, at A ved krav om at skulle lægge en genstand kunne reagere fysisk ved at kaste med genstanden eller slå ud efter personen, men at dette ikke var forsætligt for at skade andre, men i forvirring over at skulle aflevere genstanden. Nævnet fandt, at det ud fra ansøgers forklaring om det passerede samt arbejdsgivers udtalelse ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at A havde forsæt til at skade ansøger, men formentlig slog ansøger på grund af forvirring over at være blevet frataget spejlet. Nævnet lagde vægt på, at der – da sagen ikke var politianmeldt – ikke forelå andre oplysninger om episoden end ansøgers egen forklaring, ligesom hverken A eller A’s værger senere var blevet konfronteret med, at ansøger betegnede A’s handlinger som en straffelovsovertrædelse. Nævnet fandt således, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages, at ansøger var blevet udsat for en overtrædelse af straffeloven, da der ikke havde været tale om en bevidst skadegørende handling fra A’s side.

Versioner

  1. 2014-05-21