Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10540@2014-05-20/da

Indhold

1. Indledning

Offererstatningsloven §§ 1 og 10 – Plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden, nævnets j.nr. 13-520-02734

Ansøger blev på sit arbejde som pædagog på en institution for udviklingshæmmede voksne slået af en beboer (herefter A), der var udviklingshæmmet med en aldersudvikling på forskellige områder svarende til en 3-5-årig i reaktionsmønster. A skulle i svømmehallen men ville ikke. Ansøger fastholdt A i, at denne skulle i svømmehallen, da A havde brug for faste rammer og fastholdelse af aftaler. A løb udenom ansøger og begyndte at slå ud efter ansøger. A ramte ansøger på venstre arm med et knytnæveslag. Ansøger måtte tage fat i A, hvorved hun fik en belastningsskade på højre tommelfinger. Der var ingen fysisk skade som følge af slaget på armen, og der var ingen vedvarende skade af fingeren. Ansøger fik derimod en psykisk efterreaktion og depression, herunder som følge af at hendes kollegaer ikke kom hende til undsætning. Ansøger beskrev således selv sin vrede og skuffelse herover, ligesom hun oplyste, at hun var brudt helt sammen, havde grædt og skældt voldsomt ud, som følge af det svigt hun havde oplevet fra kollegaernes side. Hændelsen var ikke anmeldt til politiet som en straffelovsovertrædelse. Arbejdsgiver oplyste, at den intervention, som ansøger foretog, var klart sammenlignelig med andre situationer på institutionen og i overensstemmelse med pædagogisk praksis, som er, at personalet er fastholdende i aftaler, og at der er forståelse for, at det er forbundet med reaktioner, når de pågældende brugere, der har ”fagligt vurderet” behov, må modtage hjælp til grænsesætning. Arbejdsgiver oplyste videre, at to af ansøgers kollegaer havde hørt, at ansøger og A talte sammen, men havde ikke oplevet, at der var nogle usædvanlige problemer. Arbejdsgiver havde om den manglende politianmeldelse oplyst, at der ikke var nogen nedskrevet praksis for at politianmelde en beboer, hvorfor det altid beroede på en konkret vurdering af den pågældende situation. Nævnet fandt, at den manglende politianmeldelse havde medført, at der ikke forelå forklaringer fra vidner eller andre, der skulle have overværet eller overhørt episoden. A eller dennes værger var efter det oplyste heller ikke senere hen blevet konfronteret med, at ansøger betegnede A’s handlinger ved episoden som en straffelovsovertrædelse. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var oplyst om konkrete individuelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn vedrørende A eller episoden, som skulle tale imod en politianmeldelse. Nævnet fandt endvidere, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed var godtgjort, at A ved episoden havde overtrådt straffeloven, idet det måtte anses for tvivlsomt, om A var fuldt ud klar over konsekvenserne af den handling, som han foretog, ligesom nævnet fandt, at den objektive betingelse i form af retsstridighed ikke var opfyldt. Nævnet meddelte derefter afslag på erstatning, da der ikke med tilstrækkelig sikkerhed var tale om en straffelovsovertrædelse.

Versioner

1. 2014-05-20