Offererstatningslovens § 13 – 2 års fristen, nævnets j.nr. 13-520-02421, 13-520-02422 og 13-520-02423
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10552@2014-10-10/da
Indhold
Offererstatningslovens § 13 – 2 års fristen, nævnets j.nr. 13-520-02421, 13-520-02422 og 13-520-02423
Ansøgernes fader dræbte i 2001 ansøgernes moder og blev i 2002 dømt herfor. Ansøgerne var på drabstidspunktet henholdsvis 2, 3 og 4 år. Ansøgerne boede efter drabet hos deres morforældre. I 2003 afslog Erstatningsnævnet at tilkende ansøgerne forsørgertabserstatning under henvisning til den på skadestidspunktet gældende offererstatningslovs § 7, stk. 1, idet ansøgerne via den sociale lovgivning var berettiget til et særligt børnetilskud, som oversteg det, som ansøgerne ville være berettiget til i forsørgertabserstatning i medfør af erstatningsansvarslovens § 14. I februar 2008 adopterede bedsteforældrene ansøgerne, hvilket medførte, at ansøgerne (og dermed bedsteforældrene) ikke længere var berettiget til det særlige børnetilskud. Primo januar 2009 modtog Erstatningsnævnet via ansøgernes daværende advokat en ansøgning om erstatning fra ansøgerne. Nævnet returnerede efter få dage ansøgningen til advokaten og opfordrede under henvisning til § 6 i nævnets daværende forretningsorden (bekendtgørelse nr. 787 af 12-08-2005) advokaten til at indsende ansøgningen via politiet. Nævnet hørte herefter først til sagen igen i april 2012, da nævnet modtog en anmodning om genoptagelse af sagen fra ansøgernes morbror. I maj 2012 afslog Erstatningsnævnet anmodningen om genoptagelse under henvisning til de almindelige ulovbestemte forvaltningsretlige principper om genoptagelse, suppleret af de særlige hensyn, der gør sig gældende på offererstatningsområdet, jf. offererstatningslovens § 13 og 2-årsfristen deri. I august 2012 fastholdt nævnet sit afslag på genoptagelse. I september 2013 anmodede ansøgernes kommune om genoptagelse af ansøgernes sager. Kommunen gjorde gældende, at ansøgernes værger og morbror gentagne gange i perioden fra 2009 til 2012 havde forsøgt at få forskellige advokatfirmaer til at hjælpe med at anmode nævnet om genoptagelse af ansøgernes sag, hvorfor der ikke var grundlag for at statuere passivitet fra deres side. Kommunen henviste også til, at bedsteforældrene havde begrænsede danskkundskaber samt svært ved at forstå de administrative systemer. Kommunen oplyste endvidere, at advokaten tilbage i januar 2009 rent faktisk i lyset af nævnets vejledning herom havde indgivet en ansøgning om erstatning til politiet. Kommunen fremsendte i den forbindelse til nævnet en kopi af advokatens fremsendelsesbrev til politiet. Nævnet tog herefter kontakt til politiet, som oplyste, at der ikke i politiets systemer var registreret en ansøgning i januar 2009 fra advokaten. En generel søgning i politiets elektroniske journalsystem på både ansøgernes og advokatens navne viste heller ingen registreringer. Nævnet besluttede på ny at meddele afslag på genoptagelse af ansøgernes sag. Nævnet henviste i den forbindelse til, at anmodningen om erstatning var indgivet mere end 2 år efter, at ansøgernes bedsteforældre havde (eller burde have) indset eksistensen af et eventuelt krav på forsørgertabserstatning, idet nævnet lagde til grund, at dette skete senest i forbindelse med advokatens henvendelse til Erstatningsnævnet primo januar 2009. Nævnet overvejede i forbindelse med sin afgørelse, om der gjorde sig sådanne særlige forhold gældende, at nævnet burde se bort fra 2-årsfristen i offererstatningslovens § 13, stk. 3, f.eks. det af kommunen anførte vedrørende bedsteforældrenes manglende danskkundskaber og kendskab til administrative systemer. Nævnet fandt imidlertid, at bedsteforældrene – uanset dette – havde udvist en betydelig grad af passivitet i forhold til behandling af sagen i nævnet, idet hverken de eller en repræsentant for dem i tiden fra januar 2009 til april 2012 havde rettet henvendelse til nævnet, eventuelt telefonisk. Dette på trods af, at bedsteforældrene efter det oplyste gentagne gange havde kontaktet advokatfirmaer og således måtte antages at være klar over, at der var sket sådanne retlige ændringer, at der kunne være grundlag for at få erstatningsspørgsmålet prøvet på ny. Nævnet fandt ikke, at den omstændighed, at advokaten havde forsøgt at indgive ansøgning via politiet kunne ændre på nævnets afgørelse. Nævnets afgørelse blev truffet i medfør af offererstatningslovens § 13, stk. 3, og almindelige passivitetsbetragtninger.