Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00549
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9072@2014-02-12/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00549
Resumé Pressenævnet kritiserer Modkraft for at bringe uddrag af redox.dk’s rapport ”Demokratiske Nazister” uden at kontrollere, om oplysningerne er rigtige. Modkraft.dk kritiseres af Pressenævnet. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt behandling af personoplysninger lever op til kravene i persondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger), herunder om loven finder anvendelse på behandlingen af oplysningerne, henhører under Datatilsynet og domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Pressenævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 12, at redaktøren er ansvarlig for indholdet af en artikel eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet massemedie, og som gengives i redaktørens skrift. Det forhold, at artiklen oprindeligt er bragt af redox.dk, ændrer således ikke modkraft.dk’s ansvar for at overholde god presseskik. Modkraft.dk skal stille samme krav til korrektheden i formidlingen af andres nyheder, som de stiller til deres egne nyheder. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte jf. punkt A.1. Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt klager er medlem af Danskernes Parti. På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige, og nævnet kan derfor ikke tage stilling til spørgsmålet. Det følger videre, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare jf. punkt A.3. Pressenævnet finder, at omtalen af klager som medlem af Danskernes Parti kan være skadelig, krænkende eller agtelsesforringende for klager, hvorfor modkraft.dk som udgangspunkt skulle forelægge oplysningerne for [Klager] inden offentliggørelsen. Der foreligger ikke oplysninger, der kan medføre en afvigelse fra udgangspunktet om forelæggelse for klager. Nævnet finder herefter, at modkraft.dk skulle forelægge oplysningen for klager forud for offentliggørelsen. Da dette ikke skete, udtaler nævnet kritik af modkraft.dk for den manglende forelæggelse. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af modkraft.dk at offentliggøre følgende: ”[Rubrik] Pressenævnet kritiserer modkraft.dk [Underrubrik] Modkraft.dk kritiseres for ikke at kontrollere citater fra Redox-rapporten ”Demokratiske nazister” . [Brødtekst] I artiklen Danskernes Parti: Persongalleriet bragte modkraft.dk et uddrag af rapporten ”Demokratiske nazister” , som redox.dk har offentliggjort. I uddraget skriver modkraft.dk om [Klager], at han er medlem af Danskernes Parti. Selv om det kan virke krænkende, så undlader modkraft.dk at spørge manden selv, om det er rigtigt. Det friholder ikke modkraft.dk fra at følge god presseskik, at artiklen er et uddrag af en rapport fra et andet medie . Derfor får modkraft.dk kritik af Pressenævnet. Hele sagen kan læses på www.pressenaevnet.dk” * * * Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt på modkraft.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 13-70-00544, [Klager] mod redox.dk, der vedrører omtale af samme rapport. 1 Sagsfremstilling modkraft.dk bragte den 20. september 2013 artiklen ” Danskernes Parti: Persongalleriet ”. Artiklen er et uddrag af Researchkollektivet Redox’ rapport, ” Demokratiske nazister ” af 8. september 2013 (bragt på redox.dk den 9. september 2013). Af artiklen på modkraft.dk fremgik blandt andet følgende: ”Ledelse, kandidater og medlemmer af Danskernes parti har nazi-fortid. Uddrag af Redox’ rapport om Danskernes Parti, der stiller op til kommunalvalg i blandt andet Aarhus og København. AF REDOX […] [Klager] (f. 1974) stod frem som medlem af Danskernes Parti i maj 2012. Han er en veteran på den yderste højrefløj og har igennem årene været aktiv i en række af de vigtigste organisationer. Fra 2002 til 2004 sad [Klager] i Den Danske Forenings styrelse. Efterfølgende var han aktiv i Dansk Front, og herefter lagde han sine kræfter i Danmarks Nationale Front. [Klager] har desuden deltaget i et hav af nazistiske demonstrationer, bl.a. en mindemarch for Rudolf Hess i Wunsidel i 2004. [Klager] er aktiv i Danskernes Parti i København, hvor han bl.a. var en af arrangørerne bag lokalafdelingens sommerfest den 14. juli 2013 i Rødovre. […] Artiklen er et uddrag (kapitel fem) af rapporten ”Demokratiske nazister – en udgivelse om Danskernes Parti, deres ideologi, politik, strategi og medlemmer” (pdf-fil), Redox, 2013. ” Det fremgår ikke af redox.dk’s rapport, om Researchkollektivet Redox havde søgt at forelægge oplysningerne for klager. 2 Parternes synspunkter 2.1 Klagers synspunkter [Klager] har anført, at han aldrig har stået frem offentligt og erklæret sig som medlem af Danskernes Parti. 2.2 Indklagedes synspunkter modkraft.dk har anført, at artiklen er en uredigeret afskrift af redox.dk’s rapport ” Demokratiske nazister ”. Dette fremgår tydeligt i artiklen, både før og efter artiklen. modkraft.dk har videre anført, at de ikke har haft grundlag for at betvivle oplysningerne i rapporten. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jytte Scharling, Dorthe Carlsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt behandling af personoplysninger lever op til kravene i persondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger), herunder om loven finder anvendelse på behandlingen af oplysningerne, henhører under Datatilsynet og domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Pressenævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 12, at redaktøren er ansvarlig for indholdet af en artikel eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet massemedie, og som gengives i redaktørens skrift. Det forhold, at artiklen oprindeligt er bragt af redox.dk, ændrer således ikke modkraft.dk’s ansvar for at overholde god presseskik. Modkraft.dk skal stille samme krav til korrektheden i formidlingen af andres nyheder, som de stiller til deres egne nyheder. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte jf. punkt A.1. Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt klager er medlem af Danskernes Parti. På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige, og nævnet kan derfor ikke tage stilling til spørgsmålet. Det følger videre, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare jf. punkt A.3. Pressenævnet finder, at omtalen af klager som medlem af Danskernes Parti kan være skadelig, krænkende eller agtelsesforringende for klager, hvorfor modkraft.dk som udgangspunkt skulle forelægge oplysningerne for [Klager] inden offentliggørelsen. Der foreligger ikke oplysninger, der kan medføre en afvigelse fra udgangspunktet om forelæggelse for klager. Nævnet finder herefter, at modkraft.dk skulle forelægge oplysningen for klager forud for offentliggørelsen. Da dette ikke skete, udtaler nævnet kritik af modkraft.dk for den manglende forelæggelse. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af modkraft.dk at offentliggøre følgende: ”[Rubrik] Pressenævnet kritiserer modkraft.dk [Underrubrik] Modkraft.dk kritiseres for ikke at kontrollere citater fra Redox-rapporten ”Demokratiske nazister” . [Brødtekst] I artiklen Danskernes Parti: Persongalleriet bragte modkraft.dk et uddrag af rapporten ”Demokratiske nazister” , som redox.dk har offentliggjort. I uddraget skriver modkraft.dk om [Klager], at han er medlem af Danskernes Parti. Selv om det kan virke krænkende, så undlader modkraft.dk at spørge manden selv, om det er rigtigt. Det friholder ikke modkraft.dk fra at følge god presseskik, at artiklen er et uddrag af en rapport fra et andet medie. Derfor får modkraft.dk kritik af Pressenævnet. Hele sagen kan læses på www.pressenaevnet.dk” * * * Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden. Afgjort den 7. februar 2014