Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00589

GældendeVersion 2014-03-28
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9149@2014-03-28/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00589

Resumé Berlingske skrev i overskriften ”Topdirektørs banemand i KNI er selv kandidat til jobbet”. I selve artiklen afviser han imidlertid at være kandidat til jobbet. Berlingske gav også forkerte oplysninger om bestyrelsens stemmefordeling i forbindelse med en topdirektørens fratrædelse. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Artiklen af 2. december 2013 Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt artiklen af 2. december 2013 kl. 22.30 samme dag om morgenen var offentliggjort uden bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden]s bemærkninger. Da ingen af parterne har kunnet dokumentere, at artiklen var offentliggjort før kl. 22.30, vurderes klagen i forhold til denne artikel. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.6. Pressenævnet finder, at overskriften ”Topdirektørs banemand i KNI er selv kandidat til jobbet” kan give læseren et indtryk af, at [Bestyrelsesformanden] er selvudnævnt kandidat til stillingen som direktør i KNI A/S. Det er ikke tilfældet, og bestyrelsesformand, [Bestyrelsesformanden], afviser i artiklen, at han er kandidat. Uanset, at avisens kilder måtte være af den opfattelse, at bestyrelsesformanden var kandidat til stillingen, finder nævnet, at overskriften er misvisende og udtaler kritik. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.1 og A.2. Artiklen er baseret på anonyme kilder. Pressenævnet finder som udgangspunkt ikke grundlag for at kritisere anvendelsen af anonyme kilder generelt. Kildernes ønske om ikke at ville lægge navn til udtalelserne gav imidlertid Berlingske anledning til at være særlig opmærksom på at tjekke grundlaget og rigtigheden af deres oplysninger. Bestyrelsesmedlem [Bestyrelsesmedlem 8] udtrådte den 14. november 2013 af bestyrelsen i KNI A/S, dagen inden bestyrelsesbeslutningen om at afskedige [Person A]. Hun deltog således ikke i bestyrelsesmødet den 15. november 2013. På baggrund af bestyrelsesmødereferatet lægger Pressenævnet til grund, at seks bestyrelsesmedlemmer stemte for at tilbyde [Person A] en fratrædelsesordning, alternativt at afskedige ham, mens to bestyrelsesmedlemmer stemte imod. I afsnittet ”Fyringen i KNI kort fortalt” skriver Berlingske, at [Person A] er blevet ”fyret af et bestyrelsesflertal på fem mod fire”. Udsagnet må forstås som en oplysning om, at bestyrelsen besluttede at tilbyde [Person A] en fratrædelsesordning med stemmeflertallet fem mod fire. Det er imidlertid ikke korrekt, da det efter referatet fra bestyrelsesmødet må lægges til grund, at seks af otte bestyrelsesmedlemmer stemte for og to imod. Pressenævnet udtaler derfor kritik af Berlingske for at give et misvisende indtryk af stemmefordelingen ved afstemningen vedrørende [Person A]s fratrædelse. Det forhold, at Berlingske ikke ordret henviser til en bestyrelsesbeslutning, kan ikke føre til et andet resultat, da stemmefordelingen under alle omstændigheder ikke er korrekt. Nævnet udtaler kritik af Berlingske for ikke at kontrollere oplysningen tilstrækkeligt inden offentliggørelse, hvorved offentliggørelsen af den forkerte oplysning kunne være undgået. Artiklen af 6. december 2013 Pressenævnet er ikke i besiddelse af den omtalte fratrædelsesaftale for [Person A]. Spørgsmålet om, hvorvidt denne eller en anden aftale om ikke at udtale sig offentligt om fratrædelsen er tilsidesat, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Nævnet tager derfor ikke stilling til, hvorvidt beskrivelsen af dette forhold i Berlingske Business er korrekt. Vedrørende den i artiklen omtalte juridiske vurdering bemærker nævnet, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Pressenævnet finder ikke, at redaktøren har overskredet disse rammer ved omtalen af den juridiske vurdering af 14. november 2013. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Berlingskes overordnede beskrivelse er korrekt. Det fremgår klart af artiklen, at professor i management og strategi på Copenhagen Business School, Flemming Poulfelts, udtalelser er hans vurdering. Nævnet udtaler ikke kritik. Ifølge [Bestyrelsesformanden]s oplysninger er han fuldtidsansat direktør i Halibut Greenland ApS. Han er således ikke også fuldtidsarbejdende bestyrelsesformand i KNI A/S som oplyst i afsnittet ”KNI”. Uanset, at [Bestyrelsesformanden] er fuldtidsansat et andet sted, finder Pressenævnet, at udsagnet ”[Bestyrelsesformanden] er i øjeblikket fuldtidsarbejdende formand” ikke nødvendigvis skal læses bogstaveligt, men må forstås som en oplysning om, at bestyrelsesformanden har rigeligt arbejde efter afskedigelsen af [Person A] og tre bestyrelsesmedlemmers udtræden. Da udsagnet dog samtidig kan være med til at give indtryk af, at [Bestyrelsesformanden] ikke varetager sin stilling som direktør i selskabet Halibut Greenland ApS, finder nævnet formuleringen beklagelig, men ikke i sig selv tilstrækkelig til at udtale kritik. Nævnet finder ikke i øvrigt anledning til at udtale sin kritik over for avisen. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Berlingske at offentliggøre følgende: ”[Rubrik] Berlingske gav forkerte oplysninger om direktørs fratrædelse [underrubrik] Pressenævnet kritiserer Berlingske for artiklen ”Topdirektørs banemand i KNI er selv kandidat til jobbet”, der stod på business.dk i december. [tekst] Berlingske Business baserede en del af artiklen på anonyme kilder. Artiklen handlede om, at koncerndirektøren for det grønlandske energi- og detailhandelsfirma KNI var fratrådt sin stilling, og Berlingske skrev, at bestyrelsesformanden selv var kandidat til jobbet som direktør, hvilket han afviste i artiklen. Overskriften var således misvisende og Pressenævnet udtaler kritik heraf. Berlingske skrev, at koncerndirektørens var blevet ”fyret af et bestyrelsesflertal på fem mod fire”. Det er ikke korrekt. På baggrund af et referat fra bestyrelsesmødet lægger Pressenævnet til grund, at seks bestyrelsesmedlemmer stemte for at tilbyde en fratrædelsesordning, alternativt at afskedige ham, mens to stemte imod. På bestyrelsesmødet deltog otte bestyrelsesmedlemmer, idet et bestyrelsesmedlem var trådt ud dagen forinden. Pressenævnet kritiserer Berlingske for at give misvisende oplysninger om stemmefordelingen vedrørende koncerndirektørens fratrædelse, ligesom Berlingske også får kritik for ikke at kontrollere oplysningerne inden offentliggørelsen, så fejlen kunne være undgået. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk ” *** Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt.

KNI A/S og bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden] har ved advokat Kirsten Bork klaget til Pressenævnet over en artikel på Berlingske Business’ hjemmeside business.dk den 2. og 6. december 2013, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Business.dk bragte den 2. december 2013 kl. 22.30 artiklen ” Topdirektørs banemand i KNI er selv kandidat til jobbet ”. Af artiklen fremgår følgende: ” Efter fyringen af topchefen [Person A] i den grønlandske olie- og detailhandelsgigant KNI er bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden] nu kørt i stilling som kandidat til direktørjobbet. Hovedpersonen afviser at være i spil som CEO. Det bobler og syder med forlydender i Grønland om, at det dramatiske ledelsesopgør i selvstyrets store KNI-koncern kan ende med, at bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden] selv overtager posten som administrerende direktør. Det kan ske, efter at [Person A], der tidligere har høstet store roser for Faktas økonomiske genopretning og kraftige vækst i Danmark, for to uger siden blev fyret fra Grønlands næststørste koncern af netop [Bestyrelsesformanden]. Berlingske Business erfarer fra centralt placerede kilder, at bestyrelsesformanden nu angiveligt selv går efter jobbet som KNIs kommende og ottende topchef siden 2001. Han skulle af ledende politikere i det grønlandske landsstyre og partierne Siumut og Atassut være blevet bragt i spil som topchef for aktieselskabet, som selvstyret er 100 procent ejere af. […] [Bestyrelsesformanden]s baggrund […] Det [afskedigelsen af [Person A] skete, efter at medarbejdere i tre anonyme breve havde anklaget KNI-ledelsen, inklusive direktøren, for overforbrug. Med andre ord blev ledelsen angivet for at have gjort koncernens køretøjer, både og pengekasse til et tag-selv-bord til privatforbrug og ekstrabetalinger. Begrundelserne for KNI-bestyrelsens fyring af [Person A] i midten af november var bl.a., at han havde hyret konsulenter i Danmark til høje lønninger. Blandt kritikpunkterne var desuden, at han flere gange havde ladet firmaet betale for sin hustrus rejser mellem Grønland og Danmark og at han uretmæssigt havde brugt én af firmaets snescootere privat. Ledelsesmæssigt dræn […] Sagens hovedperson [Bestyrelsesformanden] understreger, at han som søn af en grønlandsk far og dansk mor er af blandet ophav. Han slår fast, at han på ingen måde er i spil til posten som adm. direktør i KNI. »Det har jeg ikke været, og bliver det heller ikke. Jeg vil samtidig gerne slå fast, at det ikke er Siumut, Atassut eller andre partier eller politikere, der kommer til at ansætte den kommende CEO. Det bliver ene og alene bestyrelsen i KNI, der kommer til at stå for ansættelsen. Og det uden direkte eller indirekte indblanding fra politisk side eller anden side. Min rolle er klar og tydelig. Jeg bliver en del af det team, der skal ansætte den nye CEO, hvor navnet [Bestyrelsesformanden] på ingen måder vil være i spil,« siger [Bestyrelsesformanden].” Til artiklen var under overskriften ”FYRINGEN I KNI KORT FORTALT” indsat følgende: ”[Person A] CEO i KNI blev for to uger siden fyret af et bestyrelsesflertal på fem mod fire. Beslutningen fik tre professionelle danske bestyrelsesmedlemmer til straks at forlade bestyrelsen i protest mod afskedigelsen som de fandt udokumenteret. De tre var [Bestyrelsesmedlem 8], finansdirektør i DONG Energy, [Bestyrelsesmedlem 4], direktør i A.P. Møller - Mærsk og [Bestyrelsesmedlem 3], professionelt bestyrelsesmedlem. »De tre får os til at fremstå som brikker i et skakspil i en bananrepublik,« udtalte formanden [Bestyrelsesformanden]. […]” Business.dk bragte den 6. december 2013 artiklen ” Tavshedsaftale brudt om fyring ”. Af artiklen fremgik følgende: ” Fyringen af [Person A] som chef for den grønlandske detailkoncern KNI skete på baggrund af tre anonyme breve og to granskninger af beskyldningerne i de anonyme breve. Professor Flemming Poulfelt fra CBS kalder begrundelserne for fyringen for bagateller. […] Bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden] går usædvanligt til værks i, hvad der står til at blive Grønlands mest opsigtsvækkende fyringssag i 2013. For at underbygge, at der for tre uger siden var tungtvejende grunde til hans og bestyrelsesflertallets fyring af KNI-direktør [Person A], har formanden valgt at offentliggøre to interne KNI-rapporter. Kulørt materiale, som beskylder topdirektøren i en af Grønlands Selvstyres vigtigste virksomheder for at have misbrugt firmaets midler. Fyringssagen handler blandt andet om kritik af [Person A]s brug af én af selskabets snescootere, hvis hovedformål var at fragte varer fra KNIs hovedsæde i Sisimiut til lufthavnen i Kangerlussuaq. I den fem sider lange juridiske vurdering fra selvstyrets og KNIs faste advokat, [Person D] fra Advokatfirmaet Malling & Hansen Damm i Nuuk, hedder det blandt andet: »Der foreligger oplysning om, at snescooteren i meget vidt omfang i den forgangne vinter (2012/13 red.) er blevet anvendt af [Person A] og dennes hustru. Forholdet anser jeg samlet set som pligtstridigt.« Den juridiske vurdering beskriver en række andre forhold, som advokaten finder belastende, bl.a. at [Person A] i oktober 2012 inviterede sine børn og svigerbørn fra Danmark til Sisimiut, KNIs hovedkvarter, i forbindelse med en »Hollywood-fest«. »Børn og svigerbørn deltog ved bordopdækning, fotografering og andet, hvilket ifølge [Person A] skulle begrunde, at KNI har afholdt 40.000 kr. i rejseomkostninger til børn og svigerbørn. Jeg finder denne begrundelse meget tvivlsom for at afholde en udgift i denne størrelsesorden … også dette anser jeg for pligtstridigt,« skriver advokaten. Efter indstillingen fra advokat [Person D] om, at der ingen tvivl var om, at bestyrelsen kunne fyre [Person A], valgte bestyrelsen at afskedige ham. De to interne KNI-rapporter, et revisionsnotat og en juridisk vurdering fra koncernens revisor og advokat, om tidligere Fakta-direktør [Person A]s gøren og laden bygger på udsagn fra tre anonyme breve fra medarbejdere i KNI. I de anonyme breve blev der fremsat en række beskyldninger mod direktionen og ledende medarbejdere i koncernen. Flemming Poulfelt, der er ledelsesekspert og professor i management og strategi på Copenhagen Business School, CBS, ryster på hovedet over fyringen af [Person A]. »Det er jo ikke foregået professionelt. Men anonyme breve kan man i en bestyrelse aldrig bruge til noget. Det er jo bare bestillingsarbejde. Hvis man modtager anonyme breve, er det i 98 procent af tilfældene noget, der er fingeret,« siger han. »Det er en klassisk situation. Når formanden tilsyneladende ikke bryder sig om den administrerende direktør, må formanden finde en årsag til at få direktøren ud. Så har man gravet og fundet ud af, at direktøren blandt andet har kørt på en snescooter. Efter min mening er det fuldstændig i bagatelklassen og ikke noget, man fyrer en administrerende direktør på. Man kan godt diskutere, om det er i orden, at han har fået fløjet sine børn op på firmaets regning. Men direktøren er fyret på bagateller,« siger Flemming Poulfelt. Afskedigelsen fik tre danske bestyrelsesmedlemmer - [Bestyrelsesmedlem 8], finansdirektør i DONG Energy, [Bestyrelsesmedlem 4], direktør i A.P. Møller – Mærsk og [Bestyrelsesmedlem 3], professionelt bestyrelsesmedlem – til at forlade KNIs bestyrelse i protest. De fandt ikke tilstrækkelig dokumentation for fyringen og var helt uenige i flertallets beslutning om straks at skille sig af med KNIs chef og i måden, den blev truffet på. KNIs nuværende bestyrelsesformand, [Bestyrelsesformanden], valgte tidligere på ugen at offentliggøre de to redegørelser via den grønlandske avis »Sermitsiaq« til trods for en aftale mellem [Bestyrelsesformanden] og [Person A] om ikke at kommentere fyringen eller begrundelsen herfor. Efter fyringen af [Person A] afslog [Bestyrelsesformanden] at udtale sig netop med henvisning til den aftale, han havde indgået med [Person A]. […] Aftalen skal overholdes Berlingske Business har kontaktet [Person A], som ikke vil fortælle, om han pr. advokat vil reagere på formandens aftalebrud. »Vi har en gensidig aftale om ikke at kommentere sagen, som det er normalt for den slags fratrædelser. Jeg vil overholde aftalen med [Bestyrelsesformanden] om ikke at sige noget,« siger [Person A]. […] På KNIs ordinære generalforsamling i august udskiftede landsstyreformand Aleqa Hammond formanden og næstformanden Mikael Skourup og Vagn Andersen med den grønlandske erhvervsmand og tidligere medlem af Landstinget [Bestyrelsesformanden] og den islandske erhvervsmand [Bestyrelsesmedlem 1]. […]” Til artiklen var indsat følgende fakta: ”KRITIKPUNKTER - Indkøb af en snescooter, som topchefen efter eget udsagn brugte to gange privat. - Indkøb af en kontorstol. - En firmafest med rejseudgifter for 40.000 kr. for topchefens børn og svigerbørn fra Danmark. - Udgifter for seks rejser eller mere for hustruen. - Ombygning af ældre hus til personalebolig til direktøren. - Forbrug af dyre konsulenter. KNI […] - Ledelse: [Person B], adm. dir., og [Person C], økonomidirektør. - Begge er konstituerede i stillingerne. [Bestyrelsesformanden] er i øjeblikket fuldtidsarbejdende formand.” Yderligere oplysninger KNI A/S har fremlagt uddrag af et referat af bestyrelsesmøde den 13. november 2013 . Af Pressenævnets uddrag fremgår det, at [Bestyrelsesmedlem 1], der ikke selv var til stede, havde sendt sine (engelske) bemærkninger til de øvrige deltagere. Af bemærkninger fremgik det, at [Bestyrelsesmedlem 1] anmodede om et par dage til at gennemgå revisionsrapporten fra Deloitte, da han havde vanskeligt ved at læse den foreliggende version på dansk. Herudover opfordrede han til at mødes til en mere formel drøftelse. Behovet for at mødes støttes af [Bestyrelsesmedlem 4], [Bestyrelsesmedlem 3] og [Bestyrelsesmedlem 8]. Af referatet fremgår det, at der blev besluttet følgende: ”Beslutning 5 giver udtryk for at støtte forslaget fra [Bestyrelsesformanden]. 4 siger, at de har behov for at mødes før en endelig beslutning. [Bestyrelsesformanden] giver udtryk for, at en beslutning af så vigtig karakter bør træffes med et klart flertal. Derfor foreslås det, at bestyrelsen snarest samles i Sisimiut og fortsætter mødet. De medlemmer, der ikke har mulighed for at deltage fysisk får mulighed for at deltage telefonisk. Til dette møde vil [Person D], [Person E] og [Person F] blive bedt om at deltage. Flere giver udtryk for opbakning af dette forslag, mens ingen giver udtryk for det modsatte. […] Generelt [Bestyrelsesmedlem 8] meddelte, at hun vil udtræde af bestyrelsen. Årsagen er det nye job. [Bestyrelsesmedlem 8] giver udtryk for bekymring om KNIs økonomi.” Advokatfirmaet Malling & Hansen Damm afgav den 14. november 2013 en juridisk vurdering af direktør [Person A]s ansættelsesforhold med henblik på at fastslå et eventuelt grundlag for bortvisning. Den juridiske vurdering indeholder en beskrivelse af nogle af de forhold, som Berlingske beskriver i artiklen af 6. december 2013. Af den juridiske vurdering fremgår bl.a., at [Person A] har ladet KNI A/S betale for 6 rejser for [Person A]s hustru, Sisimiut/København retur, at KNI A/S har afholdt 40.000 kr. i rejseomkostninger for [Person A]s børn og svigerbørn, og at en snescooter tilhørende KNI A/S i vidt omfang er blevet anvendt af [Person A] og hans hustru, samt at disse forhold anses for pligtstridige og giver tilstrækkeligt grundlag for bortvisning. Det fremgår endvidere, at [Person A] har oplyst kun at have anvendt snescooteren to gange. Samme dag tilkendegav [Bestyrelsesmedlem 3] og [Bestyrelsesmedlem 4] pr. e-mail, at de mente, der skulle indhentes yderligere en advokatundersøgelse fra en anden advokat, ”en second opinion”. KNI A/S har fremlagt et uddrag af referatet af bestyrelsesmødet den 15. november 2013 . Af Pressenævnets uddrag (stemmefordelingen) fremgår følgende: ” Deltagere [Bestyrelsesformanden] [Bestyrelsesmedlem 1] [Bestyrelsesmedlem 2] [Bestyrelsesmedlem 3] [Bestyrelsesmedlem 4] [Bestyrelsesmedlem 5] [Bestyrelsesmedlem 6] [Bestyrelsesmedlem 7] Derudover deltog [Person D], [Person E] og [Person F] i visse dele af mødet. Dagsorden Der blev ikke omdelt en formel dagsorden. Dette da mødet var en fortsættelse af telefonmødet pr. 13. november 2013. Der henvises i øvrigt til dette mødes referat. Behandling af emnet [Følgende er overstreget.] Beslutning [Bestyrelsesformanden]: Beder om en afsluttende stillingtagen i form af en afstemning. Resultatet er, at [Bestyrelsesformanden], [Bestyrelsesmedlem 1], [Bestyrelsesmedlem 2], [Bestyrelesmedlem 5], [Bestyrelsesmedlem 6] og [Bestyrelsesmedlem 7] er enige i, at [Person A] skal tilbydes en fratrædelsesaftale, hvor alternativet ved modvillighed fra [Person A]s side er opsigelse. [Bestyrelsesmedlem 4] og [Bestyrelsesmedlem 3] støtter ikke beslutningen. Generelt, herunder afsluttende bemærkninger [Bemærkningerne er overstreget. Referatet er underskrevet af de otte deltagere.]” 2 Parternes synspunkter 2.1 KNI A/S og [Bestyrelsesformanden]s synspunkter Artiklen ”Topdirektørs banemand i KNI er selv kandidat til jobbet” af 2. december 2013 Advokat Kirsten Bork har anført, at bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden] ikke kom til orde i artiklen af 2. december 2013, da den først blev offentliggjort om morgenen/formiddagen. Først klokken 22.30 samme dag blev [Bestyrelsesformanden]s bemærkninger indsat. Klager har desværre ikke et print af artiklen fra om morgenen. Artiklens overskrift ”Topdirektørs banemand i KNI er selv kandidat til jobbet” har ikke tilstrækkelig dækning i artiklen. Overskriften indikerer, at [Bestyrelsesformanden] selv kandiderer til stillingen, selvom han i artiklen klart afviser dette. Endvidere fremgår det i artiklen, at ”bestyrelsesformand nu angiveligt selv går efter jobbet”. Der er altså ikke tale om et ubestridt faktum. Avisen har ikke udvist tilstrækkelig kildekritik. Der er bragt en anonym oplysning om, at [Bestyrelsesformanden] kandiderer til stillingen som administrerende direktør i KNI A/S. Kilderne har haft skadevoldende hensigt. Det fremstår som om, der er tale om kilder, der har tæt tilknytning til politiske modstandere, den nu afskedigede direktør eller de udskiftede bestyrelsesmedlemmer. Da Berlingske Business ikke vil oplyse kildernes identitet, kan klagerne ikke vurdere sagligheden af kilderne. Det fremgår af afsnittet ”Fyringen i KNI kort fortalt” , at [Person A] blev ”fyret af et bestyrelsesflertal på fem mod fire”. Dette er ikke korrekt. Seks stemte for, to var ikke direkte imod, men ønskede ikke at træffe beslutningen på det foreliggende grundlag. Det niende medlem af bestyrelsen [Bestyrelsesmedlem 8] var udtrådt forud for beslutningen. Den 12. november 2013 gennemgik Deloitte mundtligt revisionsrapportens konklusioner med bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden] og advokat [Person D]. Revisionsrapporten blev efterfølgende sendt til bestyrelsesmedlemmerne med angivelse af, at [Bestyrelsesformanden]s umiddelbare vurdering er, at bestyrelsen bør vurdere, om [Person A] skal afskediges. Samme dag sendte [Person A] halvdelen af KNI A/S’ regnskabsafdeling hjem. Der er ingen på det efterfølgende bestyrelsesmøde, der direkte er imod afskedigelsen på grundlag af revisionsrapporten, men der er enighed om at indhente en juridisk vurdering af, om konklusionerne i revisionsrapporten giver tilstrækkelig juridisk grundlag for at afskedige [Person A]. [Bestyrelsesmedlem 8] udtrådte af bestyrelsen 14. november 2013. KNI A/S har ikke modtaget anden forklaring end, at hun har for meget arbejde som CFO i DONG. Den 15. november 2013 afholdes bestyrelsesmøde. På mødet giver [Bestyrelsesmedlem 3] og [Bestyrelsesmedlem 4] udtryk for, at de ikke er uenige i, at [Person A] har handlet på en sådan måde, at han skal afskediges, men de ønsker en juridisk ”second opinion” hos en uvildig advokat, der ikke har forudgående kendskab til KNI A/S. I lyset af situationen vurderer seks af bestyrelsens tilbageværende otte medlemmer, at det ikke giver mening, og der ikke er tid til at indhente en ”second opinion” fra en uvildig advokat. Bestyrelsesmedlem [Bestyrelsesmedlem 1] støtter afskedigelsen af [Person A]. Artiklen ”Tavshedsaftale brudt om fyring” af 6. december 2013 I artiklen fremgår det, at [Bestyrelsesformanden] har brudt sin tavshedsaftale med [Person A] ved at offentliggøre redegørelser for fyringen, herunder begrundelsen for fyringen. Det er forkert. I henhold til aftalen om tavshedspligt er det alene indholdet af fratrædelsesaftalen, der er omfattet. Omtale af afskedigelsen samt begrundelsen herfor er således ikke omfattet, heller ikke revisions- og advokatredegørelsen. Artiklen indeholder et udsnit af en juridisk vurdering fra advokat [Person D]. Det fremstår som om, at de omtalte forhold var fyringsgrundlagene. Det er en manipulerende udlægning af den juridiske vurdering, som indeholder oplysninger, der ikke bliver nævnt i artiklen. Det er væsentligt, at [Person A] lyver i sin redegørelse. Han har oplyst, at KNI A/S kun har bestilt og betalt hans hustrus rejser af praktiske årsager, og at han har tilbagebetalt beløbet. Det har ikke kunnet verificeres af bogholderiet. Det samme gør sig gældende vedrørende indkøb og anvendelse af snescooteren. Anlægsdirektøren har benægtet, at det forholder sig som [Person A] har beskrevet. Udover, at det ikke kan accepteres, at direktøren anvender selskabets midler til privatforbrug, er det et uopretteligt tillidsbrud over for bestyrelsen, at direktøren lyver, når han bliver bedt om at redegøre for de forskellige forhold. Endvidere fremhæver den juridiske vurdering, at det ifølge retspraksis ikke er acceptabelt, at anvende virksomheders midler til privat forbrug. Berlingske Business har gennem artiklen forsøgt at latterliggøre begrundelsen for afskedigelsen af [Person A]. Afsnittet ”KNI” Det fremgår, at: ”[Bestyrelsesformanden] er i øjeblikket fuldtidsarbejdende formand”. Det er forkert. [Bestyrelsesformanden] er fuldtidsansat som direktør i Halibut Greenland ApS. Han har aldrig været fuldtidsarbejdende formand i KNI A/S. Oplysningen kunne let være verificeret ved henvendelse til [Bestyrelsesformanden]. Det er ikke sket. 2.2 Berlingske Business’ synspunkter ”Topdirektørs banemand i KNI er selv kandidat til jobbet”: Berlingske Business har anført, at artiklen af 2. december 2013 første gang er offentliggjort klokken 22.30 – med [Bestyrelsesformanden]s kommentarer. Berlingske modtog den 2. december 2013 kl. 16.05 bestyrelsesformandens udtalelse og indarbejdede udtalelsen i artiklen. Artiklen blev herefter offentliggjort kl. 22.30. Oplysningen i overskriften ”Topdirektørs banemand i KNI er selv kandidat til jobbet” er baseret på centralt placerede kilder. Den fornødne kildekritik er iagttaget. [Bestyrelsesformanden]s afvisning af sit kandidatur fremgår tydeligt af artiklen. Der foregår en magtkamp i og omkring den offentligt ejede virksomhed KNI A/S. Den kamp kunne Berlingske kun få frem ved at anvende anonyme kilder. Kildernes motiver for at udtale sig, har avisen overvejet ekstra grundigt. De har ikke selv personlige interesse i, hvem der måtte blive valgt som CEO for KNI A/S. Til afsnittet ” Fyringen i KNI kort fortalt” har avisen oplyst, at fem (formanden, tre medarbejdervalgte medlemmer og et indvalgt medlem fra de grønlandske bygderåd) ud af ni bestyrelsesmedlemmer ifølge avisens oplysninger afskedigede [Person A], mens fire (næstformanden samt de tre danske professionelle erhvervsfolk) var imod afskedigelsen. Avisen har ikke skrevet, at der var tale om en afstemning. Fra mandag den 11. november 2013 og i dagene efter blev det mere og mere tydeligt, at [Person A] stod til en fyring. Ifølge [Bestyrelsesmedlem 3] havde næstformand [Bestyrelsesmedlem 1] samme holdning som hende selv og [Bestyrelsesmedlem 4], nemlig at en beslutning om afskedigelse af [Person A] på grundlag af advokatundersøgelsen ikke ”holdt vand”. Han valgte imidlertid at blive i bestyrelsen. [Bestyrelsesmedlem 8] udtrådte dagen før [Person A] blev afskediget. Hun forlod bestyrelsen, fordi hun ikke havde tillid til [Bestyrelsesformanden] generelt. Officielt gik hun, fordi hun havde for meget arbejde. Den 15. november 2013 – dagen, hvor [Person A] afskediges af bestyrelsen - udtræder to bestyrelsesmedlemmer i protest mod afskedigelsen og grundlaget herfor. Det var givet på forhånd, at [Person A] skulle fyres, ligesom det var givet på forhånd, at KNI A/S’ daværende formand og næstformand i august 2013 blev afskediget af landstinget. ” Tavshedsaftale brudt om fyring ” : Tavshedsaftalen mellem [Person A] og KNI A/S (underskrevet af [Bestyrelsesformanden]) indebærer ifølge centrale kilder, at aftalen kun kan tolkes som om, at ingen af parterne må offentliggøre eller kommentere fratrædelsesaftalen eller indholdet af revisions- og advokatredegørelserne, hvilket også er kutyme ved sådanne fratrædelser. [Bestyrelsesformanden]s egen udtalelse den 18. november 2013 til det grønlandske medie, Sermitsiaq, understøtter, at der ligger en tavshedsaftale, som rækker videre end indholdet af fratrædelsesaftalen. Der er henvist til artiklen ”KNI bekræfter koncernchefens exit” på Sermitsiaq.ag, hvoraf fremgår: ”Vi har indgået en aftale om, at ingen af parterne siger noget om årsagen til, hvorfor samarbejdet har måttet ophøre”. På denne baggrund mener Berlingske, at der er dækning for overskriften. Berlingske har afvist, at den juridiske vurdering er taget ud af en sammenhæng. Der er bragt adskillige faktuelle oplysninger til at understøtte påstanden om, at vurderingen samlet set konkluderede, at [Person A] kunne afskediges. Det fremgår tydeligt, at afskedigelsen ikke kan ske på baggrund af et enkelt forhold. Af artiklen og faktaboksen fremgår det tydeligt, at [Person A] har anvendt selskabets midler privat. Til afsnittet ”KNI” har Berlingske anført, at [Bestyrelsesformanden] ifølge avisens kilder i den omtalte periode har brugt det meste af sin tid på ledelsesarbejde i KNI A/S. Kilder har indtryk af, at han er flyttet til Sisimiut, hvor selskabet har hovedsæde for sammen med den konstituerede direktør at tage sig af den daglige drift. Det skal ses i sammenhæng med, at en række medarbejdere på direktørniveau og ledende stillinger er fratrådt eller sagt op, samtidig med at bestyrelsen er reduceret fra ni til seks. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Artiklen af 2. december 2013 Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt artiklen af 2. december 2013 kl. 22.30 samme dag om morgenen var offentliggjort uden bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden]s bemærkninger. Da ingen af parterne har kunnet dokumentere, at artiklen var offentliggjort før kl. 22.30, vurderes klagen i forhold til denne artikel. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.6. Pressenævnet finder, at overskriften ”Topdirektørs banemand i KNI er selv kandidat til jobbet” kan give læseren et indtryk af, at [Bestyrelsesformanden] er selvudnævnt kandidat til stillingen som direktør i KNI A/S. Det er ikke tilfældet, og bestyrelsesformand, [Bestyrelsesformanden], afviser i artiklen, at han er kandidat. Uanset, at avisens kilder måtte være af den opfattelse, at bestyrelsesformanden var kandidat til stillingen, finder nævnet, at overskriften er misvisende og udtaler kritik. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.1 og A.2. Artiklen er baseret på anonyme kilder. Pressenævnet finder som udgangspunkt ikke grundlag for at kritisere anvendelsen af anonyme kilder generelt. Kildernes ønske om ikke at ville lægge navn til udtalelserne gav imidlertid Berlingske anledning til at være særlig opmærksom på at tjekke grundlaget og rigtigheden af deres oplysninger. Bestyrelsesmedlem [Bestyrelsesmedlem 8] udtrådte den 14. november 2013 af bestyrelsen i KNI A/S, dagen inden bestyrelsesbeslutningen om at afskedige [Person A]. Hun deltog således ikke i bestyrelsesmødet den 15. november 2013. På baggrund af bestyrelsesmødereferatet lægger Pressenævnet til grund, at seks bestyrelsesmedlemmer stemte for at tilbyde [Person A] en fratrædelsesordning, alternativt at afskedige ham, mens to bestyrelsesmedlemmer stemte imod. I afsnittet ”Fyringen i KNI kort fortalt” skriver Berlingske, at [Person A] er blevet ”fyret af et bestyrelsesflertal på fem mod fire”. Udsagnet må forstås som en oplysning om, at bestyrelsen besluttede at tilbyde [Person A] en fratrædelsesordning med stemmeflertallet fem mod fire. Det er imidlertid ikke korrekt, da det efter referatet fra bestyrelsesmødet må lægges til grund, at seks af otte bestyrelsesmedlemmer stemte for og to imod. Pressenævnet udtaler derfor kritik af Berlingske for at give et misvisende indtryk af stemmefordelingen ved afstemningen vedrørende [Person A]s fratrædelse. Det forhold, at Berlingske ikke ordret henviser til en bestyrelsesbeslutning, kan ikke føre til et andet resultat, da stemmefordelingen under alle omstændigheder ikke er korrekt. Nævnet udtaler kritik af Berlingske for ikke at kontrollere oplysningen tilstrækkeligt inden offentliggørelse, hvorved offentliggørelsen af den forkerte oplysning kunne være undgået. Artiklen af 6. december 2013 Pressenævnet er ikke i besiddelse af den omtalte fratrædelsesaftale for [Person A]. Spørgsmålet om, hvorvidt denne eller en anden aftale om ikke at udtale sig offentligt om fratrædelsen er tilsidesat, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Nævnet tager derfor ikke stilling til, hvorvidt beskrivelsen af dette forhold i Berlingske Business er korrekt. Vedrørende den i artiklen omtalte juridiske vurdering bemærker nævnet, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Pressenævnet finder ikke, at redaktøren har overskredet disse rammer ved omtalen af den juridiske vurdering af 14. november 2013. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Berlingskes overordnede beskrivelse er korrekt. Det fremgår klart af artiklen, at professor i management og strategi på Copenhagen Business School, Flemming Poulfelts, udtalelser er hans vurdering. Nævnet udtaler ikke kritik. Ifølge [Bestyrelsesformanden]s oplysninger er han fuldtidsansat direktør i Halibut Greenland ApS. Han er således ikke også fuldtidsarbejdende bestyrelsesformand i KNI A/S som oplyst i afsnittet ”KNI”. Uanset, at [Bestyrelsesformanden] er fuldtidsansat et andet sted, finder Pressenævnet, at udsagnet ”[Bestyrelsesformanden] er i øjeblikket fuldtidsarbejdende formand” ikke nødvendigvis skal læses bogstaveligt, men må forstås som en oplysning om, at bestyrelsesformanden har rigeligt arbejde efter afskedigelsen af [Person A] og tre bestyrelsesmedlemmers udtræden. Da udsagnet dog samtidig kan være med til at give indtryk af, at [Bestyrelsesformanden] ikke varetager sin stilling som direktør i selskabet Halibut Greenland ApS, finder nævnet formuleringen beklagelig, men ikke i sig selv tilstrækkelig til at udtale kritik. Nævnet finder ikke i øvrigt anledning til at udtale sin kritik over for avisen. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Berlingske at offentliggøre følgende: ”[Rubrik] Berlingske gav forkerte oplysninger om direktørs fratrædelse [underrubrik] Pressenævnet kritiserer Berlingske for artiklen ”Topdirektørs banemand i KNI er selv kandidat til jobbet”, der stod på business.dk i december. [tekst] Berlingske Business baserede en del af artiklen på anonyme kilder. Artiklen handlede om, at koncerndirektøren for det grønlandske energi- og detailhandelsfirma KNI var fratrådt sin stilling, og Berlingske skrev, at bestyrelsesformanden selv var kandidat til jobbet som direktør, hvilket han afviste i artiklen. Overskriften var således misvisende og Pressenævnet udtaler kritik heraf. Berlingske skrev, at koncerndirektørens var blevet ”fyret af et bestyrelsesflertal på fem mod fire”. Det er ikke korrekt. På baggrund af et referat fra bestyrelsesmødet lægger Pressenævnet til grund, at seks bestyrelsesmedlemmer stemte for at tilbyde en fratrædelsesordning, alternativt at afskedige ham, mens to stemte imod. På bestyrelsesmødet deltog otte bestyrelsesmedlemmer, idet et bestyrelsesmedlem var trådt ud dagen forinden. Pressenævnet kritiserer Berlingske for at give misvisende oplysninger om stemmefordelingen vedrørende koncerndirektørens fratrædelse, ligesom Berlingske også får kritik for ikke at kontrollere oplysningerne inden offentliggørelsen, så fejlen kunne være undgået. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk” *** Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt. 25. marts 2014

Versioner

  1. 2014-03-28