Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00584/2
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9249@2014-05-01/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00584/2
Resumé Helsingør Dagblad bragte den anonyme annonce ”Lad os tage Helsingør tilbage!” med forkerte oplysninger om Enhedslistens stemmeafgivelse. Da der var tale om en annonce under en politisk valgkamp, udtaler Pressenævnet ikke kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det bemærkes indledningsvist, at Pressenævnet efter medieansvarslovens § 34 har kompetence til at tage stilling til, om de presseetiske regler er overtrådt i relation til annonce- og reklamestof. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.1 og A.2. Af annoncen fremgår udsagnet, at ”det [kan] konstateres, at det eneste som RØD blok og Venstre partimæssigt kunne blive enige om, sammen med de Radikale, var at LUKKE VORES HOSPITAL”. Enhedslisten er tidligere i annoncen omtalt som del af ”rød blok”, idet Enhedslisten indgik i den konstituering, der gjorde Venstres kandidat til borgmester med støtte fra ”rød blok”, men er ikke eksplicit nævnt i forbindelse med lukningen af hospitalet. På baggrund af klagernes synspunkter lægger Pressenævnet til grund, at Enhedslisten i Helsingør stemte imod den omtalte sygehuslukning. Udsagnet er derfor ikke korrekt, for så vidt angår Enhedslisten. Annoncen er bragt uden afsender (anonym), hvilket burde have givet Helsingør Dagblad anledning til at overveje, om annoncen skulle offentliggøres i den anonyme form. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Helsingør Dagblad den 19. november 2013 – på selve valgdagen – bragte annonceindrykkerens, [Annonceindrykkeren]s, debatindlæg, hvori forholdet omkring Enhedslistens stemmer berigtiges. Uanset, at et medie kan ifalde ansvar for indholdet af annoncer, fremgår det tydeligt, at der er tale om en politisk annonce i en verserende valgkamp, hvor der må være en større grad af frisprog end ellers. Efter omstændighederne ligger denne annonce indenfor rammerne af det tilladte frisprog. Nævnet udtaler ikke kritik. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionelt indhold, jf. punkt B.4. Pressenævnet finder, at det af annoncens indhold og opsætning, der adskilte sig fra avisens øvrige layout, fremgik, at der var tale om en annonce og ikke en redaktionel tekst. Nævnet udtaler ikke kritik af Helsingør Dagblad for at blande annoncen med redaktionel tekst. Pressenævnet udtaler ikke kritik af dette forhold.
[Klager] har på egne vegne og på vegne af Enhedslisten i Helsingør klaget til Pressenævnet over en annonce i Helsingør Dagblad den 16. november 2013, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Spørgsmålet om klagers retlige interesse (klageberettigelse) er behandlet i Pressenævnets kendelse af 30. januar 2014 i sag nr. 13-70-00584/1, [Klager] mod Helsingør Dagblad. 1 Sagsfremstilling Helsingør Dagblad bragte den 16. november 2013 helsidesannoncen ”Lad os tage Helsingør tilbage!” på side 9, hvoraf følgende fremgår: ”VI BLEV SNYDT FOR 4 ÅR SIDEN! […] De som havde sat krydset ved RØD blok, ja selv ved Enhedslisten og SF, måtte se deres stemmer brugt til at gøre JOHANNES fra Venstre til borgmester, og de som havde stemt på Venstre, måtte se ham løbe fra partiets aftaler med de borgerlige partier for at gøre sig selv til borgmester – alene på stemmer fra RØD blok. En stemme på BLÅ blev en stemme på RØD, og en stemme på RØD en stemme på BLÅ. Kønt var det ikke, og Helsingør har ikke været helt sig selv i de 4 år, der nu er gået. DEN SLAGS ØDELÆGGER DEMOKRATIET! Partier skal samarbejde efter et valg, men vælgerne har krav på, at det primært sker med partier, som i fornuftigt omfang deler synspunkter og livsholdninger. Tørt kan det konstateres, at det eneste som RØD blok og Venstre partimæssigt kunne blive enige om, sammen med de Radikale, var at LUKKE VORES HOSPITAL. Ved valget på tirsdag er Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF i valgforbund med FUAT ’s nye parti, så en stemme på RØD kan ende som en stemme på FUAT . […] Vi er en tværpolitisk gruppe af borgere, som har valgt at indrykke denne annonce som en opfordring til de, som stadig er i tvivl. […]” Navnene på den gruppe af borgere, der havde ladet annoncen indrykke fremgik ikke af annoncen. På dagen for kommunal- og regionsrådsvalget, den 19. november 2013, bragte Helsingør Dagblad på side 22 [Annonceindrykkeren]s debatindlæg ”Tværpolitiske står frem” , hvori han stod frem som én af dem, der havde indrykket annoncen. Det fremgik ikke af læserbrevet, hvem de øvrige var. Af læserbrevet fremgår følgende: ”[…] Men, nu har du altså mig at skyde løs på, så gå bare i krig med indholdet – om der skulle være een eneste unøjagtighed, så skulle det være at lige præcis Enhedslisten i Regionsrådet ikke var med til at lukke vores sygehus 10 år før tiden, men at det alene var resten af RØD blok tillige med Venstre og de Radikale.” I forbindelse med behandlingen af Pressenævnets sag har [Annonceindrykkeren] rettet henvendelse til nævnet og ved e-mail af 21. februar 2014 blandt andet oplyst følgende: ”Op til valget var vi så en hel del venner, af meget forskellig politisk observans, som blev enige om, at lige det forløb i 2009 var meget lidt kønt, og idéen til en fælles annonce opstod. Den [annoncen] blev forfattet af os, og indrykket i Helsingør Dagblad den 16. november [2013]. Vi valgte – uden at tænke nærmere over det – den reelt meget korrekte underskrift – ”De Tværpolitiske”. Der var intet ønske om anonymitet over det, alene en praktisk ting i stedet for en række navne.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager] og Enhedslisten i Helsingørs synspunkter [Klager] har anført, at Helsingør Dagblad indrykkede annoncen anonymt. Indtil videre har tre konservative personer stået frem som værende den ”tværpolitiske gruppe”. Det er klagers opfattelse, at annoncen var udformet som led i den konservative valgkamp. [Klager] har videre anført, at annoncen indeholder groft sprogbrug og forkerte oplysninger, eksempelvis at Enhedslisten stemte anderledes, end partiet gjorde i virkeligheden. Enhedslisten stemte sammen med de Konservative mod lukningen af hospitalet i den afstemning, der henvises til. I annoncen er ”rød blok” beskrevet som: Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet. 2.2 Helsingør Dagblads synspunkter Helsingør Dagblad har beklaget, at avisen bragte annoncen. Det er ikke etisk og moralsk i orden at bringe en anonym annonce – i hvert fald i forhold til Helsingør Dagblads værdier. Det er blevet indskærpet over for annonceafdelingen, og det vil ikke ske igen. Helsingør Dagblad bragte to dage efter – på valgdagen - et læserbrev, hvor folkene bag annoncen trådte frem med navns nævnelse. Redaktionen havde ingen viden om annoncen eller annoncens indhold, før end avisen var gået i trykken – desværre, ellers var anonymiteten blevet ophævet. Helsingør Dagblad har videre anført, at annoncen ikke er ulovlig. Indholdet i annoncen er ikke værre end indholdet i masser af de læserbreve, avisen har trykt i løbet af valgkampen – også fra [Klager]. Som politiker må man finde sig i at være i skudlinjen især fra sine konkurrenter, og det var præcis, hvad der skete i annoncen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Det bemærkes indledningsvist, at Pressenævnet efter medieansvarslovens § 34 har kompetence til at tage stilling til, om de presseetiske regler er overtrådt i relation til annonce- og reklamestof. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.1 og A.2. Af annoncen fremgår udsagnet, at ”det [kan] konstateres, at det eneste som RØD blok og Venstre partimæssigt kunne blive enige om, sammen med de Radikale, var at LUKKE VORES HOSPITAL”. Enhedslisten er tidligere i annoncen omtalt som del af ”rød blok”, idet Enhedslisten indgik i den konstituering, der gjorde Venstres kandidat til borgmester med støtte fra ”rød blok”, men er ikke eksplicit nævnt i forbindelse med lukningen af hospitalet. På baggrund af klagernes synspunkter lægger Pressenævnet til grund, at Enhedslisten i Helsingør stemte imod den omtalte sygehuslukning. Udsagnet er derfor ikke korrekt, for så vidt angår Enhedslisten. Annoncen er bragt uden afsender (anonym), hvilket burde have givet Helsingør Dagblad anledning til at overveje, om annoncen skulle offentliggøres i den anonyme form. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Helsingør Dagblad den 19. november 2013 – på selve valgdagen – bragte annonceindrykkerens, [Annonceindrykkeren]s, debatindlæg, hvori forholdet omkring Enhedslistens stemmer berigtiges. Uanset, at et medie kan ifalde ansvar for indholdet af annoncer, fremgår det tydeligt, at der er tale om en politisk annonce i en verserende valgkamp, hvor der må være en større grad af frisprog end ellers. Efter omstændighederne ligger denne annonce indenfor rammerne af det tilladte frisprog. Nævnet udtaler ikke kritik. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionelt indhold, jf. punkt B.4. Pressenævnet finder, at det af annoncens indhold og opsætning, der adskilte sig fra avisens øvrige layout, fremgik, at der var tale om en annonce og ikke en redaktionel tekst. Nævnet udtaler ikke kritik af Helsingør Dagblad for at blande annoncen med redaktionel tekst. Pressenævnet udtaler ikke kritik af dette forhold. Afgjort den 29. april 2014