Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9251@2014-05-01/da

Indhold

1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00607

Resumé Politiken skrev på forsiden “Jeg ville altså ikke have kunnet holde nallerne fra ham, om jeg så havde været statsminister”. Citatet var skrevet på en anden persons åbne Facebook-profil. Da oplysninger på en åben Facebook-profil er at betragte som offentlige, får Politiken ikke kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Det fremgår endvidere, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt A.3 og B.1. Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at oplysninger hentet på en ”åben” Facebook-profil er at betragte som offentligt tilgængelige, dog kan der være tale om et brud på de presseetiske regler, hvis en opdatering tages fra en åben profil, men anvendes i en sammenhæng, der kan være krænkende. Pressenævnet lægger til grund, at citatet af [Klager] er en kommentar til en statusopdatering på en offentlig tilgængelig profil på Facebook (”åben” profil). Pressenævnet finder ikke, at citatet er bragt ude af den kontekst, som kommentaren oprindelig var skrevet. Nævnet finder heller ikke, at den manglende gengivelse af smileys fra kommentaren på Facebook i gengivelsen i Politiken, giver et misvisende udtryk. Heller ikke e-mailinterviewet med Politiken forud for offentliggørelsen giver indtryk af, at [Klager]s Facebook-kommentar er misforstået eller taget ud af kontekst. Nævnet finder, at det havde været nærliggende, om Politiken havde fortalt, at avisen agtede at bringe citatet fra Facebook og ikke e-mailinterviewet, men finder ikke at forholdet i sig selv er tilstrækkeligt til at udtale kritik. Nævnet udtaler ikke kritik af Politiken for at bringe den offentligt tilgængelige kommentar. For så vidt angår gengivelsen af citatet i ”Sagt i ugen” finder Pressenævnet heller ikke, at Politiken har overskredet de vide rammer, der må gælde for sådanne kommentarer til og gengivelser af ugens forløb. Nævnet udtaler ikke kritik af Politiken.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Politiken den 21. januar 2014, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Den påklagede artikel Politiken bragte den 21. januar 2014 forsidehenvisningen: ”Jeg ville altså ikke have kunnet holde nallerne fra ham, om så jeg havde været statsminister. [Klager], krimiforfatter, om Louise Østergaards bog, hvor hun beskriver sin forelskelse i Yahya Hassan, da han var 16, og hun var 38. KULTUR Side 3” Politiken bragte samme dag på side 3 i kultursektionen artiklen ”Debat: Blev Yahya Hassan krænket?” med underrubrikken ”Louise Østergaard beskriver forelskelsen i Yahya Hassan i sin bog. Selv om hun var 38, og han var 16, bliver hun nu omtalt som kæreste og elskerinde, ikke som krænker”. Af artiklen fremgik følgende: ”Hvor forargeligt er det, at en voksen pædagog og kontaktperson har et forhold til en 16-årig anbragt dreng? Er det i orden at skrive en bog om det? Og hvordan ville det have set ud, hvis det havde været en mandlig pædagog og en 16-årig anbragt pige? Siden foromtalen af Louise Østergaards bog ”Ord”, som handler om hendes forhold til digteren Yahya Hassan, har disse spørgsmål hidset til debat på de sociale medier. Flere forfattere har deltaget, heriblandt Niels Lyngsø, som har sat følgende til debat på sin facebookside: ”Når man læser denne historie, og et interview med den 40-årige kvinde i Politiken, kan man se, at der bruges ord som ’elskerinde’, ’kæreste’ og ’forelskelse’. Hvis man nu byttede om på kønnene, ville det så ikke have været ord som ’overgreb’, ’misbrug af voksenmagt’ og den slags? Og er det ikke udtryk for en urimelig forskelsbehandling? PS: Bortset fra det ligner det virkelig en klam idé at ville spinde guld på en andens succes på den måde, uanset køns-tingen”. […] Louise Østergaard brød loven, da hun indledte et forhold til Yahya Hassan. Men [forfatter] Peter Tudvad mener, at man bør gribe i egen barm, inden man hiver den indre dommer frem. ”Ingen tvivl om, at det var ulovligt. Det er indlysende. Men dermed er det ikke sagt, at jeg vil fordømme hende rent moralsk. Juridisk jo – men den måde man selvhelligt kan hævde, at man ikke selv kan plumpe i. Ej, come on. Lur mig om det ikke er nypuritanismen, der stikker sit rene ansigt frem”, siger han. Og det giver krimiforfatter [Klager] ham ret i. ”Der er jo slet ingen, der bestrider, at det er FORKERT OG STRAFBART OG VERY BAD i det hele taget. Men jeg ville altså ikke have kunnet holde nallerne fra ham, om jeg så havde været statsminister. Jeg er nemlig ikke så perfekt som jer. Og i øvrigt ville det være interessant at komme i kvindefængsel. Held og lykke med at være enige om det indlysende og det rigtige. Det er altså ikke særlig svært”, skriver hun som svar til Niels Lyngsøs kommentar på Facebook.” Til artiklen var indsat et billede af [Klager] med billedteksten: ”DILEMMA. ”Jeg ville altså ikke have kunnet holde nallerne fra ham, om jeg så havde været statsminister”, skriver [Klager]”. Politiken bragte den 26. januar 2014 i sektionen PS under ”SAGT I UGEN” følgende notits: ”Den 40-årige lærer Louise Østergaard om sit forhold til den dengang 16-årige Yahya Hassan, som er udgangspunktet for hendes roman ’Ord’. › Når der er så stor aldersforskel, er man på forhånd en gammel gris, der forfører en ung person. Men for mig var vi jo bare kærester. Hvis der er nogen, der synes, at jeg er en krænker, så må du synes det‹. (Ekstra Bladet) Forfatteren [Klager] kaldte det ›forkert‹, ›strafbart‹ og ›very bad‹, at Louise Østergaard havde indledt et forhold til sin elev Yahya Hassan: › Men jeg ville altså heller ikke have kunnet holde nallerne fra ham, om jeg så havde været statsminister”‹. (Facebook)” Yderligere oplysninger Forud for offentliggørelsen af artiklen i Politiken kommenterede [Klager] den 19. januar 2014 forfatteren [Person A]s statusopdatering på hans åbne Facebookprofil. Af kommentarerne til opdateringen fremgik blandt andre følgende: ” [Klager] Djævlens advokat spørger: Hvad nu, hvis de var ædende vilde med hinanden? Der er da intet, der tyder på et krænkerforhold – i så fald gik krænkeriet vist begge veje. Vi har efterhånden accepteret, at Humbert var besat af Lolita, og har fundet en form for forståelse med ham, fordi han i sidste ende var den svage part. Selve dette, simpelthen ikke at kunne holde nallerne for sig selv, fordi man er mere eller mindre sindssyg i gerningsøjeblikket, kan vel også være en form for forståelse. No? [andre indlæg] [Klager] Ja, ja, selvfølgelig skulle hun have sagt sin stilling op FØR. Men bag alt dette burde og skulle, som jeg for min part lige har fået nok ifm Thorning-fordømmelsen, spørger jeg simpelthen af interesse, om der ikke blandt fordømmerne kan findes en forståelse for dette, at begge køn uanset deres magtforhold kan miste dømmekraften?” [andre indlæg] [Klager] Der er jo slet ingen, der bestrider, at det er FORKERT OG STRAFBART OG VERY BAD i det hele taget. Men jeg ville altså ikke have kunnet holde nallerne fra ham, om jeg så havde været statsminister. Jeg er nemlig ikke så perfekt som jer ;) [winky smiley] Og i øvrigt ville det være interessant at komme i kvindefængsel. Held og lykke med at være enige om det indlysende og det rigtige. Det er altså ikke særlig svært.” I et interview pr. e-mail skriver [Klager] den 20. januar 2014 bl.a. følgende til Politiken: ” Hvad mener du om, at folk fordømmer Louise Østergaard? At der er en frygtelig iver efter fordømmelse. Jeg er civilisationsdeprimeret over fordømmelsesparatheden over for politikere og enhver, der laver det mindste faux pas. Det virker virkelig meget primitivt, og jeg forstår ikke trangen, der skaber et decideret ubehageligt offentligt rum. Og i denne sag ved vi i øvrigt simpelthen ikke nok til overhovedet at diskutere det. Foreløbigt skulle vi alle sammen skamme os. Hvad mener du om, at Louise Østergaard indlod sig på et forhold med Yahya Hassan? Det er ikke i orden efter loven. Det siger sig selv. Men på den foreliggende historie – og den er foreløbigt meget kort – fornemmer man en stor smerte hos Louise Østergaard, som jeg (som forfatter) finder meget mere interessant end hvad der er forbudt iflg loven. Louise har jo vidst, at det var forkert, hvad hun gjorde, men hun har tydeligvis været fuldstændig besat af Yahya. Jeg har stor forståelse for menneskelige brister, især den svage parts. Sådan opfattede jeg også Humbert Humbert i Lolita: som den svage part, jeg godt kunne tilkende forståelse. Begær er en mægtig urkraft, der kan få selv fornuftige mennesker til at miste både forstand og selvrespekt. […] Jeg har den fornemmelse, at Østergaard har haft et stærkt behov for at sætte punktum for noget, der har været uudholdeligt for hende og har ædt hende op. Men viser det sig at være et beregnende, gold-digger-agtigt spin-off på Yahyas succes, er det virkelig ikke særlig charmerende. Sidstnævnte er nok den almindelige opfattelse og dermed svaret på dit spørgsmål. […]” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at den påklagede artikel burde være forelagt hende, idet citatet heri af hendes indlæg på [Person A]s Facebookprofil er misvisende og ærekrænkende. I interviewet med Politiken den 20. januar 2014 modsagde hun det, Politiken valgte at citere. Indlægget på Facebook er taget ud af en kontekst, og udlægges som om [Klager] personligt kunne finde på at indlede en eventuelt kriminel form for seksuelt forhold til Yahya Hassan, hvis han havde været i hendes varetægt. Af konteksten fremgår imidlertid, at [Klager] i sine indlæg på Facebook agerer ”Djævlens advokat”, ligesom hun bruger emoticons (smiley’s) for at signalere ironi. Denne sammenhæng fremgår ikke af artiklen, hvori citatet er bragt. Citatet har været skadende for [Klager], hvilket Politiken måtte have forudset, og hun har efterfølgende modtaget en række forstyrrede og halvperverse e-mails og har måttet forklare situationen. 2.2 Politikens synspunkter Politiken har afvist at have overtrådt de presseetiske regler ved at have citeret [Klager]s kommentarer på Facebook. Det ligger klart inden for mediets redigeringsret at vælge ét citat frem for det andet, også når den interviewede har ytret sig to forskellige steder. Politiken har beklaget, at [Klager] ikke for god ordens skyld blev kontaktet, da redaktionen havde besluttet at bringe Facebook-indlægget i stedet for at citere fra hendes svar i mail-interviewet. Politiken mener dog ikke, at redaktionen havde pligt til at forelægge udtalelsen fra Facebook. Den stammede uden tvivl fra [Klager] og Politiken afviser, at de ved at vælge at bringe det citat skulle have fremstillet klager i et dårligt lys eller at have haft den hensigt. Der var heller ikke tale om en misvisende gengivelse. Ironien fremstod helt tydeligt, selvom det af tekniske årsager ikke er muligt at bringe emoticons (smiley’s) i avisens brødtekst. Da Politiken ringede [Klager] op for at aftale et interview, blev det gjort helt klart, at det var med afsæt i hendes udtalelser på Facebook. [Klager] gør med versaler opmærksom på, at der er tale om kriminelle handlinger. Ved desuden at skrive om at ”holde nallerne fra ham”, om at ”jeg ikke er så perfekt som jer” og ”held og lykke med at være enige om det indlysende”, og gennem hele tonen i udtalelsen lægger [Klager] tydelig afstand til de nævnte handlinger, men søger samtidig tydeligvis at bringe nuancer ind i debatten. Ironien træder særligt tydeligt frem, da [Klager] skriver, at det ville være interessant at komme i fængsel. Det har hun indlysende nok ingen ønsker om, så dermed fjernes enhver mulig tvivl om, at der er tale om ironi. Det korte uddrag af Facebook-citatet, der blev gengivet på Politikens forside, skulle som alle øvrige henvisningscitater virke som et udstillingsvindue for stof inde i bladet, ganske som billedteksten giver et ultrakort referat og korresponderer med selve teksten. Det er almindelig praksis, så det står læserne klart, at der alene er tale om meget korte uddrag, hvor sagen derfor sættes på spidsen. For så vidt angår brugen af citatet i ”Sagt i ugen”, hvor der er plads til at gengive mere, var [Klager]s betragtninger om det strafbare medtaget fuldt ud. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Det fremgår endvidere, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt A.3 og B.1. Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at oplysninger hentet på en ”åben” Facebook-profil er at betragte som offentligt tilgængelige, dog kan der være tale om et brud på de presseetiske regler, hvis en opdatering tages fra en åben profil, men anvendes i en sammenhæng, der kan være krænkende. Pressenævnet lægger til grund, at citatet af [Klager] er en kommentar til en statusopdatering på en offentlig tilgængelig profil på Facebook (”åben” profil). Pressenævnet finder ikke, at citatet er bragt ude af den kontekst, som kommentaren oprindelig var skrevet. Nævnet finder heller ikke, at den manglende gengivelse af smileys fra kommentaren på Facebook i gengivelsen i Politiken, giver et misvisende udtryk. Heller ikke e-mailinterviewet med Politiken forud for offentliggørelsen giver indtryk af, at [Klager]s Facebook-kommentar er misforstået eller taget ud af kontekst. Nævnet finder, at det havde været nærliggende, om Politiken havde fortalt, at avisen agtede at bringe citatet fra Facebook og ikke e-mailinterviewet, men finder ikke at forholdet i sig selv er tilstrækkeligt til at udtale kritik. Nævnet udtaler ikke kritik af Politiken for at bringe den offentligt tilgængelige kommentar. For så vidt angår gengivelsen af citatet i ”Sagt i ugen” finder Pressenævnet heller ikke, at Politiken har overskredet de vide rammer, der må gælde for sådanne kommentarer til og gengivelser af ugens forløb. Nævnet udtaler ikke kritik af Politiken. Afgjort den 29. april 2014

Versioner

1. 2014-05-01