Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00615

GældendeVersion 2014-05-01
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9252@2014-05-01/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00615

Resumé Metroxpress skrev ”Børnehave-formand truer mor i sexsag”. Formanden har klaget over, at avisen kaldte det en trussel. I artiklen er han citeret for, at der ikke var tale om en trussel, og nævnet finder ikke anledning til kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A.6. [Klager] anbefalede ved e-mail af 11. december 2013 moderen til to børn i institutionen Børnehuset Lindely, at hun stoppede sine skriverier. Anbefalingen sammenholdt med fremsendelsen af en indkaldelse til et møde, hvorpå moderens børns fremtid i institutionen skulle drøftes, kan opfattes som en besked om, at Børnehuset Lindely ikke ønskede moderens børn i institutionen, såfremt hun ikke ophørte sine negative indlæg om institutionen. Pressenævnet finder herefter, at der i artiklerne er dækning for overskrifterne ”Børnehave-formand truer mor i sexsag” og ”Mor truet til tavshed af børnehaveformand i sexsag”. Det følger videre af de vejledende regler om god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.1-A.3. [Klager] blev forelagt e-mailkorrespondancen inden offentliggørelsen i avisen, og i artiklen er han citeret for at afvise, at der var tale om en trussel. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Metroxpress for manglende forelæggelse, ligesom nævnet heller ikke finder grundlag for at fastslå, at der ikke er udvist den fornødne kildekritik over for moderen. Nævnet udtaler ikke kritik.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Metroxpress den 19. december 2013, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Metroxpress bragte den 19. december 2013 forsideartiklen ”Børnehave-formand truer mor i sexsag” , hvoraf følgende fremgår: ”OVERGREB. En af de mødre, hvis barn angiveligt er blevet sexmisbrugt af en femårig dreng i en børnehave i Herning, bliver truet til tavshed af børnehavens formand. Det sker, efter at hun har skrevet negativt om børnehaven på Facebook. Samtidig har sexsagen nu kastet politianmeldelser af sig mod både drengen, børnehaven og en forælder. ››Det er fuldstændig overdrevet,‹‹ siger formanden, der afviser, at der er tale om overgreb. SIDE 2-3” På side 2-3 bragte Metroxpress artiklen ”Mor truet til tavshed af børnehaveformand i sexsag” . Af artiklen fremgår blandt andet følgende: ”OVERGREB. Formanden for en børnehave i Herning, hvor en femårig dreng angiveligt har begået sexovergreb mod andre børn, truer en mor til at tie stille i sagen. En af de mødre, hvis børn angiveligt er blevet udsat for sexovergreb af en femårig dreng i en børnehave i Herning, bliver nu truet til tavshed af institutionens bestyrelsesformand. Sagen opstod for en måneds tid siden, da det kom frem, at 'numselegene' i Børnehuset Lindely angiveligt bestod i, at en femårig dreng puttede ting op i numsen på andre børn og tvang dem til slikke på kønsdele. [Moderen], der er mor til et af børnene, har efterfølgende på sin Facebook skrevet flere negative ting om den private børnehave, da hun og andre forældre er meget utilfredse med bestyrelsen og ledelsen i sagen. Det fik bestyrelsesformanden [Klager] til at sende en mail til hende, hvor han skrev: 'Jeg anbefaler dig, at du øjeblikkeligt stopper dine negative skriverier om Lindely.' [Klager] slutter mailen af med at indkalde hende og faderen til et møde, ' hvor vi vil drøfte med jer om jeres børn overhovedet har en fremtid i Lindely.' Til metroxpress afviser han dog, at der er tale om en trussel. »Jeg indkalder hende bare til et møde. Det er ikke nogen trussel. Men jeg synes, at hun generer personalet med sine skriverier,« siger han. […]” Til artiklen var indsat en kopi af [Klager]s e-mail af 11. december 2013 til [Moderen]. Af e-mailen fremgår følgende: ” Jeg har læst dine indlæg på Facebook, og jeg er rystet over det som du skriver. Det giver jer ikke et positivt forhold til Lindely. Jeg anbefaler dig at du øjeblikkelig standser dine negative skriverier om Lindely. Jeg indkalder dig og [Faderen] hermed til et møde med bestyrelsen mandag den 16. december kl. 20-21, hvor vi vil drøfte med jer om jeres børn overhovedet har en fremtid i Lindely.” Af Den Danske Ordbog på ordnet.dk/ddo fremgår følgende ved opslag på udsagnsordet ”true”: 1. udtrykke sin hensigt om at man vil skade eller straffe nogen hvis ikke der bliver gjort som man forlanger 2. udgøre eller bebude en umiddelbart forestående risiko for noget farligt eller ubehageligt 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har oplyst, at han på var bestyrelsesformand for Børnehuset Lindely. Til de påklagede artikler har han anført, at han var omtalt på en krænkende måde den 19. december 2013. Der er henvist til udsagnene: "Børnehave-formand truer mor i sexsag" (forsiden), "Mor truet til tavshed af børnehaveformand i sexsag" (side 2 og 3). Der er ikke udvist den fornødne kildekritik, og overskrifterne har ikke dækning. [Klager] har videre anført, at han i artiklerne bliver beskyldt for at have truet moderen, der tidligere har haft et barn i børnehaven Lindely. Han anbefalede moderen at standse en serie af barske indlæg på Facebook rettet mod børnehaven Lindely og personalet i børnehaven, men han har afvist at have truet hende eller hendes barn. En trussel er blandt andet kendetegnet ved, at der vil være en væsentlig konsekvens, hvis en person ikke foretager den ønskede handling. Jævnfør blandt andet Den Danske Ordbog. Klagers anbefaling var ikke ledsaget en mulig konsekvens for hverken moderen eller hendes barn. Derfor kan Metroxpress ikke fastslå, at det er et faktum, at anbefalingen er en trussel. Klagers hensigt med anbefalingen var alene at skabe det bedste udgangspunkt for den videre dialog mellem moderen, bestyrelsen og personalet. Metroxpress tillægger e-mailen hensigt, som ikke kan dokumenteres. Metroxpress har medgivet, at rubrikken ikke var præcis. Derfor har Metroxpress rettet rubrikken på mx.dk, så den nu bærer ordlyden "Mor: Børnehave-formand truer mig til tavshed". Papirudgaven af MetroXpress har imidlertid afvist at bringe en præcisering i avisen. En eventuel subjektiv følelse fra moderens side giver ikke Metroxpress grund til at fastslå det som et faktum, at e-mailen var en trussel. En så hård anklage må være væsentlig dokumenteret. 2.2 Metroxpress’ synspunkter Metroxpress har anført, at avisen er af den overbevisning, at den pågældende mail er formuleret som en trussel. [Klager] ”anbefaler”, at moderen ”Øjeblikkelig standser” skriverier om institutionen Lindely og indkalder i næste afsnit i samme mail til møde, hvor det skal drøftes, ”om jeres børn overhovedet har en fremtid i Lindely”. ”Det (skriverierne på Facebook, red.) giver jer ikke et positivt forhold til Lindely”, skriver [Klager] også forud for dét, som avisen fastholder, var en trussel i forhold til børnenes fremtid i institutionen. Samtidig har [Klager] valgt at understrege sætningen, hvor han 'anbefaler' hende at stoppe, hvilket er med til at styrke argumentet for, at der var tale om en trussel. Definitionen på 'at anbefale' er at 'råde nogen til noget'. Det beskrives, at moderens kommentarer er med til at skabe et dårligt forhold mellem institutionen og familien, hvorefter der indkaldes til møde ”hvor vi vil drøfte med jer om jeres børn overhovedet har en fremtid i Lindely.” [Klager] rådede altså moderen til at stoppe – og åbnede i næste sætning for, at hendes børn ikke længere skulle være en del af Lindely. Definitionen på 'at true' er ifølge Politikens Nydansk Ordbog, at: 'give udtryk for, at der er risiko for, at der vil ske noget ubehageligt el. farligt med nogen eller noget' Hvis man som forælder risikerer at stå uden institution, som i tilfældet med moderen, kan dette sagtens læses som en trussel. Anbefalingen var ledsaget af en mulig konsekvens. Modtageren af mailen, moderen, følte sig også truet. Det forhold, at avisen gik med til at ændre rubrikken i artiklen på mx.dk med den begrundelse, at den havde været ”mere præcis” betyder ikke, at avisen tager afstand fra den originale artikel. Der er dækning for den oprindelige rubrik. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A.6. [Klager] anbefalede ved e-mail af 11. december 2013 moderen til to børn i institutionen Børnehuset Lindely, at hun stoppede sine skriverier. Anbefalingen sammenholdt med fremsendelsen af en indkaldelse til et møde, hvorpå moderens børns fremtid i institutionen skulle drøftes, kan opfattes som en besked om, at Børnehuset Lindely ikke ønskede moderens børn i institutionen, såfremt hun ikke ophørte sine negative indlæg om institutionen. Pressenævnet finder herefter, at der i artiklerne er dækning for overskrifterne ”Børnehave-formand truer mor i sexsag” og ”Mor truet til tavshed af børnehaveformand i sexsag”. Det følger videre af de vejledende regler om god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.1-A.3. [Klager] blev forelagt e-mailkorrespondancen inden offentliggørelsen i avisen, og i artiklen er han citeret for at afvise, at der var tale om en trussel. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Metroxpress for manglende forelæggelse, ligesom nævnet heller ikke finder grundlag for at fastslå, at der ikke er udvist den fornødne kildekritik over for moderen. Nævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 29. april 2014

Versioner

  1. 2014-05-01