Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00629
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9261@2014-05-02/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00629
Resumé Ekstra Bladet var blevet pålagt at offentliggøre nævnets kendelse. Avisen gengav Pressenævnets kritik, men ikke synligt nok. Derfor skal avisen bringe kritikken på nettet igen, denne gang øverst ved underrubrikken. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Af medieansvarsloven § 49 fremgår, at Pressenævnet kan pålægge redaktøren for det indklagede massemedie snarest muligt at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Papirudgaven Ekstra Bladet De påklagede artikler i papirudgaven er bragt tirsdag den 29. oktober 2013 over to sider på side 16-17 (artiklen ”Sigtet fallent gemmer sig i kæmpepalæ” ), onsdag den 30. oktober 2013 på side 12 (artiklen ”Borgmester blåstempler sigtet fallents firma” ) og torsdag 31. oktober 2013 på side 4-5 (artiklen ”Jeg glæder mig, til han kommer hjem” ). Pressenævnet har ved vurderingen af, hvorvidt læserne ved den konkrete offentliggørelse i Ekstra Bladet den 22. marts 2014 på side 15 fik fornøden mulighed for at blive gjort bekendt med offentliggørelsen lagt vægt på, at kendelsen er bragt på en af avisens mest læste ugedage, og at offentliggørelsen er sket på side 15, der ikke adskiller sig væsentligt fra de kritiserede forhold, der var bragt på siderne 4, 5, 16 og 17. Nævnet finder, at opsætningen burde have været mere iøjnefaldende, men efter en samlet vurdering, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere offentliggørelsen i papirudgaven. Ekstrabladet.dk Pressenævnet finder, at linket til Pressenævnets kritik, der er indsat nederst i artiklen ”[Person A] har penge til gode: ’Jeg glæder mig, til han kommer hjem’” , i perioden 25. marts – 10. april 2014 var indsat på en uhensigtsmæssig måde. Læsere, der ikke betalte for adgang til artiklens fulde længde, havde således slet ikke mulighed for at blive bekendt med kritikken. Det fremgik heller ikke af artiklens offentliggørelsesdato, at der er sket opdateringer. Nævnet udtaler kritik af Ekstra Bladet for ikke at sikre, at læsere i denne periode havde mulighed for at blive opmærksom på linket og læse kritikken uden at betale for hele artiklen. Nævnet finder videre, at linket bør fremgå af underrubrikken, så linket til kendelsen kan læses sammen med rubrikkerne, inden man klikker på artikelteksten. Da videoklippet er fjernet fra artiklen ”Borgmester blåstempler sigtet fallents firma” , og den kritiserede del således ikke længere er offentlig tilgængelig, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at linket er indsat nederst i artiklen. Linket beskriver i denne sammenhæng forhold, der ikke længere findes i artiklen, og er derved overflødigt. Allerede fordi artiklen ”Strid mellem finansgøglere: [Person A] afhørt” ikke var påklaget i Pressenævnets sag nr. 13-70-00570, og nævnets kendelse derfor ikke vedrører denne artikel, udtaler nævnet ikke kritik af Ekstra Bladet vedrørende offentliggørelsen i relation til denne artikel. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at flytte linket nederst i artiklen ”[Person A] har penge til gode: ’Jeg glæder mig, til han kommer hjem’” op som en del af underrubrikken i artiklen på ekstrabladet.dk. Herudover pålægger Pressenævnet den ansvarshavende redaktør at offentliggøre følgende i den løbende nyhedsstrøm på ekstrabladet.dk: ”[rubrik] Ekstra Bladet får kritik af Pressenævnet [underrubrik] For kort frist til at svare på beskyldninger udløser kritik. [tekst] RIMELIG SVARTID. Ekstra Bladet får kritik for i ikke at give en forretningsmand tid nok til at svare på avisens spørgsmål. Det drejer sig om artiklen ”Jeg glæder mig, til han kommer hjem”, hvor et medlem af rockerklubben Bandidos udtaler sig. I artiklen oplyses det, at forretningsmanden har lånt penge i det københavnske bandemiljø, herunder af en Bandidos-rocker. Ekstra Bladet beder pr. mail om forretningsmandens kommentar. Mailen bliver sendt kl. 14.56. Selvom forretningsmanden ikke svarer, er artiklen trykt i avisen næste dag. Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet for ikke at give forretningsmandens rimelig tid til at svare på de alvorlige beskyldninger. Ekstra Bladets offentliggørelse Pressenævnet har efterfølgende pålagt Ekstra Bladet at offentliggøre ovennævnte meddelelse. Offentliggørelsen var imidlertid ikke så synlig, som man med rette kan forvente, og i en del af perioden alene i et betalingsafsnit. Ekstra Bladet er derfor blevet pålagt at offentliggøre Pressenævnets kendelse igen. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
[Hustruen] og [En forretningsmand] har klaget til Pressenævnet, idet de mener, at Ekstra Bladet har offentliggjort nævnets kendelse af 20. marts 2014 i sag 13-70-00570 i strid med medieansvarslovens § 49. 1 Sagsfremstilling I medfør af medieansvarsloven § 49 pålagde Pressenævnet ved kendelse af 20. marts 2014 Ekstra Bladet at offentliggøre et resumé af kendelsen. Af kendelsens pålæg fremgik følgende: ”I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af ekstrabladet.dk og Ekstra Bladet at offentliggøre følgende: ”[rubrik] Ekstra Bladet får kritik af Pressenævnet [underrubrik] Offentliggørelse af tv-optagelser lavet på privat område og for kort frist til at svare på beskyldninger udløser kritik. [tekst] I forbindelse med researchen til artiklen ”Sigtet fallent gemmer sig i kæmpepalæ”, klatrede to af Ekstra Bladets folk over et hegn og ind på en ejendom i Frankrig. På ejendommen bor hustruen til den forretningsmand som er omtalt i artiklen. Ekstra Bladet kom til stede på ejendommen sammen med ejendommens ejer, der også er udlejer. På gårdspladsen talte Ekstra Bladets journalist og udlejeren med forretningsmandens hustru, der flere gange bad dem gå. Ekstra Bladet filmede samtalen. Samme dag skrev hustruen til Ekstra Bladet, at hun ikke ønskede optagelsen offentliggjort. Men optagelsen blev offentliggjort på ekstrabladet.dk som videoklip og som fotos i Ekstra Bladets papirudgave. Privatlivets fred Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet for at offentliggøre billeder af hustruen på hendes bopæl. Billederne og optagelserne har ikke en nyheds- eller informationsværdi, der gør det nødvendigt at bringe dem uden tilladelse. Rimelig svartid Ekstra Bladet får også kritik for i et enkelt tilfælde ikke at give forretningsmanden tid nok til at svare på avisens spørgsmål. Det drejer sig om artiklen ”Jeg glæder mig til at komme hjem”, hvor et medlem af rockerklubben Bandidos udtaler sig. I artiklen oplyses det, at forretningsmanden har lånt penge i det københavnske bandemiljø, herunder af en Bandidos-rocker. Ekstra Bladet beder pr. mail om forretningsmandens kommentar. Mailen bliver sendt kl. 14.56. Forretningsmanden svarer ikke. Næste dag er artiklen trykt i avisen. Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet for ikke at give forretningsmandens rimelig tid til at svare på de alvorlige beskyldninger. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk. *** Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.” Ovennævnte kendelsesresumé blev fredag den 21. marts 2014 bragt på ekstrabladet.dk og lørdag den 22. marts 2014 i papirudgaven Ekstra Bladet på side 15. I papirudgaven var artiklen bragt i øverste højre hjørne og fyldte mellem en fjerdedel og en sjettedel af side 15. Ekstra Bladet har den 27. marts 2014 fjernet det videoklip, der var indsat til artiklen ”Borgmester blåstempler sigtet fallents firma” på ekstrabladet.dk. Linket til offentliggørelsen af Pressenævnets kendelse ”Se også: Ekstra Bladet får kritik af Pressenævnet vedrørende denne artikel – læs kendelsen her” er indsat nederst i artiklen. Øverst i artiklen, hvor offentliggørelsesdatoen er angivet, er tilføjet ”Opdateret 27. mar. 2014 kl. 09.58”. Ekstra Bladet har desuden linket mellem offentliggørelsen af Pressenævnets kendelse og artiklen ”[Person A] har penge til gode: ’Jeg glæder mig, til han kommer hjem’” . Linket er indsat nederst i artiklen (inden et afsnit om ”SAGEN KORT”). Offentliggørelsesdatoen er anført som 31. oktober 2013 (uden bemærkning om, at der er sket opdateringer). Pressenævnets udskrifter viser, at artiklen i perioden var 25. marts – 10. april 2014 en betalingsartikel, således at kun følgende fremgik, hvis man ikke betalte for hele artiklen: ”31. Okt. 2013 [Rubrik] [Person A] har penge til gode: ’Jeg glæder mig, til han kommer hjem [underrubrik] Den sigtede ejendoms-spekulant [Forretningsmanden], der gemmer sig i sydfransk luksusvilla, er et varmt navn i den danske underverden, hvor flere mener at have penge til gode – bl.a. [Person A]. [tekst] - Jeg kan bare sige, at jeg glæder mig til, at han ([Forretningsmanden], red.) igen kommer til Danmark. For han skylder mig penge. Sådan siger [Person A] i kølvandet på Ekstra Bladets afsløringer om den sigtede ejendomsfallent [Forretningsmanden], der angiveligt skylder sine kreditorer op mod 100 mio. kroner, men gemmer sig i et sydfransk pragtpalæ. [Person A] er i dag medlem af Bandidos – men kender [Forretningsmanden] fra tiden før sin tilknytning til klubben. [herefter skal der tilkøbes adgang for at læse resten af artiklen og linket til offentliggørelsen af Pressenævnets kendelse.]” Ekstra Bladet har til brug for Danske Mediers liste over sine medlemmers placering af Pressenævnets kendelser oplyst, at: ”Kendelser på forsideartikler på side 2 under lederen. Andre kendelser bringes før midten af avisen, hvis historien har stået her. Kendelser vedr. historier fra sidste halvdel af avisen placeres efter midten.” Hele listen kan læses på Pressenævnets hjemmeside www.pressenaevnet.dk under fanebladet Klagevejledning, Offentliggørelsessted, DDF. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Hustruen] og [Forretningsmanden]s synspunkter [Hustruen] og [Forretningsmanden] har anført, at Ekstra Bladet har bragt Pressenævnets kendelse på en lørdag, hvor avisen har det laveste oplag. De historier, kendelsen vedrører, er ifølge klagerne bragt på mandage eller fredage, hvor avisens oplag er størst. Desuden var de kritiserede artikler hel- eller dobbeltsidede historier i farver og med store billeder. [Hustruen] og [Forretningsmanden] har endvidere anført, at linket til Pressenævnets kendelse er indsat nederst i artiklerne på Ekstra Bladets hjemmeside og slet ikke fremgår af artiklen ”Strid mellem finansgøglere: [Person A] afhørt” af 17. december 2013. De påklagede artikler blev bragt øverst på Ekstra Bladets hjemmeside mellem kl.08.45 og kl. 12.00. Kendelsen er ikke bragt på forsiden af ekstrabladet.dk. 2.2 Ekstra Bladets synspunkter Ekstra Bladet har i forhold til spørgsmålet om artiklens placering i avisen anført, at kendelsen ikke er forsøgt ”gemt” i avisen. Ekstra Bladet har flere læsere lørdag end fredag og mandag. I den forbindelse har Ekstra Bladet fremlagt sine salgstal for ugerne 3-10 i 2014. Ingen af tallene viser således de påklagede artikler den 29.-31. oktober 2013 eller offentliggørelsen af nævnets kendelse den 22. marts 2014 (uge 12). Tallene viser imidlertid, at oplaget i alle ugerne er størst søndag, dernæst er oplaget størst lørdage. Ekstra Bladet har herudover anført, at kendelsen desuden er bragt på samme side i avisen, som de kritiserede artikler oprindeligt blev bragt. Til artiklen ”[Person A] har penge til gode: ’Jeg glæder mig, til han kommer hjem’” har Ekstra Bladet anført, at artiklen også var tilgængelig gratis, og der er et link til Pressenævnets kendelse. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Af medieansvarsloven § 49 fremgår, at Pressenævnet kan pålægge redaktøren for det indklagede massemedie snarest muligt at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Papirudgaven Ekstra Bladet De påklagede artikler i papirudgaven er bragt tirsdag den 29. oktober 2013 over to sider på side 16-17 (artiklen ”Sigtet fallent gemmer sig i kæmpepalæ” ), onsdag den 30. oktober 2013 på side 12 (artiklen ”Borgmester blåstempler sigtet fallents firma” ) og torsdag 31. oktober 2013 på side 4-5 (artiklen ”Jeg glæder mig, til han kommer hjem” ). Pressenævnet har ved vurderingen af, hvorvidt læserne ved den konkrete offentliggørelse i Ekstra Bladet den 22. marts 2014 på side 15 fik fornøden mulighed for at blive gjort bekendt med offentliggørelsen lagt vægt på, at kendelsen er bragt på en af avisens mest læste ugedage, og at offentliggørelsen er sket på side 15, der ikke adskiller sig væsentligt fra de kritiserede forhold, der var bragt på siderne 4, 5, 16 og 17. Nævnet finder, at opsætningen burde have været mere iøjnefaldende, men efter en samlet vurdering, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere offentliggørelsen i papirudgaven. Ekstrabladet.dk Pressenævnet finder, at linket til Pressenævnets kritik, der er indsat nederst i artiklen ”[Person A] har penge til gode: ’Jeg glæder mig, til han kommer hjem’” , i perioden 25. marts – 10. april 2014 var indsat på en uhensigtsmæssig måde. Læsere, der ikke betalte for adgang til artiklens fulde længde, havde således slet ikke mulighed for at blive bekendt med kritikken. Det fremgik heller ikke af artiklens offentliggørelsesdato, at der er sket opdateringer. Nævnet udtaler kritik af Ekstra Bladet for ikke at sikre, at læsere i denne periode havde mulighed for at blive opmærksom på linket og læse kritikken uden at betale for hele artiklen. Nævnet finder videre, at linket bør fremgå af underrubrikken, så linket til kendelsen kan læses sammen med rubrikkerne, inden man klikker på artikelteksten. Da videoklippet er fjernet fra artiklen ”Borgmester blåstempler sigtet fallents firma” , og den kritiserede del således ikke længere er offentlig tilgængelig, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at linket er indsat nederst i artiklen. Linket beskriver i denne sammenhæng forhold, der ikke længere findes i artiklen, og er derved overflødigt. Allerede fordi artiklen ”Strid mellem finansgøglere: [Person A] afhørt” ikke var påklaget i Pressenævnets sag nr. 13-70-00570, og nævnets kendelse derfor ikke vedrører denne artikel, udtaler nævnet ikke kritik af Ekstra Bladet vedrørende offentliggørelsen i relation til denne artikel. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at flytte linket nederst i artiklen ”[Person A] har penge til gode: ’Jeg glæder mig, til han kommer hjem’” op som en del af underrubrikken i artiklen på ekstrabladet.dk. Herudover pålægger Pressenævnet den ansvarshavende redaktør at offentliggøre følgende i den løbende nyhedsstrøm på ekstrabladet.dk: ”[rubrik] Ekstra Bladet får kritik af Pressenævnet [underrubrik] For kort frist til at svare på beskyldninger udløser kritik. [tekst] RIMELIG SVARTID. Ekstra Bladet får kritik for i ikke at give en forretningsmand tid nok til at svare på avisens spørgsmål. Det drejer sig om artiklen ”Jeg glæder mig, til han kommer hjem”, hvor et medlem af rockerklubben Bandidos udtaler sig. I artiklen oplyses det, at forretningsmanden har lånt penge i det københavnske bandemiljø, herunder af en Bandidos-rocker. Ekstra Bladet beder pr. mail om forretningsmandens kommentar. Mailen bliver sendt kl. 14.56. Selvom forretningsmanden ikke svarer, er artiklen trykt i avisen næste dag. Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet for ikke at give forretningsmandens rimelig tid til at svare på de alvorlige beskyldninger. Ekstra Bladets offentliggørelse Pressenævnet har efterfølgende pålagt Ekstra Bladet at offentliggøre ovennævnte meddelelse. Offentliggørelsen var imidlertid ikke så synlig, som man med rette kan forvente, og i en del af perioden alene i et betalingsafsnit. Ekstra Bladet er derfor blevet pålagt at offentliggøre Pressenævnets kendelse igen. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk” Afgjort den 29. april 2014