Gelex

SU – ansøgningsfrist – specifik uddannelse – berettiget forventning

GældendeVersion 2014-05-16
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9296@2014-05-16/da

Indhold
  1. Indledning

SU – ansøgningsfrist – specifik uddannelse – berettiget forventning

En studerende skulle tilbagebetale SU, da det udbetalte var udbetalt på baggrund af en ansøgning vedrørende en tidligere uddannelse. Det var ikke muligt at søge tilbagevirkende til den nye uddannelse. I vurderingen af tilbagebetalingskravet skulle indgå, om den studerende havde fået en berettiget forventning om at kunne beholde det modtagne. Ankenævnet fandt, at det ikke var tilfældet.

Din klage vedrørende tilbagebetaling af SU I brev af 22. juli 2013 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelsers (herefter: styrelsen) afgørelse af 1. juli 2013 om tilbagebetaling af SU for en del af støtteåret 2012. Ankenævnets afgørelse Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 1. juli 2013 om tilbagebetaling af SU for en del af støtteåret 2012. Retsgrundlag SU-loven (dagældende lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, nu lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 2. Uddannelsessøgende kan efter ansøgning få uddannelsesstøtte, når de (. . .) 2) er indskrevet på og gennemgår en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte, (. . .) (. . .) § 28. Uddannelsesstøtten udbetales med foreløbige beløb i støtteåret. Uddannelsesstøtten tildeles med endelige beløb efter støtteårets afslutning. (…) § 30. Uddannelsesstøtten tildeles med endelige beløb på grundlag af oplysninger om den uddannelsessøgendes egenindkomst, forældrenes indkomstgrundlag, studieforhold, anden offentlig støtte, bopælsstatus m.v. Stk. 2. Foreløbige beløb, der er udbetalt, men ikke kan tildeles endeligt, skal betales tilbage. (…) Begrundelse Ret til uddannelsesstøtte Retten til uddannelsesstøtte er afhængig af, at man er indskrevet på og gennemgår en uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 2 i SU-loven. En studerende kan endvidere først opnå ret til SU til en uddannelse, når den studerende søger SU til den nærmere bestemte uddannelse. Din ansøgning om SU til uddannelsen på DTU kan således ikke give ret til SU til uddannelsen i Frankrig. Det er endvidere ikke muligt at søge SU med tilbagevirkende kraft. Du havde derfor ikke ret til den udbetalte SU i månederne juli, august og september 2012, som du har modtaget, mens du var under uddannelse i Frankrig, da du på det tidspunkt var ophørt med at gennemgå den uddannelse på DTU, som du havde søgt SU til. Foreløbig og endelig tildeling, berettiget forventning SU udbetales foreløbigt og tildeles først endeligt efter støtteårets afslutning, jf. SU-lovens § 28. Reglen i SU-lovens § 30, stk. 2, om tilbagebetaling af foreløbige beløb, der ikke kan tildeles, gælder uanset en studerendes egen forventning. Udbetalingen af SU giver ikke ret til det udbetalte. I dette tilfælde har støtteåret 2012 imidlertid været afsluttet, da tilbagebetalingskravet vedrørende din SU i juli, august og september 2012 blev fremsat (1. juli 2013). Ved tildelingen efter støtteårets afslutning kan den studerende gå ud fra, at den studerende har ret til den udbetalte SU (med forbehold for, om den studerende kan have haft for stor en egenindkomst i forhold til fribeløbet), jf. SU-lovens § 28. I vurderingen af, om du skal tilbagebetale det for meget udbetalte SU fra 2012, skal derfor også indgå, om du efter afslutningen af støtteåret 2012 havde fået en berettiget forventning om, at du kunne beholde det udbetalte. Du har anført, at du har haft en forventning om at have haft ret til det modtagne. Ankenævnet finder ikke, at din forventning om at kunne beholde den udbetalte SU har været berettiget, idet der ikke er grundlag for at antage, at du kan have været uvidende om, at du havde afsluttet din uddannelse på DTU. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at du skulle have været vejledt om, at din uddannelse på DTU ikke var afsluttet, og at uddannelsen i Frankrig var en del af fortsat uddannelse på DTU. Ankenævnet har derfor ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen om tilbagebetaling af for meget modtaget SU. Sagsfremstilling Styrelsen har ved brev af 1. juli 2013 meddelt dig, at du skal tilbagebetale noget af den SU, som du modtog i støtteåret 2012. Det fremgår af afgørelsen, at din uddannelse er afbrudt i juni 2012, og at du derfor ikke har ret til SU efter denne dato. Du har i brev af 22. juli 2013 (sendt til Danmarks Tekniske Universitet, DTU) klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at du har været studerende, mens du modtog SU, at du har færdiggjort en master i Frankrig på [institutionsnavn udeladt], som er godkendt til SU, og at uddannelsen er betalt af staten. Du har henvist til, at du har været vejledt om, at den franske masteruddannelse gælder som et led af den danske uddannelse. DTU har i e-mail af 29. juli 2013 meddelt dig, at din SU på grund af en teknisk fejl ikke stoppede automatisk i juli 2012, da du afsluttede din uddannelse. Kravet blev derfor først opdaget i juni 2013. DTU har i brev af 29. juli 2013 videresendt sagen til styrelsen og oplyst, at afbrudskravet gælder for månederne juli, august og september 2012, og at du afsluttede din uddannelse på DTU som [udeladt] den 30. juni 2012 med sidste eksamen den 27. juni 2012. Du har henvist til, at du efterfølgende har studeret i Frankrig, og at denne uddannelse er et led i en dansk uddannelse. Da du har færdiggjort uddannelsen DTU Diplom i juni 2012 og ikke er indskrevet på DTU Diplom i perioden for opholdet i Frankrig, anser DTU det ikke som et led i uddannelsen som [udeladt]. Du har i brev af 5. august 2013 anført, at du i den tid, hvor du modtog SU har været studerende på en uddannelse, som lever op til kravene for at få SU, at uddannelsen på [institutionsnavn udeladt] er godkendt af styrelsen, og at uddannelsen er betalt af staten. Du har anført, at du var i god tro, da din SU fortsatte med at blive udbetalt, og at du ikke blev gjort bekendt med, at du var blevet udskrevet af Ingeniørhøjskolen. Styrelsen har ved brev af 12. august 2013 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet. Styrelsen har henvist til, at du afsluttede din uddannelse som eksportingeniør den 30. juni 2012, og at du ikke har søgt SU til masteruddannelsen i Frankrig. Uddannelsen i Frankrig er ikke et led i den danske uddannelse til [udeladt], da denne uddannelse var afsluttet. Ankenævnet har ved brev af 13. august 2013 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Du har i brev af 27. august 2013 anført, at du har studeret på en uddannelse, som lever op til kravene for SU, og at du blot har søgt SU fra det forkerte universitet. Du har anført, at situationen er opstået grundet misvisende vejledning og softwarefejl hos DTU. Du har anført, at du har handlet efter vejledning fra SU Udland, idet du har været vejledt om, at masteruddannelsen fungerede som et led af den danske uddannelse, da der bl.a. er meritoverførsler mellem de to uddannelser, og at du derfor var i god tro.

Versioner

  1. 2014-05-16