SVU– Ansøgningstidspunkt – tilbagevirkende kraft – undskyldelige omstændigheder
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9334@2014-05-28/da
Indhold
SVU– Ansøgningstidspunkt – tilbagevirkende kraft – undskyldelige omstændigheder
Ansøger kunne først modtage SVU fra ansøgningens indgivelse og ikke allerede fra uddannelsens start, da nævnet ikke vurderede, at det var undskyldeligt, at der først var søgt efter uddannelsens start.
Din klage vedrørende afslag på dispensation for ansøgningsfristen for statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) I brev af 8. april 2013 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøttes afgørelse af 22. marts 2013. Ankenævnets afgørelse Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 22. marts 2013, således du først tildeles SVU fra den 11. februar 2013. Retsgrundlag SVU-bekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 767 af 25. juni 2010) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 17. Styrelsen tildeler SVU, herunder til deltagerbetaling, efter ansøgning, jf. § 37, stk. 3. Stk. 2. Den uddannelsessøgende afleverer ansøgningen til en SVU-administrator, jf. § 1, stk. 4. (…)SVU-administrator videresender ansøgningen til styrelsen senest 8 dage efter, at en tilstrækkeligt udfyldt ansøgning er modtaget. (…). § 21. SVU ydes tidligst fra den dag, hvor den uddannelsessøgende begynder på uddannelsen, og tidligst fra udgangen af den kalenderuge, hvor den uddannelsessøgende fylder 25 eller 20 år, jf. § 2, stk. 1 og 2. Stk. 2. Er ansøgningen ikke modtaget hos SVU-administrator, jf. § 17, stk. 2, senest den dag, hvor den uddannelsessøgende begynder på uddannelsen, ydes støtte fra udgangen af den kalenderuge, hvori ansøgningen er modtaget. Stk. 3. Uanset stk. 2 kan støtte ydes fra den dag, hvor den uddannelsessøgende begynder på uddannelsen, hvis den part, der skal have støtten udbetalt, kan godtgøre, at forsinkelsen ikke skyldes vedkommendes forhold. Begrundelse Efter SVU-bekendtgørelsens § 21, stk. 3, påhviler det modtageren af SVU at godtgøre, at forsinkelsen ved indsendelse af ansøgning ikke skyldes støttemodtagerens forhold. Ankenævnet finder ikke, at du har godtgjort dette. Ankenævnet finder ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at du oplyser, at forsinkelsen skyldes manglende information fra din fagforening, tillidsmand og uddannelsesstedet og din manglende viden om og kendskab til reglerne. Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det efter SVU-bekendtgørelsens § 17, stk. 2, påhviler den uddannelsessøgende at indlevere ansøgningen til en SVU-administrator, og at ansøgningen først er modtaget hos [navn], der er SVU-administrator, den 6. februar 2013. Sagsfremstilling Det fremgår blandt andet af din ansøgning om SVU, som du har dateret den 5. februar 2013, at den skal dække perioden fra den 9. januar 2013 til den 17. maj 2013. Det fremgår endvidere af ansøgningen, at den er modtaget hos SVU-administrator den 6. februar 2013. Det fremgår endeligt af ansøgningen, at det er dig, der skal modtage SVU’en. Ansøgningen var vedlagt en orlovsaftale fra [navn] Kommune og et forklarende brev. Ved brev af 22. marts 2013 meddelte styrelsen dig, at du først kunne modtage SVU fra den 11. februar 2013 under henvisning til, at ansøgningen var modtaget for sent. Ved brev af 8. april 2013 har du klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger over styrelsens afgørelse af 22. marts 2013 og blandt andet til støtte for klagen anført, at forsinkelsen skyldes manglende information fra din fagforening, tillidsmand og uddannelsesstedet og din manglende kendskab til reglerne. Styrelsen har i brev af 23. juli 2013 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet. Det fremgår blandt andet af udtalelsen, at det er den studerendes eget ansvar at udfylde og aflevere ansøgningen til en SVU-administrator, og at det fremgår af ansøgningen, at den først er modtaget af SVU-administrator den 6. februar 2013, hvorfor der først kan tildeles SVU fra den 11. februar 2013. Styrelsen finder ikke, at manglende kendskab til reglerne kan bevirke, at der ses bort fra ansøgningsfristen. Ankenævnet har ved brev af 12. august 2013 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.