SU - tilbagebetaling - bopæl - dokumentation
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9335@2014-05-28/da
Indhold
SU - tilbagebetaling - bopæl - dokumentation
En studerende havde efter en samlet vurdering ikke indsendt tilstrækkelig dokumentation for at have været udeboende i en periode.
Din klage vedrørende SU med hjemme- eller udeboendesats I brev af 3. april 2012 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøttes (herefter: styrelsen) afgørelse af 14. marts 2012 om tilbagebetaling af udeboendesatsen for perioderne april 2009 til juni 2010 og september 2010 til marts 2012. Ankenævnets afgørelse Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 14. marts 2012 om tilbagebetaling af udeboendesatsen for perioderne april 2009 til juni 2010 og september 2010 til marts 2012. Begrundelse SU-loven (lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 8. […] Stk. 3. En uddannelsessøgende får stipendium med udeboendesats, når den uddannelsessøgende dokumenterer at være udeboende [. . . ] Stk. 4. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, 1) hvornår en uddannelsessøgende betragtes som hjemmeboende og som udeboende, og […] SU-bekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 455 af 08. juni 2009, nu bekendtgørelse nr. 1269 af 17. december 2012) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 8. Uddannelsessøgende får stipendium med hjemmeboendesats, når de er hjemmeboende, og stipendium med udeboendesats, når de er udeboende, jf. dog § 9. En uddannelsessøgende betragtes som hjemmeboende, hvis 1) den uddannelsessøgende i folkeregisteret står tilmeldt den ene eller begge forældres adresse, eller 2) den uddannelsessøgende, uanset hvilken adresse den uddannelsessøgende står tilmeldt i folkeregisteret, ud over ferier og søn- og helligdage jævnligt bor hos forældrene eller den ene af dem. […] Stk. 3. En uddannelsessøgende skal ved skøde, købsaftale, lejekontrakt og huslejekvittering eller logiværterklæring kunne dokumentere at være udeboende i perioder, hvor den uddannelsessøgende modtager eller har modtaget stipendium med udeboendesats. […] Følgende fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 103 af 6. december 1989: "For at imødegå misbrug er det i bestemmelsen fastsat, at udgangspunktet for stipendietildelingen er laveste sats, dvs. den hidtidige sats for hjemmeboende uddannelsessøgende. Kun hvis det er godtgjort over for styrelsen, at den uddannelsessøgende faktisk er udeboende, kan der tildeles med højeste sats. Det er herved forudsat, at folkeregisterattest ikke vil være tilstrækkelig dokumentation for bopælsstatus. De uddannelsessøgende vil blive afkrævet underskrevet erklæring om bopælsstatus, og de vil yderligere kunne afkræves dokumentation herfor, f.eks. ved forevisning af kvitteringer for betalt husleje, terminsydelser, boligafgift el. lign." Ifølge SU-bekendtgørelsens § 8, stk. 1, er en uddannelsessøgende hjemmeboende, når vedkommende i folkeregisteret står tilmeldt samme adresse som sine forældre (eller den ene af dem), eller når den uddannelsessøgende jævnligt bor hos forældrene (eller den ene af dem). En studerende anses herefter for udeboende, når den studerende har folkeregisteradresse et andet sted end sine forældre, og dokumenterer faktisk at være udeboende. Oversigt over dine adresseforhold i CPR-registeret m.m. i den periode sagen vedrører: Bopælsattest Du har indsendt to bopælsattester til styrelsen for at dokumentere, at du faktisk har været udeboende. Nævnet bemærker hertil, at en bopælsattest er et udskrift fra CPR-registeret, som viser, hvilke adresser du har oplyst til kommunen, at du bor på. En bopælsattest kan derfor ikke dokumentere, hvor du faktisk har boet, jf. ligeledes bemærkningerne til lovforslag L 103 af 6. december 1989. Vedr. din bopæl i perioden 15.03.2009 - 25.01.2011, [adresse udeladt] For at dokumentere, at du faktisk har været udeboende og boet på [adresse udeladt] i ovenstående periode, har du indsendt en lejekontrakt underskrevet 15. marts 2009 med tilhørende aftale vedrørende betaling af husleje på kr. 2.300,-. Nævnet bemærker, at du ikke har dokumenteret, at du har betalt den i kontrakten aftalte husleje, hverken ved kvitteringer, kontoudskrift eller på anden vis. Vedr. din bopæl i perioden 25.01.2011 - 29.08.2011, [adresse udeladt] For at dokumentere, at du har boet på [adresse udeladt] i ovenstående periode, har du indsendt en lejekontrakt underskrevet 25. januar 2011 med tilhørende aftale vedrørende betaling af husleje på kr. 600,- pr. måned. Af CPR-registeret fremgår det, at en pige på din alder (datter i familien på [adresse udeladt]), flytter adresse til dine forældres adresse 10 dage før, du registreres på hendes forældres adresse. Dette fremgår ligeledes af SKAT’s udtalelse og er baggrunden for SKAT’s mistanke om proforma-flytning. Du har i din klage anført, at du flyttede til denne adresse, fordi din veninde boede der, og at du delte et værelse med hende. Nævnet bemærker, at du ej heller for dette lejeforhold har dokumenteret at have betalt nogen form for husleje på trods af aftalen herom i lejekontrakten, og at du ej heller vedrørende denne adresse har indsendt anden form for dokumentation eller yderligere forklaring vedrørende bopælsforholdet. Vedr. din bopæl i perioden 29.08.2011 - 16.03.2012, [adresse udeladt] For at dokumentere, at du har boet på [adresse udeladt] i ovenstående periode, har du indsendt en lejekontrakt vedrørende leje af et værelse, hvoraf det fremgår, at du skal betale kr. 2.500,- i husleje pr. måned. Det fremgår, at udlejer [navn udeladt] har underskrevet kontrakten den 2. september 2011, og at du har underskrevet kontrakten 2. september 2012. Da du den 29. august 2011 flytter din adresse til [adresse udeladt] og skriver under på en lejekontrakt angående leje af et værelse mod betaling af kr. 2.500,- pr. måned, har du et par måneder inden modtaget styrelsens brev, hvori du bliver bedt om at dokumentere, at du faktisk er udeboende. I brev af 22. juni 2011 oplyses du om, at styrelsen ikke anser en lejekontrakt for tilstrækkelig dokumentation, og du bliver specifikt bedt om at indsende huslejekvittering eller logiværterklæring. Du ved således på dette tidspunkt, at styrelsen finder, at kontrakten alene ikke er tilstrækkelig dokumentation, og at du vil blive afkrævet dokumentation i form af for eksempel bl.a. huslejekvittering. Nævnet bemærker således, at du på trods af denne viden ikke sikrer dig dokumentation for dit nye bopælsforhold på [adresse udeladt] i form af for eksempel kvitteringer for, at du betaler den aftalte husleje på kr. 2.500,- pr. måned. Nævnet bemærker, at dette forhold sammenholdt med, at du udelukkende har indsendt lejekontrakten som dokumentation, ikke tegner et billede af, at du faktisk har boet på adressen i perioden. Samlet vurdering vedr. perioderne Nævnet finder ud fra en samlet vurdering af den indsendte dokumentation, din forklaring i din klage og sagens øvrige oplysninger, at du ikke har dokumenteret, at du faktisk har været udeboende i perioderne april 2009 til juni 2010 og september 2010 til marts 2012. Partshøring Nævnet bemærker, at styrelsen ikke har oplyst dig om grundlaget for bopælskontrollen og den konkrete mistanke i SKAT’s henvendelse, og at du derfor først er blevet bekendt med denne, da ankenævnet sender dig sagens akter i brev af 18. juli 2012. Du har derfor haft lejlighed til at komme med dine bemærkninger til sagens akter, herunder SKAT’s mistanke. Du har ikke indsendt yderligere, efter at du blev partshørt. Sagsfremstilling I e-mail af 31. marts 2011 oplyser SKAT, [udeladt], at de har mistanke om snyd med SU på baggrund af oplysninger om adresseforhold. SKAT oplyser, at du i perioden 15.03.2009 – 25.01.2011 er registreret på adressen [adresse udeladt], og da du flytter ind, bor der i forvejen 2 voksne og 2 børn og yderligere andre personer på adressen, og at du fra 25.01.2011 flytter til [adresse udeladt], og at der her bor en datter til familien på adressen, som næsten samtidigt flytter sin adresse til dine forældre, til hvilket SKAT noterer, at to forældrepar ”bytter” børn. Ved brev af 19. maj 2011 anmodede styrelsen dig om at indsende dokumentation for din bopælsstatus som udeboende i perioderne april 2009 til juni 2010 og september 2010 til maj 2011. Det fremgik af styrelsens brev, at dokumentationen skulle bestå af en kopi af skøde, købsaftale, lejekontrakt og huslejekvittering eller logiværterklæring. Du har i brev af ukendt dato fremsendt [navn udeladt] lejekontrakt vedrørende boligen på adressen [adresse udeladt]. Det fremgår af denne, at lejligheden er 99 m 2 med 3+1 beboelsesrum, og at den månedlige leje er kr. 5.200,-. Styrelsen har i brev af 22. juni 2011 meddelt dig, at de har modtaget [navn udeladt] lejekontrakt, og at de ikke finder det tilstrækkeligt dokumenteret, at du har været udeboende i perioderne april 2009 til juni 2010 og september 2010 til maj 2011. Styrelsen beder dig sende yderligere dokumentation i form af huslejekvitteringer eller logiværterklæring. Du har fremsendt en bopælsattest af 1. juli 2011, som er modtaget 5. juli 2011. Af bopælsattesten fremgår, hvilke adresser du har været registreret på i CPR-registeret i perioden 1. juni 2006 og frem til juli 2011: 25.01.2011 - [adresse udeladt] 15.03.2009 - 25.01.2011[adresse udeladt] 01.06.2006 - 15.03.2009 [adresse udeladt] I et medfølgende brev anfører du, at borgerservice har oplyst dig om, at man ikke kan få en erklæring, der viser, hvem der flytter til og fra en bolig, og at de derfor gav dig en bopælsattest. Styrelsen har i brev af 10. januar 2012 meddelt dig, at de har modtaget din bopælsattest, og at de ikke finder det tilstrækkeligt dokumenteret, at du har været udeboende i perioderne april 2009 til juni 2010 og september 2010 til januar 2012. Styrelsen ændrer din bopælsstatus fra udeboende til hjemmeboende for de to perioder, og oplyser dig yderligere om, at du vil modtage krav om tilbagebetaling af for meget modtaget SU. Det fremgår af bopælsattest af 6. februar 2012, hvilke adresser du har været registeret i CPR-registeret på i perioden 15. marts 2009 til februar 2012. Du har i brev af 6. februar 2012 fremsendt til styrelsen: Lejekontrakt vedrørende leje af et værelse på [adresse udeladt] med start 15. marts 2009 med tilhørende aftale vedrørende betaling af husleje på kr. 2.300,-, underskrevet 15. marts 2009 samt Lejekontrakt vedrørende leje af et værelse på [adresse udeladt] med start 25. januar 2011 med tilhørende aftale om betaling af husleje på kr. 600,- pr. måned, underskrevet 25. januar 2011 Lejekontrakt vedrørende leje af et værelse på [adresse udeladt] med start 1. september 2011, det fremgår, at du skal betale kr. 2.500,- i husleje pr. måned. Det fremgår, at udlejer [navn udeladt] har underskrevet kontrakten den 2. september 2011, og du at har underskrevet 2. september 2012. Bopælsattest af 6. februar 2012, hvor af bl.a. fremgår, at du er flyttet fra [adresse udeladt] til [adresse udeladt], den 29. august 2011. Styrelsen har i brev af 14. marts 2012 meddelt dig, at de har modtaget tre lejekontrakter samt bopælsattesten af 6. februar 2012, og at styrelsen finder, at du ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret, at du har været udeboende i perioderne april 2009 – juni 2010 og fra september 2010. Styrelsen meddeler dig, at de fastholder afgørelsen af 10. januar 2012 om, at du skal tilbagebetale for meget modtaget SU. Du har i brev af 3. april 2012 klaget til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten og bl.a. anført, at du ikke kunne bo hjemme i din gymnasietid på grund af problemer i forholdet til din mor, og at du derfor flyttede til [adresse udeladt]. Du anfører, at din mor fortsat krævede meget af dig, da du var færdig med gymnasiet, og derfor valgte du at flytte ind hos en veninde og dele et værelse med hende på [adresse udeladt] efter dit ophold på [adresse udeladt]. Du oplyser, at du derefter flyttede til [adresse udeladt], hvor du havde planlagt at bo, indtil du havde færdiggjort dit studie. Da du imidlertid ikke syntes, at du fik gavn af at bo på [adresse udeladt] i forhold til dit studie, anfører du, at planen da var, at du skulle flytte hjem sommeren 2012, men at du dog flyttede hjem til dine forældre tidligere end forventet [ ifølge CPR flyttede du din adresse hjem til dine forældre 16. marts 2012 ]. Du har yderligere vedlagt kopi af lejekontrakterne samt interne skriftlige aftaler vedrørende husleje for dine to første adresser. Styrelsen har i brev af 9. juli 2012 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet. Det fremgår, at styrelsen ud fra en samlet vurdering finder, at du ikke har opfyldt dokumentationskravet i SU-bekendtgørelsens § 8, stk. 3. Styrelsen har særligt hæftet sig ved, at du ikke har fremlagt dokumentation i form af huslejekvitteringer, når det fremgår af lejekontrakterne, at det er aftalt, at du skal betale husleje månedsvist. Yderligere fremgår det, at styrelsen endvidere har bemærket, at du i klagen har anført, at der ikke har været etableret nogen former for aftale vedrørende betaling for værelset på [adresse udeladt], til trods for at du har indsendt en lejekontrakt, hvoraf fremgår, at du skal betale kr. 2.500,- om måneden. Ankenævnet har ved brev af 18. juli 2012 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning. Ankenævnet har ved brev af 30. august 2013 fremsendt kopi af oplysningerne fra CPR-registeret, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.