SU – tilbagebetaling – periodisering – selvstændig erhvervsvirksomhed
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9342@2014-05-28/da
Indhold
SU – tilbagebetaling – periodisering – selvstændig erhvervsvirksomhed
Indtægt fra selvstændig erhvervsvirksomhed skulle ikke periodiseres, da virksomheden var startet efter uddannelsens ophør, og faktureringer ligeledes vedrørte perioden efter uddannelsens ophør.
Din klage vedrørende tilbagebetaling af SU I brev af 26. september 2011 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelsers (herefter: styrelsen) afgørelse af 16. september 2011 om tilbagebetaling af SU for støtteåret 2010. Ankenævnets afgørelse Nævnet ændrer styrelsens afgørelse af 16. september 2011 om tilbagebetaling af SU for støtteåret 2010 således, at indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, der entydigt og klart kan henføres til en bestemt periode, der ligger efter studieophør, ikke skal indgå ved opgørelsen af den periodiserede egenindkomst. Retsgrundlag SU-loven (dagældende lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, nu lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 22. Uddannelsesstøtten i et støtteår nedsættes ved den endelige tildeling for dette år, hvis den uddannelsessøgendes egenindkomst i støtteåret, jf. § 23, overstiger et beløb, der er summen af de månedlige fribeløb i støtteåret, jf. § 24 og § 25, stk. 6, (årsfribeløbet). (. . .) § 22 a. Uddannelsesstøtten i et støtteår for uddannelsessøgende, der begynder på eller afslutter en uddannelse i løbet af et støtteår og er omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 3, nr. 2, nedsættes kun ved den endelige tildeling for dette år, hvis 1) den uddannelsessøgendes egenindkomst i de måneder i støtteåret, hvor den uddannelsessøgende er under uddannelse (uddannelsesperioden), overstiger summen af de månedlige fribeløb i samme periode (uddannelsesfribeløbet) og 2) nedsættelsen af uddannelsesstøtten efter denne bestemmelse er til fordel for den uddannelsessøgende. (. . .) § 23. Den uddannelsessøgendes egenindkomst opgøres for hele støtteåret uanset støtteperiodens længde, jf. dog § 22 a. Stk. 2. Egenindkomsten er enhver positiv indkomst, der henføres til eller indgår i den personlige indkomst, kapitalindkomsten og aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2. Stk. 3. I egenindkomsten fradrages 1) stipendium efter afsnit I i denne lov, 2) godtgørelse efter § 9 i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., 3) arbejdsmarkedsbidrag, der fragår ved opgørelse af den skattepligtige indkomst efter ligningslovens § 8 M, og 4) tilskrevne renter af beløb, der er opsparet den 31. december 1993 på en uddannelseskonto efter lov om uddannelsesopsparing og ikke senere er hævet. Det opsparede beløb omfatter renter, der er tilskrevet senest den 31. december 1993. Stk. 4. Styrelsen kan i enkelte tilfælde godkende andre særlige fradrag i egenindkomsten. (. . .) § 28. Uddannelsesstøtten udbetales med foreløbige beløb i støtteåret. Uddannelsesstøtten tildeles med endelige beløb efter støtteårets afslutning. (. . .) SU-bekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 455 af 08. juni 2009, nu bekendtgørelse nr. 1269 af 17. december 2012) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 43. Den endelige tildeling af uddannelsesstøtte for et støtteår kan ske efter lovens § 22 a, hvis 1) den uddannelsessøgendes uddannelsesperiode, jf. stk. 2, ikke omfatter månederne januar eller december i det pågældende støtteår, eller 2) den uddannelsessøgende er uden for uddannelse i mindst 4 sammenhængende kalendermåneder i det pågældende støtteår. Stk. 2. Uddannelsesperioden er de kalendermåneder i støtteåret, hvor den uddannelsessøgende er indskrevet på en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte, jf. kapitel 2, §§ 54-59 og lovens kapitel 2. Stk. 3. Egenindkomsten, jf. lovens § 23, stk. 2 og 3, beregnes i de i stk. 1 nævnte tilfælde i uddannelsesperioden således: 1) Indkomst for en lønperiode, som de indberetningspligtige har indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, og som ligger inden for uddannelsesperioden, jf. stk. 2, medregnes i egenindkomsten. Ligger en del af lønperioden uden for uddannelsesperioden, fordeles indkomsten ligeligt på kalenderdagene i lønperioden, så kun indkomst i kalenderdagene inden for uddannelsesperioden medregnes i egenindkomsten. 2) Indkomst, der ikke fremgår af indkomstregisteret, fordeles ligeligt på kalendermånederne i det støtteår, hvor indkomsten er skattepligtig, uanset om indkomstoplysningerne er indberetningspligtige efter lov om et indkomstregister, hvorefter kun indkomst i kalendermånederne inden for uddannelsesperioden medregnes i egenindkomsten. Stk. 4. Styrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra opgørelsen af egenindkomsten efter stk. 3, nr. 2, hvis den uddannelsessøgende ellers ville blive stillet urimeligt ringe. (. . .) Begrundelse SU-lovens udgangspunkt er, at studerende skal tilbagebetale SU, hvis deres egenindkomst overstiger deres årsfribeløb, jf. § 30, stk. 2, jf. § 22 i SU-loven. Udgangspunktet fraviges dog i de tilfælde, hvor den studerende er startet på eller har afsluttet en uddannelse i løbet af året, og hvor en periodisering af egenindkomsten og fribeløbet er til den studerendes fordel, jf. § 43 i SU-bekendtgørelsen, jf. § 22a i SU-loven. Du opfylder betingelsen for periodisering af indkomsten, da du har været uden for uddannelse i perioden juli til december 2010. Egenindkomsten er enhver positiv indkomst, der henføres til eller indgår i den personlige indkomst, jf. § 23, stk. 2 i SU-loven. Når der foretages en periodiseret opgørelse, jf. § 22 a i SU-loven, beregnes egenindkomsten ved, at indkomst for en lønperiode, som de indberetningspligtige har indberettet til indkomstregisteret, og som ligger inden for uddannelsesperioden, medregnes i egenindkomsten, jf. § 43, stk. 3, nr. 1, i SU-bekendtgørelsen. Indkomst, der ikke indberettes til eIndkomst, fordeles forholdsmæssigt ud over årets måneder. Da du var under uddannelse fra januar til juni 2010, indgår seks tolvtedele af indkomsten, der er skattepligtig i året, men som ikke indberettes til eIndkomst, i beregningen af den periodiserede egenindkomst, herunder indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed. Både beregningerne efter de almindelige regler, samt beregningerne efter reglerne for periodisering bevirker, at du skal tilbagebetale en del af SU, som du har modtaget i 2010. Ankenævnet bemærker, at SU-lovens tilbagebetalingsregler er objektive. Dine subjektive forhold kan derfor ikke ændre på, at du skal tilbagebetale SU efter SU-loven. Dvs. at selvom du har været i god tro, så skal du stadig tilbagebetale SU. Styrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra opgørelsen af egenindkomsten efter § 43, stk. 3, nr. 2, hvis den uddannelsessøgende ellers ville blive stillet urimeligt ringe, jf. SU-bekendtgørelsens § 43, stk. 4. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at indtægter så som aktieindkomst, kapitalindkomst og visse typer indtægter fra selvstændig virksomhed, der ikke periodiseres og ikke udbetales for en specifik periode eller kun for en periode, der dækker et helt skatteår, deles i 12 og henføres til hver enkelt kalendermåned. Det fremgår, at hvis der tages udgangspunkt i den kalendermåned, hvor beløbet beskattes, vil det have store økonomiske konsekvenser for den uddannelsessøgende, om indkomsten – fx en aktieindtægt – beskattes i eller uden for uddannelsesperioden. Ankenævnet finder efter en konkret vurdering imidlertid, at din indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, der klart og entydigt kan henføres til en bestemt periode, der ligger efter studieophør, ikke skal indgå ved opgørelsen af den periodiserede egenindkomst. Ankenævnet finder således, at du vil blive urimeligt ringe stillet, såfremt den del af indkomsten fra selvstændig erhvervsvirksomhed, der er faktureret efter studieophør medregnes i din periodiserede egenindkomst. Ankenævnet ændrer styrelsens afgørelse af 16. september 2011 om tilbagebetaling af SU for støtteåret 2010 således, at indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, der entydigt og klart kan henføres til en bestemt periode, der ligger efter studieophør, ikke skal indgå ved opgørelsen af den periodiserede egenindkomst. Ankenævnet vurderer på baggrund af oplysninger fra CVR-registret om, at den selvstændige erhvervsvirksomhed er påbegyndt den 6. juli 2010 og de fremsendte kontoudskrifter, at indtægter, der er faktureret fra den 12. august 2010 og fremefter ikke skal indgå i opgørelsen af den periodiserede egenindkomst. Sagsfremstilling Det fremgår af CVR-registret, at din selvstændige erhvervsvirksomhed [navn] er startet den 6. juli 2010. Styrelsen har ved brev af 16. september 2011 meddelt, at du skal tilbagebetale noget af den SU, som du modtog i 2010, da din egenindkomst og din periodiserede egenindkomst oversteg dit fribeløb. Du har i brev og mail af 26. september 2011 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at din selvstændige erhvervsvirksomhed først er startet i juli 2010 efter studiets ophør. Styrelsen har ved brev af 27. januar 2012 oplyst, at de fastholder afgørelsen af 16. september 2011. Styrelsen har til støtte herfor blandt andet anført, at styrelsen ikke finder grundlag for at dispensere fra udgangspunktet om, at indtægter, der ikke er indberettet til indkomstregistret, skal periodiseres over hele året. Styrelsen oplyser i den forbindelse, at en udskrift for CVR om virksomhedens start ikke er fyldestgørende dokumentation, da dit virksomhedsoverskud kan være et samlet resultat for flere virksomheder. Ved brev af 22. februar 2012 har du fastholdt klagen. Brevet var vedlagt lønsedler, kontoudskrift fra virksomheden og din årsopgørelse fra 2010. Det fremgår blandt andet af kontoudskrifterne, at der først er gået indtægter ind i virksomheden fra den 12. august 2010, og at virksomhedens overskud i perioden efter studieophør svarer til resultatet på årsopgørelsen for 2010. Ved mail af 28. februar 2012 anmoder du styrelsen om bekræftelse på modtagelse af den fastholdte klage, hvilket bekræftes af styrelsen. Styrelsen har i brev af 8. august 2013 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet og blandt andet henvist til, at det kun er udbetalingsdatoen og ikke optjeningsperioden for indkomsten i den selvstændige erhvervsvirksomhed, der kan dokumenteres. Ankenævnet har ved brev af 13. august 2013 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.