SU – Udlandsstipendium – Hel kandidatuddannelse – afstigningstrin mellem bachelor- og kandidatuddannelse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9345@2014-05-28/da
Indhold
SU – Udlandsstipendium – Hel kandidatuddannelse – afstigningstrin mellem bachelor- og kandidatuddannelse
Ansøger kunne ikke få udlandsstipendium til sin uddannelse i England, selv om det faglige indhold af uddannelsen var på kandidatniveau, da uddannelsen ikke var opdelt med et afstigningstin mellem bacheloruddannelsen og kandidatuddannelsen men tilrettelagt som en samlet 5-årig uddannelse.
Din klage vedrørende afslag på udlandsstipendium I brev af 19. december 2012 har du på vegne af [ansøger] klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelser (herefter: styrelsen) afgørelse af 23. november 2012 om afslag på udlandsstipendium til [ansøgers] 5-årige uddannelse. Ankenævnets afgørelse Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 23. november 2012 om, at [ansøger] ikke er berettiget til udlandsstipendium. Retsgrundlag SU-loven (lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 46 a. Uddannelsessøgende kan efter ansøgning få udlandsstipendium som tilskud til betaling af studieafgift til en uddannelsesinstitution i udlandet, hvis de har ret til uddannelsesstøtte til 1) studieophold i udlandet som led i en dansk videregående uddannelse efter regler fastsat i medfør af § 3, stk. 6, eller 2) en hel videregående uddannelse på kandidatniveau i udlandet efter regler fastsat i medfør af § 4, stk. 1. (…) § 46 h. (…) Afgørelser som styrelsen har truffet efter § 46 a, stk. 1, § 46 d, stk. 3, og § 46 e, stk. 3 og 4, og regler fastsat i medfør heraf, kan dog indbringes for Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger efter bestemmelserne i lov om Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger. Bemærkninger til lovforslag til SU-loven (lov nr. 565 af 06/06/2007) indeholdende bl.a. følgende bemærkninger (uddrag): (…) Det foreslås, at studerende, der har ret til SU til en videregående uddannelse på kandidatniveau i udlandet, ligeledes kan få udlandsstipendium til en uddannelse af op til 2 års varighed. En uddannelse på kandidatniveau skal som det er tilfældet i Danmark være normeret til 120 ECTS-point, for at kunne berettige til udlandsstipendium. Baggrunden for dette er et ønske om, at understøtte Bologna-processens mål om en fælles europæisk uddannelsesstruktur (3+2), hvilket også er kommet til udtryk i universitetsloven. (…) Bemærkninger til lovforslag til universitetsloven (lovbekendtgørelse nr. 367 af 25/032013) indeholdende bl.a. følgende bemærkninger (uddrag): (…) Lovforslaget fastslår, at uddannelsesstrukturen, hvor det ikke allerede er sket, skal omlægges med henblik på at sikre en reel implementering af 3+2 strukturen med tre-årige bacheloruddannelser efterfulgt af toårige kandidatuddannelser. Lovforslaget imødekommer Bologna-erklæringens præmisser om uddannelsernes og uddannelsessystemets opbygning. (…) Bekendtgørelse til SU-loven (nr. 1408 af 07/12/2007) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 82. Styrelsen udarbejder en liste over, hvilke hele videregående uddannelser på kandidatniveau på udenlandske uddannelsesinstitutioner, jf. lovens § 46 a, der kan gives udlandsstipendium til. Listen offentliggøres på styrelsens hjemmeside på adressen www.su.dk (…) § 86. (…) Den uddannelsessøgende skal sende ansøgning om udlandsstipendium til en hel kandidatuddannelse i udlandet til styrelsen. Stk. 2. Styrelsen træffer afgørelse om tildeling af udlandsstipendium til hele kandidatuddannelser i udlandet, herunder om den uddannelsessøgende på tidspunktet for uddannelsens start har et tilstrækkeligt antal klip eller slutlånsrater til rådighed til at få tildelt udlandsstipendium, jf. lovens § 46 d, stk. 3, samt om størrelsen på udlandsstipendiet, jf. § 89. Begrundelse [Ansøger] har søgt om udlandsstipendium til de sidste 2 år af sin samlede 5-årige uddannelse i England. Udlandsstipendium kan tildeles til en hel videregående uddannelse på kandidatniveau i udlandet, jf. SU-lovens § 46a, stk. 1, nr. 2. Det fremgår af attest af 13. december 2012 fra [Universitetet], udskrift vedrørende uddannelsen fra [Universitets] hjemmeside og af ansøgningsskema om udlandsstipendium, at [ansøgers] uddannelse er af 5 års varighed og både dækker fag på bachelor- og masterniveau. Det fremgår videre, at uddannelsen af [Universitetet] er indplaceret på undergraduate niveau. Ankenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte afgørelsen af 23. november 2012. [Ansøger] er dermed ikke berettiget til udlandsstipendium, idet hendes uddannelse ikke kan anses for en hel videregående uddannelse på kandidatniveau. Ankenævnet finder endvidere, at udlandsstipendium tildeles hele videregående uddannelser på kandidatniveau i udlandet og henviser til, at uddannelsen er en 5-årig uddannelse med fag på både bachelor- og masterniveau, samt at fagene på masterniveau er en del af den samlede 5-årige uddannelse. På baggrund heraf finder Ankenævnet ikke, at [ansøgers] uddannelse opfylder kriterierne i SU-loven vedrørende ansøgning om udlandsstipendium til en hel videregående uddannelse på kandidatniveau. Sagsfremstilling [Ansøger] har ved ansøgning af 28. september 2012 søgt om udlandsstipendium til uddannelsen i England. Det fremgår af ansøgningen, at uddannelsen er 5-årig, og at den påbegyndes den 1. oktober 2012 og forventes afsluttet i juni 2017, og at uddannelsens eksamensgrad er en master. Styrelsen har ved brev af 23. november 2012 meddelt [ansøger] afslag på tildeling af udlandsstipendium. Styrelsen henviser til, at uddannelsesgraden (bachelorniveau) ikke berettiger til udenlandsstipendium. Styrelsen har henvist til SU-lovens § 46 a, stk. 1, nr. 2. Du har på vegne af [ansøger] i brev af 19. december 2012 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at [ansøgers] uddannelse er på masterniveau svarende til en dansk kandidatgrad. Det anføres videre, at der alene søges om udlandsstipendium for de sidste 2 år af uddannelsen, der betragtes som masterdelen af uddannelsen. Styrelsen har i brev af 9. april 2013 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet. Styrelsen har i udtalelsen bl.a. oplyst, at [ansøgers] 5-årige uddannelse udbydes som en undergraduate uddannelse, hvoraf dele af de fag der udbydes på uddannelsens sidste 2 år er på masterniveau. Det oplyses videre, at [ansøgers] uddannelse ikke er tilrettelagt som en masteruddannelse, samt at der ikke er et afstigningstrin mellem bachelor- og masterdelen, således at masterdelen ville kunne vurderes som en særskilt hel uddannelse. Det fremgår desuden, at den del af uddannelsen der indeholder fag på masterniveau heller ikke er udbudt som en separat hel uddannelse. Ankenævnet har ved brev af 10. april 2013 fremsendt sagens akter til [ansøger], således at hun havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Du har på [ansøgers] vegne i brev af 10. maj 2013 bl.a. anført, at [ansøger] efter endt uddannelse vil opnå en mastergrad svarende til en dansk kandidatgrad.