Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9348@2014-05-29/da

Indhold

1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00644

Resumé Weekendavisen bragte bl.a. kronikken ”Selv den bedste dokumentation kan fortolkes forkert”, der var kritisk over for en bogudgivelse. Forfatteren til bogen havde selv fået optaget en kronik i avisen og ønskede nu at få endnu en kronik optaget. Det afslog Weekendavisen. Pressenævnet vil ikke kritisere Weekendavisen for at stoppe debatten. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: God presseskik Pressenævnet finder, at der i debatindlæg må tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og reportager, og at læserbrevsdebatten må have vide rammer. Nævnet finder på den baggrund ikke, at Weekendavisen har handlet i strid med god presseskik ved at offentliggøre kronikken ”Selv den bedste dokumentation kan fortolkes forkert” den 7. marts 2014, der fremkom som en reaktion på [Person A]s bogudgivelse, uden at indhente klagers kommentarer hertil. Nævnet har lagt vægt på, at kronikken i det væsentlige indeholder skribentens subjektive vurdering. [Person A] fik den 31. januar 2014 optaget et indlæg, der var et svar på en kronik den 17. januar 2014, og ikke kronikken 7. marts 2014. Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at kritisere, at Weekendavisen i overensstemmelse med den almindelige ret til at redigere mediet valgte ikke at bringe flere indlæg fra klager. Det forhold, at det indlæg, klager ønskede bragt, var svar på den nye kronik af 7. marts 2014, kan ikke føre til andet resultat. Nævnet udtaler ikke kritik. Genmæle Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til det ovenfor anførte, finder nævnet, at kronikken 7. marts 2014 i det væsentlige fremstår som skribentens vurderinger og ikke faktiske oplysninger. [Person A] er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle.

[Person A] har klaget til Pressenævnet over en kronik i Weekendavisen den 7. marts 2014, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling Forudgående omtale Weekendavisen anmeldte den 27. september 2013 [Person A]s bog ”Dødelig medicin og organiseret kriminalitet. Hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsenet” under rubrikken ”Store stygge pharma”. Weekendavisen bragte den 17. januar 2014 PhD i psykofarmakologi og postdoc. Jesper Tobias Andreasens kronik ”Vi ku’ afskaffe al medicin og undgå alle bivirkninger” , der blandt andet omtalte [Person A]s kronik ”Psykiatri på afveje” i Politiken den 6. januar 2014. Kronikken i Weekendavisen var kritisk over for [Person A]s forslag om at afskaffe brugen af psykofarmaka for nogen patienter. Af kronikken fremgår blandt andet følgende: ”[Person A] præsenterede ti udsagn om sindslidelser og psykofarmaka som myter [i Politiken], hvorpå han forsøgte at gendrive disse. Flertallet af de såkaldte myter afspejler imidlertid ikke den gængse opfattelse blandt behandlere og forskere, og således er debatindlæggets udgangspunkt fejlslagent. [Person A]s fremstilling er desuden præget af afgørende faktuelle misforståelser. […] trods det at han hverken er psykiater eller ekspert i psykofarmaka.” Den 31. januar 2014 bragte Weekendavisen professor, dr.med. [Person A]s svar til kronikken under rubrikken ”Brug psykofarmaka mindre og bedre” . I indlægget skriver [Person A] blandt andet: ”Min kronik [i Politiken] er veldokumenteret, blandt andet i min bog Dødelig medicin og organiseret kriminalitet, og jeg har ikke anbefalet en fjernelse af alle psykofarmaka; jeg advokerede for, at vi skal bruge dem langt mindre og bedre. [Person B] klandrer mig for hverken at være psykiater eller ekspert i psykofarmaka. Jeg minder om, at Darwin hverken var biolog eller geolog, men alligevel bidrog markant til disse videnskaber.” Den påklagede kronik Weekendavisen bragte den 7. marts 2014 [Person C]s kronik ”Selv den bedste dokumentation kan fortolkes forkert” . Kronikken havde underrubrikken ”Kronik. Medicin forårsager død, men den forårsager også liv. Derfor er det meningsløst, som [Person A] gør det, alene at vurdere medicin på den dødelige virkning og påstå, at receptpligtig medicin er en menneskeskabt, meget dødelig epidemi. Helt meningsløst bliver det, når han fejllæser statistikker og når frem til stærkt overdrevne tal. Af kronikken fremgår bl.a. følgende: ”[…] [Person A] hævder, at medicin er den tredjehyppigste dødsårsag efter hjertekarsygdomme og kræft. Der sættes trumf på med, at vi lider af »to menneskeskabte epidemier: tobak og receptpligtig medicin, som begge er meget dødelige«. Så medicin er omtrent så slem som kræft og værre end alle kroniske lungesygdomme tilsammen (nuværende nummer tre i dødsårsagsstatistikken). Det lyder voldsomt, er der noget, alle andre har overset? Dokumentationen ligger i nogle få publikationer samt en løselig beregning. Den centrale reference er en norsk undersøgelse, der gennemgik journalerne for samtlige døde på en medicinsk afdeling i to år. Ni procent af alle dødsfald fandtes at være direkte relateret til medicinsk behandling, og yderligere ni procent indirekte relateret. Ganger man op på forskellig vis, får man 200.000 i USAs befolkning, hvilket placerer medicin som den tredjehyppigste dødsårsag. Så vidt så godt. I den norske artikel kan man blandt andet læse om en ældre kvinde, der blev indlagt med lungebetændelse, som hun fik antibiotika for. Dette gav hende en svær tarminfektion, hun udviklede et kompliceret sygdomsforløb og døde nogle dage efter. Denne case er ganske illustrativ for, hvad artiklen beskæftiger sig med, nemlig det, der går galt. Det siges ligeud, at undersøgelsen ikke siger noget om antallet af tabte eller vundne leveår som følge af behandling med medicin. Det siger [Person A] sådan set heller ikke direkte, så på den måde er der ikke noget at udsætte på dokumentationen. Det, der er galt, er at rangordne medicin ved hjælp af den almindelige dødsårsagsstatistik, hvor dødeligheden af en sygdom ganske enkelt måles som antallet af døde i en befolkning på et år. Ingen snak om, hvor meget længere de ville have levet uden sygdommen. Metoden er ret primitiv, men fungerer meget godt for sygdomme, der forkorter livet, og det gør dødelige sygdomme jo klart nok. Sådan er det bare ikke nødvendigvis med dødelig medicin. Lungebetændelse var før antibiotika en dødelig sygdom. Kvinden i ovenstående eksempel fik måske ikke nogen glæde af medicinen, men i det store regnskab vil end ikke [Person A] benægte, at nettogevinsten af antibiotika i form af vundne leveår er meget stor. Alligevel lader [Person A] i rangordningen af, hvor slemt det står til med medicinsk behandling, hendes dødsfald have samme vægt som et kræftdødsfald eller et dødsfald af hjertekarsygdom, uden at tælle noget på positivsiden for hverken hende eller andre. Det kan godt være, dokumentationen er i orden, men fortolkningen er forkert. Nå ja, og så alligevel lidt om dokumentationen. Hos Ebbesen var ni procent af alle dødsfald direkte relateret til medicinsk behandling, og yderligere ni procent indirekte relateret, men i dødsårsagsstatistik kan man kun dø af én årsag. Derfor er det forkert at tage udgangspunkt i 18 procent medicin-relatede dødsfald, det skulle være ni procent, hvilket straks placerer medicin tre trin længere nede ad skalaen (efter cerebrovaskulære sygdomme og ulykker) - uden at fortolkningen dog bliver meningsfuldt af den grund. Det andet centrale budskab i bogen er, at den farmaceutiske industri ikke bare er forbryderisk, men simpelthen den mest forbryderiske af alle. Jeg citerer: »I USA slog big pharma alle andre industrier, hvad angår forbrydelser. De begår tre gange så mange alvorlige eller moderat alvorlige lovovertrædelser som andre firmaer, og denne rekord holder også efter justering for firmaets størrelse.« Der henvises til to bøger uden nærmere angivelse af side eller kapitel. Efter en del læsning fandt jeg følgende: »The pharmaceutical industry had 2,5 times its share of total violations, 3,2 times for serious or moderately serious infractions.« Det ligner jo, men der er den hage ved det, at automobilindustrien lå endnu højere, og at den justering, der er foretaget, ikke angår firmaernes størrelse, men antallet af firmaer, der indgik i undersøgelsen. Det var bare et par eksempler. Så er der [Person A]s helt udokumenterede meninger og påstande. […] Ind imellem vildskuddene bringes veldokumenterede eksempler på lægemidlers skadelige virkninger, og en endeløs række af eksempler på industriens uærlige og uetiske markedsføring. Alt sammen formentlig rigtigt nok, omend ikke nødvendigvis nyt stof. Mit problem er, at jeg har tjekket to af de nye og for bogen centrale påstande og fundet dem begge mere end tvivlsomme. [Person A] blander dokumenterede og udokumenterede påstande på uforudsigelig vis, og for at citere ham en sidste gang: »Vi stoler ikke på en person, som har løjet for os flere gange, selvom han måske taler sandt en gang imellem.« I en bog, der for en stor del handler om vigtigheden af dokumentation, kan tiltroen eroderes af mindre end det. [Person C] (f. 1954) er cand. med. og mangeårig ansat i den farmaceutiske industri. Referencer: […]” [Person A] indsendte efterfølgende et indlæg til Weekend­avisen og anmodede avisen om at bringe det. Da dette indlæg bliver afvist af Weekendavisen, tilrettede han det ad flere omgange, inden han den 14. april 2014 anmode avisen om at bringe indlægget ”Dødelig medicin”. Af indlægget fremgår blandt andet følgende: ”[…] Skov har dog også indvendinger. Han mener ikke, at medicin er den 3. hyppigste dødsårsag, hvilket han bygger på en nærlæsning af en af mine referencer. Jeg bringer imidlertid fem referencer som dokumentation for dette, men egentlig er det ligegyldigt, om medicin er den 3. eller 4. hyppigste dødsårsag, fordi det høje dødstal viser, at vi bruger alt for meget medicin. Skov omtaler en kvinde, der fik antibiotika for lungebetændelse, hvilket gav hende en tarminfektion, som hun døde af. Naturligvis skal vi ikke undlade at behandle lungebetændelse med antibiotika, fordi enkelte dør af bivirkningerne af medicinen. Nettogevinsten i form af vundne leveår er stor for vore antibiotika; det er vi enige om. Men det er heller ikke vore antibiotika, der er årsag til, at så mange dør af deres medicin. Det er især smertestillende gigtmidler og psykofarmaka, og jeg påviser i bogen, at patienterne i mange af disse tilfælde slet ikke havde behøvet medicinen. Gigtmidler giver mange tabte leveår, fordi de bruges meget også af yngre personer, hvoraf mange dør pga. maveblødninger eller blodprop i hjertet. Skov har ganske ret i, at det ville være en bedre analyse at se på tabte eller vundne leveår i stedet for antallet af døde, og at en sådan analyse måske kunne have vist noget andet. […]” Weekendavisen afviste at bringe indlægget den 14. april 2014. Afvisningen er herefter indbragt for Pressenævnet den 19. april 2014. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Person A]s synspunkter [Person A] har anført, at der med kronikken er bragt forkerte oplysninger, der bringer hans faglige anseelse i miskredit på et ikke-eksisterende grundlag. Kronikken angriber klagers bog og anfægter nogle af de kendsgerninger, klager bringer i sin bog. Det er derfor vigtigt, at han som forfatter får lov til at forsvare sig. Når forskere bliver angrebet, har videnskabelige tidsskrifter og aviser en forpligtelse til at give dem lov til at forsvare sig. Denne forpligtelse er skærpet, når angrebet indeholder ting, der bevisligt ikke er korrekte, og som kan tilsmudse de pågældendes offentlige omdømme. Kronikken af 7. marts 2014 i Weekendavisen indeholder flere bevisligt ukorrekte ting. [Person A] har forsøgt at rette sig efter de retningslinjer, Weekendavisens debatredaktør har udstukket for hans debatindlæg. Klager har således flere gange ændret sit indlæg og forsøgt at imødekomme de krav, Weekendavisen stillede. Ændringerne førte dog ikke til, at mediet valgte at offentliggøre klagers indlæg. 2.2 Weekendavisens synspunkter Weekendavisen har anført, at det er mediets opfattelse, at den debat, [Person A] har rejst om medicinalindustrien, er interessant og vedkommende, men at der er grænser for, hvor megen plads avisen kan sætte af til denne debat blandt alle andre debatter. Debatredaktøren er derfor i sin ret til at afslutte en debat, når redaktøren– som i dette tilfælde – vurderer, at der intet nyt bliver bragt frem. Klager har allerede haft lejlighed til at fremføre sine argumenter i avisen, ligesom hans bog generelt har fået megen omtale. Læserne er således allerede bekendt med hans synspunkter, og intet er vundet ved, at han gentager dem. Debatsider i avisen skal tjene til at oplyse læserne om de uenigheder i samfundet, som redaktionen finder perspektivrige. Det er omvendt ikke debatsidernes mission at afgøre, hvem der har ret. Debatindlæg er desuden altid tydeligt signerede. Weekendavisen har således udøvet en normal redaktionel praksis for debatsiderne i et journalistisk medie. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Lene Sarup og Marianne Druedahl. God presseskik Pressenævnet finder, at der i debatindlæg må tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og reportager, og at læserbrevsdebatten må have vide rammer. Nævnet finder på den baggrund ikke, at Weekendavisen har handlet i strid med god presseskik ved at offentliggøre kronikken ”Selv den bedste dokumentation kan fortolkes forkert” den 7. marts 2014, der fremkom som en reaktion på [Person A]s bogudgivelse, uden at indhente klagers kommentarer hertil. Nævnet har lagt vægt på, at kronikken i det væsentlige indeholder skribentens subjektive vurdering. [Person A] fik den 31. januar 2014 optaget et indlæg, der var et svar på en kronik den 17. januar 2014, og ikke kronikken 7. marts 2014. Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at kritisere, at Weekendavisen i overensstemmelse med den almindelige ret til at redigere mediet valgte ikke at bringe flere indlæg fra klager. Det forhold, at det indlæg, klager ønskede bragt, var svar på den nye kronik af 7. marts 2014, kan ikke føre til andet resultat. Nævnet udtaler ikke kritik. Genmæle Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til det ovenfor anførte, finder nævnet, at kronikken 7. marts 2014 i det væsentlige fremstår som skribentens vurderinger og ikke faktiske oplysninger. [Person A] er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle. Afgjort den 27. maj 2014

Versioner

1. 2014-05-29