Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00601
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9353@2014-06-03/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00601
Resumé SAMVÆR: TV 2│ØSTLYLLAND bragte udsendelsen ”Det hemmelige netværk”, hvor en far ikke fik mulighed for at svare på kritikken af ham. Han var sløret, men kunne genkendes. Pressenævnet finder, at han skulle have været sløret fuldstændigt og kalder udsendelsen for ensidig. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Indledningsvis bemærkes med hensyn til klagens rettidighed, at udsendelserne blev bragt den 28. november 2013, og at [Klager]s seneste klage over udsagnet ”Alligevel skal barnet udleveres” først er indgivet den 18. maj 2014. Klagefristen før 1. januar 2014 er 4 uger fra tidspunktet for offentliggørelse af udsendelse eller fra mediets svar på en klage. Da det nye klagepunkt ikke tidligere er indbragt for hverken TV 2│ØSTJYLLAND eller Pressenævnet, er det indgivet efter udløbet af klagefristen, og afvises som for sent indgivet, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 3. Nævnet tager således alene stilling til klagepunkterne i den oprindeligt indgivne klage og de senere uddybende kommentarer hertil. Pressenævnet bemærker endvidere, at moderen har den fulde forældremyndighed over datteren, hvorfor nævnets afgørelse er koncentreret om offentliggørelsen af optagelser af faderen, [Klager], og oplysningerne i udsendelsen om ham. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, med mindre klar almen interesse kræver offentlig påtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Pressenævnet finder, at sager om samvær og udsendelsernes tema om mødre, der går under jorden, har en klar almen interesse. Det oplyses i udsendelsen, at optagelsen af klagerens afhentning af datteren er optaget af moderen. Det må imidlertid lægges til grund, at klageren ikke har meddelt samtykke til offentliggørelsen af optagelserne af ham i udsendelserne på TV 2│ØSTJYLLAND, og at han heller ikke forud herfor er blevet kontaktet af tv-stationen herom. Da det ikke var nødvendigt for at belyse temaet i udsendelserne at offentliggøre ikke anonymiserede optagelser, og da optagelserne sammenholdt med oplysningerne i udsendelsen om klagers private forhold kan være krænkende, finder nævnet, at det har påhvilet TV 2│ØSTJYLLAND at anonymisere klager i udsendelsen. Det er nævnets opfattelse, at sløringen af klageren hindrer genkendelse af ham i en videre kreds, men at optagelserne i øvrigt, der viser hans påklædning samt slørede billeder af datteren, hans bil og omgivelserne, vil kunne medføre genkendelse af ham blandt personer, der kender ham og datteren. Der er således ikke sket en fuldstændig anonymisering af klagers identitet, ligesom [Klager] ikke har meddelt samtykke til visningen af optagelsen i tv. Under hensyn til, at det i udsendelsen anføres, at han ikke skulle magte opgaven som forælder, jf. også nedenfor, udtaler nævnet kritik af TV 2│ØSTJYLLAND for at offentliggøre optagelsen uden effektiv sløring af klager. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, der kan være krænket. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkterne A.1-A.3. [Klager] og moderen har forskellige opfattelser af, hvorvidt datteren bør udleveres til samvær hos faderen. Det gav TV 2│ØSTJYLLAND anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for moderens optagelser og oplysninger og sikre en balanceret beskrivelse af tvisten. Det forhold, at optagelsen af klagerens afhentning af datteren er optaget af moderen, fritager ikke TV 2│ØSTJYLLAND for at sikre en afbalanceret og korrekt fortælling i relation til [Klager]. I udsendelsen udtales i en voice-over umiddelbart efter visningen af et klip af [Klager]s datter: ”Dette er historien om kvinder i et hemmeligt netværk. Kvinder, der har fået børn med mænd, de i mange tilfælde oplever som pædofile eller psykopater eller voldsmænd. Kvinder, som derfor vil beskytte børnene mod deres far”. Pressenævnet finder, at denne oplysning umiddelbart efter visningen af klippet med optagelsen af datteren, der heller ikke er fuldstændig anonymiseret, er uhensigtsmæssig. Nævnet finder dog, at der ikke er et sådant grundlag for at antage, at udtalelsen kunne vedrøre [Klager], at der er grundlag for kritik. I udsendelsen oplyses det endvidere, at [Klager]s ”egnethed som forælder er undersøgt”, og at undersøgelsen ”viser da også, at han ikke magter opgaven”. Selv om Statsforvaltningens afgørelse af 7. november 2013 og oplysningerne heri ikke anvender tilsvarende formuleringer, finder nævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere den anvendte formulering.. Det anføres tillige i udsendelsen, at ”Hver fredag har barnet her protesteret højlydt over at skulle på samvær med sin far.” Pressenævnet har ikke mulighed for at tage stilling til, hvorvidt denne oplysning er korrekt, og foretager derfor ikke et nærmere vurdering af dette forhold. Det må imidlertid lægges til grund, at [Klager] ikke forud for udsendelsen er blevet kontaktet af TV 2│ØSTJYLLAND, og at han således ikke har haft mulighed for at fremsætte sine kommentarer til de nævnte påstande om hans egnethed som forælder og om, at barnet hver fredag har protesteret mod samværet. Pressenævnet udtaler derfor kritik af TV 2│ØSTJYLLAND for at have undladt forelæggelse af de nævnte oplysninger for [Klager] og for ensidig dækning af samværsforholdet. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.8. TV 2│ØSTJYLLAND har afvist anmodningen fra [Klager] om, at programmerne fjernes fra tv-stationens hjemmeside, alternativt at alle klip med ham og datteren fjernes fra udsendelsen. Pressenævnet finder ikke grundlag for kritik af, at TV 2│ØSTJYLLAND ikke har imødekommet [Klager]s anmodning om en fuldstændig sletning af udsendelserne eller klippene med [Klager] i udsendelserne. Da den foretagne sløring af [Klager]s identitet i programmerne ikke fuldstændigt forhindrer genkendelse af ham, og da der i udsendelsen tillige er oplysninger, der giver grundlag for kritik af en for ensidig dækning af samværssagen, finder Pressenævnet, at TV 2│ØSTJYLLAND burde have imødekommet anmodningen fra [Klager] ved at foretage en fuldstændig sløring af hans identitet i udsendelserne på nettet. Pressenævnet udtaler kritik af, at dette ikke er sket. Pressenævnet finder ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik af TV 2│ØSTJYLLAND. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af TV 2│ØSTJYLLAND at offentliggøre følgende: ”[Speak:] Pressenævnet kritiserer TV 2│ØSTJYLLAND I november måned bragte TV 2│ØSTJYLLAND dokumentarprogrammet ”Det hemmelige netværk”. Udsendelsen handler om et netværk af kvinder, der arbejder for, at deres børn ikke skal have samvær med deres fædre. I udsendelsen blev der vist billeder af en far, der afhentede sin datter til samvær. Ansigterne var slørede, men man kunne se deres tøj, faderens bil og omgivelserne. Pressenævnet kritiserer TV 2│ØSTJYLLAND for ikke at sløre faderen godt nok. I udsendelsen blev der sagt, at faderens ”egnethed som forælder er undersøgt”, og at undersøgelsen viste, at faderen ”ikke magter opgaven”. Det blev også sagt, at barnet altid protesterede mod samværet. Han fik dog ikke mulighed for at svare på de oplysninger. Pressenævnet kalder det en ensidig dækning og kritiserer TV 2│ØSTJYLLAND for ikke at lade faderen komme til orde. Faderen har bedt TV 2│ØSTJYLLAND om at fjerne udsendelsen eller klippene fra tv-stationens hjemmeside. Det har TV 2│ØSTJYLLAND ikke ønsket. Pressenævnet finder, at TV 2│ØSTJYLLAND burde have sløret faderens identitet fuldstændig i udsendelserne på nettet og kritiserer TV 2│ØSTJYLLAND for ikke at gøre det. Du kan læse mere om afgørelsen på nævnets hjemmeside, som har denne adresse (her indsættes et skilt med www.pressenaevnet.dk): www.pressenaevnet.dk” *** Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede udsendelse har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra udsendelsen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over en dokumentarudsendelse og et nyhedsindslag på TV 2│ØSTJYLLAND den 28. november 2013, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Begge programmer er genudsendt på TV 2│ØSTJYLLAND og gjort tilgængelige på TV 2│ØSTJYLLANDs hjemmeside tv2oj.dk. 1 Sagsfremstilling Den 28. november 2013 bragte TV 2│ØSTJYLLAND dokumentarudsendelsen ”Det hemmelige netværk”. Udsendelsen beskriver et netværk fortrinsvis af kvinder, som ønsker forældreansvarsloven ændret, så samvær med den anden forælder ikke i samme omfang kan gennemtvinges. Udsendelsen beskæftiger sig med et antal konkrete sager. Der vises slørede klip af klager og dennes 3-årige datter af en samlet varighed på ca. et minut. Udsendelsen har en varighed på ca. 30 minutter. Af udsendelsen fremgår bl.a. følgende: ” Udsendelsen indledes med følgende tekst på skærmen: Gennem et år har TV 2│ØSTJYLLAND fulgt et hemmeligt netværk af kvinder i Danmark. Kvinderne nægter at udlevere deres børn til faderen. Vi har talt med de relevante eksmænd for også at afdække deres side af sagen. Desværre ønsker ingen af dem at deltage i dette program. Alligevel vælger vi at bringe historien. [minutkode 00:40:] Klagers datter, grædende [ansigtet er sløret, mens stemmen kan høres, og håret og påklædningen kan ses] : Det er ikke fredag i dag. Kvindestemme : Jo, det er fredag i dag, ja, det er så. Klagers datter : Nej, ikke far. Nej, jeg vil ikke far. Jeg vil have mor. Jeg vil have mor. Speak : Dette er historien om kvinder i et hemmeligt netværk. [Mens speakeren fortæller, klippes mellem forskellige udtalelser fra kvinder.] Kvinder, som har fået børn med mænd, de i mange tilfælde oplever som pædofile eller psykopater, eller voldsmænd. Kvinder, som derfor vil beskytte børnene mod deres far. [Udtalelse.] Kvinder, der siger, at forældreansvarsloven ikke duer. [Udtalelse.] Fordi den skader børnene. [Udtalelse.] Og kvinder, som derfor er parate til at gå under jorden eller flygte til udlandet. […] [minutkode 04.18:] Speak (mens speakeren fortæller, vises optagelser af en person, [Klager], der bærer datteren ud fra et privat hjem til en sølvgrå bil. Datteren græder. Interiøret i boligen er ikke sløret. Bilen ses, men ikke dens registreringsnummer. [Klager]s ansigt og hår er sløret, hvorimod hans påklædning kan ses. Endvidere er datterens ansigt sløret): En mor har givet os denne privatoptagelse. Hver fredag har barnet her protesteret højlydt over at skulle på samvær med sin far. Undersøgelser af farens egnethed som forælder viser da også, at han ikke magter opgaven. Alligevel skal barnet udleveres. [Optagelsen med klager slutter med, at barnet er ved bilen.] Speak (oplæsning fra Facebook-opslag) : ”Min ex er dømt for seksuelle overgreb og krænkelser på børn. Før jeg mødte ham havde han siddet i fængsel for tortur mod en kvinde.” Speak (oplæsning fra et andet Facebook-opslag) : ”Jeg trillede lige en tur rundt om huset med barnevognen og der ligger en hel bunke cigaretskod.” […] [Minutkode 11:41-11:50: Klager sætter datteren ind i en autostol i bilen.] Datteren (grædende) : Moar, moar. Nej. Moar. [Udsendelsen fortsætter med andre historier, inden seeren igen ser afleveringsseancen med klager.] [Udsendelsen fortsætter med andre historier, inden der igen vises klip med klager og datteren.] [Minutkode 20:26-20:33:] Datteren (grædende) : Moar, moar. Kvindestemme : Vi ses. Jeg ved det godt. Jeg ved det godt. Ja. Ja. [Udsendelsen fortsætter med andre historier, inden der igen vises klip med klager og datteren.] [Minutkode 25:26-25:34: Bil sætter i gang og kører væk. Bilens registreringsnummer er sløret. Datteren inde i bilen græder.] Datteren (grædende) : Moar. Moar.” Samme aften, den 28. november 2013, bragte TV 2│ØSTJYLLAND et indslag i Nyhederne kl. 22.20 med anvendelse af en række klip fra dokumentarudsendelsen i nyhedsindslaget ”TV2OJ dokumentar deler politikere”, herunder klip fra de ovenfor beskrevne optagelser af klager og hans datter. I nyhedsindslaget udtaler bl.a. næstformand i Folketingets Socialudvalg, Anne-Mette Winther Christiansen (V) sig. Dokumentarudsendelsen og nyhedsindslaget er gjort tilgængelig på tv2oj.dk. [Klager] klagede efterfølgende til TV 2│ØSTJYLLAND og anmodede tv-stationen om, at programmerne fjernes fra tv-stationens hjemmeside tv2oj.dk, alternativt at alle klip med ham og datteren fjernes fra udsendelsen. Tv-stationen afviste den 6. januar 2014 klagen. Sagen er herefter indbragt for Pressenævnet ved brev af 11. januar 2014. Yderligere oplysninger Efter anmodning fra moderen traf Statsforvaltningen den 7. november 2013 afgørelse om, at datterens samvær med faderen, [Klager], blev ophævet, idet Statsforvaltningen efter en samlet vurdering fandt det bedst for barnet, at samværet ophæves. Til brug for afgørelsen var bl.a. gennemført en børnesagkyndig undersøgelse i sagen. [Klager] har anmodet Retten i Århus om, at det forbydes TV 2│ØSTJYLLAND at udbrede dokumentarudsendelsen og klip herfra. Ved kendelse af 18. december 2013 afviste Retten i Århus begæringen. Retten anførte blandt andet følgende i kendelsen: ” Forklaringer [Klager] har forklaret, at […] moderen havde to personer til at hjælpe sig. Moderen er journalistuddannet, og han tror, hun ad den vej har haft adgang til TV 2│ØSTJYLLAND. Hun har muligvis også lånt optageudstyr herfra. […] Han har efterfølgende fået henvendelse fra en ven, der kunne identificere ham ud fra klippene. […] Peter Kramer har forklaret, at han er direktør for TV 2│ ØSTJYLLAND og har det overordnede ansvar for programmet […] Han tror ikke, at [Klager] er blevet kontaktet forud for programmet, fordi det ikke er skønnet relevant. […] Han ved ikke, hvordan TV 2│ØSTJYLLAND er kommet i besiddelse af klippet. […] Rettens bemærkninger: [Klager] og dennes datter optræder i det omhandlede program i fem klip af sammenlagt ca. et minuts varighed, og såvel [Klager] som datterens hoved og overkrop er sløret. Kun personer, der kender [Klager] – og dermed formentlig også sagens omstændigheder – godt, vil kunne identificere [Klager] som den person, der vises med sløring i klippene. Offentligheden vil ikke kunne identificere [Klager] ud fra det viste. Det er på den baggrund ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at [Klager]s ret er blevet krænket ved visningen, herunder at der forhold til [Klager] er sket en overtrædelse af straffelovens § 264 d. Betingelserne … for nedlæggelse af forbud eller påbud er således ikke opfyldt, og [Klager]s begæring tages derfor ikke til følge. […]” Det er endvidere oplyst, [Klager] den 30. december 2013 har udtaget stævning mod TV 2│ØSTJYLLAND med påstand om bl.a. erstatning i anledning af udsendelsen, og at [Klager] tillige har indgivet politianmeldelse i sagen. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har oplyst, at moderen har den fulde forældremyndighed over datteren. Til indholdet af programmerne har han navnlig anført, at offentliggørelsen af optagelserne er en krænkelse af privatlivets fred, ligesom indholdet af udsendelsen er krænkende for hans person. Han afhentede datteren på moderens bopæl, som det var fastsat i samværsaftalen. Den beskedne sløring af hans og datterens ansigter skjuler bl.a. ikke datterens lyse krøller, påklædning, stemme, datterens bopæl, hans bil (en sjælden sølvgrå [Bilmærke]), hans grønne, lange regnfrakke og hans hår. Dermed kan han og datteren genkendes af aktuelle samt potentielle kontaktflader, herunder pædagoger og forældre i børnehaven og hans elever. [Klager] har videre anført, at klipningen er suggestiv og krænkende, idet det umiddelbart efter visningen af et klip af ham udtales i en voice-over: ”Kvinder, som har fået børn med mænd, de i mange tilfælde oplever som pædofile eller psykopater eller voldsmænd”. Påstanden er groft injurierende over for klager og har ikke været underkastet konkret, kritisk efterprøvning. Ligeledes insinueres det med sammenstillingen, at klager skulle være dømt for seksuelle overgreb og krænkelser mod børn. Påstandene i minuttallet 4:17 til 4:40 om, at barnet hver fredag har protesteret højlydt over at skulle på samvær, og at undersøgelser af farens egnethed som forælder har vist, at han ikke magter opgaven, er udokumenterede og falske. I hverken statsforvaltningens afgørelse af 7. november 2013 eller i den børnesagkyndige undersøgelse, der indgår i afgørelsen, står der, at han skulle være ”uegnet som forælder” eller ”ikke magter opgaven”. I relation til udsagnet ”Alligevel skal barnet udleveres” har [Klager] bl.a. anført, at udsagnet ikke var korrekt, da samværet allerede var ophørt efter Statsforvaltningens afgørelse af 7. november 2013 og forud for, at udsendelsen blev sendt. Udsendelsen udgør et partsindlæg til fordel for en gruppe lovbrydende mødre. Optagelserne er foranstaltet af moderen, videreleveret til og overtaget af TV 2│ØSTJYLLAND til udsendelse uden nogen skrupler. TV 2│ØSTJYLLAND har misligholdt sin forpligtelse til indhentelse af tilladelse fra og partshøring af alle medvirkende parter. Han er aldrig blevet kontaktet af tv-stationen forud for udsendelsen. Det har redaktør Lars Mandal erkendt ved klagers telefoniske henvendelse 29. november 2013. [Klager] ønsker ikke genmæle i sagen, idet et genmæle med navns nævnelse vil øge krænkelserne. Han ønsker derimod TV 2│ØSTJYLLAND pålagt at bringe en kritik af deres fremgangsmåde. Programmernes udbredelse i andre medier bør også forbydes, og han klager over, at TV 2│ØSTJYLLAND ikke har imødekommet hans anmodning om, at klippene fjernes fra den udgave af udsendelsen, der kan ses på nettet. 2.2 TV 2│ØSTJYLLANDs synspunkter TV 2│ØSTJYLLAND har anført, at udsendelsens fokus er en række kvinder i et netværk, som hjælper kvinderne og deres børn på flugt til udlandet eller i skjul i Danmark – i klar modstrid med dansk lovgivning. Programmets indhold er af meget stor væsentlighed for debatten i Danmark. TV 2│ØSTJYLLAND har erkendt, at tv-stationen har ansvaret for udsendelsen, men anført, at alle klip med [Klager] og dennes datter er fuldstændigt anonymiseret. Ingen af de pågældende personer, bil mv. er genkendelige. I forbudssagen anlagt af [Klager] ved Retten i Århus nåede retten også frem til, at offentligheden ikke ville kunne identificere [Klager] ud fra det viste. I relation til udsagnet om, at barnet hver fredag har protesteret højlydt over at skulle på samvær med sin far, og udsagnet om, at undersøgelser af farens egnethed som forælder viser da også, at han ikke magter opgaven, har TV 2│ØSTJYLLAND henvist til Statsforvaltningens afgørelse af 7. november 2013, herunder redegørelsen fra psykologen. Ud fra børnesagkyndige undersøgelser har tv-stationen konkluderet, at faderen ikke magter opgaven. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Indledningsvis bemærkes med hensyn til klagens rettidighed, at udsendelserne blev bragt den 28. november 2013, og at [Klager]s seneste klage over udsagnet ”Alligevel skal barnet udleveres” først er indgivet den 18. maj 2014. Klagefristen før 1. januar 2014 er 4 uger fra tidspunktet for offentliggørelse af udsendelse eller fra mediets svar på en klage. Da det nye klagepunkt ikke tidligere er indbragt for hverken TV 2│ØSTJYLLAND eller Pressenævnet, er det indgivet efter udløbet af klagefristen, og afvises som for sent indgivet, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 3. Nævnet tager således alene stilling til klagepunkterne i den oprindeligt indgivne klage og de senere uddybende kommentarer hertil. Pressenævnet bemærker endvidere, at moderen har den fulde forældremyndighed over datteren, hvorfor nævnets afgørelse er koncentreret om offentliggørelsen af optagelser af faderen, [Klager], og oplysningerne i udsendelsen om ham. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, med mindre klar almen interesse kræver offentlig påtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Pressenævnet finder, at sager om samvær og udsendelsernes tema om mødre, der går under jorden, har en klar almen interesse. Det oplyses i udsendelsen, at optagelsen af klagerens afhentning af datteren er optaget af moderen. Det må imidlertid lægges til grund, at klageren ikke har meddelt samtykke til offentliggørelsen af optagelserne af ham i udsendelserne på TV 2│ØSTJYLLAND, og at han heller ikke forud herfor er blevet kontaktet af tv-stationen herom. Da det ikke var nødvendigt for at belyse temaet i udsendelserne at offentliggøre ikke anonymiserede optagelser, og da optagelserne sammenholdt med oplysningerne i udsendelsen om klagers private forhold kan være krænkende, finder nævnet, at det har påhvilet TV 2│ØSTJYLLAND at anonymisere klager i udsendelsen. Det er nævnets opfattelse, at sløringen af klageren hindrer genkendelse af ham i en videre kreds, men at optagelserne i øvrigt, der viser hans påklædning samt slørede billeder af datteren, hans bil og omgivelserne, vil kunne medføre genkendelse af ham blandt personer, der kender ham og datteren. Der er således ikke sket en fuldstændig anonymisering af klagers identitet, ligesom [Klager] ikke har meddelt samtykke til visningen af optagelsen i tv. Under hensyn til, at det i udsendelsen anføres, at han ikke skulle magte opgaven som forælder, jf. også nedenfor, udtaler nævnet kritik af TV 2│ØSTJYLLAND for at offentliggøre optagelsen uden effektiv sløring af klager. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, der kan være krænket. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkterne A.1-A.3. [Klager] og moderen har forskellige opfattelser af, hvorvidt datteren bør udleveres til samvær hos faderen. Det gav TV 2│ØSTJYLLAND anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for moderens optagelser og oplysninger og sikre en balanceret beskrivelse af tvisten. Det forhold, at optagelsen af klagerens afhentning af datteren er optaget af moderen, fritager ikke TV 2│ØSTJYLLAND for at sikre en afbalanceret og korrekt fortælling i relation til [Klager]. I udsendelsen udtales i en voice-over umiddelbart efter visningen af et klip af [Klager]s datter: ”Dette er historien om kvinder i et hemmeligt netværk. Kvinder, der har fået børn med mænd, de i mange tilfælde oplever som pædofile eller psykopater eller voldsmænd. Kvinder, som derfor vil beskytte børnene mod deres far”. Pressenævnet finder, at denne oplysning umiddelbart efter visningen af klippet med optagelsen af datteren, der heller ikke er fuldstændig anonymiseret, er uhensigtsmæssig. Nævnet finder dog, at der ikke er et sådant grundlag for at antage, at udtalelsen kunne vedrøre [Klager], at der er grundlag for kritik. I udsendelsen oplyses det endvidere, at [Klager]s ”egnethed som forælder er undersøgt”, og at undersøgelsen ”viser da også, at han ikke magter opgaven”. Selv om Statsforvaltningens afgørelse af 7. november 2013 og oplysningerne heri ikke anvender tilsvarende formuleringer, finder nævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere den anvendte formulering.. Det anføres tillige i udsendelsen, at ”Hver fredag har barnet her protesteret højlydt over at skulle på samvær med sin far.” Pressenævnet har ikke mulighed for at tage stilling til, hvorvidt denne oplysning er korrekt, og foretager derfor ikke et nærmere vurdering af dette forhold. Det må imidlertid lægges til grund, at [Klager] ikke forud for udsendelsen er blevet kontaktet af TV 2│ØSTJYLLAND, og at han således ikke har haft mulighed for at fremsætte sine kommentarer til de nævnte påstande om hans egnethed som forælder og om, at barnet hver fredag har protesteret mod samværet. Pressenævnet udtaler derfor kritik af TV 2│ØSTJYLLAND for at have undladt forelæggelse af de nævnte oplysninger for [Klager] og for ensidig dækning af samværsforholdet. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.8. TV 2│ØSTJYLLAND har afvist anmodningen fra [Klager] om, at programmerne fjernes fra tv-stationens hjemmeside, alternativt at alle klip med ham og datteren fjernes fra udsendelsen. Pressenævnet finder ikke grundlag for kritik af, at TV 2│ØSTJYLLAND ikke har imødekommet [Klager]s anmodning om en fuldstændig sletning af udsendelserne eller klippene med [Klager] i udsendelserne. Da den foretagne sløring af [Klager]s identitet i programmerne ikke fuldstændigt forhindrer genkendelse af ham, og da der i udsendelsen tillige er oplysninger, der giver grundlag for kritik af en for ensidig dækning af samværssagen, finder Pressenævnet, at TV 2│ØSTJYLLAND burde have imødekommet anmodningen fra [Klager] ved at foretage en fuldstændig sløring af hans identitet i udsendelserne på nettet. Pressenævnet udtaler kritik af, at dette ikke er sket. Pressenævnet finder ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik af TV 2│ØSTJYLLAND. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af TV 2│ØSTJYLLAND at offentliggøre følgende: ”[Speak:] Pressenævnet kritiserer TV 2│ØSTJYLLAND I november måned bragte TV 2│ØSTJYLLAND dokumentarprogrammet ”Det hemmelige netværk”. Udsendelsen handler om et netværk af kvinder, der arbejder for, at deres børn ikke skal have samvær med deres fædre. I udsendelsen blev der vist billeder af en far, der afhentede sin datter til samvær. Ansigterne var slørede, men man kunne se deres tøj, faderens bil og omgivelserne. Pressenævnet kritiserer TV 2│ØSTJYLLAND for ikke at sløre faderen godt nok. I udsendelsen blev der sagt, at faderens ”egnethed som forælder er undersøgt”, og at undersøgelsen viste, at faderen ”ikke magter opgaven”. Det blev også sagt, at barnet altid protesterede mod samværet. Han fik dog ikke mulighed for at svare på de oplysninger. Pressenævnet kalder det en ensidig dækning og kritiserer TV 2│ØSTJYLLAND for ikke at lade faderen komme til orde. Faderen har bedt TV 2│ØSTJYLLAND om at fjerne udsendelsen eller klippene fra tv-stationens hjemmeside. Det har TV 2│ØSTJYLLAND ikke ønsket. Pressenævnet finder, at TV 2│ØSTJYLLAND burde have sløret faderens identitet fuldstændig i udsendelserne på nettet og kritiserer TV 2│ØSTJYLLAND for ikke at gøre det. Du kan læse mere om afgørelsen på nævnets hjemmeside, som har denne adresse (her indsættes et skilt med www.pressenaevnet.dk): www.pressenaevnet.dk” *** Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede udsendelse har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra udsendelsen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden. Afgjort den 27. maj 2014