SU - udenlandsk statsborger - indrejsetidspunkt - fravær fra Danmark - familiemedlem til EU-statsborger - ulovbestemt dispensation
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9390@2014-06-13/da
Indhold
SU - udenlandsk statsborger - indrejsetidspunkt - fravær fra Danmark - familiemedlem til EU-statsborger - ulovbestemt dispensation
Den uddannelsessøgende havde ikke dokumenteret at være omfattet af integrationsloven. Det var afgørende, at den studerende ikke opfyldte kravet om at være indrejst sammen med familien på tidspunktet for den seneste indrejse til Danmark. Uden betydning om vedkommende blev forsørget af familien. Uden betydning om vedkommendes mor var ægtefælle til en EU-statsborger. Der var ikke grundlag for at dispensere ulovbestemt.
Din klage vedrørende afslag på ret til SU I brev af 5. marts 2013 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelsers (herefter: styrelsen) afgørelse af 18. februar 2013 om, at du ikke har ret til SU. Ankenævnets afgørelse Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 18. februar 2013 om, at du ikke har ret til SU. Retsgrundlag SU-loven (dagældende lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, nu lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 2 a. (…) Stk. 2. Uddannelsessøgende, der er EU-statsborgere eller EØS-statsborgere, og deres familiemedlemmer kan få uddannelsesstøtte til uddannelse i Danmark og i udlandet efter de betingelser, der følger af EU-retten og EØS-aftalen. EU-statsborgere og EØS-statsborgere, der ikke er arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende i Danmark, og deres familiemedlemmer har først ret til uddannelsesstøtte efter 5 års sammenhængende ophold i Danmark, jf. dog stk. 3. Stk. 3. (…). Ved mere end 2 års sammenhængende fravær fra Danmark opnås først ret til uddannelsesstøtte efter forløbet af et derpå følgende sammenhængende ophold på 5 år. (…) SU-bekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 455 af 08. juni 2009, nu bekendtgørelse nr. 1269 af 17. december 2012) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 66. Uddannelsessøgende, der ikke er danske statsborgere, kan få støtte på samme betingelser som danske statsborgere til en uddannelse i Danmark, når de opfylder en af følgende betingelser: (…) 3) Er omfattet af § 2, stk. 2 og 3, i lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven). 4) Ved indrejsen i landet ikke var fyldt 20 år og sammen med deres forældre har taget fast ophold i Danmark og familien fortsat har bopæl her. (…) 7) Umiddelbart før ansøgningstidspunktet har haft sammenhængende registreret ophold i Danmark i mindst 5 år, når de ikke har taget ophold i Danmark med henblik på uddannelse. (…) § 67. (…) (…) Stk. 3. Et barn af en EU-statsborger, der er eller har været arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark efter EU-rettens regler, kan få støtte efter EU-retten til en uddannelse i Danmark eller i udlandet på samme betingelser som en dansk statsborger, hvis barnet har taget ophold i Danmark med EU-statsborgeren og bor hos eller har boet hos EU-statsborgeren i en periode, hvor denne er eller har været arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark efter EU-rettens regler. (…) (…) Begrundelse Integrationsloven Af de modtagne udskrifter fra Integrationsportalen og kopierne af opholdskort fremgår ikke, at du skulle være omfattet af integrationslovens § 2, stk. 3, eller § 2, stk. 3. Da styrelsen har givet dig mulighed for at fremsende dokumentation for påstanden om at være omfattet af integrationsloven, og du ikke har fremsendt sådan dokumentation, finder ankenævnet, at der ikke grundlag for at antage, at du skulle have ret til SU på den baggrund. Indrejsetidspunktet til Danmark Du indrejste sammen med din mor til Danmark den 31. oktober 1997, før du fyldte 20 år. Du tog fast ophold i Danmark, og din familie har fortsat bopæl her. Du har været udrejst igen fra den 25. juni 2003, og på tidspunktet for din seneste indrejse, den 6. oktober 2012, har du været over 20 år. Du opfyldte således betingelsen i SU-bekendtgørelsens § 66, stk. 1, nr. 4, på tidspunktet for din første indrejse til Danmark, men ikke på tidspunktet for din anden indrejse. Det er afgørende for anvendelsen af SU-bekendtgørelsens § 66, stk. 1, nr. 4, om du på det tidspunkt, hvor du senest har bosat dig i landet, opfyldte kravet om at være indrejst før det fyldte 20. år. Kravet om, at familien fortsat er bosat her, er således kun opfyldt, når du også selv har boet i Danmark, siden du indrejste første gang. Bestemmelsen medfører ikke, at det er tilstrækkeligt, at ansøgerens (øvrige) familie fortsat er bosiddende i Danmark, mens ansøgeren ikke selv er. Sammenhængende ophold i Danmark og fravær fra Danmark Efter de nationale regler er det et krav, at det sammenhængende ophold på 5 år skal have fundet sted umiddelbart før ansøgningstidspunktet, jf. SU-bekendtgørelsens § 66, stk. 1, nr. 7. Du har derfor ikke ret til SU i Danmark på baggrund af de 5 år, som du tidligere har opholdt dig i Danmark, da du sidenhen har opholdt dig uden for Danmark. Ankenævnet bemærker, at det er uden betydning, om dit ophold uden for Danmark har varet to år, da også kortere ophold uden for Danmark vil medføre, at tab af retten til SU. Forsørgelse Det er uden betydning for vurderingen af ovenstående forhold, at din mor forsørger dig, mens du bor i Danmark. Barn af EU-statsborger Ankenævnet bemærker, at du ikke er barn af en EU-statsborger, da din mor er russisk statsborger. Ankenævnet finder det udelukket, at du kan betragtes som familiemedlem til en EU-statsborger på grund af ægteskabet mellem din mor, som er russisk statsborger, og en tysk statsborger. Dispensation fra gældende regler Ankenævnet finder, at der ikke er grundlag for at meddele dispensation fra de gældende regler i bekendtgørelsen. Tilfælde, hvor nævnet tidligere har fraveget reglerne om ophold i Danmark, har omhandlet situationer, hvor den uddannelsessøgende på grund af en anden persons ulovlige tvang var nødsaget til at opholde sig uden for Danmark og af den grund ikke kunne opfylde kravet om fortsat ophold i Danmark. Ankenævnet finder, at beskrivelsen af din situation ikke er sammenlignelig med sådanne tilfælde. Sagsfremstilling Det fremgår af de vedlagte udskrifter fra Integrationsportalen og kopier af opholdskort, at du har opholdstilladelse efter EU-/EØS-bekendtgørelsen. Det fremgår af brev af 23. juli 2012 fra Statsforvaltningen Sjælland, at du har større tilknytning til Danmark [end til Rusland], og at du derfor har ret til at være i udlandet i op til 2 år, uden at du skal søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Det fremgår af ansøgning om SU modtaget 30. januar 2013, at du søger SU fra februar 2013, og at du bor sammen med dine forældre. Det fremgår af oplysningsskema til udenlandske statsborgere modtaget 1. februar 2013 på [uddannelsesinstitution udeladt], at du er russisk statsborger. Du har svaret ja til spørgsmålet, om du inden du fyldte 20 år tog fast ophold i Danmark sammen med dine forældre, og om din familie fortsat har bopæl her. Du har samtidig oplyst, at du var over 20 år ved den seneste indrejse i 2012. Du har oplyst, at du er omfattet af integrationslovens § 2, stk. 2, eller stk. 3. Du har oplyst, at du første gang indrejste den 31. oktober 1997, at du udrejste den 25. juni 2003 og igen indrejste den 6. oktober 2012. Du har oplyst, at du i en periode fra 2001 til 2002 havde erhvervsarbejde 10 timer ugentligt i Danmark. Du har ikke udfyldt oplysningsfelterne om familierelationer til EU-statsborgere. Du har oplyst, at du fra august 2000 til juni 2003 var under uddannelse på [uddannelsesinstitution udeladt]. Styrelsen har ved brev af 18. februar 2013 meddelt dig afslag på tildeling af SU. Du har i brev af 5. marts 2013 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at du opfylder kravet om at være omfattet af integrationsloven, da du den 31. oktober 1997 er familiesammenført, idet din mor blev gift med en tysk statsborger. Du har anført, at du har boet i Danmark sammen med din mor siden du var 13, at du flyttede til udlandet i 2003 og søgte dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i 2009. Du har anført, at du har ret til at opholde dig i udlandet i op til 2 år, og at din mor har haft fast bopæl i Danmark siden oktober 1997. Du har anført, at du er familiemedlem til en EU-statsborger, idet din stedfar, som din mor er gift med, er tysk statsborger, og at det samtidig er baggrunden for, at du har opholdstilladelse i Danmark. Du har anført, at du har haft 5 års sammenhængende ophold i Danmark. Du har anført, at din mor forsørger dig. Du har oplyst, at din baggrund er unik, og at du derfor søger dispensation fra de pågældende regler. Styrelsen har i brev af 21. marts 2013 uddybet afgørelsen og beskrevet, at du indrejste til Danmark den 30. oktober 1997, udrejste den 25. juni 2003 og indrejste igen den 6. oktober 2012. Styrelsen har henvist til, at du indrejste sammen med din mor i 1997, og at du således tog fast ophold i Danmark sammen med din mor inden du fyldte 20 år. Du har derfor været berettiget til SU fra oktober 2002 til juni 2003 på [uddannelsesinstitution udeladt]. Da du efterfølgende har været udrejst i mere end 2 år, skal du opfylde kravene på ny ved din seneste indrejse. Ved indrejsen i 2012 var du over 20 år. Det fremgår ikke af din opholdstilladelse, at du er omfattet af integrationslovens § 2, stk. 2 eller stk. 3. Ved din indrejse i 2012 flyttede du sammen med din mor, som er arbejdstager i Danmark. På grund af alder og selvstændig status har du ikke ret til SU på den baggrund. Du har 8. april 2013 spurgt til sagen. Styrelsen har i brev af 30. juli 2013 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet. Styrelsen har henvist til, at du på det seneste indrejsetidspunkt i oktober 2012 var over 20 år, at du ikke er omfattet af integrationslovens § 2, stk. 3, eller § 2, stk. 3, og at du har været anmodet om dokumentation for at være omfattet af integrationsloven, at du ikke er barn af en EU-statsborger, da din mor er russisk statsborger, og at du efter at have haft 5 års ophold i Danmark har haft mere end 2 år sammenhængende fravær fra Danmark. Ankenævnet har ved brev af 12. august 2013 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.