Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00608
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9422@2014-06-26/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00608
Resumé Nordjyske Medier skrev artiklen ”Folkecentret frygter risiko for ustabilitet”. Centeret har blandt andet klaget over, at avisen skrev ”nye medlemmer”, men centret brugte selv formuleringen, så Pressenævnet udtaler ikke kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Artiklerne i juni 2013 – klagens rettidighed Klager over tilsidesættelse af god presseskik kan rettes til det pågældende medie selv eller direkte til Pressenævnet. En anmodning om genmæle skal imidlertid sendes til mediet først. Mediets afgørelse kunne før 1. januar 2014 indbringes for Pressenævnet senest fire uger efter, at den var kommet frem til klageren. Efter 1. januar 2014 er fristen for at klage til Pressenævnet 12 uger efter offentliggørelsen i massemediet eller mediets afgørelse, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 2. For så vidt angår artiklerne bragt i perioden 9. – 26. juni 2013 er klagefristen fire uger efter, at NORDJYSKE Medier besvarede klagen ved brev af 19. november 2013. Da klagen først er indbragt for Pressenævnet den 3. februar 2014, er klagefristen for artiklerne i juni overskredet. Klagen er derfor som udgangspunkt ikke rettidig i relation til disse artikler. Derimod er klagen rettidig i forhold til artiklen af 6. december 2013. Afgørelsen af, om god presseskik er tilsidesat eller ej, sker ud fra en helhedsvurdering. Indgår for sent påklagede artikler i en samlet reportage i en snæver indholds- og tidsmæssig sammenhæng med en artikel, som er påklaget rettidigt (artiklen af 6. december 2013), kan en sådan helhedsvurdering i nogle tilfælde omfatte alle påklagede artikler. I den konkrete sag finder Pressenævnet dog ikke, at artiklerne bragt i juni 2013 har så nær indholds- og tidsmæssig sammenhæng med artiklen af 6. december 2013, at der er grundlag for at behandle klagen over alle artikler. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på den tidsmæssige udstrækning mellem artiklerne, samt at artiklen af 6. december vedrører et nyt emne - forslag til nye vedtægter – i forhold til artiklerne fra juni 2013. Klagen over artiklerne i juni 2013 afvises således, mens artiklen af 6. december 2013 realitetsbehandles. Artiklen fra december 2013 – god presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, der kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde, jf. punkt A.4. Af artiklen 6. december 2013 fremgår udsagnet: ” Thisted Dagblad erfarer, at støttekredsens bestyrelse ikke har modtaget eller har kendskab til brevet ligesom bestyrelsen ikke er blevet underrettet om nedsættelsen af et vedtægtsudvalg ”. Uanset, at der i sætningens første led fejlagtigt henvises til en ikke-eksisterende bestyrelse for støttekredsen, finder Pressenævnet, at det for læseren må have stået klart, at der henvises til folkecenterets bestyrelse. Nævnet udtaler derfor ikke kritik. Det er ikke i artiklen eller under Pressenævnets behandling af klagen oplyst, hvor fra Thisted Dagblads oplysninger om, at folkecentrets bestyrelse ikke var blevet underrettet om nedsættelsen af et vedtægtsudvalg, stammer. Ifølge centret er udvalget nævnt i et referat, som er sendt til bestyrelsens medlemmer. Under hensyn til, at centrets bestyrelsesformand i umiddelbar forlængelse af avisens oplysning citeres for, at ” det ikke passer, at bestyrelsen ikke er vidende om vedtægtsudvalget ”, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere avisen for ikke at kontrollere oplysningen yderligere. På baggrund af centrets bestyrelsesformands og den konstituerede forstanders brev af 27. november 2013 til de personer, der havde søgt om indmeldelse i støttekredsen, finder nævnet heller ikke grundlag for at kritisere avisen for at omtale de pågældende personer som nye ”medlemmer”. Brevet er således stilet til ”nye medlemmer af støttekredsen”. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af NORDJYSKE Medier. Genmæle Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Oplysningen om, at folkecentrets bestyrelse ikke var bekendt med et vedtægtsudvalg er i artiklen kommenteret af centerets bestyrelsesformand, og et genmæle vil derfor være en gentagelse af de synspunkter, som Ole Vagn Christensen allerede er citeret for i artiklen. Pressenævnet finder derfor ikke, at centeret er berettiget til at få bragt et genmæle, jf. medieansvarsloven § 39.
[Person A] ved advokat Finn C. Larsen har i henhold til fuldmagt fra bestyrelsesformand Ole Vagn Christensen klaget til Pressenævnet på vegne af Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi over en række artikler bragt i henholdsvis NORDJYSKE Stiftstidende og Thisted Dagblad i perioden 9. – 26. juni 2013 samt over en artikel bragt i Thisted Dagblad den 6. december 2013, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling I perioden 9. – 26. juni 2013 bragte NORDJYSKE Stiftstidende og Thisted Dagblad en række artikler om Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Artiklerne 9. – 22. juni 2013 omhandlede centerets formål og personalemæssige forhold. [Person A] har henvist til følgende artikler: Artiklen ”Folkecenters ledelse smuldrer” af 9. juni 2013 i NORDJYSKE Stiftstidende, artiklen ”Centrets formål på spil” af 12. juni 2013 i Thisted Dagblad, artiklerne ”Frivillige forlader center” og ”Kalder Folkecenter kaotisk og beskidt” af 16. juni 2013 i Thisted Dagblad, artiklen ”30 år og nu igen på finansloven” af 21. juni 2013 i NORDJYSKE Stiftstidende og artiklen ”Centerbestyrelse på vippen” af 22. juni 2013 i Thisted Dagblad. Artiklerne den 23. – 26. juni 2013 nævnte en udelukkelse af personer fra en generalforsamling søndag den 23. juni 2013, da de ikke var medlemmer af folkecenterets støttekreds. Der er tale om følgende artikler: Artiklen ”Folkets kamp for centeret” af 23. juni 2013 i Thisted Dagblad, artiklerne ””Skammeligt” med lukket kreds” i Thisted Dagblad og ” Folkecenter for en indviet kreds” i NORDJYSKE Stiftstidende af 24. juni 2013 , artiklen ”Folkecenter vil være sparringspartner” og den konstituerede forstanders læserbrev ” Viser med stolthed folkecentret frem for enhver” af 25. juni 2013 i Thisted Dagblad samt læserbrevet ” Folkecenter-diskussionen” skrevet af en professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet i Thisted Dagblad den 26. juni 2013 . [Person A] klagede i juli 2013 til NORDJYSKE Medier over omtalen. NORDJYSKE Medier afviste i sit svar af 19. november 2013 klagen og meddelte [Person A], at sagen kunne indbringes for Pressenævnet. Den 27. november 2013 sendte konstitueret forstander Jane Kruse og bestyrelsesformand Ole Vagn Christensen, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, følgende brev til personer med tilknytning til folkecenteret: ”Brev til nye medlemmer af Støttekredsen Vi er i gang med at få rede på medlemsantallet, samt regnskabet for støttekredsen, for at sikre Nordisk Folkecenter kan leve op til at være et stabilt center, der følger sin formålsparagraf, nemlig at skabe innovation inden for vedvarende energi gennem samarbejde med små- og mellemstore virksomheder, samt informationsopgaver. De nuværende vedtægter sikrer ikke stabiliteten har vi konstateret. Når vi har vedtægter på plads, som sikrer Nordisk Folkecenter fortsættelse efter formålsparagraffen vil vi kontakte dig igen vedrørende dit medlemskab. Bestyrelsen har nedsat et vedtægtsudvalg for at arbejde med Folkecentrets vedtægter med fokus på at der ikke kan stilles tvivl om Folkecentrets virke efter formålsparagraffen. Hvis du ønsker det kan vi naturligvis tilbagebetale det beløb, som du har overført til Folkecenterets støttekreds.” Thisted Dagblad bragte den 6. december 2013 artiklen ”Folkecentret frygter risiko for ustabilitet” med underrubrikken ”VEDTÆGTER: Nordisk Folkecenter i Sdr. Ydby arbejder på nye vedtægter”. Artiklen var ledsaget af to billeder med bl.a. billedteksten ”37 nye medlemmer skrev under på en protest til generalforsamlingen over at være nægtet adgang netop med henvisning til vedtægternes paragraf 6 .” Af artiklen fremgår følgende: ”SDR. YDBY: Tirsdag 10. december får bestyrelsen for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sdr. Ydby forelagt fem forskellige forslag til nye vedtægter for folkecentrets støttekreds. Det fortæller støttekredsens formand Ole Vagn Christensen. Baggrunden er i følge ham blandt andet den tumultagtige situation, der opstod ved den seneste generalforsamling 23. juni i år. - De nuværende vedtægter giver for stor ustabilitet med risiko for, at en bestyrelse kan blive væltet, forklarer Ole Vagn Christensen, der betegner støttekredsen som et selskab og ikke som en forening. - Støttekredsen forvalter statslige midler i selskabet, og derfor stiller bestyrelsen krav om stabilitet, understreger Ole Vagn Christensen og tilføjer, at de nuværende vedtægter giver mulighed for, at for mange er på valg på én gang. Den fungerende forstander for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi Jane Kruse og formanden Ole Vagn Christensen har i fællesskab formuleret et brev til støttekredsens nye medlemmer. Vedtægtsudvalg I brevet konstaterer begge, at de nuværende vedtægter ikke sikrer stabilitet. Brevet informerer desuden støttekredsens nye medlemmer om, at der er nedsat et "vedtægtsudvalg" med fokus på, "at der ikke kan stilles tvivl om Folkecentrets virke efter formålsparagraffen". Thisted Dagblad erfarer, at støttekredsens bestyrelse ikke har modtaget eller har kendskab til brevet ligesom bestyrelsen ikke er blevet underrettet om nedsættelsen af et vedtægtsudvalg. Hertil svarer Ole Vagn Christensen for det første, at brevet er sendt til støttekredsens nye medlemmer, og at det ikke passer, at bestyrelsen ikke er vidende om vedtægtsudvalget. Demokratisk - Bestyrelsen har pålagt, at der blev nedsat et sådan udvalg, og fremgangsmåden er fuld demokratisk, forsikrer formanden. De fem forslag til ændringer af støttekredsens vedtægter omhandler i følge Ole Vagn Christensen alle paragraffer, også paragraf 6, der i første afsnit lyder som følger: "Som medlem af centrets støttekreds kan optages enhver med interesse for centrets formål. Optagelse skal godkendes af bestyrelsen og kan indankes for generalforsamlingen." Netop denne paragraf blev taget i brug ved støttekredsens generalforsamling 23. juni i år, hvor 37 nye medlemmer blev nægtet adgang netop med henvisning til paragraf 6 i vedtægterne. Ole Vagn Christensen siger, at han finder denne paragraf helt naturlig og i overensstemmelse med hans egen demokratiopfattelse. - Der er adskillige selskaber, som har en lignende paragraf, lyder hans argumentation. Han afviser i samme åndedrag spørgsmålet, om denne paragraf kan finde anvendelse for sindelagskontrol.” [Person A] klagede den 3. januar 2014 til NORDJYSKE Medier, der 6. januar 2014 afviste klagen. [Person A]s klage til Pressenævnet er modtaget den 3. februar 2014. 2 Parternes synspunkter 2.1 Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energis synspunkter Advokat Finn C. Larsen har oplyst, at [Person A] er tidligere leder for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi og repræsenterer centret i sagen. [Person A] har anført, at der er en vedvarende miskredit af centeret i både Thisted Dagblad og NORDJYSKE Stiftstidende. Artiklerne af 9. – 26. juni 2013 medinddrages derfor i klagen, da der er en vis sammenhæng i artiklerne. [Person A] har til artiklen 6. december 2013 navnlig gjort gældende, at den indeholder en forkert oplysning. Af artiklen fremgår således, at ” Thisted Dagblad erfarer, at støttekredsens bestyrelse ikke har modtaget eller kendskab til brevet, ligesom bestyrelsen ikke er blevet underrettet om nedsættelsen af et vedtægtsudvalg .” For det første har støttekredsen ikke sin egen bestyrelse, som kan være modtager af et brev. Dernæst er påstanden direkte forkert. I referatet fra bestyrelsesmødet fremgår det, at man vil nedsætte et sådant udvalg. Otte ud af 11 medlemmer af bestyrelsen var til stede, da beslutningen blev truffet. Medlemmerne har efterfølgende modtaget mødereferatet og godkendt det. Artiklen omtaler endvidere ” nye medlemmer ” i lighed med artiklen bragt den 19. juni 2013, på trods af, at journalisten er klar over, at der er tale om ansøgere om medlemskab, og ikke medlemmer. At centrets formand i et brev også har brugt betegnelsen ”nye medlemmer” ændrer ikke ved, at avisen bruger betegnelsen mod bedre vidende. Centret modtager offentlige midler og er derfor i en udsat position og afhængig af sin troværdighed over for offentligheden. Oplysningerne er skadelige og skulle derfor have været forelagt for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Endvidere er angreb og svar ikke bragt i sammenhæng og på samme måde. 2.2 NORDJYSKE Mediers synspunkter NORDJYSKE Medier har vedrørende artiklerne i juni 2013 gjort opmærksom på, at [Person A] fik fremsendt et svar fra NORDJYSKE Medier den 19. november 2013. NORDJYSKE Medier har i øvrigt omhyggeligt tilset, at repræsentanter for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi har haft mulighed for at udtale sig i sagen på lige fod med kritikerne, ligesom centret har haft mulighed for at få bragt debatindlæg og uddybe synspunkter i sagen. Der er i den forbindelse henvist til bestyrelsesmedlem Niels I. Meyers debatindlæg ”Aldersdiskrimination” af 24. juni 2013 i Thisted Dagblad. Den 25. og 26. juni 2013 er ligeledes indrykket debatindlæg af henholdsvis et medlem af støttekredsen og centrets konstituerede forstander. NORDJYSKE Medier har til artiklen 6. december 2013 anført, at det nævnte citat vedrørende brevet om et vedtægtsudvalg er taget ud af konteksten. Citatet skal læses i sammenhæng med den efterfølgende sætning: ”Hertil svarer Ole Vagn Christensen for det første, at brevet er sendt til støttekredsens nye medlemmer, og at det ikke passer, at bestyrelsen ikke er vidende om vedtægtsudvalget. – Bestyrelsen har pålagt, at der blev nedsat et sådant udvalg, og fremgangsmåden er fuld demokratisk, forsikrer formanden.” Sammenhængen underbygger, at oplysningerne er kontrolleret og begge parter hørt, ligesom Thisted Dagblad har forholdt sig kritisk til nyhedskilderne. Brugen af betegnelsen ”nye medlemmer” om de omtalte 37 personer i støttekredsen følger af ordvalget på centrets hjemmeside under fanen ”bliv medlem” og i brevet fra støttekredsens formand og konstitueret forstander til deres ” nye medlemmer ”. Af NORDJYSKE Mediers skærmprint fra folkecenter.dk fremgår blandt andet følgende: ” Til nye medlemmer Bestyrelsen har nedsat et udvalg der arbejder med Folkecenterets vedtægter. Når vedtægtsudvalget har afsluttet deres arbejde, vil I blive kontaktet.” Der er tale om en for lokalsamfundet betydningsfuld institution. Institutionen forvalter offentlige midler og må derfor kunne ”kigges efter i sømmene”. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Dorthe Carlsen, Ulrik Holmstrup og Otto Juhl Nielsen. Artiklerne i juni 2013 – klagens rettidighed Klager over tilsidesættelse af god presseskik kan rettes til det pågældende medie selv eller direkte til Pressenævnet. En anmodning om genmæle skal imidlertid sendes til mediet først. Mediets afgørelse kunne før 1. januar 2014 indbringes for Pressenævnet senest fire uger efter, at den var kommet frem til klageren. Efter 1. januar 2014 er fristen for at klage til Pressenævnet 12 uger efter offentliggørelsen i massemediet eller mediets afgørelse, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 2. For så vidt angår artiklerne bragt i perioden 9. – 26. juni 2013 er klagefristen fire uger efter, at NORDJYSKE Medier besvarede klagen ved brev af 19. november 2013. Da klagen først er indbragt for Pressenævnet den 3. februar 2014, er klagefristen for artiklerne i juni overskredet. Klagen er derfor som udgangspunkt ikke rettidig i relation til disse artikler. Derimod er klagen rettidig i forhold til artiklen af 6. december 2013. Afgørelsen af, om god presseskik er tilsidesat eller ej, sker ud fra en helhedsvurdering. Indgår for sent påklagede artikler i en samlet reportage i en snæver indholds- og tidsmæssig sammenhæng med en artikel, som er påklaget rettidigt (artiklen af 6. december 2013), kan en sådan helhedsvurdering i nogle tilfælde omfatte alle påklagede artikler. I den konkrete sag finder Pressenævnet dog ikke, at artiklerne bragt i juni 2013 har så nær indholds- og tidsmæssig sammenhæng med artiklen af 6. december 2013, at der er grundlag for at behandle klagen over alle artikler. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på den tidsmæssige udstrækning mellem artiklerne, samt at artiklen af 6. december vedrører et nyt emne - forslag til nye vedtægter – i forhold til artiklerne fra juni 2013. Klagen over artiklerne i juni 2013 afvises således, mens artiklen af 6. december 2013 realitetsbehandles. Artiklen fra december 2013 – god presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, der kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde, jf. punkt A.4. Af artiklen 6. december 2013 fremgår udsagnet: ” Thisted Dagblad erfarer, at støttekredsens bestyrelse ikke har modtaget eller har kendskab til brevet ligesom bestyrelsen ikke er blevet underrettet om nedsættelsen af et vedtægtsudvalg ”. Uanset, at der i sætningens første led fejlagtigt henvises til en ikke-eksisterende bestyrelse for støttekredsen, finder Pressenævnet, at det for læseren må have stået klart, at der henvises til folkecenterets bestyrelse. Nævnet udtaler derfor ikke kritik. Det er ikke i artiklen eller under Pressenævnets behandling af klagen oplyst, hvor fra Thisted Dagblads oplysninger om, at folkecentrets bestyrelse ikke var blevet underrettet om nedsættelsen af et vedtægtsudvalg, stammer. Ifølge centret er udvalget nævnt i et referat, som er sendt til bestyrelsens medlemmer. Under hensyn til, at centrets bestyrelsesformand i umiddelbar forlængelse af avisens oplysning citeres for, at ” det ikke passer, at bestyrelsen ikke er vidende om vedtægtsudvalget ”, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere avisen for ikke at kontrollere oplysningen yderligere. På baggrund af centrets bestyrelsesformands og den konstituerede forstanders brev af 27. november 2013 til de personer, der havde søgt om indmeldelse i støttekredsen, finder nævnet heller ikke grundlag for at kritisere avisen for at omtale de pågældende personer som nye ”medlemmer”. Brevet er således stilet til ”nye medlemmer af støttekredsen”. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af NORDJYSKE Medier. Genmæle Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Oplysningen om, at folkecentrets bestyrelse ikke var bekendt med et vedtægtsudvalg er i artiklen kommenteret af centerets bestyrelsesformand, og et genmæle vil derfor være en gentagelse af de synspunkter, som Ole Vagn Christensen allerede er citeret for i artiklen. Pressenævnet finder derfor ikke, at centeret er berettiget til at få bragt et genmæle, jf. medieansvarsloven § 39. Afgjort den 24. juni 2014