Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00627
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9470@2014-07-02/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00627
Resumé DR1 bragte udsendelsen ”Hvad du ikke vidste om Danmark – Politiklager”, der var kritisk over behandlingen af klager over politiet. En mand fortalte, at to politimænd stoppede ham, og den ene brækkede hans arm fem steder. Pressenævnet kritiserer DR for ikke at gengive politifolkenes forklaring. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Indledningsvis bemærkes, at det kun er fremstillingen af [Person C]s sag, der er påklaget til Pressenævnet. Nævnet tager derfor udelukkende stilling til denne del af udsendelsen. Klagens rettidighed Klager over DR skal først indgives til DR, før sagen kan påklages til Pressenævnet. Klage til Pressenævnet over DR’s afgørelse kan senest 12 uger efter, at afgørelsen er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 3. Før 1. januar 2014 var klagefristen fire uger. Politiforbundet har klaget til Pressenævnet på vegne af de to politiassistenter, [Politiassistent A] og [Politiassistent B]. Ved brev af 11. december 2013 klagede Politiforbundet på vegne af samtlige medlemmer (uden navns nævnelse) til DR. Pressenævnet betragter herefter Politiforbundets klage af 25. marts 2014 til Pressenævnet som en indskrænkning af klagen til DR til de to navngivne politiassistenter. Da DR’s svar herefter er påklaget inden for 12-ugers klagefristen, er klagen rettidig og realitetsbehandles. Kontrol af oplysninger Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som oplysningerne er krænkende over for. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn. jf. punkterne A.1, A.3 og A.4. Politiassistenterne har ikke henvist til konkrete forhold, som er udeladt i udsendelsen. Et medie bør imidlertid selvstændigt kontrollere, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Oplysningerne i udsendelsen hidrører fra en part i en klagesag hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Det burde have givet DR anledning til at være kritisk over for [Person C]s oplysninger. Som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at tage stilling til, om [Person C]s beskrivelse er korrekt. Det fremgår imidlertid af udsendelsen, at han har klaget over politiassistenterne, [Politiassistent A] og [Politiassistent B]s, opførsel, og det må derfor være klart for seerne, at hans udsagn kan være farvet af personlig interesse i sagen. Selv om det tillige oplyses i udsendelsen, at der ikke rejses tiltale mod politiassistenterne, og at Den Uafhængige Politiklagemyndighed ikke foretager videre i klagesagen vedrørende politifolkene, kan [Person C]s beskrivelse af det passerede i forbindelse med anholdelsen imidlertid være krænkende og skadelig for politiassistenterne. På denne baggrund, og da politiassistenternes version af, hvad der skete, ikke fremgik af udsendelsen, finder Pressenævnet, at udsendelsen indeholder en ensidig fremstilling af episoden og udtaler kritik heraf. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR1 at offentliggøre følgende: ”[speak:] DR får kritik af Pressenævnet Sagen drejer sig om udsendelsen ”Hvad du ikke vidste om Danmark – Politiklager” fra november. Udsendelsen var kritisk i forhold til behandlingen af borgernes klager over politiet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Blandt dem, der har klaget over politiet, er en mand, som i udsendelsen fortalte, hvordan han blev stoppet af to politifolk, hvoraf den ene greb fat i hans arm og vred den rundt, så den brækkede fem steder. Manden klagede derefter til Den Uafhængige Politimyndighed, der så på sagen, men besluttede, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale mod politiassistenterne. De to politiassistenters version af, hvad der skete, fremgik ikke af udsendelsen. DR har tidligere erkendt, at udsendelsen er ensidig og ikke lever op til DR’s egne regler for fairness og god presseskik. Og nu følger Pressenævnet op og siger, mandens forklaring kan være krænkende og skadelig for politifolkene, og at DR burde have undersøgt mandens oplysninger nærmere og også givet de to politiassistenter mulighed for at fortælle, hvad der skete. Det gjorde DR ikke, og derfor får DR kritik af Pressenævnet. Du kan læse mere om afgørelsen på nævnets hjemmeside, som har denne adresse [her indsættes et skilt med www.pressenaevnet.dk]: www.pressenaevnet.dk”
Politiforbundet har i henhold til fuldmagter fra to af sine medlemmer, politiassistenterne [Politiassistent A] og [Politiassistent B], klaget over en udsendelse på DR1 den 27. november 2013, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Den 27. november 2013 bragte DR1 dokumentarudsendelsen ”Hvad du ikke vidste om Danmark – Politiklager” . Udsendelsen omhandlede retssikkerheden i Den Uafhængige Politiklagemyndighed og var kritisk over for behandlingen af klager over politiet. I udsendelsen omtales seks konkrete sager. I fem sager er personen ifølge DR dræbt af politiet, og studieværten taler med de efterladte. I det sjette tilfælde udtaler personen, [Person C], sig selv til kameraet. Politiassistenterne [Politiassistent A] og [Politiassistent B] er politifolkene, som [Person C] udtaler sig om. Politiassistenterne er ikke afbilledet i udsendelsen. Udsendelsen indledes med følgende: ” Speak (der vises billeder af politiet, der har trukket stavene): I Danmark har vi en politistyrke med høj troværdighed […] men enkelte gange opfører politiet sig på en måde, som får borgerne til at klage. Far til barn dræbt af politiet: At der ikke er kritik nogen steder. Det kan ikke passe. Speak: Antallet af klager over politiet stiger, men der er stort set ingen, der får medhold i deres klage. […] Speak: I det her program undersøger jeg ikke, hvad der skete i de enkelte sager, men lytter til de enkelte borgeres kritik af politiklagesystemet.” Udsendelsen omtaler andre forhold, inden episoden med [Person C] beskrives. Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende: ”Studievært : Men jeg har også talt med en lang række andre danskere, der har klaget over politiet og ikke fået medhold, og som heller ikke har tillid til politiet og klagesystemet. Én af dem er [Person C], og han har prøvet at klage over politiet til DUP [Den Uafhængige Politiklagemyndighed] […] Studievært (taler, mens der vises billeder af [Person C]): På en af marts måneds koldeste dage glider [Person C]s bil let ud i en glat rundkørsel på Amager. Politiet bag ham mistænker ham for at være biltyv og viser ham ind til siden. Men det ved [Person C] ikke, og da betjentene kommer hen til ham, oplever han dem som meget aggressive. [Person C] er så overrasket over betjentenes opførsel, at han vil ringe til stationen og få bekræftet, at de virkelig er fra politiet [[Person C] fremviser et ca. 25 cm langt ar på sin arm] , men da han rækker ud efter sin telefon, bliver han lagt i et føregreb, og betjenten brækker hans arm fem steder. [Der vises et billede af [Person C]s arm med en stort rødt og blåt mærke med forbindingsplaster. Mærket fylder undersiden af overarmen og albuen.] Efterfølgende melder [Person C] betjentene for vold, og så er det Statsadvokaten, der skal se på den sag. Samtidig klager [Person C] til DUP over betjentenes opførsel [Der vises igen billeder af arret med sting] . [Person C] : Altså, betjentene er jo blevet afhørt, og jeg er blevet afhørt. Og betjentene har forklaret – ham, der havde fat i mig, har forklaret - at godt nok havde han fat i mig og vred min arm rundt, men han mente ikke, at han brugte tilstrækkelig med styrke til at brække en arm. Og den har de lænet sig op ad hele vejen og så, at jeg skulle have brækket min egen arm ved at rykke mig uroligt frem og tilbage med skulderen. Der er jo ingen mennesker, der gør så meget modstand, at de knuser deres egen arm i fem stykker. Studievært : Hvad har du fået ud af det her så? [Person C] : Jeg har ikke fået noget ud af det. Jeg har, jeg har været nødt til at gøre det for at få ro i min mave, fordi det er så, så dybt uretfærdigt, og det har haft så store omkostninger for mig, også psykisk, og jeg havde da en forhåbning om, at min sag i det mindste kom for en dommer, men min advokat Hugo har jo hele vejen igennem sagt, at det skal du ikke regne med. I de her sager, der går det altid sådan her. Plus, at jeg har fået denne her bøde oveni for at råbe ad betjentene, fordi jeg kom jo til at råbe voldspsykopater, da de brækkede min arm. Og det sjove er, at idet de satte sig ind i bilen, der sagde jeg til dem, nu kører I på skadestuen, og så skriver jeg en lang klage over det her, hvorpå betjenten han svarede: ”Jamen, du kan bare klage, den kommer nederst i bunken – og i øvrigt hvis du klager, så kan du lige få en sigtelse her for at kalde os voldspsykopater”, og så griflede han ned på en blok, og så lukkede de ellers døren og kørte. Studievært : DUP sender [Person C]s klage videre til Statsadvokaten, som skal vurdere, om betjentene skal tiltales for vold mod [Person C]. Imens skal DUP så uafhængigt vurdere, om der skal udtales kritik af betjentenes opførsel, men i stedet for at behandle sagen, afventer DUP Statsadvokatens afgørelse. […] Hugo Steinmetz, advokat for [Person C] : […] Faktisk er jeg ret skuffet, at da han når frem til Statsadvokaten, der mener han ikke, at der skal føres en straffesag mod de to betjente. Så meddeler DUP mig, at de har nu fået den afgørelse fra Statsadvokaten, og derefter vil man så ikke foretage sig yderligere. Den selvstændige vurdering, som DUP burde foretage, den har de overhovedet ikke foretaget. […]” Politiforbundet klagede over udsendelsen til DR den 11. december 2013. Af klagen til DR fremgik blandt andet følgende vedrørende klagerne: ”Politiforbundet skal hermed på vegne af forbundets medlemmer […]”. Af klagen fremgår navnlig følgende vedrørende de konkrete eksempler vist i udsendelsen: ”Endelig undlader man fuldstændigt at inddrage relevante aktørers perspektiver i programmet. Man forsømmer simpelthen at spørge dem. For vores medlemmer har det den konsekvens, at programmet efterlader et ringeagtende indtryk af vores faggruppe. Noget den på ingen måde har fortjent. Politifolk løser dagligt endog meget vanskelige opgaver på et meget højt niveau under udøvelse af en meget høj professionsetik – og politiet scorer derfor også altid højt i undersøgelser vedrørende tilliden til professioner. For de politifolk, som var involveret i de sager, der blev fremhævet i programmet, har programmet ydermere haft den konsekvens, at der ribbes op i gamle sår – og det uden, at programmet bruger tid på overhovedet at fortælle den fulde historie om de pågældende hændelser, ligesom der på intet tidspunkt i programmet gives en forklaring om på hvilket grundlag, de pågældende sager i sin tid blev afgjort. Denne fremgangsmåde er både uetisk og uværdig.” DR svarede Politiforbundet ved e-mail af 6. januar 2014. Af svaret fremgår blandt andet følgende: ”Den sidste sag [Person C]s, der verserer under det nuværende klagesystem, har vi forelagt den pågældende politikreds, der ikke ønskede at kommentere. Derudover har vi indhentet kommentarer fra de øvrige relevante aktører i sammenhæng med programmets tema: DUP og justitsministeren.” DUP klagede den 3. januar 2014 til DR’s egen klageinstans, Lytternes og Seernes Redaktør. Af Lytternes og Seernes Redaktørs indstilling af 27. februar 2014 fremgår det, at: ”[…] Gengivelsen af de omtalte fem cases foregår i udsendelsen på basis af udsagn fra de efterladte til mennesker, der blev dræbt af politiet. Det er helt berettiget at høre de efterladte, men det er ikke fair, at hele fremstillingen af alle cases er ensidig og udelader væsentlige oplysninger. Jeg må på denne baggrund anbefale, at DR over for klagerne erkender, at udsendelsen ikke levede op til DR’s egne regler for fairness, og at den derfor ikke genudsendes i sin nuværende form.” DR’s generaldirektør sendte ved e-mail af 5. marts 2014 indstillingen til DUP og oplyste, at hun ville følge indstillingen. Politiforbundets klage på vegne af [Politiassistent A] og [Politiassistent B] er modtaget i Pressenævnet den 25. marts 2014. 2 Parternes synspunkter 2.1 Politiassistenternes synspunkter Politiforbundet har oplyst, at forbundet repræsenterer sine medlemmer individuelt som kollektivt. Politiassistenterne [Politiassistent A] og [Politiassistent B] er begge medlemmer af Politiforbundet og må anses for at have retlig interesse i sagen. Politiforbundet har til indholdet af udsendelsen anført, at DR’s fremstilling af episoden, hvor [Person C] brækker sin arm, er ensidig. I udsendelsen undlades væsentlige oplysninger om politiforretningen, herunder [Person C]s adfærd. Hverken klagerne, deres advokat, politiets ledelse eller Politiforbundet er blevet kontaktet forud for udsendelsen med henblik på, at de kunne give deres version og opfattelse af sagen. Oplysninger i programmet er både krænkende og agtelsesforringende for klagerne. 2.2 DR’s synspunkter DR har til klagens rettidighed anført, at politiassistenterne [Politiassistent A] og [Politiassistent B] ikke forud for klagen til Pressenævnet har klaget til DR og derfor ikke er klageberettigede i nærværende sag. Til indholdet af klagen har DR anført, at udsendelsens fokus på politiklagesystemet er et samfundsrelevant emne, og hensigten med udsendelsen er at vise en manglende tillid til det tidligere politiklagesystem samt stille spørgsmålstegn ved det nuværende. Det har på ingen måde været DR’s hensigt at udstille de politifolk, der var involveret i de omtalte sager. Politiassistenternes identitet er derfor også anonym. [Person C]s sag har været forelagt politikredsen, der ikke ønskede at kommentere sagen. DR har ligeledes indhentet kommentarer fra DUP. DR har erkendt, at gengivelsen af de omtalte sager er ensidig og væsentlige oplysninger er udeladt. Udsendelsen lever derfor ikke op til DR’s egne regler for fairness og god presseskik i sine programmer. DR har derfor valgt ikke at genudsende programmet, jf. indstillingen af 27. februar 2014 fra Lytternes og Seernes Redaktør. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Dorthe Carlsen, Ulrik Holmstrup og Otto Juhl Nielsen. Indledningsvis bemærkes, at det kun er fremstillingen af [Person C]s sag, der er påklaget til Pressenævnet. Nævnet tager derfor udelukkende stilling til denne del af udsendelsen. Klagens rettidighed Klager over DR skal først indgives til DR, før sagen kan påklages til Pressenævnet. Klage til Pressenævnet over DR’s afgørelse kan senest 12 uger efter, at afgørelsen er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 3. Før 1. januar 2014 var klagefristen fire uger. Politiforbundet har klaget til Pressenævnet på vegne af de to politiassistenter, [Politiassistent A] og [Politiassistent B]. Ved brev af 11. december 2013 klagede Politiforbundet på vegne af samtlige medlemmer (uden navns nævnelse) til DR. Pressenævnet betragter herefter Politiforbundets klage af 25. marts 2014 til Pressenævnet som en indskrænkning af klagen til DR til de to navngivne politiassistenter. Da DR’s svar herefter er påklaget inden for 12-ugers klagefristen, er klagen rettidig og realitetsbehandles. Kontrol af oplysninger Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som oplysningerne er krænkende over for. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn. jf. punkterne A.1, A.3 og A.4. Politiassistenterne har ikke henvist til konkrete forhold, som er udeladt i udsendelsen. Et medie bør imidlertid selvstændigt kontrollere, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Oplysningerne i udsendelsen hidrører fra en part i en klagesag hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Det burde have givet DR anledning til at være kritisk over for [Person C]s oplysninger. Som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at tage stilling til, om [Person C]s beskrivelse er korrekt. Det fremgår imidlertid af udsendelsen, at han har klaget over politiassistenterne, [Politiassistent A] og [Politiassistent B]s, opførsel, og det må derfor være klart for seerne, at hans udsagn kan være farvet af personlig interesse i sagen. Selv om det tillige oplyses i udsendelsen, at der ikke rejses tiltale mod politiassistenterne, og at Den Uafhængige Politiklagemyndighed ikke foretager videre i klagesagen vedrørende politifolkene, kan [Person C]s beskrivelse af det passerede i forbindelse med anholdelsen imidlertid være krænkende og skadelig for politiassistenterne. På denne baggrund, og da politiassistenternes version af, hvad der skete, ikke fremgik af udsendelsen, finder Pressenævnet, at udsendelsen indeholder en ensidig fremstilling af episoden og udtaler kritik heraf. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR1 at offentliggøre følgende: ”[speak:] DR får kritik af Pressenævnet Sagen drejer sig om udsendelsen ”Hvad du ikke vidste om Danmark – Politiklager” fra november. Udsendelsen var kritisk i forhold til behandlingen af borgernes klager over politiet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Blandt dem, der har klaget over politiet, er en mand, som i udsendelsen fortalte, hvordan han blev stoppet af to politifolk, hvoraf den ene greb fat i hans arm og vred den rundt, så den brækkede fem steder. Manden klagede derefter til Den Uafhængige Politimyndighed, der så på sagen, men besluttede, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale mod politiassistenterne. De to politiassistenters version af, hvad der skete, fremgik ikke af udsendelsen. DR har tidligere erkendt, at udsendelsen er ensidig og ikke lever op til DR’s egne regler for fairness og god presseskik. Og nu følger Pressenævnet op og siger, mandens forklaring kan være krænkende og skadelig for politifolkene, og at DR burde have undersøgt mandens oplysninger nærmere og også givet de to politiassistenter mulighed for at fortælle, hvad der skete. Det gjorde DR ikke, og derfor får DR kritik af Pressenævnet. Du kan læse mere om afgørelsen på nævnets hjemmeside, som har denne adresse [her indsættes et skilt med www.pressenaevnet.dk]: www.pressenaevnet.dk” Afgjort den 24. juni 2014