Hjemvisning af sag på grund af tvivl om virksomheds ansvar
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9504@2014-07-08/da
Indhold
Hjemvisning af sag på grund af tvivl om virksomheds ansvar
En virksomhed fik påbud om straks at træffe effektive foranstaltninger mod risiko for fald og snublen i stueetagen på en byggeplads. Nævnet fandt, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne træffes afgørelse i sagen. Nævnet lagde herved vægt på, at det er uklart om påbuddet er givet til virksomheden, som arbejdsgiver for egne ansatte, eller om påbuddet er givet, fordi virksomheden har aftalt med bygherren eller andre arbejdsgivere, at iværksætte, vedligeholde, og føre effektivt tilsyn med foranstaltninger for fællesområderne. Nævnet lagde desuden vægt på, at Arbejdstilsynet i begrundelsen alene har oplyst, at de ansatte var udsat for en ulykkesrisiko, men at det ikke er nævnt i Arbejdstilsynets beskrivelse, hvilke ansatte der arbejdede i området, og at det ikke er nævnt ansatte fra virksomheden. Nævnet hjemviste på den baggrund sagen.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. april 2014 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af den 13. december 2013, hvorved virksomheden fik påbud om straks at træffe effektive foranstaltninger mod risiko for fald og snublen i stueetagen på byggepladsen [navn udeladt]. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser Arbejdstilsynets afgørelse til fornyet behandling i Arbejdstilsynet. B E G R U N D E L S E Nævnet finder, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse i sagen. Nævnet lægger herved vægt på, at det er uklart, om påbuddet er givet til virksomheden, som arbejdsgiver for egne ansatte, eller om påbuddet er givet, fordi virksomheden har aftalt med bygherren eller andre arbejdsgivere, at iværksætte og vedligeholde, samt føre effektivt tilsyn med foranstaltninger for fællesområderne. Nævne lægger i den forbindelse vægt på, at Arbejdstilsynet i begrundelsen alene har oplyst, at de ansatte var udsat for en ulykkesrisiko, men ikke oplyst, hvilke ansatte, der arbejdede i området, herunder om der var ansatte fra firmaet [navn udeladt]. Nævnet lægger desuden vægt på, at det af Arbejdstilsynets beskrivelse fremgår, at det er [navn udeladt], der har ansvaret for overdækningen af huller i området. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at Arbejdstilsynet i begrundelsen for strakspåbuddet ikke har henvist til § 6, i bekendtgørelsen om bygge- og anlægsarbejde. Nævnet lægger til grund, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 10. december 2013 på byggepladsen [navn udeladt] konstaterede, at der i stueetagen var en åbning/hul i betonkonstruktionen ned til vandet, som var dækket af krydsfinerplader, som ikke var fastgjort i betongulvet, og som nemt kunne forskubbes, når man stødte på dem, ligesom pladerne var knækkede og ujævne. Nævnet lægger desuden til grund, at der foregik arbejde og færdsel i gangen over den overdækkede åbning, og at der var tømrere, malere og VVS folk, der arbejdede og færdedes i området, og som var udsat for risiko for fald og snublen, idet overdækningen af hullet/åbningen i betondækket ikke var udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler: – Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse: • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. – Om risiko for fald mv.: • § 6 og § 39, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] [stilling udeladt] Kopi til: – [adressater udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. … Bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde … Kapitel 4 Risiko for nedstyrtning, nedskridning og fald m.v. Udgravninger og jordarbejde m.v. Risiko for snublen og fald § 39. Ved arbejde og færdsel i og på bygninger og konstruktioner m.v., på arbejdsdæk, arbejdsplatforme, stilladser, adgangsveje o.l. skal risikoen for snublen og fald, f.eks. på grund af niveauforskelle eller åbninger og huller, være effektivt forebygget. … Kapitel 2 Planlægning og samarbejde … § 6. Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal sørge for, at de foranstaltninger for fællesområderne, som er aftalt med bygherren eller de andre arbejdsgivere, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter, iværksættes og vedligeholdes, samt føre et effektivt tilsyn hermed. Stk. 2. Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal medvirke til at sikre, at bygherrens planlægning, afgrænsning og koordinering til fremme af de beskæftigedes sikkerhed og sundhed på byggepladsen virker efter hensigten. Stk. 3. Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal tage hensyn til de anvisninger vedrørende planlægningen og koordineringen af sikkerheden og sundheden på byggepladsen, der kommer fra bygherrens koordinatorer, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter.