Fastholdelse af påbud om perlite
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9505@2014-07-08/da
Indhold
Fastholdelse af påbud om perlite
Arbejdstilsynet gav virksomheden påbud om at undgå unødig påvirkning af Perlite råmateriale ved håndtering af dette i virksomhedens råmateriale-lager og påbud om at sikre de ansatte mod unødig påvirkning af perlite-støv i produktionshallen. Nævnet fastholdt afgørelsen, idet nævnet fandt, at de ansatte ved arbejdet med håndtering af Perlite råmateriale- og støv udsættes for unødig påvirkning fra Perlite råmateriale, da det er muligt at nedbringe påvirkningen. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på oplysningerne fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital om at man ved indånding af Perlitestøv vil opleve irritation fra øvre luftveje i form af symptomer med øget sekretion fra næse og svælg, hoste og nysen, og at der ved indånding vil være risiko for påvirkning af lungefunktionen.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. april 2014 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 25. november 2013, hvorved virksomheden fik påbud om: • At undgå unødig påvirkning af Perlite råmateriale ved håndtering af dette i virksomhedens råmateriale lager (bilag 7), • At sikre de ansatte mod unødig påvirkning af Perlitestøv i produktionshallen (bilag 8). Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets påbud om at virksomheden skal undgå unødig påvirkning af Perlite råmateriale ved håndtering af dette i virksomhedens råmateriale-lager. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder ligeledes Arbejdstilsynets påbud således, at virksomheden skal sikre, at arbejdspladserne i produktionshallen er indrettet, så de ansatte ikke påvirkes unødigt af Perlitestøv. Virksomheden skal have efterkommet nævnets afgørelse senest den 10. november 2014, og virksomheden skal senest den 17. november 2014 give Arbejdstilsynet en tilbagemelding om, at afgørelsen er efterkommet. B E G R U N D E L S E Påbuddet om at undgå unødig påvirkning af Perlite råmateriale ved håndtering af dette i virksomhedens råmateriale-lager (bilag 7): Nævnet finder, at de ansatte ved arbejdet med håndtering af Perlite råmateriale i virksomhedens Perlite råvarelager udsættes for unødig påvirkning fra Perlite råmateriale, da det er muligt at nedbringe påvirkningen. Nævnet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 1. november 2013 konstaterede, at der på lageret var en synlig tåge af Perlite råmateriale, og at Arbejdstilsynet har oplyst, at man tydeligt kunne mærke, at det »krillede« og sveg i hals og næse. Nævnet lægger herudover vægt på, at vinduerne i gummigederne, der anvendes til håndteringen af Perlite råmaterialet, ikke er tætte, så der kan komme støv ind den vej. Gummigederne var indvendigt helt hvide af støv. Nævnet lægger yderligere vægt på, at indblæsningsdysserne til friskluftforsyningen var hvide af støv, både uden på dyserne og indeni, og at den udvendige indsugning til friskluftforsyningen var helt hvid og tydeligt fyldt med støv/Perlite råmateriale. Nævnet lægger endvidere vægt på, at Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital, har oplyst, at man ved indånding af Perlitestøv vil opleve irritation fra øvre luftveje i form af symptomer med øget sekretion fra næse og svælg, hoste og nysen, og at der ved indånding vil være risiko for påvirkning af lungefunktionen. Nævnet lægger endelig vægt på, at håndteringen af Perlite råmateriale foregår 2 gange hver arbejdsdag, så det er en del af medarbejdernes daglige arbejde. Bemærkninger til klagen om unødig påvirkning af Perlite råmateriale i lageret: Virksomheden har i klagen anført, at det er en udokumenteret påstand, at indånding af Perlitestøvet kan medføre en sundhedsskadelig påvirkning af de ansattes lungefunktion og henviser i den forbindelse til en artikel fra Perlite Institute. Virksomheden har endvidere anført, at virksomheden i forbindelse med tidligere påbud har iværksat en række tiltag for at formindske påvirkningen af Perlitestøv. Nævnet bemærker hertil, at nævnet i afgørelsen har lagt vægt på oplysningerne fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital, jf. begrundelsen for afgørelsen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at perlite er sundhedsskadeligt, og at perlite indeholder stoffer, der kan være luftvejsirriterende og ætsende. Nævnet anerkender i øvrigt virksomhedens tiltag, men bemærker, at Arbejdstilsynet bl.a. konstaterede, at vinduerne i gummigederne ikke var tætte, og at der kom støv ind ad den vej, ligesom virksomhedsejeren ved besøget oplyst, at de ansatte ikke gik med åndedrætsværn til hverdag. Nævnet henviser i øvrigt til Arbejdstilsynet for, hvordan afgørelsen nærmere kan efterkommes. Nævnets afgørelse om at undgå unødig påvirkning af Perlite råmateriale ved håndtering af dette i virksomhedens råmateriale lager er truffet af et enigt nævn. Påbuddet om at sikre de ansatte mod unødig påvirkning af perlite-støv i produktionshallen (bilag 8): Nævnet finder, at de ansatte ved arbejdet i virksomhedens produktionshal udsættes for unødig påvirkning af Perlitestøv. Nævnet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 1. november 2013 konstaterede, at der var et tydeligt støvlag i hele produktionshallen, og at rumluften forekom støvet for Arbejdstilsynets repræsentanter. Nævnet lægger endvidere vægt på, at selv om anlægget i produktionshallen stod stille, pustede anlægget tydelige, hvide støvskyer ud, og at der stod koste rundt om i produktionshallen, som bar præg af at blive brugt til at feje i lokalerne. Nævnet lægger endvidere vægt på, at det er en del af de ansattes daglige arbejde at færdes i produktionshallen. Nævnet lægger endelig vægt på, på oplysningerne fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital, jf. begrundelsen for afgørelsen. Bemærkninger til klagen vedrørende produktionshallen: Der henvises til bemærkningerne til klagen ovenfor. Nævnets afgørelse om at sikre de ansatte mod unødig påvirkning af perlitestøv i produktionshallen er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler: – Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. – Om arbejdets udførelse: • § 38, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 16, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse. – Om arbejdsstedets indretning: • § 42, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 20, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet samt virksomhedens e-mail af den 20. februar 2014. På klagenævnets vegne [navn udeladt] [stilling udeladt] Kopi til: – [Adressater udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, … Kapitel 6 Arbejdsstedets indretning § 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 43. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om 1) arbejdsrum, f.eks. loftshøjde, luftrum, gulve, vægge, lofter, belysning, temperatur, luftfornyelse og støj, 2) velfærdsforanstaltninger m.v., f.eks. opholds- og spiserum, garderober, omklædningsrum, toiletter, vaske- og baderum samt sovesteder og stole, 3) udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange. Stk. 2. Det kan i reglerne i medfør af stk. 1 fastsættes, at de gælder for udlejere af bygninger, lokaler, arealer m.v. 2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … Bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse Kapitel 3 Arbejdets udførelse Almene krav … Særlige krav … § 16. Unødig påvirkning fra stoffer og materialer skal undgås. Påvirkningen fra stoffer og materialer under arbejdet skal derfor nedbringes så meget, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling, og fastsatte grænseværdier skal overholdes. … Bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning … Kapitel 4 Arbejdsplads § 20. Arbejdspladsen skal være placeret og indrettet, så den ansatte ikke påvirkes unødigt af stoffer og materialer, stråling, ekstreme temperaturer, ildelugt, støj eller vibrationer m.v. fra andre arbejdspladser eller processer. …