Gelex

Afgørelse med påbud om at forebygge røveririsikoen samt rådgiverpåbud

GældendeVersion 2014-07-11
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9511@2014-07-11/da

Indhold
  1. Indledning

Afgørelse med påbud om at forebygge røveririsikoen samt rådgiverpåbud

Arbejdstilsynet besøgte virksomheden og besøget var et kontrolbesøg, som tog udgangspunkt i en tidligere afgørelse fra 2012, om at virksomheden skal forebygge røverier, og i virksomhedens tilbagemelding på en tids- og handleplan. Arbejdstilsynet konstaterede ved kontrolbesøget, at forholdene i butikken ikke var som anført i virksomhedens tilbagemelding på tids- og handleplanen. Arbejdstilsynet afgav herefter påbud om, at virksomheden skal forebygge risikoen for røveri samt påbud om at bruge en autoriseret rådgivervirksomhed på arbejdsmiljøområdet. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn fastholdt begge afgørelser. I forhold til det materielle påbud lagde nævnet vægt på, at der ved Arbejdstilsynets kontrolbesøg fortsat var adgang til større kontantbeløb i pengeskabet, da pengeskabet umiddelbart kan åbnes af den nøgleansvarlige medarbejder, idet den nøgleansvarlige medarbejder bærer nøglen på sig. Nævnet lagde desuden vægt på, at der ved kontrolbesøget fortsat var umiddelbar adgang til et større kontantbeløb, trods beskrivelsen i virksomhedens handlingsplan om, at pengeskabet vil blive udstyret med tidslås. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ved Arbejdstilsynets kontrolbesøg fortsat ikke var foretaget en revidering af skiltning i forhold til relevante og særlige piktogrammer, trods virksomhedens tilbagemelding om ændringer på dette område. I forhold til rådgiverpåbuddet lagde nævnet vægt på, at Arbejdstilsynet som følge af de konstaterede forhold på kontrolbesøget har afgivet påbud om, at virksomheden skal forebygge risikoen for røverier.

[Adressat udeladt] [Navn udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 27. maj 2014 behandlet [Navn udeladt]s klage på vegne af [Navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 25. marts 2013 med påbud om, at virksomheden skal forebygge risikoen for røveri i [Navn udeladt], samt påbud om at bruge en autoriseret rådgivervirksomhed på arbejdsmiljøområdet til at bistå med at efterkomme påbuddet og med at forebygge lignende arbejdsmiljøproblemer. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E R Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 25. marts 2013 med påbud om, at [Navn udeladt] skal forebygge risikoen for røveri i [Navn udeladt]. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 25. marts 2013 med påbud om, at [Navn udeladt] skal bruge en autoriseret rådgivervirksomhed på arbejdsmiljøområdet til at bistå med at efterkomme påbuddet og med at forebygge lignende arbejdsmiljøproblemer. Nævnets afgørelser skal efterkommes senest den 1. september 2014. Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 8. september 2014. Virksomheden skal senest 6 uger fra afgørelsen give Arbejdstilsynet besked om indgået aftale med en autoriseret rådgivningsvirksomhed. B E G R U N D E L S E Det materielle påbud Nævnet lægger vægt på, at der ved Arbejdstilsynets kontrolbesøg den 7. januar 2013 fortsat var adgang til større kontantbeløb i pengeskabet, da pengeskabet umiddelbart kan åbnes af den nøgleansvarlige medarbejder, idet den nøgleansvarlige medarbejder bærer nøglen på sig. Nævnet lægger desuden vægt på, at der ved kontrolbesøget fortsat var umiddelbar adgang til et større kontantbeløb, trods beskrivelsen i virksomhedens handlingsplan om, at pengeskabet vil blive udstyret med tidslås. Nævnet lægger endvidere vægt på, at der ved Arbejdstilsynets kontrolbesøg fortsat ikke var foretaget en revidering af skiltning i forhold til relevante og særlige piktogrammer, trods virksomhedens tilbagemelding om ændringer på dette område. Nævnet lægger til grund for afgørelsen, at Arbejdstilsynet ved kontrolbesøget den 7. januar 2013 af virksomhedens filialleder og stedfortræder fik følgende oplyst: – Den nøgleansvarlige har nøglen til pengeskabet i lommen i eget tøj. – Der er fortsat adgang til store kontantbeløb i pengeskabet. – Der har været et røveriforsøg i en nærliggende dagligvarebutik i november 2012. Klagers bemærkninger [Navn udeladt] har i klagen blandt andet anført, at forebyggelsesniveauet i [Navn udeladt] er i overensstemmelse med såvel BAR-Handels vejledning - ”røveri i butikker” såvel som At-vejledning D. 4.3, voldsrisiko i forbindelse med arbejdets udførelse, hvorfor Arbejdstilsynet ikke kan stille yderligere krav. Det er herefter [Navn udeladt] opfattelse, at Arbejdstilsynet ikke kan godtgøre, at virksomheden ikke følger vejledningerne, hvorfor afgørelsen bør ophæves. Nævnet skal hertil bemærke, at nævnet har foretaget en konkret vurdering af røveririsikoen og virksomhedens forebyggende foranstaltninger, og har i den forbindelse fundet, at virksomheden forebyggende tiltag ikke i tilstrækkelig grad forebygger risikoen for vold og trusler herom, fordi der fortsat er en røveririsiko i arbejdet med pengehåndteringen. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. Rådgiverpåbuddet Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet som følge af de konstaterede forhold i [Navn udeladt] på kontrolbesøget den 7. januar 2013 har afgivet påbud om, at virksomheden skal forebygge risikoen for røverier. Det fremgår af arbejdsmiljølovens regler, at Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Det fremgår af reglerne om brug af autoriserede rådgivervirksomhed på arbejdsmiljøområdet, at Arbejdstilsynet afgiver rådgivningspåbud, når Arbejdstilsynet samtidigt afgiver et påbud som følge af overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen vedrørende et eller flere komplekse eller alvorlige arbejdsmiljøproblemer. Det fremgår af de samme regler, at arbejdsgiveren skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet afgiver påbud, der vedrører problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Ved afgørelsen er anvendt følgende regler: Om Arbejdstilsynets hjemmel til at træffe afgørelser: • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om arbejdets udførelse: • § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om forebyggelse af risikoen for røveri: • § 4 og § 7, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse. Om brug af autoriseret rådgivervirksomhed på arbejdsmiljøområdet på det psykosociale område: • § 77a, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. • § 4, nr. 1, § 6, stk. 1 og stk. 3, § 8 og § 43, stk. 3, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 59 af 15. januar 2013 om brug af autoriseret rådgivervirksomhed på arbejdsmiljøområdet. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til: [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2… § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Stk. 2… Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 2 Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet § 4. Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. … Kapitel 3 Arbejdets udførelse Almene krav § 7. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Stk. 2… … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 59 af 15. januar 2013 om brug af autoriseret rådgivervirksomhed på arbejdsmiljøområdet Kapitel 1 Formål og område . . . § 4. Arbejdstilsynet afgiver rådgivningspåbud, når Arbejdstilsynet samtidigt afgiver et eller flere af følgende afgørelser: 1. Påbud som følge af overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen vedrørende et eller flere komplekse eller alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der er omfattet af §§ 8 – 25, dvs. vanskelige at løse. 2. … 3. … … Kapitel 2 Generelle pligter for arbejdsgivere og bygherrer, der modtager rådgivningspåbud § 6. En arbejdsgiver eller bygherre, der modtager rådgivningspåbud efter § 4, nr. 1 eller 2, skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed til løsning af det eller de arbejdsmiljøproblemer, der har ført til rådgivningspåbud, og til forebyggelse af lignende arbejdsmiljøproblemer. … Stk. 3. En arbejdsgiver eller bygherre kan ikke til efterkommelse af rådgivningspåbud benytte en rådgivningsvirksomhed, der hører under den juridiske enhed, som har modtaget påbuddet, jf. definitionen af juridisk enhed i lov om Det Centrale Virksomhedsregister. Kapitel 3 Pligter for arbejdsgivere og bygherrer, der modtager rådgivningspåbud ved alvorlige eller komplekse arbejdsmiljøproblemer, der er vanskelige at løse Det psykosociale område § 8. Arbejdsgiveren skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet afgiver påbud, der vedrører problemer i det psykiske arbejdsmiljø. … § 43. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2013. … Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere (Rådgivningspåbud) finder dog fortsat anvendelse for påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere afgivet inden den 1. februar 2013.

Versioner

  1. 2014-07-11