Gelex

Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandlings afgørelse om adgangsbegrænsning - ej medhold

GældendeVersion 2007-05-03
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9624@2007-05-03/da

Indhold
  1. Indledning

Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandlings afgørelse om adgangsbegrænsning - ej medhold

Klagekomitéen fandt ikke, at det kunne anses for godtgjort, at et hotels bortvisning af fire personer af anden etnisk oprindelse end dansk skyldtes forskelsbehandling på grund af deres race eller etniske oprindelse. Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling modtog ved e-mail af 3. marts 2006 en klage fra en person vedrørende forskelsbehandling i forbindelse med afvisning fra et hotel den 24. juli 2005. Personen repræsenterede samtidig tre andre medklagere i sagen. Klagerne oplyste, at de følte sig forskelsbehandlet på grund af deres hudfarve, idet hotellet først havde accepteret deres reservation uden kommentarer og herefter indlogeret dem på deres værelser for derefter at bortvise dem. Hotellet oplyste blandt andet, at hotellet var i højeste sikkerhedsberedskab, idet et kendt udenlandsk fodboldhold var indlogeret på hotellet. Det var endvidere oplyst, at hotellet fandt det usædvanligt, at klagerne ankom uden bagage og at det efter indkvarteringen blev konstateret, at en af klagerne tjekkede hotellets nødudgange, ligesom en af nødudgangene blev benyttet til trods for tydelig mærkning på 3 sprog på døren, hvilket blev betragtet med største alvor, særligt den skærpede sikkerhedssituation taget i betragtning. Hotellet oplyste, at det var på denne baggrund politiet blev tilkaldt og at det efterfølgende var hotellets opfattelse, at klagerne af hensyn til det forhøjede sikkerhedsberedskab skulle afvises og udvises fra hotellet. Klagekomitéen fandt på baggrund af sagens oplysninger ikke, at det kunne anses for godtgjort, at klagerne var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af deres race eller etniske oprindelse i forbindelse med hotellets bortvisning af dem. Komitéen havde i den forbindelse især lagt vægt på hotellets oplysninger om, at hotellet vurderede klagerne som udgørende en fare for sikkerheden på hotellet. Endvidere fandt komitéen ikke, at det kunne godtgøres, at hotellets vurdering af klagerne som udgørende en fare for sikkerheden på hotellet skete ud fra deres race eller etnisk oprindelse.

Sagsfremstilling : Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling modtog ved e-mail af 3. marts 2006 en klage fra en person vedrørende forskelsbehandling i forbindelse med afvisning fra et hotel den 24. juli 2005. Personen repræsenterede samtidig tre andre medklagere i sagen. Det fremgik af klagen, at klagerne tog nogle dage fri, da de hørte, at et kendt fodboldhold skulle spille i Århus. På vej til Århus ringede de til et hotel og reserverede værelser. Dette blev ikke kommenteret da de ringede og heller ikke da de tjekkede ind. En halv time efter de havde tjekket ind, bankede politiet på deres dør og oplyste, at hotellets personale havde kontaktet dem i forbindelse med fire mistænkelige personer og bedt politiet gennemsøge deres værelser. Politiet gennemsøgte værelserne samt klagernes bil og rapporterede tilbage til hotellet, at der ikke var noget galt. Da politiet havde forladt hotellet, insisterede hotellets personale på, at klagerne forlod hotellet af sikkerhedsmæssige årsager. Personalet påstod, at de fandt det mistænkeligt, at klagerne foretog deres reservationer så sent. Endvidere påstod de, at klagerne havde benyttet sig af en nødudgang og at dette understregede den mistænkelige adfærd. Hertil svarede klagerne, at ingen af dem havde benyttet nødudgangen. Hotellets personale kontaktede igen politiet, som returnerede til hotellet. Dette medførte, at klagerne indgav en klage til politiet. Det fremgik endvidere af klagen, at klagerne på dette tidspunkt telefonisk kontaktede en af deres venner, som var advokat. Han talte med hotellets direktør, som gentog sine synspunkter. Herefter anmodede klagerne om en skriftlig erklæring for grundene for bortvisningen, hvorefter de, for at undgå yderligere ubehagligheder, flyttede hen på et andet hotel, hvor der ikke var nogen problemer. Af hotellets erklæring fremgik blandt andet følgende: § "Begrundet mistanke for Deres ankomst til hotellet; ved at der 30 minutter før de ankommer bookes 2 twin værelser uden forudstående reservation. § At De lige efter ankomst og in checkning på hotellet benytter nødudgang som ikke benyttes normalt af hotellets gæster. Det er oplyst på tre sprog; Dansk-Engelsk og Tysk at nødudgangen ikke må benyttes. § Da der bliver lavet sikkerhedskontrol oplyses det, at turen er planlagt i lang tid hjemme fra Sverige, men hvorfor har De ikke inden afrejsen booket hotel eller købt billet til den udsolgte fodboldkamp som De siger de skal overvære." Det fremgik yderligere af klagen, at klagerne købte deres billetter til fodboldkampen i Århus og at de havde en kvittering for dette. Endvidere fremgik det, at klagerne så fodboldholdet træne inden kampen, hvor de fik taget billeder sammen med flere af spillerne. Efter korrespondance mellem klagerne og Klagekomitéen vedrørende spørgsmålet om fuldmagt forespurgte komitéen dem den 1. maj 2006, hvorvidt den klage de indgav til politiet fortsat var under behandling. Den 28. maj 2006 svarede klagerne, at de fra politiet havde modtaget et brev, hvoraf fremgik, at politiet den 29. juli 2005 havde besluttet at indstille efterforskningen i sagen. Den 15. september 2005 tiltrådte statsadvokaten politiets beslutning med den begrundelse, at der ikke var rimelig formodning for, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige var begået. Det fremgik blandt andet af statsadvokatens afgørelse at: § "Jeg har ved afvisningen lagt vægt på, at beslutningen om at bortvise Dem blev taget af sikkerhedsmæssige grunde. Jeg har lagt til grund, at hverken De eller Deres medrejsende åbnede nødudgangene. Jeg finder imidlertid ikke, at det kan afvises, at hoteldirektøren havde opfattelsen af, at nødudgangene var blevet benyttet. Jeg har ikke taget stilling til om benyttelse af nødudgange er et særligt grundlag for at bortvise gæster. Imidlertid var der tale om en særlig situation på hotellet, idet spillerne fra [fodboldholdet] på dette tidspunkt var indlogeret på hotellet. Henset hertil og idet det også indgik i begrundelsen for bortvisningen, at De efter det oplyste havde planlagt turen til Århus gennem længere tid, men hverken havde billet til kampen eller booket et hotelværelse på forhånd, finder jeg ikke, at der er grundlag for at antage, at bortvisningen ikke er sket af sikkerhedsmæssige årsager." På baggrund af klagen anmodede Klagekomitéen ved brev af 6. juni 2006 hotellet om en udtalelse i sagen. Komitéen anmodede særligt om en uddybende forklaring på, hvorfor hotellet fandt, at klagerne opførte sig så mistænkeligt, at hotellet tilkaldte politiet. Endvidere ønskede komitéen en uddybende forklaring på, hvorfor hotellet, efter at politiet havde ransaget klagernes værelser samt deres bil uden at finde noget, der kunne underbygge hotellets mistanke, stadig bad dem forlade hotellet. Samtidig anmodede komitéen hotellet om at fremsende eventuelle skriftlige arbejdspapirer, vejledninger eller lignende, der vedrørte proceduren for afvisning/udvisning fra hotellet. Den 28. juni 2006 svarede et advokatfirma på vegne af hotellet. Indledningsvis blev det bemærket, at hotellet bestred at have foretaget forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Omkring hændelsesforløbet blev følgende bemærket: § "På det omhandlende tidspunkt, var [hotellet] i højeste sikkerhedsberedskab, da spillerne fra [fodboldholdet] var indkvarteret på netop [hotel]. I forvejen var sikkerhedsberedskabet forhøjet på grund af de terrorhandlinger og - trusler, der havde været i perioden op til i Europa og resten af verden. § [Klagerne] (som jeg i det følgende samlet betegner "klagerne") bestilte værelser hos min klient en halv time før ankomst til hotellet. § Da klagerne ankom til hotellet havde de ingen bagage med, hvilket er usædvanligt. § Efter indkvarteringen blev det konstateret, at en af klagerne tjekkede hotellets nødudgange, ligesom en af nødudgangene blev benyttet til trods for tydelig mærkning på 3 sprog på døren, hvilket blev betragtet med største alvor, særligt den skærpede sikkerhedssituation taget i betragtning. § Disse forhold førte til, at personalet blev urolige for sikkerheden. § Af sikkerhedsmæssige hensyn så min klient sig derfor nødsaget til at tilkalde politiet. En beslutning, der ikke på nogen måde har sammenhæng med klagernes etniske oprindelse. § Efterfølgende var det min klients opfattelse, at klagerne af hensyn til det forhøjede sikkerhedsberedskab skulle afvises og udvises fra hotellet. § Dette modsatte klagerne sig og oplyste i den forbindelse, at de var kommet til Århus for at se fodboldkampen med [fodboldholdet], en længe udsolgt kamp, men at man ikke havde billetter. Da dette blev betvivlet var svaret, at klagerne måske var på vej til København i stedet. Også dette forhold skærpede opmærksomheden, særligt henset til, at [fodboldholdets] spillere var indkvarteret for min klient. § Min klient fastholdt udvisningen fra hotellet, men klagerne nægtede fortsat. § Politiet blev således alene tilkaldt 2. gang, fordi klagerne nægtede at forlade hotellet. § Vedrørende proceduren for afvisning/udvisning fra hotellet kan jeg oplyse, at der ikke forefindes en egentlig skriftlig procedure omkring dette forhold. Det er op til ledelsen hos [hotellet] at vurdere ud fra den konkrete situation og eventuelt at indhente supplerende oplysninger, anmode politiet om assistance eller afvise/udvise gæster fra hotellet i en given situation." Klagekomitéen modtog klagernes bemærkninger til udtalelsen ved brev af 1. august 2006. Indledningsvis oplyste klagerne, at bemærkningerne alene var rettet mod oplysningerne i udtalelsen, idet yderligere information syntes at fremgå at klagen. Klagerne bemærkede, at hotellet havde fremhævet, at hotellet var i højeste beredskab, fordi et kendt udenlandsk fodboldhold var indlogeret på hotellet. Klagerne pointerede, at fodboldholdet selv vurderede sikkerheden og idet de fik lov til at overvære holdets træning samt at tale med flere af spillerne, fandt klagerne det klart, at holdet ikke vurderede, at de udgjorde nogen sikkerhedsrisiko. Så vidt klagerne var oplyst, blev fodboldholdet ikke informeret om klagernes bortvisning fra hotellet. Klagerne fandt det således usammenhængende, at bortvisningen skete ud fra en sikkerhedsvurdering i forhold til fodboldholdet, når holdet ikke blev involveret i denne vurdering. Dette argument støttede imidlertid klagernes opfattelse af, at bortvisningen skyldtes, at hotellet af en eller anden grund syntes at associere dem med terrorister, hvilket ud fra klagernes synspunkt syntes at være baseret alene på deres udseende, herunder deres hudfarve. Da klagerne blev bortvist, blev de ikke oplyst nogen grund for bortvisningen. Begrundelsen vedrørende sikkerhedshensynet til fodboldholdet blev først gjort klar for dem senere gennem aviserne. I forbindelse med hotellet og dets argument om at flere af klagernes handlinger var af mistænkelig karakter, herunder at klagerne først reserverede deres værelser en halv time før ankomst, fremgik det af klagernes bemærkninger, at de antog, at der ved dette hotel, som ved andre hoteller, ofte ankom gæster som ikke havde forudbestilt værelser. Klagerne fandt således ikke, at dette kunne opfattes som værende en isoleret mistænkelig handling. Endvidere blev denne sene reservation af værelser ikke kommenteret, da klagerne foretog den, men blev først anset for mistænkelig, da de ankom. I forbindelse med hotellets argument om, at klagerne ankom uden meget bagage, fremgik det af klagernes bemærkninger, at de kun skulle være der to nætter og derfor ikke havde brug for mere bagage, end det de havde medbragt. Det fremgik yderligere af klagernes bemærkninger, at de fandt det tåbeligt at fremkomme med dette som et argument for mistænkelig adfærd og yderligere, at politiet gennemgik deres bagage uden nogen kommentarer. Det fremgik endvidere af klagernes bemærkninger, at den påståede anvendelse af nødudgangen var falsk og støttede efter deres opfattelse, at hotellet forsøgte at fabrikere en begrundelse for bortvisningen. Klagerne bemærkede, at hotellet ikke havde fremvist nogen beviser for dets beskyldninger. Samtidig gjorde klagerne gældende at, hvis sikkerhedsniveauet var forhøjet som anført, formodede de, at noget overvågning ville have været fremlagt til at underbygge dette. Havde det været tilfældet ville det have vist, at hotellet overreagerede. Klagerne oplyste videre, at det var korrekt, at ingen af dem havde billetter, da de ankom. Som klagerne havde gjort ved flere lejligheder tidligere, havde de planlagt at anskaffe billetterne i Århus, hvilket de også gjorde. Det fremgik af bemærkningerne, at klagerne orienterede hotellet om dette. Påstanden om, at billetterne var udsolgte var således også falsk. Som anført i klagernes bemærkninger blev politiet kontaktet 2 gange af hotellet. Klagerne inviterede politiet ind på deres værelser og tillod, at de gennemgik deres bagage og deres bil. På trods af at politiet ikke fandt noget mistænkeligt, hvilket de oplyste hotellet om, og samtidig oplyste, at de ikke støttede bortvisningen, fastholdt hotellet bortvisningen. Det fremgik afslutningsvis af klagernes bemærkninger, at i betragtning af den manglende sammenhæng i de af hotellets fremførte argumenter og i betragtning af, at argumenterne havde ændret sig undervejs, syntes det klart for klagerne, at bortvisningen alene var baseret på en diskriminatorisk vurdering foretaget på baggrund af deres udseende. Klagerne gjorde gældende, at såfremt de havde været hvide svenskere, eller hvide danskere, ville denne hændelse ikke have fundet sted. Klagekomitéen modtog hotellets bemærkninger ved brev af 31. august 2006. Af bemærkninger fremgik blandt andet følgende: § "Det er ikke korrekt, at [fodboldholdet] selv sørgede for egen security på hotellet § Sikkerhedsfolkene var hotellets folk, der stod for sikkerheden i samarbejde med [fodboldholdets] sikkerhedschef. § Århus Elite var informeret om sagsforløbet fra begyndelsen og tilsluttede sig indklagedes beslutning. § Klagerne fik på det tidspunkt, hvor de blev bedt om at rejse fra hotellet, oplyst alle de begrundelser, som lå til grund for indklagedes beslutning, det vil sige samtlige begrundelser, om fremgår i skrivelsen af 27. juni 2006. § Sluttelig skal det bemærkes vedrørende forhold omkring nødudgangene, at en af de indklagede blev grebet i, at vedkommende var på vej ud af nødudgangen, hvilket blev forhindret." Klagekomitéen modtog ved brev af 13. oktober 2006 klagernes bemærkninger. Heraf fremgik, at de var overraskede over, at de begrundelser samt den information, der nu blev fremlagt af hotellet afveg i en sådan grad fra de tidligere forklaringer. Efter klagernes opfattelse underbyggede dette, at begrundelsen for deres bortvisning var blevet fabrikeret for at dække over den forskelsbehandling, de var blevet udsat for. Det fremgik endvidere, at hotellet tidligere havde anført, at brugen af nødudgangen af alle fire klagere var hovedbegrundelsen for bortvisningen. Denne beskyldning blev gentaget adskillige gange, herunder i den udtalelse der blev givet i forbindelse med klagernes anmeldelse til politiet, hvoraf fremgik, at en af hotellets medarbejdere udtalte, at han fandt det mistænkeligt, at de 4 personer havde benyttet hotellets nødudgang, selv om der på tre sprog var anført, at disse ikke måtte benyttes. Klagerne understregede således, at det fremgik af alt tidligere information fra hotellet, at de alle benyttede nødudgangen, og at dette blev anset for værende en alvorlig trussel mod sikkerheden. Klagerne fremhævede i den forbindelse, at hotellet nu havde ændret dets forklaring, således at nu kun én af klagerne alene havde forsøgt at benytte nødudgangen. Klagerne understregede, at der fortsat ikke var frembragt nogen beviser til at støtte hverken den tidligere eller den nu ændrede påstand. Det fremgik yderligere af bemærkningerne, at klagerne opfattede dette som en alvorlig ændring af baggrunden for, hvordan de var blevet behandlet. Brugen af nødudgangen var den eneste faktuelle grund til, at de blev bortvist efter, at de var blevet tildelt værelser. Klagerne fremhævede, at alle de andre grunde var til stede, da de ankom til hotellet og blev indlogeret. I betragtning af at begrundelsen vedrørende brugen af nødudgangen var blevet ændret til alene at omhandle et enligt forsøg mente klagerne, at dette underbyggede deres opfattelse af, at forklaringen var fabrikeret for at skabe en spiselig begrundelse for at bortvise dem. I klagernes bemærkninger anmodede de hotellet om at fremkomme med f.eks. overvågningsbånd eller vidner vedrørende den påståede brug af nødudgangen. Herudover fremgik det af klagernes bemærkninger, at de noterede sig, at hotellet nu anerkendte, at bortvisningen ikke var vendt med fodboldholdets sikkerhedsteam. Klagerne fandt det således usammenhængende, at hotellet havde truffet en beslutning om bortvisning uden at involvere den part, som hotellet angav at beskytte. Vedrørende hvem der varetog sikkerheden fremgik det af klagernes bemærkninger, at de var blevet oplyst, at fodboldholdet sørgede for sin egen sikkerhed, men at holdet var af den opfattelse, at det samarbejdede med andre sikkerhedsfolk, hvor dette blev tilbudt, men at holdet aldrig overlod alt vedrørende sikkerheden til andre. Ifølge klagernes bemærkninger troede de ikke, at dette var i uoverensstemmelse med, hvad hotellet havde oplyst men den måde, hvorpå hotellet havde beskrevet dette i dets bemærkninger kunne opfattes således, at hotellet havde overtaget hele ansvaret for sikkerheden fra fodboldholdet, hvilket ikke var korrekt. Påstanden om, at Århus Elite var involveret i beslutningen om bortvisningen var ifølge klagerne ny og var fra deres synspunkt ikke relevant. Klagekomitéen modtog hotellets bemærkninger ved brev af 8. november 2006. Af bemærkningerne fremgik blandt andet følgende: § "For en god ordens skyld bemærkes indledningsvist, at de af indklagedes tidligere fremsatte bemærkninger fastholdes i sin helhed. Det bestrides således, at der på nogen måde er uoverensstemmelser i det af indklagede indsendte. § Vedrørende benyttelse af nødudgange bemærkes, at det på intet tidspunkt fra indklagedes side er blevet anført, at alle de omhandlende 4 personer benyttede dem. Men eftersom klagerne ankom som en gruppe, vil sådanne handlinger naturligvis få betydning for dem alle. § Benyttelsen af nødudgangen var - som også anført tidligere - en ud af flere årsager til, at min klient ikke ønskede de omhandlende personer som gæster på hotellet. Benyttelsen af nødudgange kan bevidnes af flere medarbejdere på hotellet. § Der var, som også understreget tidligere, tale om en situation med forhøjet beredskab, og det var det samlede indtryk af klagernes opførelse både ved indtjek og det korte ophold, herunder den reaktion der kom, da min klients personale blev usikre på sikkerheden og derfor begyndte at stille yderligere spørgsmål, der gjorde, at min klient bad klagerne om at rejse fra hotellet. Jeg skal i den forbindelse henvise til det tidligere anførte i den forbindelse. § Det er endvidere på ingen måde anerkendt af indklagede, at [fodboldholdets] sikkerhedschef ikke blev underrettet. Sikkerheden på hotellet blev varetaget af min klients egne ansatte i samarbejde med [fodboldholdets] sikkerhedschef, jf. min oplysning herom i skrivelse af 31. august 2006. Samme har således naturligvis været fuldt informeret under forløbet, ligesom beslutningen om at bede klagerne om at rejse blev foretaget efter den pågældende sikkerhedschef var blevet kontaktet. Også [fodboldholdets] sikkerhedschef bakkede op om beslutningen. § Jeg skal således endnu engang understrege, at min klient på intet tidspunkt har ladet klagernes race [eller] etniske oprindelse indgå i overvejelserne om, hvorvidt klagerne var velkomne som gæster på hotellet på det pågældende tidspunkt." Klagekomitéen modtog klagernes bemærkninger den 4. december 2006. Heraf fremgik, at det var nyt for dem samt i strid med tidligere givne oplysninger, at hotellets beslutning om bortvisning var støttet af fodboldholdets sikkerhedsteam. Endvidere var det i strid med oplysninger, som klagerne havde modtaget fra fodboldholdet. Af klagernes bemærkninger fremgik, at de igen anmodede om, at specifikke detaljer vedrørende gennem hvilke personer hvilke oplysninger var blevet udvekslet, idet de havde grund til at betvivle dette. Klagerne fandt det klart, at fodboldholdet ikke delte hotellets vurdering af dem som værende en sikkerhedsrisiko, idet de fik adgang til spillerne under deres besøg i Århus. Vedlagt klagernes bemærkninger var fotografier af dem sammen med spillerne. Det fremgik endvidere af klagernes bemærkninger, at de igen ønskede at fremhæve, at efter at hotellet havde indlogeret dem, var den eneste faktuelle grund til at bortvise dem den påståede brug af nødudgangen. Alle de andre grunde var ifølge klagerne baseret på oplysninger, som hotellet havde kendskab til på tidspunktet for indlogeringen. I betragtning af den måde, hvorpå hændelsen med nødudgangen var blevet præsenteret af hotellet, var klagerne stadig usikre på, hvilke konkrete fakta beslutningen om bortvisning var blevet truffet på baggrund af. Klagerne var af den opfattelse, at hotellet endnu engang havde ændret dets forklaring, idet hotellet nu oplyste, at en af klagerne faktisk benyttede nødudgangen i stedet for dem alle fire eller i stedet for kun en af dem forsøgte det, som det tidligere var blevet gjort gældende. Klagerne bemærkede, at hotellet havde anført, at det ikke havde ændret dets forklaring, men klagerne fandt det klart, at hotellet havde ændret dets historie flere gange. Som tidligere anført af klagerne, var den forklaring, som politiet modtog, at de alle fire havde benyttet sig af nødudgangen, hvorefter dette blev ændret i brevet af 31. august til at kun én af dem havde forsøgt dette. Dette var nu igen ændret til at en af dem faktisk benyttede sig af nødudgangen og ikke kun forsøgte det. Det fremgik yderligere af klagernes bemærkninger, at de fastholdt deres synspunkt, at der ikke var nogen beviser for, at nogen af dem benyttede nødudgangen. Endvidere ønskede de at pointere, at de ikke delte hotellets vurdering af, at det var rimeligt at bortvise 4 personer på baggrund af, hvad én person angiveligt skulle have gjort. Især uden at have forsøgt at klarlægge, hvilken baggrund denne person handlede på. Under selve bortvisningen klargjorde hotellet ikke på hvilket grundlag bortvisningen fandt sted, og klagerne vidste ikke, hvad de var anklaget for, og om det gjaldt dem alle eller bare én af dem, eller det var baseret på misforståelser. Desuden fremgik det af klagernes bemærkninger, at deres forsøg på at udrede eventuelle misforståelser, herunder at tillade inspektion af deres bagage og deres bil, ikke hjalp. Heller ikke deres samarbejde med politiet, som ikke støttede bortvisningen, hjalp. Klagerne bemærkede afslutningsvis, at de havde observeret, at hotellet blev ved med at fremsætte beskyldninger uden at have nogen beviser til at understøtte dem eller specifikke detalje, som de kunne undersøge. Klagerne understregede, at de flere gange havde anmodet om oplysninger om hotellets beviser, herunder navne på vidner etc., uden at have modtaget noget i denne anledning. Klagekomitéen modtog den 14. december 2006 hotellets bemærkninger. Af bemærkningerne fremgik blandt andet: § "Skrivelsen giver ikke anledning til yderligere bemærkninger, idet det dog for en god ordens skyld understreges, at det af indklagede tidligere anført fastholdes. § Det er op til min klient at afgøre, hvem man ønsker som gæster på hotellet, så længe det ikke afgøres under hensyntagen til race, etnisk oprindelse og religion, hvorfor min klient også med henvisning hertil har været fuldt berettiget til at handle som sket. § Min klient har på ingen måde foretaget forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. I forlængelse heraf skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at min klient har mange forskellige nationaliteter ansat i flere forskellige funktioner." Klagekomitéen modtog den 11. januar 2007 klagernes bemærkninger. Heraf fremgik, at de bemærkede, at ingen af de oplysninger de havde anmodet om, var blevet givet. Endvidere bemærkede de, at hotellet syntes at være af den opfattelse at kunne vælge, hvilke gæster det ønskede, så længe modparten ikke kunne bevise, at hotellets handlinger var baseret på ulovlig forskelsbehandling. I dette tilfælde mente klagerne ikke, at det handlede om afvisning af gæster, men om bortvisning af udenlandske gæster sent om aftenen efter disse gæster var blevet accepteret og indlogeret på værelser. Det fremgik af klagernes bemærkninger, at hotellet ikke havde nægtet at modtage dem som gæster, men at det havde bragt en aftale til ophør, som allerede var igangsat, idet hotellet havde tildelt dem værelser mod betaling. Det var en ganske anden situation, idet ophør af en aftale, krævede et ganske andet ophørsgrundlag end, hvis man valgte ikke at indtræde i en aftale. Klagerne formodede, at selv ikke hotellet var af den opfattelse, at hotellet kunne bortvise gæster ud fra deres egen skønsmæssige vurdering uden nogen faktuel grund. Afslutningsvis fremgik det af klagernes bemærkninger, at hotellet manglede forståelse for de nuværende og historiske problemer vedrørende diskrimination, idet hotellet fremhævede, at hotellet ikke diskriminerede, idet hotellet havde flere ansatte af forskellige etniske oprindelser. Anvendelse af udenlandsk arbejdskraft var oftere reglen for at diskriminere end det modsatte. Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandlings udtalelse: "Efter § 10, stk. 2, i lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling er Institut for Menneskerettigheder tillagt kompetence til at behandle klager over overtrædelse af lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse og for overtrædelse af lovens forbud mod repressalier. Denne opgave varetages på instituttets vegne af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling, som er tillagt beføjelse til at give udtryk for sin opfattelse af, om der er sket en overtrædelse af forbudene mod forskelsbehandling af de anførte grunde eller en overtrædelse af forbudene mod repressalier. Klagekomitéen har i forbindelse med klagernes klage vurderet, hvorvidt hotellet den 24. juni 2005 har udsat klagerne for forskelsbehandling på grund af deres race eller etniske oprindelse i forbindelse med hotellets bortvisning af dem som gæster. Efter § 2, stk. 1, i lov om etnisk ligebehandling gælder loven for al offentlig og privat virksomhed, for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelig for offentligheden. Det følger af lovens § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse. Ifølge lovens § 3, stk. 2, foreligger der direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Det vil således være direkte forskelsbehandling, hvis et hotel ved bortvisning af en hotelgæst lægger vægt på gæstens race eller etniske oprindelse. Klagekomitéen har herefter nærmere vurderet, hvorvidt hotellets bortvisning af klagerne var begrundet i deres race eller etniske oprindelse. Klagerne har oplyst, at de følte sig forskelsbehandlet på grund af deres hudfarve, idet hotellet først accepterede deres reservation uden kommentarer og herefter indlogerede dem på deres værelser for derefter at bortvise dem. Hotellet har blandt andet oplyst, at hotellet var i højeste sikkerhedsberedskab, idet et kendt udenlandsk fodboldhold var indlogeret på hotellet. Det er endvidere oplyst, at hotellet fandt det usædvanligt, at klagerne ankom uden bagage og at det efter indkvarteringen blev konstateret, at en af dem tjekkede hotellets nødudgange, ligesom en af nødudgangene blev benyttet til trods for tydelig mærkning på 3 sprog på døren, hvilket blev betragtet med største alvor, særligt den skærpede sikkerhedssituation taget i betragtning. Hotellet har oplyst, at det var på denne baggrund politiet blev tilkaldt og at det efterfølgende var hotellets opfattelse, at klagerne af hensyn til det forhøjede sikkerhedsberedskab skulle afvises og udvises fra hotellet. Endvidere fremgår det blandt andet af hotellets erklæring, at hotellets mistanke ligeledes var begrundet i, at klagerne 30 minutter før deres ankomst booker to værelser uden forudstående reservation. Det fremgår således af sagens oplysninger, at der ifølge hotellet lå 5 grunde til grund for bortvisningen. De 5 grunde er 1) den sene reservation af værelser, 2) den ikke medbragte bagage, 3) den manglende anskaffelse af billetter til fodboldkampen inden ankomst, 4) den påståede brug af nødudgangen af enten alle fire klagere eller én af dem og 5) det forhøjede sikkerhedsberedskab på hotellet. Hertil har klagerne blandt andet oplyst, at de overværede fodboldholdets træning og fik taget billeder sammen med spillerne. Klagerne er derfor af den opfattelse, at fodboldholdet ikke opfattede dem som nogen trussel. Vedrørende benyttelsen af nødudgangen har klagerne oplyst, at denne påstand er falsk. Klagerne har oplyst, at de købte billetterne til fodboldkampen i Århus og de endvidere ikke kan se, hvordan deres rejsearrangement, herunder hvor meget de medbringer af bagage kan udgøre grundlag for en bortvisning. Det er oplyst i sagen, at politiet ved ransagning af klagernes værelser samt deres bil ikke fandt noget, der kunne begrunde en bortvisning. Dette er ubestridt af parterne. Klagekomitéen finder på baggrund af sagens oplysninger ikke, at det kan anses for godtgjort, at klagerne er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af deres race eller etniske oprindelse i forbindelse med hotellets bortvisning af dem. Komitéen har i den forbindelse især lagt vægt på hotellets oplysninger om, at hotellet vurderede klagerne som udgørende en fare for sikkerheden på hotellet. Endvidere finder komitéen ikke, at det kan godtgøres, at hotellets vurdering af klagerne som udgørende en fare for sikkerheden på hotellet skete ud fra klagernes race eller etnisk oprindelse. Sagens omstændigheder giver dog Klagekomitéen anledning til generelt at udtale, at såfremt det lægges til grund, at hotellet i forbindelse med hotellets sikkerhedsvurdering af klagerne, har lagt vægt på deres race eller etniske oprindelse, vil dette være i strid med lov om etnisk ligebehandlings forbud mod direkte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i § 3, stk. 1."

Versioner

  1. 2007-05-03