Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00628
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9627@2014-08-23/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00628
Resumé Lederen forelagt kritik af arbejdsmiljøet Dagbladet Køge skrev blandt andet om en institution: ”BUPL må give op over for elendigt arbejdsmiljø”. Institutionens leder havde fået forelagt kritikken. Formanden for institutionens bestyrelse fik en anden artikel til gennemsyn og skrev, at den så fin ud. Pressenævnet finder ikke anledning til at kritisere. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A.6. De påklagede artikler omhandler personalemæssige problemer i Fuglevængets Børnehus. DAGBLADET Køge har i rubrikker og underrubrikker omtalt arbejdsmiljøet som henholdsvis ”elendigt” og ”dårligt” samt i en artikeltekst som ”ekstremt dårligt”. BUPL (Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund) og en psykolog har været tilknyttet Fuglevængets Børnehus som følge af arbejdsmiljøet. Pressenævnet finder herefter, at formuleringerne af arbejdsmiljøet i institutionen har dækning i artiklerne, der også gengiver udtalelser fra tidligere og nuværende medarbejdere, ligesom sagen var meldt til Arbejdstilsynet. Det forhold, at vurderingen af arbejdsmiljøet ikke deles af alle medarbejdere i institutionen, kan ikke føre til et andet resultat. Pressenævnet finder ikke anledning til at kritisere formuleringerne. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe hurtig og korrekt information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, der kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. For så vidt angår artiklerne 19. februar 2014, har DAGBLADET Køge forud for offentliggørelsen forelagt kritikken af arbejdsmiljøet for institutionens leder, og hendes kommentarer er bragt i en særskilt artikel i sammenhæng med de påklagede artikler. Der er ikke sket forelæggelse for institutionens bestyrelse. Fuglevængets Børnehus er en selvejende institution med en bestyrelse som øverste myndighed. Bestyrelsen varetager institutionens administrative og økonomiske anliggender, ligesom bestyrelsen kan ansætte og afskedige den daglige leder. Institutionens leder har ansvaret for den daglige drift, herunder de personalemæssige forhold. Uanset, at navnlig oplysningerne i artiklen ”BUPL kaster håndklædet i ringen” henviser til bestyrelsen, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af, at artiklerne ikke inden 19. februar 2014 blev forelagt bestyrelsen. Nævnet har lagt vægt på, at den daglige ledelse i institutionen er kommet til orde, ligesom avisen har bragt en rettelse vedrørende tidspunktet for psykologens tilknytning til institutionen. Vedrørende artiklen 1. marts 2014 har Fuglevængets Børnehus klaget over karakteren af de stillede interviewspørgsmål, og at artiklen er negativt ladet i forhold til den vinkel, som man troede artiklen ville have. Pressenævnet lægger til grund, at bestyrelsesformanden deltog i et skriftligt interview til brug for artiklen, og at han efterfølgende havde artiklen i sin helhed til gennemsyn forud for offentliggørelsen. Formanden besvarede de stillede spørgsmål uden at give udtryk for sin utilfredshed. Nævnet finder herefter, at DAGBLADET Køge med rette har opfattet formandens svar: ”Det ser fint ud. Ingen kommentarer herfra.” som en godkendelse. Nævnet udtaler ikke kritik. Vedrørende artiklen 4. marts 2014 lægger Pressenævnet til grund, at udtalelsen i artiklen fra bestyrelsesformanden er en gengivelse af formandens udtalelse givet i et e-mailinterview til brug for artiklen 1. marts 2014. Pressenævnet finder det beklageligt, at fremstillingen i artiklen kan give det fejlagtige indtryk, at [Bestyrelsesformanden] har udtalt sig til artiklen den 4. marts 2014. Henset til den nære tidsmæssige sammenhæng mellem udtalelsen og offentliggørelsen samt det forhold, at udtalelsen ikke ses ude af kontekst, udtaler nævnet ikke kritik. DAGBLADET Køge har erkendt, at avisen har bragt forkerte oplysninger i artikelserien, herunder om tidspunktet for tilknytningen af en krisepsykolog og varigheden af BUPL’s involvering i sagen. Nævnet finder ikke, at oplysningerne i sammenhængen har en sådan betydning, at der er grundlag for kritik, men bemærker, at oplysningerne blev berigtiget i avisen den 2. april 2014, da redaktionen blev gjort opmærksom på fejlene. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at fastslå, at god presseskik er tilsidesat.
Fuglevængets Børnehus har ved bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden] klaget til Pressenævnet over en række artikler bragt i DAGBLADET Køge og på Sjællandske Mediers hjemmeside sn.dk i perioden 19. februar til 4. marts 2014, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling DAGBLADET Køge bragte den 19. februar 2014 forsideartiklen ”BUPL må give op over for elendigt arbejdsmiljø” med underrubrikken ” MISTRIVSEL: Tidligere medarbejdere fra Fuglevængets Børnehus er bekymrede for deres tidligere kollegers arbejdsmiljø og børnenes trivsel i institutionen ”. Af forsiden fremgår følgende: ”For et halvt år siden gik pædagogernes fagforening BUPL ind i sagen, efter en henvendelse fra nogle af pædagogerne. - Vi modtog ni klageskrivelser. Siden har vi forsøgt at løse konflikten. Det var voldsomme beskrivelser, pædagogerne kom med, om oplevelser, hvor de følte sig krænkede og ydmygede. Men efter et halvt år har vi konstateret, at det ikke står i vores magt at løse problemet, så vi har overgivet sagen til Køge Kommune, siger sagsbehandler [Sagsbehandleren] og fortsætter: - Vi har aldrig tidligere måttet opgive en sag på denne måde. Det er meget alvorligt derude, og sagen er også anmeldt til Arbejdstilsynet på grund af det belastende arbejdsmiljø. Køge, 1. sektion, s. 4-5.” Samme dag på side 4-5 bragte DAGBLADET Køge tre artikler om Fuglevængets Børnehus. Af artiklen ”Fik en depression på grund af dårligt arbejdsmiljø” fremgår bl.a. følgende: ”ARBEJDSMILJØ: Mistillid fra lederen, frihedsberøvelse og en utryg ansættelse var en del af det arbejdsmiljø, der betød, at [Person A] blev opsagt og fik en depression. Det går stille og roligt fremad for [Person A], der grundet et dårligt arbejdsmiljø og en fyreseddel fra Fuglevængets Børnehus gik ned med en depression. […] Det hele brød for alvor løs to dage efter, at hun blev lukket inde på et kontor i Fuglevængets Børnehus, hvor hun havde en uoverensstemmelse med lederen i et forsøg på at få styr på sine arbejdsforhold. - Jeg husker hvordan jeg stod inde på kontoret og begyndte at græde. Jeg ville bare ud, og sagde det gentagende gange, men hun (lederen af institutionen, red.) stillede sig bare foran døren, så jeg ikke kunne komme ud og min kollega, som stod udenfor, ikke kunne komme ind, mindes [Person A]. To dage efter begyndte hun om natten at styrtbløde fra livmoderen og bliver hasteindlagt. - Men derefter gik jeg tilbage på arbejdet. Jeg var jo vikar og havde fået at vide, at jeg havde for meget sygefravær, og jeg ville jo gerne have jobbet, så jeg lod som om jeg var stærk, siger [Person A]. […] Efter episoden på kontoret taler [Person A] med sin tillidsmand, og finder ud af, at hun ikke er den eneste, der er ked af arbejdsmiljøet. - Jeg finder ud af, at vi var mere end et par stykker. Der var syv andre, plus to tidligere medarbejdere, som var stoppet af samme årsag, siger [Person A]. Der bliver indkaldt til et stormøde med BUPL, bestyrelsen, ledelsen, personalet og Frie Børnehaver, som skal skyde en samarbejdsproces i gang. […] Krisepsykolog Omkring halvanden måned senere tilbyder institutionen psykologhjælp til hele personalet. - Men vi skulle have haft en krisepsykolog, som havde taget hånd om os allerede efter eller senest dagen efter det store møde, siger den tidligere ansatte. […]” Af artiklen ”BUPL kaster håndklædet i ringen” fremgår bl.a. følgende: ”KØGE: Hos pædagogernes fagforening BUPL bekræfter man, at de indtil for 14 dage siden forsøgte at forbedre arbejdsmiljøet i Fuglevængets Børnehus i Køge. - Vi kan bekræfte, at institutionen er ramt af problemer med det psykiske arbejdsmiljø og samarbejdsproblemer. BUPL har i løbet af det sidste halve år arbejdet med sagen, med henblik på at få institutionens bestyrelse til at finde en løsning på problemet, forklarer Jens Kristian Larsen, der er kommunikationsmedarbejder hos BUPL. […] Da BUPL nævnte, at de ville gå til kommunen har bestyrelsen holdt møder med personalet med bistand fra en psykolog. - Det er BUPLs opfattelse, at problemerne i institutionen vedrører hele medarbejder- og ledelsesgruppen og derfor bør løses kollektivt med bistand fra en professionel ekstern og uafhængig konsulent. Overtaget sagen Hos Køge Kommune bekræfter dagtilbudschef [Chefen], at de har fået en henvendelse fra BUPL. - Institutionen er selvejende, men vi fører tilsyn, og har i sidste uge været ude på et ekstraordinært tilsyn, hvor vi ser på både pædagogik og struktur. Jeg kender ikke resultatet endnu, men vi er i en god dialog med bestyrelsen på stedet, og vil selvfølgelig være obs på, om der er noget galt, siger [Chefen].” Af artiklen ”Nuværende medarbejdere støtter lederen” fremgår bl.a. følgende: ”KØGE: I Fuglevængets Børnehus er lederen ked af de beskyldninger, der er mod hende og arbejdspladsen. - Det er svært at navigere i det her, for der er tale om personsager, og så må jeg ikke udtale mig. Jeg har ikke mulighed for at forsvare mig eller forklare mig, siger en tydeligt berørt leder, der af ovennævnte årsag har fået lov til at udtale sig, uden at få sit navn i avisen. Hun starter med at pointere, at de ni ansatte, der skrev under på at BUPL måtte få indsigt i deres sagsmappe, ikke nødvendigvis betyder at de er enige, men blot giver BUPL ret til aktindsigt. - Vi havde en trivselsmåling i juni 2013, hvor vi fik 8,5 ud af 10, hvor 10 er det bedste. Og vi har også haft en APV (arbejdspladsvurdering, red.) i november sidste år, som også viste god trivsel. Den blev lavet anonymt af et firma udefra, siger institutionslederen. Hun afviser dog ikke, at der er problemer på arbejdspladsen. - Jeg siger ikke, at alt går godt, og vi har også haft psykolog på. […]” Den 21. februar 2014 bragte DAGBLADET Køge artiklen ”Fuglevænget sat under ekstra tilsyn” . Den 1. marts 2014 bragte avisen artiklen ”Ikke råd til ekstern hjælp i Fuglevængets Børnehus” med underrubrikken ”ARBEJDSMILJØ: Bestyrelsen for Fuglevængets Børnehus har ikke råd til den nødvendige eksterne konsulentbistand i en verserende sag om dårlige arbejdsmiljø” . Af artiklen fremgår bl.a. følgende: ”KØGE: Bestyrelsen for Fuglevængets Børnehus havde mandag inviteret alle forældre til et orienteringsmøde ved den udfordring, der i øjeblikket eksisterer i institutionen, hvor tidligere og nuværende ansatte beretter om et ekstremt dårligt arbejdsmiljø. […] Fortsat kritik En nuværende ansat har henvendt sig til DAGBLADET og fortalt, at en del medarbejdere stadig har det virkelig skidt på arbejdspladsen. Hun tør dog ikke stå frem med navn i avisen, da hun er bange for at miste sit job. - Alle ni medarbejdere, der gav BUPL aktindsigt har fået behandling af grov karakter fra ledelsen. Bestyrelsen finder lederen, som den rette leder på stedet, og nægter at tage imod råd fra BUPL. Vi er IKKE 22 medarbejdere, der trives i Fuglevænget – vi er stadig en håndfuld tilbage, som har det meget skidt og behandles med løgn og øjne der vendes af os, som om vi er problemet. Det er vi IKKE. Vi er blevet behandlet dårligt, krænkende og ydmyget, og det foregår stadig, lyder det fra medarbejderen. Den fortsatte kritik ærgrer bestyrelsen. - Jeg skal beklage, hvis der fortsat er ansatte i huset, der ikke trives. Med det sagt, kan jeg ikke forholde mig til anonyme udtalelser. Hvad den enkelte oplever vil jeg forholde mig helt neutralt til og de udtalelser, som vedkommende har givet til dig, må stå for dennes egen regning, siger [Bestyrelsesformanden] […]” Den 4. marts 2014 bragte DAGBLADET Køge artiklen ”Mor: Vi mødte tårevædet personale” med underrubrikken ”ARBEJDSMILJØ: [Person B] har haft børn i Fuglevængets Børnehus gennem ni år. Nu har hun flyttet sin datter et år før skolestart, på grund af pædagogernes dårlige arbejdsmiljø” . Af artiklen fremgår bl.a. følgende: ”[…] I Fuglevængets Børnehus tager bestyrelsen [Person B]s opsigelse [[Person B]s udmeldelse af sit barn] roligt. - Jeg tager til efterretning, at en forælder har flyttet sit barn. De oplevelser, hun har haft og hendes holdning til, at Fuglevænget har fået et dårligt ry, vil jeg forholde mig helt neutralt til. Det indtryk hun har, må stå for hendes helt egen regning, siger bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden] og fortsætter: - Mange forældre ytrede på det nyligt afholdte orienteringsmøde stor tilfredshed med såvel personale og ledelse som deres børns trivsel i huset, hvilket jeg ligeledes har taget til efterretning.” Den 2. april 2014 bragte DAGBLADET Køge på side 2 følgende: ”Rettelse KØGE: DAGBLADET KØGE skrev 19. februar om problemer med arbejdsmiljøet i Fuglevængets Børnehus. Af artiklerne fremgik det, at en krisepsykolog blev tilknyttet institutionen halvanden måned efter et stormøde mellem BUPL, institutionens bestyrelse, ledelse og personale samt Frie Børnehaver. Børnehusets bestyrelsesformand, [Bestyrelsesformanden], oplyser, at psykologen blev tilknyttet allerede primo november. Altså få uger efter det første møde med BUPL, som blev holdt 21. oktober. [Bestyrelsesformanden] gør i øvrigt opmærksom på, at artiklernes oplysning om, at bestyrelsen holdt personalemøde med psykologbistand, da BUPL nævnte, at de ville gå til kommunen, ikke er korrekt. Han oplyser, at der allerede ved det første møde 21. oktober blev fremlagt en procesplan, der skitserede de afholdte møder. Altså længe før BUPL i februar nævnte, at de ville gå til kommunen med sagen. Endelig gør [Bestyrelsesformanden] indsigelse mod artiklernes oplysning om, at BUPL i februar havde været involveret i sagen i et halvt år. BUPL henvendte sig første gang til Fuglevængets Børnehus ultimo september 2013, altså fire en halv til fem måneder før artiklerne blev bragt. Vi beklager fejlene.” Korte uddrag af de påklagede artikler blev bragt på sn.dk under overskrifterne ”BUPL opgiver at løse konflikt på institution” den 19. februar, ”Børnehus sat under ekstra tilsyn” den 21. februar, ”Ikke råd til ekstern hjælp i Fuglevængets Børnehus” den 1. marts og ”Mor: Vi mødte pædagoger i tårer” den 4. marts 2014. Yderligere oplysninger Af institutionens hjemmeside fuglevængets-vuggestue.dk fremgår følgende om ”Bestyrelsens ansvar og opgaver”: ”Bestyrelsen påser, at institutionens administrative og økonomiske anliggender varetages under hensyn til inst. formål. De regler, der til enhver tid er gældende for inst. ledelse og drift, kræver tilslutning fra den samlede bestyrelse. […] Inst. leder ansættes og afskediges af bestyrelsen under forbehold af kommunens godkendelse. Lederen har ansvaret for den pædagogiske ledelse og den daglige drift af inst., herunder personaleforhold.” 2 Parternes synspunkter 2.1 Fuglevængets Børnehus’ synspunkter Bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden] har anført, at mediet i artikelserien har udvist mangelfuld kildekritik, viderebragt forkerte oplysninger, undladt at inddrage relevante parter i sagen og lavet en ensidig vinkling på artiklerne. Journalisten har valgt at bruge anonyme kilder som baggrund for megen af sin journalistik. Det er kritisabelt, at vedkommende ikke har efterprøvet udsagn fra disse anonyme kilder. Ved at undlade dette fremstår journalistikken partisk. Vedrørende artiklerne bragt den 19. februar 2014 har [Bestyrelsesformanden] navnlig anført, at overskriften om et elendigt arbejdsmiljø savner dækning i artiklen. Overskriften er et udtryk for en tolkning fra journalistens side. I artiklen kritiseres bestyrelsen for manglende ageren og lydhørhed over for BUPL, men bestyrelsen er ikke blevet kontaktet og givet mulighed for at komme med kommentarer. Endvidere antydes det, at der er sammenhæng mellem en episode i institutionen og det forhold, at en medarbejder to dage efter begyndte at styrtbløde. Det er ikke dokumenteret. Endelig viderebringes en række forkerte oplysninger. Det er således forkert, at krisepsykologen først blev tilknyttet halvanden måned efter det første møde. Det skete primo november 2013. Det er også forkert, at bestyrelsen først holdt personalemøder med psykologbistand, da BUPL nævnte, at de ville gå til kommunen. Der blev allerede den 21. oktober 2013 fremlagt en procesplan, der skitserede de afholdte møder. BUPL’s oplysning om, at de har været involveret i et halvt år, er forkert. BUPL har været involveret i arbejdet i 4½ til 5 måneder. Vedrørende artiklen bragt den 1. marts 2014 har [Bestyrelsesformanden] anført, at han blev oplyst, at artiklens vinkel ville være, hvordan institutionen skulle komme videre, og at han besvarede journalistens spørgsmål på denne baggrund. Karakteren af de stillede spørgsmål og den efterfølgende affattelse af artiklen er negativt ladet i forhold til den vinkel, der var aftalt. Der er ikke dækning for påstanden om, at der berettes om ekstremt dårligt arbejdsmiljø. Endelig er journalistens brug af store bogstaver i den ansattes udtalelse et udtryk for manglende kildekritik. Han fik artiklen til gennemsyn forud for offentliggørelse, men forholdt sig i den forbindelse udelukkende til de gengivne citater. Til artiklen bragt den 4. marts 2014 har journalisten anvendt en række citater, som er afgivet af [Bestyrelsesformanden] til brug for en anden artikel. I den første artikel forholdt han sig til anonyme udtalelser, mens forælderen, [Person B], stod frem med navn i artiklen den 4. marts 2014. Præmissen for hans udtalelser havde således ændret sig fra den første artikel til den anden, og han burde derfor være blevet hørt, om dette gav anledning til yderligere eller andre kommentarer fra ham. Af artiklen fremgår det, at han tager udmeldelsen af [Person B]s datter roligt. Det stemmer ikke med hans udtalelse om, at han forholdt sig neutralt til anonyme udtalelser. Formuleringen giver indtryk af, at bestyrelsen ikke gør noget. Endvidere er der ikke dokumentation for, at de beskrevne episoder direkte har baggrund i et dårligt arbejdsmiljø. [Bestyrelsesformanden] har oplyst, at institutionen ikke anmoder om genmæle, men ønsker, at avisen pålægges at tilføje en tekst til de artikler, der er tilgængelige online. 2.2 DAGBLADET Køges synspunkter DAGBLADET Køge har anført, at overskriften om et elendigt arbejdsmiljø er dækkende for en situation, hvor flere ansatte har klaget. BUPL har i flere måneder forgæves søgt at bidrage til en løsning, og institutionens leder fortæller, at man har haft en psykolog til at hjælpe med at løse problemerne. Igennem forløbet har DAGBLADET Køge søgt at belyse konflikten fra begge sider. Lederen af institutionen er blevet hørt i de indledende artikler. En tidligere medarbejder optræder uden navn, da hun udtaler sig om sine oplevelser. [Bestyrelsesformanden] er også blevet hørt, og hans svar fra et mail-interview er gengivet loyalt. Han svarer bl.a. på artikelseriens anonyme udsagn fra en nuværende medarbejder. At [Bestyrelsesformanden] ikke blev kontaktet forud for gengivelsen af hans reaktion på, at et forældrepar valgte at udmelde deres barn af institutionen skyldes, at han havde svaret meget præcist på dette forhold i mailinterviewet. Af mailinterviewet fremgår bl.a. følgende: ” Journalisten: Jeg har ligeledes talt med en mor, hvis barn netop er meldt ud på grund af, at de oplevede den dårlige stemning i huset. Vil du give hende ret i, at Fuglevænget har fået et dårligt ry? [Bestyrelsesformanden]: Jeg tager til efterretning, at en forælder har flyttet sit barn. Vedr. de oplevelser hun har haft og hendes holdning til, at Fuglevænget har fået et dårligt ry, vil jeg igen forholde mig helt neutralt. […]” Både [Bestyrelsesformanden] og journalisten var bekendt med forældrenes identitet på dette tidspunkt. I artiklen 4. marts 2014 træder moderen frem med navn, men intet andet er ændret ved situationen. Artiklerne gengiver tydeligt, hvornår der er tale om dels enkeltkilders subjektive oplevelser dels fakta som trivselsmålinger, en APV-undersøgelse, kommunens tiltag, mv. [Bestyrelsesformanden] havde artiklen af 1. marts 2014 til eftersyn i sin helhed forud for offentliggørelsen og svarede ved e-mail af 27. februar 2014 følgende: ”Det ser fint ud. Ingen kommentarer herfra. Du er altid velkommen til at kontakte mig igen, såfremt du får behov for yderligere.” [Bestyrelsesformanden] havde allerede den 27. februar 2014 mulighed for at anføre sine kritikpunkter, men gjorde det ikke. Intet i den bragte version af artiklen er ændret i forhold til den version, som han havde til gennemsyn. DAGBLADET Køge blev først i forbindelse med klagen af 26. marts 2014 til Pressenævnet bekendt med, hvilke oplysninger institutionen betragtede som fejlagtige. Avisen fulgte op på disse i den førstkommende udgave af avisen og på nettet og bragte den 2. april 2014 en rettelse. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og Karsten Kolding. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A.6. De påklagede artikler omhandler personalemæssige problemer i Fuglevængets Børnehus. DAGBLADET Køge har i rubrikker og underrubrikker omtalt arbejdsmiljøet som henholdsvis ”elendigt” og ”dårligt” samt i en artikeltekst som ”ekstremt dårligt”. BUPL (Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund) og en psykolog har været tilknyttet Fuglevængets Børnehus som følge af arbejdsmiljøet. Pressenævnet finder herefter, at formuleringerne af arbejdsmiljøet i institutionen har dækning i artiklerne, der også gengiver udtalelser fra tidligere og nuværende medarbejdere, ligesom sagen var meldt til Arbejdstilsynet. Det forhold, at vurderingen af arbejdsmiljøet ikke deles af alle medarbejdere i institutionen, kan ikke føre til et andet resultat. Pressenævnet finder ikke anledning til at kritisere formuleringerne. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe hurtig og korrekt information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, der kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. For så vidt angår artiklerne 19. februar 2014, har DAGBLADET Køge forud for offentliggørelsen forelagt kritikken af arbejdsmiljøet for institutionens leder, og hendes kommentarer er bragt i en særskilt artikel i sammenhæng med de påklagede artikler. Der er ikke sket forelæggelse for institutionens bestyrelse. Fuglevængets Børnehus er en selvejende institution med en bestyrelse som øverste myndighed. Bestyrelsen varetager institutionens administrative og økonomiske anliggender, ligesom bestyrelsen kan ansætte og afskedige den daglige leder. Institutionens leder har ansvaret for den daglige drift, herunder de personalemæssige forhold. Uanset, at navnlig oplysningerne i artiklen ”BUPL kaster håndklædet i ringen” henviser til bestyrelsen, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af, at artiklerne ikke inden 19. februar 2014 blev forelagt bestyrelsen. Nævnet har lagt vægt på, at den daglige ledelse i institutionen er kommet til orde, ligesom avisen har bragt en rettelse vedrørende tidspunktet for psykologens tilknytning til institutionen. Vedrørende artiklen 1. marts 2014 har Fuglevængets Børnehus klaget over karakteren af de stillede interviewspørgsmål, og at artiklen er negativt ladet i forhold til den vinkel, som man troede artiklen ville have. Pressenævnet lægger til grund, at bestyrelsesformanden deltog i et skriftligt interview til brug for artiklen, og at han efterfølgende havde artiklen i sin helhed til gennemsyn forud for offentliggørelsen. Formanden besvarede de stillede spørgsmål uden at give udtryk for sin utilfredshed. Nævnet finder herefter, at DAGBLADET Køge med rette har opfattet formandens svar: ”Det ser fint ud. Ingen kommentarer herfra.” som en godkendelse. Nævnet udtaler ikke kritik. Vedrørende artiklen 4. marts 2014 lægger Pressenævnet til grund, at udtalelsen i artiklen fra bestyrelsesformanden er en gengivelse af formandens udtalelse givet i et e-mailinterview til brug for artiklen 1. marts 2014. Pressenævnet finder det beklageligt, at fremstillingen i artiklen kan give det fejlagtige indtryk, at [Bestyrelsesformanden] har udtalt sig til artiklen den 4. marts 2014. Henset til den nære tidsmæssige sammenhæng mellem udtalelsen og offentliggørelsen samt det forhold, at udtalelsen ikke ses ude af kontekst, udtaler nævnet ikke kritik. DAGBLADET Køge har erkendt, at avisen har bragt forkerte oplysninger i artikelserien, herunder om tidspunktet for tilknytningen af en krisepsykolog og varigheden af BUPL’s involvering i sagen. Nævnet finder ikke, at oplysningerne i sammenhængen har en sådan betydning, at der er grundlag for kritik, men bemærker, at oplysningerne blev berigtiget i avisen den 2. april 2014, da redaktionen blev gjort opmærksom på fejlene. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at fastslå, at god presseskik er tilsidesat. Afgjort den 21. august 2014