Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00655
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9713@2014-09-26/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00655
Resumé Formand omtalt som afsat, men gik selv Jyllands-Posten skrev ”Slagsmål om 70 mio. kr. afgøres snart” om et forsikringsselskab i likvidation. Her stod, at Finanstilsynet afsatte den daværende bestyrelsesformand i 2012. Det er ikke korrekt. Han gik selv. Pressenævnet kritiserer Jyllands-Posten for ikke at tjekke denne og andre oplysninger. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Der er over for Pressenævnet henvist til en række anonymiserede afgørelser. Nævnet har ved vurderingen af nærværende klage lagt til grund, at afgørelserne vedrører [Selskabet]. God presseskik Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.1. På baggrund af Finanstilsynets afgørelse af 14. september 2012 lægger Pressenævnet til grund, at [Selskabet] i januar og februar 2011 havde udbetalt bonus til selskabets direktør, bestyrelsesmedlemmer samt bestyrelsesformand, [Klager 2], uden en bestyrelsesgodkendt lønpolitik. I 2011 var der vedtaget en lønpolitik, der gav mulighed for at udbetale bonusser svarende til det faste honorar. Ifølge § 77 i lov om finansiel virksomhed må bonusser imidlertid maksimalt udgøre 50 procent af det faste vederlag. I januar 2011 og januar 2012 var der udbetalt bonusser til fire menige bestyrelsesmedlemmer i strid med lov om finansiel virksomhed, da bonusserne svarede til de pågældende medlemmers faste årlige honorar. I Finanstilsynets afgørelse er niveauet for [Klager 2]s bonus ikke kritiseret. Ad 1) Kunders mening ”En række kunder i [Selskabet] mente, at bestyrelsen med formanden i spidsen dels udbetalte sig selv for fine honorarer, dels planlagde at uddele selskabets formue på en måde, der ville favorisere bestyrelsen og dens familiemedlemmer.” På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet videre til grund, at i hvert fald [Person A] var af den opfattelse, at ”bestyrelsen med formanden i spidsen udbetalte sig selv for fine honorarer, dels planlagde at uddele selskabets formue på en måde, der ville favorisere bestyrelsen og dens familiemedlemmer”. Ifølge Jyllands-Posten var yderligere ti kunder af denne opfattelse. Da kundernes subjektive vurdering tillige har støtte i Finanstilsynets afgørelse af 14. september 2012 og derved heller ikke er uden faktisk grundlag, finder nævnet ikke anledning til at kritisere avisen for at offentliggøre kundernes vurdering. 2) Vedrørende valget i 2011 ”En undersøgelse fra tilsynet har siden påpeget, at de nye kunder betalte meget små præmier, alle stemte for de siddende delegerede, der dermed lige akkurat vandt valget - og at de genvalgte delegerede derefter modtog gavekort, der svarede til det beløb, der kom ind i præmier.” På baggrund af Finanstilsynets afgørelse af 4. december 2013 lægger Pressenævnet til grund, at det ifølge tilsynet ikke kan udelukkes, at tegningen af 120 nye medlemmer havde indvirkning på valget i 2011, ligesom bestyrelsen ifølge Finanstilsynet ved tegningen af medlemmerne varetog bestyrelsens egne interesser i stedet for selskabets. Ifølge klagerne vandt de siddende delegerede ikke kun ”lige akkurat”, som Jyllands-Posten skriver. Pressenævnet finder stemmefordelingen mindre afgørende ved omtalen, da tegningen i efteråret 2010 af nye forsikrede og derved nye stemmeberettigede ifølge Finanstilsynet kan have haft indvirkning på valget i 2011. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere valgomtalen. Ifølge Finanstilsynets beslutning om politianmeldelse af 24. oktober 2013 blev der udstedt gavekort til delegerede samlet set svarende til de beløb, der var indbetalt i præmier fra de nye medlemmer. [Klager 1] og [Klager 2] har oplyst, at der sædvanligvis blev givet gavekort som julegave. Uanset, om der sædvanligvis blev udstedt gavekort til delegerede, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere omtalen, da oplysningen om udbetalingen er korrekt. 3) Vedrørende formand [Klager 2] ”I 2012 afsatte tilsynet så [Selskabet]s mangeårige formand. Det skete bl.a. med henvisning til reglerne om bonusudbetalinger. Formanden havde modtaget mere i bonus end sin faste løn, samt løbende over en årrække betalt sig selv mere, end [Selskabet] havde i overskud.” Ifølge finanswatch.dk stoppede [Klager 2] som bestyrelsesformand den 16. oktober 2012. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at [Klager 2] blev afsat af Finanstilsynet. Der er over for Pressenævnet fremlagt to anonymiserede påbud fra december 2013 fra Finanstilsynet, hvor tilsynet påbyder bestyrelsesmedlemmer at ophøre som medlemmer af bestyrelsen. På baggrund af afgørelserne sammenholdt med, at [Klager 1] i artiklen ”Finanstilsynet fyrer hel bestyrelse” af 10. december 2013 på finanswatch.dk er citeret for at bekræfte, at han som formand og den øvrige bestyrelse er blevet afsat, lægger Pressenævnet til grund, at afgørelserne ikke vedrører [Klager 2]. Under henvisning til Finanstilsynets bødeforelæg fra september 2012 lægger Pressenævnet til grund, at bøden blandt andet var begrundet i, at der til bestyrelsesformand [Klager 2] var udbetalt en bonus uden, at der var en bestyrelsesgodkendt lønpolitik. Finanstilsynet kritiserede imidlertid ikke størrelsen på [Klager 2]s bonus, men fire menige bestyrelsesmedlemmers. Pressenævnet finder det herefter udokumenteret, at Finanstilsynet i 2012 afsatte daværende bestyrelsesformand [Klager 2]. Nævnet udtaler kritik af Jyllands-Posten for ikke at kontrollere oplysningen tilstrækkeligt inden offentliggørelse. Det forhold, at Finanstilsynet i forbindelse med en undersøgelse af [Selskabet] i juni 2012 havde iværksat en vurdering af ledelsens kompetence, kan ikke føre til et andet resultat. Ifølge Jyllands-Posten stammer avisens dokumentation for, at [Klager 2] ”løbende over en årrække [havde] betalt sig selv mere, end [Selskabet] havde i overskud” fra artiklen ”Omstridt formand tjener mere end sit selskab” af 9. august 2012 på finanswatch.dk. Ifølge Jyllands-Postens og finanswatch.dks oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager 2] i årene 2007 – 2011 samlet modtog mere i honorar end [Selskabet]s præmieindtægter. Det er imidlertid ikke dokumenteret, at [Klager 2] modtog mere end selskabets ”overskud”, der må forstås som selskabets resultat efter skat. Pressenævnet udtaler kritik af Jyllands-Posten for den upræcise gengivelse, der medfører, at omtalen er unødig krænkende for [Klager 2]. Ad 4. Omdannelse til fond ”Formanden blev kort efter afløst af sin søn, der arbejdede på at omdanne selskabet til en fond ledet af dele af den siddende bestyrelse. Det ville have bragt [Selskabet] bort fra Finanstilsynets område, men kun få dage før hamskiftet fyrede tilsynet hele bestyrelsen og politianmeldte flere af medlemmerne. I stedet for at blive til en fond blev selskabet sat under likvidation.” Ifølge parternes oplysninger stemte [Selskabet] den 6. december 2011 om, hvorvidt forsikringsselskabet skulle likvideres. Jyllands-Postens artikel kan fejlagtigt give indtryk af, at Finanstilsynet satte selskabet under tvangslikvidation. Det er ikke korrekt. Af Finanstilsynets afgørelse af 6. december 2013 fremgår det alene, at tilsynet ville indsætte en ekstra likvidator, hvis [Selskabet] – som sket – besluttede at likvidere selskabet for senere at kunne omdanne det til en fond. Fremstillingen i den påklagede artikel kan være krænkende for [Klager 1] som daværende bestyrelsesformand, da omtalen giver indtryk af, at Finanstilsynet gennemførte en tvangslikvidation, så selskabet blev tvangslikvideret ”i stedet for at blive til en fond”. Det er ikke korrekt, og nævnet udtaler kritik. Genmæle Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne overfor oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til det ovenfor anførte under god presseskik finder Pressenævnet, at udsagnet vedrørende [Klager 2]s fratræden og aflønning samt forsikringsselskabets likvidation ikke er korrekt beskrevet. Da det samtidig er egnet til at påføre klagerne skade af betydning, er de berettiget til et genmæle vedrørende disse forhold. De øvrige udsagn er derimod enten vurderinger, korrekte oplysninger, eller forhold, der ikke i sammenhængen er egnede til at påføre klagerne skade af betydning. Klagerne er ikke berettiget til et genmæle vedrørende disse forhold. I medfør af medieansvarsloven § 49, jf. lovens § 39, pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Jyllands-Posten at offentliggøre følgende: ”[Rubrik] Pressenævnet kritiserer Jyllands-Posten [Underrubrik] I en artikel om [Selskabet] og selskabets formand, [Klager 2], var der en række forkerte og upræcise oplysninger. [Tekst] I april omtalte Jyllands-Posten [Selskabet] i likvidation. Artiklen, der havde overskriften: ”Slagsmål om 70 mio.kr. afgøres snart”, handlede om forsikringsselskabet og dets formand gennem mange år, [Klager 2]. I artiklen stod der, at Finanstilsynet i 2012 afsatte den daværende bestyrelsesformand, [Klager 2]. Det er ikke korrekt – [Klager 2] gik selv. Derimod afsatte Finanstilsynet året efter – i 2013 – bestyrelsen og den siddende formand. Det er heller ikke korrekt, når det af artiklen fremgik, at [Klager 2] havde fået udbetalt mere i honorar, end forsikringsselskabet havde i overskud. Selskabets resultat efter skat (overskuddet) oversteg langt [Klager 2]s honorar. Derimod ser det ud til, at honoraret oversteg de årlige præmieindbetalinger. Ved at læse artiklen kunne man også få det indtryk, at Finanstilsynet efter [Klager 2]s afgang havde besluttet at tvangslikvidere selskabet. Det gjorde Finanstilsynet ikke. [Selskabet] besluttede selv at iværksætte en likvidation af selskabet, så det kunne omdannes til en fond. Finanstilsynet indsatte en ekstra likvidator, som skulle være med til at stå for likvidationen sammen med [Selskabet]s egen likvidator. Pressenævnet kritiserer Jyllands-Posten for ikke i tilstrækkelig grad at have kontrolleret oplysningerne, inden de blev bragt. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på: www.pressenaevnet.dk”
Tidligere bestyrelsesformænd i [Selskabet] og nuværende delegerede i [Selskabet] i likvidation [Klager 1] og [Klager 2] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Jyllands-Posten den 16. april 2014, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling Jyllands-Posten bragte den 16. april 2014 på forsiden af sektionen Erhverv&Økonomi følgende: ”Strid om formue Det lille forsikringsselskab [Selskabet] får snart afgjort sin skæbne og retten til 70 mio. kr. SIDE 4” På side 4-5 i sektionen Erhverv&Økonomi bragte Jyllands-Posten artiklen ”Slagsmål om 70 mio. kr. afgøres snart” med underrubrikken ”Indædt kamp om lille forsikringsselskabs formue nærmer sig målstregen. Undersøgelse af valg afgør sagen - en omstridt advokat er sat uden for indflydelse”. Af artiklen fremgår følgende: ” […] Valget [i 2011], som kuratoren [Person C fra Kammeradvokaten] ser nærmere på, blev i sin tid dækket indgående i Jyllands-Posten. En række kunder i [Selskabet] mente, at bestyrelsen med formanden i spidsen dels udbetalte sig selv for fine honorarer, dels planlagde at uddele selskabets formue på en måde, der ville favorisere bestyrelsen og dens familiemedlemmer. Midt i det hele trådte Finanstilsynet ind i sagen, og gennemtvang det første reelle valg til selskabets delegeretforsamling siden 1975. Men spørgsmålet har siden været, om valget nu også endte med at være helt fair - for kort før der skulle stemmes, dukkede en masse små, nye kunder op. En undersøgelse fra tilsynet har siden påpeget, at de nye kunder betalte meget små præmier, alle stemte for de siddende delegerede, der dermed lige akkurat vandt valget - og at de genvalgte delegerede derefter modtog gavekort, der svarede til det beløb, der kom ind i præmier. I 2012 afsatte tilsynet så [Selskabet]s mangeårige formand. Det skete bl.a. med henvisning til reglerne om bonusudbetalinger. Formanden havde modtaget mere i bonus end sin faste løn, samt løbende over en årrække betalt sig selv mere, end [Selskabet] havde i overskud. Bestyrelse fyret Formanden blev kort efter afløst af sin søn, der arbejdede på at omdanne selskabet til en fond ledet af dele af den siddende bestyrelse. Det ville have bragt [Selskabet] bort fra Finanstilsynets område, men kun få dage før hamskiftet fyrede tilsynet hele bestyrelsen og politianmeldte flere af medlemmerne. I stedet for at blive til en fond blev selskabet sat under likvidation. […]” [Klager 1] og [Klager 2] anmodede ved e-mail af 5. maj 2014 Jyllands-Posten om at få bragt et genmæle. Det afviste avisen den 6. maj 2014. Klagen er indbragt for Pressenævnet ved e-mail af 7. maj 2014. Yderligere oplysninger Der er over for Pressenævnet henvist til Finanstilsynets redegørelse vedrørende en inspektion i [Selskabet] i juni 2012 . I denne redegørelse er navnet på forsikringsselskabet ikke anonymiseret, modsat andre af de afgørelser fra Finanstilsynet, som parterne har henvist til. I redegørelsen omtales blandt andet en nytegning af 120 medlemmer i efteråret 2010, at tilsynet vil foretage en selvstændig behandling af aflønningsreglerne samt undersøge, hvorvidt selskabets ledelse fortsat levede op til kravene om egnethed og hæderlighed (såkaldte ”fit & proper”-vurderinger). Den 9. august 2012 offentliggjorde finanswatch.dk artiklen ”Omstridt formand tjener mere end sit selskab” , hvor [Klager 2]s honorar blandt andet omtales. Af artiklen fremgår bl.a.: ”Over de sidste fem år har forsikringsselskabet [Selskabet] tjent 2,7 mio. kr. Den kan selskabets omstridte bestyrelsesformand [Klager 2] dog godt stikke. Alene det honorar, [Selskabet] betaler ham for at administrere selskabets over 60 mio. kr. store formue, beløber sig i samme periode til 3,1 mio. kr. Ud over det beløb kommer hans andel af bestyrelsens vederlag på 4,2 mio. kr., hvilket vil lande [Klager 2]s samlede honorar over fem år på 4,6 mio. kr. Det viser en gennemgang af selskabets årsregnskaber fra 2007 til 2011. Tvunget til valg [Klager 2] har gennem flere år været under beskyldning fra dele af [Selskabet]s stærkt begrænsede kundebase - præmieindtægterne i 2011 var på 332.000 kr. - for at forsøge at opløse selskabet og uddele formuen til en stribe kunder med relation til [Klager 2]. […]” Af Finanstilsynets afgørelse af 14. september 2012 fremgår det, at [Selskabet] fik en bøde på 70.000 kr. Afgørelsen er blandt andet begrundet i følgende: ”[...] - idet [Selskabet] den 6. januar 2011 traf beslutning om og senere i henholdsvis januar og februar 2011 udbetalte variabel løn i form af diskretionær bonus til direktøren, selskabets fire menige bestyrelsesmedlemmer samt bestyrelsesformanden, uden selskabet som krævet havde en bestyrelsesgodkendt lønpolitik på det pågældende tidspunkt. - idet [Selskabet]s lønpolitik, som blev vedtaget af bestyrelsen i maj 2011 og efterfølgende af delegeretforsamlingen i december 2011, indeholdt en bestemmelse om, at bestyrelsens incitamentsaflønning maksimalt kunne udgøre det samme som det faste vederlag, hvilket er i strid med § 77 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter variable løndele til et medlem af bestyrelsen højst må udgøre 50 pct. af det årlige honorar. - § 77 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 373, stk. 2 og 5, i lov om finansiel virksomhed, ved både i januar 2011 og i januar 2012 at have tildelt og udbetalt variabelt honorar, der udgør mere end 50 pct. af det faste honorar til selskabets 4 menige bestyrelsesmedlemmer, idet [Selskabet] udbetalte 50.000 kr. i bonus, hvilket svarede til de pågældende medlemmers faste årlige honorar […]” [Selskabet] offentliggjorde den 4. oktober 2012 følgende meddelelse vedrørende bødeforlægget: ”[…] De nye regler vedrørende aflønning blev vedtaget den 21. december 2010 og trådte i kraft den 1.januar 2011 – dvs. 10 dage efter vedtagelsen. Finanstilsynet lægger bl.a. til grund for bøden, at det sædvanlige honorar for 2010 blev udbetalt i 2011 og således var underlagt de nye aflønningsregler, hvilket [Selskabet] finder højst usædvanligt, når ydelsen vedrører arbejde, der er udført i 2010, men selvfølgelig først er udbetalt efter regnskabsårets afslutning. [Selskabet] fulgte naturligvis derfor den af generalforsamlingen vedtagne lønpolitik, indtil en ny var vedtaget. Finanstilsynet tilsidesætter med de nye regler regnskabslovgivningens almindelige periodiseringsregler. For at undgå en længerevarende og kostbar retssag betaler [Selskabet] bøden, idet [Selskabet]s delegeretforsamling har besluttet at arbejde hen imod omdannelse til en fond med almennyttigt formål. […]” Finanswatch.dk offentliggjorde den 12. november 2012 artiklen ”Tilsyn fælder kontroversiel formand” . Af artiklen fremgår blandt andet følgende: ”[…] Finanstilsynets beslutning om at se nærmere på bestyrelsesformand i det lille forsikringsselskab [Selskabet], [Klager 2]s, evner og hæderlighed har kostet den omstridte bestyrelsesformand posten. […] Tilsynet oplyser ikke om sådanne sager, men en ændring i selskabsregistreringen viser altså, at [Klager 2] den 16. oktober har forladt [Selskabet]s bestyrelse efter mere end femten år som formand. […]” I Pressenævnets sag er der herudover henvist til en række anonymiserede afgørelser fra Finanstilsynets hjemmeside. Afgørelserne er refereret nedenfor. Af Finanstilsynets hjemmeside fremgår det, at Finanstilsynet den 24. oktober 2013 besluttede at politianmelde tidligere og nuværende bestyrelsesmedlemmer samt direktøren for et forsikringsselskab for formueforbrydelser. Politianmeldelsen var blandt andet begrundet i, at selskabet havde truffet beslutning om vedtægtsændringer, der ville indskrænke kredsen, der skulle modtage udlodning af selskabets formue ved selskabets opløsning. Forsikringsselskabet havde op til et valg til delegeretforsamlingen tegnet en række nye medlemmer. Tegningen havde resulteret i en fordobling af antallet af stemmeberettigede medlemmer til valget. For flere af de nye medlemmers vedkommende blev forsikringen tegnet af flere personer på samme adresse, så de samme genstande var forsikret flere gange. Der var således ingen egeninteresse i at tegne forsikringen, da dækningen ikke øgedes. Der var udbetalt gavekort til de delegerede, der samlet set svarede til beløbet indbetalt i præmie. Af Finanstilsynets meddelelse fremgår videre bl.a. følgende: ”[…] Endeligt havde flere af de nye medlemmer en personlig tilknytning til selskabets direktør og den siddende bestyrelse ved valgets afholdelse. […] Ved valget blev selskabets daværende bestyrelse, personer med tydelig tilknytning til bestyrelsen, og enkelte nye medlemmer af selskabet valgt som delegerede, og udgjorde derefter selskabets generalforsamling. Finanstilsynet vurderer, at forholdene kunne tyde på, at formålet med tegningen af de nye medlemmer var at skaffe tilstrækkeligt med stemmer, så den siddende bestyrelse kunne afskære eksisterende medlemmer fra indflydelse og dermed sikre egne personlige interesser. Det kan derfor ikke afvises, at valgets udfald kunne have været anderledes, hvis der ikke havde været tegnet nye medlemmer i perioden op til valgets afholdelse. […] Bestyrelsen har således varetaget egne interesser frem for at varetage medlemmernes interesse. […]” Der er fremlagt to afgørelser af 4. december 2013 vedrørende to bestyrelsesmedlemmers egnethed til at være bestyrelsesmedlem, såkaldte ”Fit & proper”-vurderinger. Finanstilsynet påbød medlemmerne at ophøre deres hverv som medlem af bestyrelsen med øjeblikkelig virkning. I afgørelserne refereres de forhold, der også førte til politianmeldelsen af selskabet, jf. ovennævnte beslutning af 24. oktober 2013. Af vurderingerne fremgår videre: ”Det er Finanstilsynet opfattelse, at forøgelsen af det stemmeberettigede medlemstal, som følge af de [Udeladt] nytegnede policer, har været egnet til at påvirke resultatet af valget til delegeretordningen og til at afskære en række medlemmer fra at have indflydelse på valget til delegeretordningen. Forøgelsen af det stemmeberettigede medlemstal har på den måde været egnet til at sikre bestyrelsens fortsatte indflydelse på sammensætningen af selskabets delegeretordning og derigennem på selskabets generalforsamling og de beslutninger, som generalforsamlingen skal træffe, herunder valg af bestyrelse for [Udeladt] Fonden. […] Det er Finanstilsynets vurdering, at de ovennævnte tiltag samlet set er egnet til at sikre de siddende delegerede, herunder bestyrelsen, fremtidig råderet over [Udeladt]s formue, og at dette har været hensigten med de nævnte tiltag. Det er derfor Finanstilsynets vurdering, at bestyrelsen i [Udeladt] har varetaget andre interesser end selskabet i forbindelse med udførelsen af bestyrelsesarbejdet, nemlig bestyrelsens egne interesser, og at ledelsen af [Udeladt] derfor ikke er foregået på betryggende vis.” Af Finanstilsynet (ikke-anonymiserede) afgørelse af 6. december 2013 fremgår, at tilsynet forventede, at der på [Selskabet]s delegeretforsamling samme dag ville blive truffet beslutning om likvidation (med henblik på at kunne omdanne selskabet til en fond efterfølgende). Hvis [Selskabet] traf beslutning om likvidation, ville tilsynet af hensyn til de forsikrede udnævne advokat [Person C] fra Kammeradvokaten til likvidator. En på selskabets delegeretforsamling valgt likvidator ville derfor sammen med Kammeradvokaten skulle forestå likvidationen af [Selskabet]. Finanswatch.dk bragte den 10. december 2013 artiklen ”Finanstilsynet fyrer hel bestyrelse” , hvoraf blandt andet følgende fremgår: ”[…] Få dage før forsikringsselskabet [Selskabet]s formue efter planen lander i en fond, er Finanstilsynet gået ind og har fyret samtlige bestyrelsesmedlemmer i selskabet med henvisning til de såkaldte 'fit & proper'-regler. Det bekræfter bestyrelsesformand i [Selskabet], [Klager 1], søn af den mangeårige formand i selskabet [Klager 2], overfor FinansWatch. […]” 2. Parternes synspunkter 2.1 Klagernes synspunkter [Klager 1] og [Klager 2] har oplyst, at de klager som tidligere bestyrelsesformænd i [Selskabet] og nuværende delegerede i [Selskabet] i likvidation. [Klager 1] og [Klager 2] har navnlig klaget over nedenstående fire udsagn i artiklen: 1) ”En række kunder i [Selskabet] mente, at bestyrelsen med formanden i spidsen dels udbetalte sig selv for fine honorarer, dels planlagde at uddele selskabets formue på en måde, der ville favorisere bestyrelsen og dens familiemedlemmer.” Ad 1. Kunders mening Ingen kunder har nogensinde henvendt sig til selskabet med kritik af selskabets honorarer. Halvdelen af Jyllands-Postens kilder, ”oprørsgruppen”, har selv siddet i delegeretforsamlingen og har i en årrække været med til at stemme for lønniveauet, som blev enstemmigt vedtaget. Spekulationerne om favorisering ved uddeling af selskabets formue er introduceret af Jyllands-Posten selv i forening med den tidligere direktør [Person B] og senere også direktørens ven, [Person A]. [Person A] havde ikke noget kendskab til selskabets interne forhold. [Person A] har således aldrig haft nogen tillidshverv i selskabet, men har alene været almindelig forsikringskunde og personlig ven af [Person B]. Udlodning til medlemmerne har ikke forud for afviklingsbeslutningen i 2012 været foreslået eller diskuteret i hverken bestyrelse, delegeretforsamling eller på selskabets generalforsamlinger. 2) ”En undersøgelse fra tilsynet har siden påpeget, at de nye kunder betalte meget små præmier, alle stemte for de siddende delegerede, der dermed lige akkurat vandt valget - og at de genvalgte delegerede derefter modtog gavekort, der svarede til det beløb, der kom ind i præmier.” Ad 2. Vedrørende valget i 2011 Det er forkert, at der blev stemt for de siddende delegerede. Der blev valgt syv af de tidligere delegerede og otte nye delegerede. De, der vandt valget, vandt ikke ”lige akkurat”. De 11 medlemmer af den såkaldte oprørsgruppe modtog mellem 77-78 stemmer, heraf 62 stemmer på hver via stemmesedler udfyldt af dem selv ved advokat. De valgte kandidater modtog alle mellem 129 og 207 stemmer hver. De medlemmer, der var nye i selskabet på tidspunktet for valget, kan ikke blot trækkes fra i beregningen af antal stemmeberettigede. Det gavekort, de delegerede modtog, var selskabets sædvanlige julegave. Julegaven har været givet i alle år både før og efter valget i 2011. Gavekortet havde derfor intet med de nytegnede forsikringer at gøre. Det er tidligere meddelt Jyllands-Posten. Flere af oprørsgruppens medlemmer har som tidligere delegerede hvert år modtaget disse julegaver. [Person B] stod for indkøbene de år, han var direktør. 3) ”I 2012 afsatte tilsynet så [Selskabet]s mangeårige formand. Det skete bl.a. med henvisning til reglerne om bonusudbetalinger. Formanden havde modtaget mere i bonus end sin faste løn, samt løbende over en årrække betalt sig selv mere, end [Selskabet] havde i overskud.” Ad 3. Vedrørende formand [Klager 2] Finanstilsynet afsatte ikke formanden og har aldrig kritiseret hverken størrelse eller sammensætning af den tidligere formand, [Klager 2]s, honorarer eller bonusordning. Den afgørelse af 14. september 2012, Jyllands-Posten henviser til, vedrører løn til fire medarbejdere og ikke løn til [Klager 2]. Det er i øvrigt selskabets opfattelse, at der ikke er tale om en bonus til de menige medlemmer, men en del af den faste løn. [Klager 2] har i sin tid som formand aldrig modtaget mere i bonus end sin faste løn eller mere, end selskabet har haft i overskud. Løn til bestyrelsesformanden fastsættes af delegeretforsamlingen og den øvrige bestyrelse, og [Klager 2] har ikke udbetalt løn til sig selv. [Klager 2] har i perioden som formand modtaget ca. 300.000 kr. pr. år i formandshonorar. De øvrige honorarer vedrører alene investeringsaktivitet. Klagerne har herudover henvist til [Selskabet]s bemærkninger af 4. oktober 2012 vedrørende bødeforelægget og anført, at Jyllands-Posten ikke ukritisk burde have refereret Finanstilsynet i sagen. 4) ”Formanden blev kort efter afløst af sin søn, der arbejdede på at omdanne selskabet til en fond ledet af dele af den siddende bestyrelse. Det ville have bragt [Selskabet] bort fra Finanstilsynets område, men kun få dage før hamskiftet fyrede tilsynet hele bestyrelsen og politianmeldte flere af medlemmerne. I stedet for at blive til en fond blev selskabet sat under likvidation.” Ad 4. Vedrørende omdannelse til fond Det billede, avisen tegner af afviklingsforløbet, er ikke korrekt. Det er rigtigt, at [Klager 1] som formand efter [Klager 2] arbejdede for omdannelsen af selskabet til en fond. Omdannelse til en fond blev dog diskuteret allerede inden, han blev formand. Det var en enig delegeretforsamling, der ønskede afvikling efter en fondsmodel. Det er enstemmigt vedtaget af selskabets delegeretforsamling. Det har hele tiden været delegeretforsamlingen – og altså hverken [Klager 1] eller den siddende bestyrelse – der skulle vælge medlemmerne af den første fondsbestyrelse. Kun to ud af fondsbestyrelsens seks medlemmer blev valgt blandt den afgående bestyrelses medlemmer. Det var selskabets direktør og den tidligere bestyrelse, der sad forud for valget i 2011, der blev politianmeldt, herunder med forholdet omkring selskabets sædvanlige julegave, gavekortene. Der er ikke tale om, at selskabet blev sat under tvangslikvidation. Selskabets bestyrelse havde indkaldt til delegeretforsamling for at gennemføre afviklingen via en frivillig likvidation. Forsikringsporteføljen ville blive opsagt, og selskabet skulle derefter omdannes til en fond efter vedtægternes bestemmelser. Det er således selskabets afviklingsplan, der nu følges. Fondsomdannelsen skulle først finde sted efter afviklingen af de sidste forsikringer, primo 2015. I artiklen hentydes fejlagtigt til delegeretforsamlingen den 6. december 2013. Det forhold, at Finanstilsynet krævede at få indsat Kammeradvokaten som medlikvidator, var forventet af selskabet. Det forhindrer ikke omdannelse til en fond, når Kammeradvokaten har færdiggjort sine undersøgelser, og forsikringsforpligtelserne er afviklet. [Klager 1] og [Klager 2] har endelig anført, at de på denne baggrund er berettigede til at få bragt et genmæle på en fremtrædende plads i Jyllands-Postens Erhverv&Økonomi-sektion. 2.2 Jyllands-Postens synspunkter Til de påklagede udsagn har Jyllands-Posten navnlig anført følgende: Ad 1) Kunders mening Jyllands-Posten har loyalt gengivet de holdninger, som den såkaldte oprørsgruppe igennem tiden over for diverse medier har givet udtryk for. [Klager 1] og [Klager 2] har været informeret om kritikpunkterne gennem medierne, hvor Jyllands-Posten har haft oplysningerne forelagt for dem. Det har derfor ikke betydning, om de også har fået disse oplysninger direkte fra de kritiske medlemmer af forsikringsselskabet. Netop [Person A], som [Klager 1] og [Klager 2]s henviser til i klagen, er et eksempel på en kunde, der havde den opfattelse, som det påklagede citat giver udtryk for. Det samme gælder, når der i klagen henvises til den såkaldte oprørsgruppe på 11 medlemmer. Gruppen var også kunder i forsikringsselskabet. Ad 2) Vedrørende valget i 2011 Der er tale om en gennemgang af oplysninger, der stammer fra Finanstilsynets ni rapporter og afgørelser vedrørende forsikringsselskabet. Avisen er uenig med klagerne i, at Finanstilsynets holdning i sagen er uden betydning. Der klages over gengivelsen af Finanstilsynets mistanke over for 120 afgivne stemmer ved valget i 2011. Hvis man trækker de 120 stemmer (antallet af nye medlemmer) fra tal mellem 129 og 207 (stemmer fra de vindende medlemmer) får man resultatet 77-78 (det antal stemmer de tabende medlemmer fik). Finanstilsynet har fremhævet oplysningen om gavekortene, og at de 120 nytilkomne var afgørende. Der er i den forbindelse henvist til Finanstilsynets ”Redegørelse for inspektion i [Selskabet]” vedrørende inspektion i juni 2012 og tilsynets to afgørelser af 4. december 2013 vedrørende vurdering af bestyrelsesmedlemmer. Forholdene omkring gavekortene er gengivet korrekt. Det er dokumenteret i Finanstilsynets rapporter og afgørelser. Tilsynet har således både fremhævet oplysningen om gavekortene, og at de 120 nytilkomne var afgørende. Avisen er ikke blevet orienteret om, at gavekort til de delegerede ved forsamlinger var gængs praksis i selskabet. Jyllands-Posten har aldrig talt med [Person B]. Det er Finanstilsynet og ikke [Person B], der gør opmærksom på beløbssammenfaldet mellem kundetilstrømningen og gavekort. Gyldigheden af valget i 2011 er genstand for en undersøgelse hos Kammeradvokaten. Ad 3) Vedrørende formand [Klager 2] Jyllands-Posten har loyalt refereret Finanstilsynets bødeforlæg af 14. september 2012 i sagen og fra tilsynets inspektionsrapport af juni 2012. Disse oplysninger er tidligere forelagt [Klager 1] og [Klager 2]. Beskrivelsen af [Klager 2]s honorar refererer til artiklen ”Omstridt formand tjener mere end sit selskab” af 9. august 2012 fra FinansWatch.dk. Beregningerne i denne artikel var desværre upræcise. Beregningen viste, at [Klager 2] som formand tjente mere end forsikringsselskabet i årene mellem 2007 og 2011. [Klager 2] afgik som formand i efteråret 2012. Inden hans afgang, men efter, at artiklen var publiceret, fremkom et halvårsregnskab med et overskud, der ville have tippet balancen. [Klager 2] gik af kort efter, at Finanstilsynet havde sat gang i en fit & proper-sag på baggrund af de oplysninger, der var kommet frem i sagen. Jyllands-Posten har uden held forsøgt at få et interview med [Klager 2] om grunden til hans fratræden. Han oplyser i dag, at han gik ”for at skabe ro om selskabet”. Avisen står dog ved sin udlægning af, at uroen stammede fra tilsynets sag. Ad 4) Vedrørende omdannelse til fond Det er korrekt, at omdannelsen fra forsikringsvirksomhed til fond ikke ville blive endeligt effektueret den 6. december 2013. Men det var der, beslutningen ville være blevet taget. Når man kan læse, at dele af bestyrelsen blev politianmeldt, er det fordi, der er overlap med den tidligere bestyrelse. [Klager 1] og [Klager 2] har tidligere over for medierne bekræftet det. Det oplyses ikke i artiklen, at selskabet blev sat i tvangslikvidation. Derimod fremgår det af artiklen, at [Selskabet] fortsat kan omdannes til en fond. Selskabet kan meget vel have forventet Kammeradvokatens indblanding, men Kammeradvokaten blev indsat på Finanstilsynets foranledning. Enten [Klager 1] eller [Klager 2] har i deres virke som bestyrelsesformænd tidligere fået mulighed for at kommentere oplysningerne over for Jyllands-Postens medarbejder på netmediet FinansWatch. Der er i den forbindelse herudover henvist til følgende artikler på finanswatch.dk: ”Rapport: Finanstilsynet overvejer fremtiden for kontroversiel ledelse” af 1. oktober 2012, ”Tilsyn: Kontroversiel forsikringschef fik for meget i hemmelig løn” 8. oktober 2012, ”Tilsyn fælder kontroversiel formand” af 12. november 2012, ”Uegnet bestyrelsesformand afløst af søn” 27. november 2012, ”Finanstilsynet fyrer hel bestyrelse” 10. december 2013, ”Tilsyn indsætter likvidator i forsikringsselskab” og ”Afsat formand vil klage over Finanstilsynet” af 11. december 2013, ”Tilsyn politianmelder ledelse i omstridt forsikringsselskab” og ”Tidligere formand i [Selskabet] bekræfter politianmeldelse” af 12. december 2013. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Dorthe Carlsen, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl. Der er over for Pressenævnet henvist til en række anonymiserede afgørelser. Nævnet har ved vurderingen af nærværende klage lagt til grund, at afgørelserne vedrører [Selskabet]. God presseskik Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.1. På baggrund af Finanstilsynets afgørelse af 14. september 2012 lægger Pressenævnet til grund, at [Selskabet] i januar og februar 2011 havde udbetalt bonus til selskabets direktør, bestyrelsesmedlemmer samt bestyrelsesformand, [Klager 2], uden en bestyrelsesgodkendt lønpolitik. I 2011 var der vedtaget en lønpolitik, der gav mulighed for at udbetale bonusser svarende til det faste honorar. Ifølge § 77 i lov om finansiel virksomhed må bonusser imidlertid maksimalt udgøre 50 procent af det faste vederlag. I januar 2011 og januar 2012 var der udbetalt bonusser til fire menige bestyrelsesmedlemmer i strid med lov om finansiel virksomhed, da bonusserne svarede til de pågældende medlemmers faste årlige honorar. I Finanstilsynets afgørelse er niveauet for [Klager 2]s bonus ikke kritiseret. Ad 1) Kunders mening ”En række kunder i [Selskabet] mente, at bestyrelsen med formanden i spidsen dels udbetalte sig selv for fine honorarer, dels planlagde at uddele selskabets formue på en måde, der ville favorisere bestyrelsen og dens familiemedlemmer.” På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet videre til grund, at i hvert fald [Person A] var af den opfattelse, at ”bestyrelsen med formanden i spidsen udbetalte sig selv for fine honorarer, dels planlagde at uddele selskabets formue på en måde, der ville favorisere bestyrelsen og dens familiemedlemmer”. Ifølge Jyllands-Posten var yderligere ti kunder af denne opfattelse. Da kundernes subjektive vurdering tillige har støtte i Finanstilsynets afgørelse af 14. september 2012 og derved heller ikke er uden faktisk grundlag, finder nævnet ikke anledning til at kritisere avisen for at offentliggøre kundernes vurdering. 2) Vedrørende valget i 2011 ”En undersøgelse fra tilsynet har siden påpeget, at de nye kunder betalte meget små præmier, alle stemte for de siddende delegerede, der dermed lige akkurat vandt valget - og at de genvalgte delegerede derefter modtog gavekort, der svarede til det beløb, der kom ind i præmier.” På baggrund af Finanstilsynets afgørelse af 4. december 2013 lægger Pressenævnet til grund, at det ifølge tilsynet ikke kan udelukkes, at tegningen af 120 nye medlemmer havde indvirkning på valget i 2011, ligesom bestyrelsen ifølge Finanstilsynet ved tegningen af medlemmerne varetog bestyrelsens egne interesser i stedet for selskabets. Ifølge klagerne vandt de siddende delegerede ikke kun ”lige akkurat”, som Jyllands-Posten skriver. Pressenævnet finder stemmefordelingen mindre afgørende ved omtalen, da tegningen i efteråret 2010 af nye forsikrede og derved nye stemmeberettigede ifølge Finanstilsynet kan have haft indvirkning på valget i 2011. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere valgomtalen. Ifølge Finanstilsynets beslutning om politianmeldelse af 24. oktober 2013 blev der udstedt gavekort til delegerede samlet set svarende til de beløb, der var indbetalt i præmier fra de nye medlemmer. [Klager 1] og [Klager 2] har oplyst, at der sædvanligvis blev givet gavekort som julegave. Uanset, om der sædvanligvis blev udstedt gavekort til delegerede, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere omtalen, da oplysningen om udbetalingen er korrekt. 3) Vedrørende formand [Klager 2] ”I 2012 afsatte tilsynet så [Selskabet]s mangeårige formand. Det skete bl.a. med henvisning til reglerne om bonusudbetalinger. Formanden havde modtaget mere i bonus end sin faste løn, samt løbende over en årrække betalt sig selv mere, end [Selskabet] havde i overskud.” Ifølge finanswatch.dk stoppede [Klager 2] som bestyrelsesformand den 16. oktober 2012. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at [Klager 2] blev afsat af Finanstilsynet. Der er over for Pressenævnet fremlagt to anonymiserede påbud fra december 2013 fra Finanstilsynet, hvor tilsynet påbyder bestyrelsesmedlemmer at ophøre som medlemmer af bestyrelsen. På baggrund af afgørelserne sammenholdt med, at [Klager 1] i artiklen ”Finanstilsynet fyrer hel bestyrelse” af 10. december 2013 på finanswatch.dk er citeret for at bekræfte, at han som formand og den øvrige bestyrelse er blevet afsat, lægger Pressenævnet til grund, at afgørelserne ikke vedrører [Klager 2]. Under henvisning til Finanstilsynets bødeforelæg fra september 2012 lægger Pressenævnet til grund, at bøden blandt andet var begrundet i, at der til bestyrelsesformand [Klager 2] var udbetalt en bonus uden, at der var en bestyrelsesgodkendt lønpolitik. Finanstilsynet kritiserede imidlertid ikke størrelsen på [Klager 2]s bonus, men fire menige bestyrelsesmedlemmers. Pressenævnet finder det herefter udokumenteret, at Finanstilsynet i 2012 afsatte daværende bestyrelsesformand [Klager 2]. Nævnet udtaler kritik af Jyllands-Posten for ikke at kontrollere oplysningen tilstrækkeligt inden offentliggørelse. Det forhold, at Finanstilsynet i forbindelse med en undersøgelse af [Selskabet] i juni 2012 havde iværksat en vurdering af ledelsens kompetence, kan ikke føre til et andet resultat. Ifølge Jyllands-Posten stammer avisens dokumentation for, at [Klager 2] ”løbende over en årrække [havde] betalt sig selv mere, end [Selskabet] havde i overskud” fra artiklen ”Omstridt formand tjener mere end sit selskab” af 9. august 2012 på finanswatch.dk. Ifølge Jyllands-Postens og finanswatch.dks oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager 2] i årene 2007 – 2011 samlet modtog mere i honorar end [Selskabet]s præmieindtægter. Det er imidlertid ikke dokumenteret, at [Klager 2] modtog mere end selskabets ”overskud”, der må forstås som selskabets resultat efter skat. Pressenævnet udtaler kritik af Jyllands-Posten for den upræcise gengivelse, der medfører, at omtalen er unødig krænkende for [Klager 2]. Ad 4. Omdannelse til fond ”Formanden blev kort efter afløst af sin søn, der arbejdede på at omdanne selskabet til en fond ledet af dele af den siddende bestyrelse. Det ville have bragt [Selskabet] bort fra Finanstilsynets område, men kun få dage før hamskiftet fyrede tilsynet hele bestyrelsen og politianmeldte flere af medlemmerne. I stedet for at blive til en fond blev selskabet sat under likvidation.” Ifølge parternes oplysninger stemte [Selskabet] den 6. december 2011 om, hvorvidt forsikringsselskabet skulle likvideres. Jyllands-Postens artikel kan fejlagtigt give indtryk af, at Finanstilsynet satte selskabet under tvangslikvidation. Det er ikke korrekt. Af Finanstilsynets afgørelse af 6. december 2013 fremgår det alene, at tilsynet ville indsætte en ekstra likvidator, hvis [Selskabet] – som sket – besluttede at likvidere selskabet for senere at kunne omdanne det til en fond. Fremstillingen i den påklagede artikel kan være krænkende for [Klager 1] som daværende bestyrelsesformand, da omtalen giver indtryk af, at Finanstilsynet gennemførte en tvangslikvidation, så selskabet blev tvangslikvideret ”i stedet for at blive til en fond”. Det er ikke korrekt, og nævnet udtaler kritik. Genmæle Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne overfor oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til det ovenfor anførte under god presseskik finder Pressenævnet, at udsagnet vedrørende [Klager 2]s fratræden og aflønning samt forsikringsselskabets likvidation ikke er korrekt beskrevet. Da det samtidig er egnet til at påføre klagerne skade af betydning, er de berettiget til et genmæle vedrørende disse forhold. De øvrige udsagn er derimod enten vurderinger, korrekte oplysninger, eller forhold, der ikke i sammenhængen er egnede til at påføre klagerne skade af betydning. Klagerne er ikke berettiget til et genmæle vedrørende disse forhold. I medfør af medieansvarsloven § 49, jf. lovens § 39, pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Jyllands-Posten at offentliggøre følgende: ”[Rubrik] Pressenævnet kritiserer Jyllands-Posten [Underrubrik] I en artikel om [Selskabet] og selskabets formand, [Klager 2], var der en række forkerte og upræcise oplysninger. [Tekst] I april omtalte Jyllands-Posten [Selskabet] i likvidation. Artiklen, der havde overskriften: ”Slagsmål om 70 mio.kr. afgøres snart”, handlede om forsikringsselskabet og dets formand gennem mange år, [Klager 2]. I artiklen stod der, at Finanstilsynet i 2012 afsatte den daværende bestyrelsesformand, [Klager 2]. Det er ikke korrekt – [Klager 2] gik selv. Derimod afsatte Finanstilsynet året efter – i 2013 – bestyrelsen og den siddende formand. Det er heller ikke korrekt, når det af artiklen fremgik, at [Klager 2] havde fået udbetalt mere i honorar, end forsikringsselskabet havde i overskud. Selskabets resultat efter skat (overskuddet) oversteg langt [Klager 2]s honorar. Derimod ser det ud til, at honoraret oversteg de årlige præmieindbetalinger. Ved at læse artiklen kunne man også få det indtryk, at Finanstilsynet efter [Klager 2]s afgang havde besluttet at tvangslikvidere selskabet. Det gjorde Finanstilsynet ikke. [Selskabet] besluttede selv at iværksætte en likvidation af selskabet, så det kunne omdannes til en fond. Finanstilsynet indsatte en ekstra likvidator, som skulle være med til at stå for likvidationen sammen med [Selskabet]s egen likvidator. Pressenævnet kritiserer Jyllands-Posten for ikke i tilstrækkelig grad at have kontrolleret oplysningerne, inden de blev bragt. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på: www.pressenaevnet.dk” Afgjort den 23. september 2014