Afgørelse om, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovens regler om, at arbejdet med flytning af sammenskruede USB plader ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9800@2014-10-24/da
Indhold
Afgørelse om, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovens regler om, at arbejdet med flytning af sammenskruede USB plader ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt
Arbejdstilsynet traf på baggrund af et tilsynsbesøg afgørelse om, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovens regler om, at arbejdet med flytning af sammenskruede USB plader ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Et enigt nævn fastholdt afgørelsen og lagde vægt på, at Arbejdstilsynet ikke i tilstrækkelig grad har oplyst, om det er manglende instruktion eller den måde, hvorpå arbejdet blev udført på byggepladsen, og hvor der indtraf en arbejdsulykke, som Arbejdstilsynet har lagt vægt på i vurderingen af, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovens regler. Nævnet lagde herved vægt på, at Arbejdstilsynet har oplyst, at virksomheden har bragt forholdene i orden, idet der er lavet nye/ændrede procedurer for håndtering af sammenskruede USB plader og store glasplader, ligesom Arbejdstilsynet i begrundelsen for afgørelsen har anført, at der da ulykken indtraf, var en uformel instruks om, at man ikke løfter på mere end én USB plade ad gangen, men at denne uformelle instruks ikke blev fulgt. Arbejdstilsynet har desuden oplyst, at Arbejdstilsynet har accepteret, at virksomheden har løst arbejdsmiljøproblemet ved instruktion og planlægning. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at Arbejdstilsynet ikke i hjemmelsgrundlaget har henvist til bestemmelser, der vedrører arbejdsgiverens instruktionspligt, ligesom Arbejdstilsynet ikke i tilstrækkelig grad har begrundet, hvordan arbejdsgiveren har tilsidesat instruktionspligten. Nævnet lagde endelig vægt på, at Arbejdstilsynet i beskrivelsen af de faktiske forhold ikke har oplyst, hvor mange plader, der blev løftet på én gang, og hvordan løft af flere plader medfører en overtrædelse af arbejdsmiljølovens regler om, at arbejdet med flytning af sammenskruede USB plader ikke er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, hvilket er forhold Arbejdstilsynet tillige har lagt vægt på i begrundelsen for afgørelsen.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 24. juni 2014 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 29. november 2013. Ved afgørelsen blev der truffet afgørelse om, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovens regler om, at arbejdet med flytning af sammenskruede USB plader ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver Arbejdstilsynets afgørelse af 29. november 2013, om at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovens regler. B E G R U N D E L S E Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ikke i tilstrækkelig grad har oplyst, om det er manglende instruktion eller den måde, hvorpå arbejdet blev udført den 4. november 2013 på byggepladsen [navn udeladt] i [by udeladt], og hvor der indtraf en arbejdsulykke, som Arbejdstilsynet har lagt vægt på i vurderingen af, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovens regler. Nævnet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynet har oplyst, at virksomheden har bragt forholdene i orden, idet der er lavet nye/ændrede procedurer for håndtering af sammenskruede USB plader og store glasplader, ligesom Arbejdstilsynet i begrundelsen for afgørelsen har anført, at der da ulykken indtraf, var en uformel instruks om, at man ikke løfter på mere end én USB plade ad gangen, men at denne uformelle instruks ikke blev fulgt. Arbejdstilsynet har desuden i udtalelsen af 28. januar 2014 oplyst, at Arbejdstilsynet har accepteret, at virksomheden har løst arbejdsmiljøproblemet ved instruktion og planlægning. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at Arbejdstilsynet ikke i hjemmelsgrundlaget har henvist til bestemmelser, der vedrører arbejdsgiverens instruktionspligt, ligesom Arbejdstilsynet ikke i tilstrækkelig grad har begrundet, hvordan arbejdsgiveren har tilsidesat instruktionspligten. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at en arbejdsulykke ikke i sig selv kan begrunde en tilsidesættelse af instruktionspligten. Nævnet lægger endelig vægt på, at Arbejdstilsynet i beskrivelsen af de faktiske forhold ikke har oplyst, hvor mange plader, der blev løftet på én gang, og hvordan løft af flere plader medfører en overtrædelse af arbejdsmiljølovens regler om, at arbejdet med flytning af sammenskruede USB plader ikke er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, hvilket er forhold Arbejdstilsynet tillige har lagt vægt på i begrundelsen for afgørelsen. Det fremgår af arbejdsmiljølovens regler, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det fremgår desuden af arbejdsmiljølovens regler, at arbejdsgiveren skal gøre de ansatte bekendt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde. Arbejdsgiveren skal endvidere sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Det fremgår af reglerne om arbejdets udførelse, at arbejdsgiveren skal sørge for, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Der skal gives oplysninger om de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde, herunder om arbejdsmedicinske undersøgelser, den ansatte har adgang til. Oplæring og instruktion skal navnlig ske i forbindelse med: 1) ansættelsen, 2) forflyttelse eller ændring af arbejdsopgaverne, 3) indførelse eller ændring af arbejdsudstyr og indførelse af ny teknologi Det fremgår af reglerne om manuel håndtering, at arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Ved afgørelsen er anvendt følgende regler: – Om Arbejdstilsynets hjemmel til at træffe afgørelse: ○ § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. – Om instruktion i arbejdets udførelse: ○ § 17, stk. 1 og stk. 2 og § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. ○ § 18, stk. 1 og stk. 2, i bekendtgørelse om arbejdet udførelse, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004. – Om manuel håndtering: ○ § 3, i bekendtgørelse om manuel håndtering, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. [navn udeladt] [stilling udeladt] Kopi til: [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. … Kapitel 4 Almindelige pligter Arbejdsgiveren § 17. Arbejdsgiveren skal gøre de ansatte bekendt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde. Stk. 2. Arbejdsgiveren skal endvidere sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om arbejdsgiverens pligter efter stk. 1 og 2. … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2… … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 4 Oplæring og instruktion § 18. Arbejdsgiveren skal sørge for, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Der skal gives oplysninger om de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde, herunder om arbejdsmedicinske undersøgelser, den ansatte har adgang til. Oplæring og instruktion skal navnlig ske i forbindelse med: 1. ansættelsen, 2. forflyttelse eller ændring af arbejdsopgaverne, 3. indførelse eller ændring af arbejdsudstyr og 4. indførelse af ny teknologi. Stk. 2. Den i stk. 1, nævnte oplæring og instruktion skal tilpasses udviklingen, herunder forekomsten af nye faremomenter, og skal om nødvendigt gentages regelmæssigt. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering … Kapitel 2 Arbejdets udførelse § 3. Arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. Stk. 3. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen.