Gelex

Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2014 – Ægtefællesammenføring - Tvangsægteskab

GældendeVersion 2014-10-29
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9808@2014-10-29/da

Indhold
  1. Indledning

Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2014 – Ægtefællesammenføring - Tvangsægteskab

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret var beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine. Parret mødte efter det oplyste hinanden i Tyrkiet i sommeren 2006 i forbindelse med en sommerferie, besluttede at indgå ægteskab i 2007, og indgik ægteskab i marts 2008 i Tyrkiet. Parret havde et fællesbarn født i juli 2010, der var dansk statsborger. Parret holdt kontakt inden ægteskabets indgåelse via telefon, internet og den herboende ægtefælles feriebesøg i Tyrkiet, og efter ægteskabets indgåelse skulle parret efter det oplyste i perioden fra marts 2009 til august 2010 have boet i Sverige. I 2010 vendte den herboende ægtefælle tilbage til Danmark, og parret havde siden besøgt hinanden i henholdsvis Danmark og Sverige. Udlændingenævnets flertal fandt , at parterne var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på , at parterne ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab udover den familiemæssige relation inden brylluppet, og at parret ikke i tiden efter brylluppet havde haft et sådant samliv, at det kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Oplysninger om samlivet i Sverige og efterfølgende besøgsophold i henholdsvis Sverige og Danmark fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at parret i 2011 blev meddelt afslag på familiesammenføring efter EU-reglerne, da det ikke kunne lægges til grund, at den herboende ægtefælle havde taget faktisk ophold i Sverige i den angivne periode. Udlændingenævnet fandt endvidere , at oplysningerne om parrets fællesbarn, henset til barnets unge alder, ikke kunne føre til et andet resultat, da barnet ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark.

Versioner

  1. 2014-10-29