Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00683

GældendeVersion 2014-10-31
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9829@2014-10-31/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00683

Resumé Rettelse var synlig nok Jyllands-Posten skrev i artiklen ”Omstridt advokat er gået konkurs”, at advokaten havde udlejet en ejendom til belastet familie. Det var ikke korrekt. Avisen bragte en rettelse på den sædvanlige plads for rettelser. Pressenævnet finder det tilstrækkeligt. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Berigtigelse – ”Brønderslev-sagen” Efter parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Jyllands-Posten – som erkendt – har bragt en urigtig oplysning om, at advokat [Klager] som administrerende direktør for selskabet Projektudvikling Aarhus ApS var involveret i udlejning af en ejendom til familien i den såkaldte ”Brønderslev-sag”. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at lytterne og læserne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7. Da Jyllands-Posten af [Klager] blev gjort opmærksom på fejlen, indsatte avisen en rettelse i artiklen på websitet, ligesom avisen bragte en berigtigelse på den sædvanlige plads for rettelser på side 2 i sektionen JP Aarhus. Pressenævnet finder, at læsere af papirudgaven fik tilstrækkelig mulighed for at blive bekendt med rettelsen på avisens sædvanlige side for rettelser på side 2. Dette uanset at den oprindelige artikel på side 2 i avisen var mere iøjefaldende. Øvrig omtale Pressenævnet lægger efter parternes oplysninger til grund, at der er afsagt konkursdekret over [Klager]. For så vidt angår den ene erstatningssag, der vedrører et beløb på ca. 1.000.000 kr., lægger nævnet til grund, at sagen på tidspunktet for artiklens offentliggørelse var endeligt afsluttet i retssystemet, idet [Klager] havde betalt domhaveren. Det kan ikke føre til et andet resultat, at [Klager] efter det oplyste har ansøgt Procesbevillingsnævnet om anketilladelse til Højesteret. Nævnet lægger videre til grund, at den anden erstatningssag, der vedrører et beløb på ca. 6.000.000 kr. ikke er endeligt afsluttet i retssystemet, idet [Klager] inden offentliggørelsen af artiklen har opnået anketilladelse til Højesteret. Nævnet finder det beklageligt, at denne væsentlige oplysning ikke blev medtaget i artiklen. Da der imidlertid er afsagt konkursdekret over [Klager], finder nævnet ikke tilstrækkelig grundlag for kritik. Forelæggelse For så vidt angår afsnittene i artiklen om, at ”[Klager] overtog en villa efter konkursboet efter en forretningsmand, selv om der var ”adskillige virksomheder, som havde penge til gode for ting i villaen”, må afsnittene i sammenhængen forstås som en beskyldning om, at [Klager] under konkursbehandlingen har tilegnet sig værdier på konkursboets vegne. Oplysningen kan derfor være skadelig, krænkende eller agtelsesforringende for [Klager]. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare jf. punkt A.3. Efter det oplyste forsøgte Jyllands-Posten inden offentliggørelsen flere gange den samme dag (mandag den 18. august 2014) at kontakte [Klager] på et telefonnummer, som har tilhørt ham, men ikke længere gør det. Telefonnummeret fremgår imidlertid fortsat af Krak.dk, eniro.dk og degulesider.dk som tilhørende [Klager]. Pressenævnet finder det beklageligt, at avisen ikke også forsøgte at kontakte [Klager] via hans firmatelefonnummer. Nævnet finder imidlertid ikke – henset til at telefonnummeret fremgår af Krak.dk, eniro.dk og degulesider.dk ved søgning på [Klager]s navn – fuld tilstrækkelig grund til at udtale kritik. Nævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik af Jyllands-Posten.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i JP Aarhus og på jp.dk den 21. august 2014 samt en berigtigelse i JP Århus den 29. august 2014, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 14-70-00693, [Klager] mod Jyllands-Posten, der vedrører en klage over artiklen ” Ny erstatningsdom mod Aarhus-advokat” . 1 Sagsfremstilling Jyllands-Posten bragte i sektionen JP Aarhus torsdag den 21. august 2014 på side 2 artiklen ” Omstridt advokat er gået konkurs” . Artiklen blev samme dag bragt på jp.dk. Af artiklen fremgår følgende: ”Op til sommerferien blev Aarhus-advokaten [Klager] erklæret konkurs. Det seneste årti har han flere gange været i mediernes søgelys i forbindelse med opsigtsvækkende aftaler og samarbejder. 2014 vil nok ikke stå som det bedste år i advokat [Klager]s liv. Den 26. maj blev han erklæret konkurs ved Skifteretten i Aarhus, og konkursen kommer i et år, hvor han også er blevet idømt to erstatningsdomme, som betød, at han skulle betale 6 og 1 mio. kr. til hhv. en tidligere klient og konkursboet efter den krakkede Fionia Bank. Det er dog ikke de eneste gange, [Klager] har været involveret i sager af bemærkelsesværdig karakter. I 2001 blev han af Vestre Landsret dømt til at betale 840.000 kr., fordi en af hans ansatte havde rådgivet en hjerneskadet klient dårligt. [Klager]s advokat-firma havde ifølge landsretten ikke sørget for, at erstatningen til klienten, der blev hjerneskadet under en ulykke i 1993, blev udregnet efter de korrekte regler. Overtog en luksusvilla Men året efter omstødte Højesteret afgørelsen, da det blev fastslået, at det var forsikringsselskabet og ikke advokatfirmaet, der burde have vidst, at den hjerneskadede var berettiget til en større erstatning, end hun fik. Derfor skulle forsikringsselskabet betale de 840.000 kr. til den hjerneskadede. Samme år gik forretningsmanden [Person A], der havde specialiseret sig i at tømme nødstedte virksomheder for deres sidste penge, konkurs med en gæld på over 10 mio. kr. Da kravene hobede sig op mod [Person A], overtog [Klager] førstnævntes luksusvilla på Marselisvej i Aarhus, selvom der var adskillige virksomheder, som havde penge til gode for ting i villaen. [Klager] har også fungeret som advokat for [Person B], bedre kendt som [Person Bs tilnavn], og [Klager] stod ydermere opført som administrerende direktør i selskabet Projektudvikling Århus ApS, der var registreret på Ryesgade i Aarhus. Brønderslev-sagen Selskabet kom i vælten, da det havde udlejet en landejendom i Serritslev ved Brønderslev til det par, der blev dømt for at have mishandlet 10 sammenbragte børn. Sagen blev senere kendt som Brønderslev-sagen, og [Person Bs tilnavn] var, ifølge BT, den, der lejede landejendommen ud til parret gennem Projektudvikling Århus ApS. I 2011 trak [Klager] sig dog som advokat for [Person Bs tilnavn] ovenpå en DRudsendelse, hvori [Klager] blev fremstillet som bagmanden bag udlejning af ejendomme, der ikke var beboelige. I klinch med DR Samtidig ville han sagsøge DR, da han ikke mente, han havde fået tilstrækkelig mulighed for at fortælle sin side af historien. Det er dog aldrig kommet frem, om [Klager] gjorde alvor af sin trussel om at sagsøge DR. Men nu er den aarhusianske advokat gået konkurs, og dermed følger han i fodsporene på flere af de klienter og samarbejdspartnere, han har repræsenteret. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra [Klager] eller fra Boris Frederiksen, der var kurator i [Person Bs tilnavn]s konkurssag, og ligeledes nu er kurator i [Klager]s konkursbo.” JP Aarhus bragte den 29. august 2014 på side 2 følgende: ”RETTELSE I en artikel med overskriften "Omstridt advokat er gået konkurs" skrev JP Aarhus den 21. august, at [Klager], Aarhus, som administrerende direktør for selskabet Projektudvikling Aarhus ApS har været involveret i udlejning af en landejendom i Serritslev ved Brønderslev til et par, der senere blev dømt for vanrøgt af 10 børn. Det oplyses, at [Klager] intet har haft med denne udlejning at gøre. Jyllands-Posten beklager fejlen.” Samme rettelse blev samme dag indsat i øverst i brødteksten på artiklen på jp.dk. Yderligere oplysninger [Klager] har til Pressenævnet indsendt kopi af uddrag fra en højesteretsdom, trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2002.1698, kopi af Procesbevillingsnævnet tilladelse af 3. juli 2014 til at anke dom af 12. marts 2014 fra Vestre Landsret til Højesteret ([Klager] mod konkursboet efter [Person C]), kopi af Procesbevillingsnævnet tilladelse af 3. juli 2014 til at anke dom af 12. marts 2014 fra Vestre Landsret til Højesteret ([Klager] mod AIG Europe), samt endelig ankestævning af 28. juli 2014 ([Klager] mod konkursboet efter [Person C]). Ved en søgning på nettet via søgemaskinen Google på telefonnummer [telefonnummer] fremkommer [Klager]s navn og adresse på Eniro, De Gule Sider og Krak. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter ”Brønderslev-sagen” [Klager] har anført, at hverken Projektudvikling Århus ApS eller han selv har haft noget at gøre med udlejning af en ejendom til den familie, der senere blev kendt i forbindelse med Brønderslev-sagen. For så vidt angår Jyllands-Postens rettelse den 29. august 2014 i den trykte avis, er rettelsen bragt som en ubetydelig notits på side 2, hvorimod den oprindelige artikel blev offentliggjort på forsiden af sektionen. Øvrig omtale Artiklen er også forkert på andre punkter. Således havde det været relevant at oplyse, at konkursen blev erklæret på grundlag af en dom, der ikke er endeligt behandlet i retssystemet, idet Vestre Landsrets dom af 12. marts 2014 med Procesbevillingsnævnets tilladelse er anket til Højesteret. Heller ikke den anden erstatningssag, som vedrører et beløb på ca. en million kroner, er endeligt behandlet i retssystemet. [Klager] har betalt domhaveren beløbet med forbehold, eftersom han har ansøgt Procesbevillingsnævnet om anketilladelse til Højesteret. [Klager] har henvist til sin ansøgning til Procesbevillingsnævnet. [Klager] finder det kritisabelt, at Jyllands-Posten har fundet anledning til at grave nogle gamle sager frem, herunder en erstatningssag vedrørende en hjerneskadet klient. I denne sag blev han først dømt til at betale erstatning i Vestre Landsret, men blev senere frifundet i Højesteret. Jyllands-Posten omtaler ikke frifindelsen i direkte forlængelse af omtalen i øvrigt, men indskyder en uvedkommende overskrift om overtagelse af en luksusvilla ” Overtog en luksusvilla” inden omtalen af Højesteretsdommen. Endelig har [Klager] anført, at han i forbindelse med overtagelse af villaen på Marselisvej betalte alle tinglyste hæftelser og udlæg i ejendommen. Der har derfor ikke været grundlag for at antyde, at nogen ”blev snydt” i forbindelse med husets overdragelse. Forelæggelse Hvad angår Jyllands-Postens oplysning om, at avisen flere gange forsøgte at komme i kontakt med ham, har han bemærket, at det af avisen angivne telefonnummer sikkert er et nummer, han tidligere har været indehaver af, men det har ikke været aktivt hos ham i de sidste 15 år. Han medgiver, at telefonnummeret figurerer på internettet som tilhørende ham. Han har også forsøgt at ringe op til nummeret, men der er ingen reaktion. En skarpsindig journalist, der mange gange har ringet til nummeret, burde have indset, at det var inaktivt. Avisen kunne have ringet til hans firmatelefonnummer. Det har han haft i mere end 40 år. 2.2 Jyllands-Postens synspunkter ”Brønderslev-sagen” Jyllands-Posten har erkendt, at den ikke havde belæg for sætningen: ”Sagen blev senere kendt som Brønderslev-sagen, og [Person Bs tilnavn] var, ifølge BT, den, der lejede landejendommen ud til parret gennem Projektudvikling Århus ApS”. Avisen blev først opmærksom på fejlen i forbindelse med klagen til Pressenævnet, men rettede derefter på den sædvanlige plads for rettelser på side 2 i den trykte udgave af avisen, ligesom rettelsen samme dag blev indsat i artiklen på jp.dk. Øvrig omtale Det drejer sig om faktuelle dokumenterbare oplysninger om en konkurs og øvrige forhold, som er neutralt beskrevet og i øvrigt ubestridt og hverken krænkende eller agtelsesforringende. Derfor foreligger der ikke noget krav om forelæggelse eller særlig efterprøvning. At medarbejderen alligevel har forsøgt at komme i kontakt med [Klager], skyldes et ønske om tilføjelse af en rent journalistisk medværdi til artiklen, som ville have været ønskværdig, men ikke nødvendig for offentliggørelse af de i øvrigt faktuelle oplysninger. Forelæggelse Avisen forsøgte at få en kommentar fra [Klager] vedrørende konkurssagen. En medarbejder ringede flere gange mandag den 18. august 2014 til telefonnummer [telefonnummer] uden at få kontakt med [Klager]. Herefter foretog medarbejderen ikke yderligere bestræbelser på at komme i kontakt med [Klager], men deri ligger der ikke nogen tilsidesættelse af god presseskik. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Inger Bach, Lene Sarup og Karsten Kolding. Berigtigelse – ”Brønderslev-sagen” Efter parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Jyllands-Posten – som erkendt – har bragt en urigtig oplysning om, at advokat [Klager] som administrerende direktør for selskabet Projektudvikling Aarhus ApS var involveret i udlejning af en ejendom til familien i den såkaldte ”Brønderslev-sag”. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at lytterne og læserne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7. Da Jyllands-Posten af [Klager] blev gjort opmærksom på fejlen, indsatte avisen en rettelse i artiklen på websitet, ligesom avisen bragte en berigtigelse på den sædvanlige plads for rettelser på side 2 i sektionen JP Aarhus. Pressenævnet finder, at læsere af papirudgaven fik tilstrækkelig mulighed for at blive bekendt med rettelsen på avisens sædvanlige side for rettelser på side 2. Dette uanset at den oprindelige artikel på side 2 i avisen var mere iøjefaldende. Øvrig omtale Pressenævnet lægger efter parternes oplysninger til grund, at der er afsagt konkursdekret over [Klager]. For så vidt angår den ene erstatningssag, der vedrører et beløb på ca. 1.000.000 kr., lægger nævnet til grund, at sagen på tidspunktet for artiklens offentliggørelse var endeligt afsluttet i retssystemet, idet [Klager] havde betalt domhaveren. Det kan ikke føre til et andet resultat, at [Klager] efter det oplyste har ansøgt Procesbevillingsnævnet om anketilladelse til Højesteret. Nævnet lægger videre til grund, at den anden erstatningssag, der vedrører et beløb på ca. 6.000.000 kr . ikke er endeligt afsluttet i retssystemet, idet [Klager] inden offentliggørelsen af artiklen har opnået anketilladelse til Højesteret. Nævnet finder det beklageligt, at denne væsentlige oplysning ikke blev medtaget i artiklen. Da der imidlertid er afsagt konkursdekret over [Klager], finder nævnet ikke tilstrækkelig grundlag for kritik. Forelæggelse For så vidt angår afsnittene i artiklen om, at ”[Klager] overtog en villa efter konkursboet efter en forretningsmand, selv om der var ”adskillige virksomheder, som havde penge til gode for ting i villaen”, må afsnittene i sammenhængen forstås som en beskyldning om, at [Klager] under konkursbehandlingen har tilegnet sig værdier på konkursboets vegne. Oplysningen kan derfor være skadelig, krænkende eller agtelsesforringende for [Klager]. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare jf. punkt A.3. Efter det oplyste forsøgte Jyllands-Posten inden offentliggørelsen flere gange den samme dag (mandag den 18. august 2014) at kontakte [Klager] på et telefonnummer, som har tilhørt ham, men ikke længere gør det. Telefonnummeret fremgår imidlertid fortsat af Krak.dk, eniro.dk og degulesider.dk som tilhørende [Klager]. Pressenævnet finder det beklageligt, at avisen ikke også forsøgte at kontakte [Klager] via hans firmatelefonnummer. Nævnet finder imidlertid ikke – henset til at telefonnummeret fremgår af Krak.dk, eniro.dk og degulesider.dk ved søgning på [Klager]s navn – fuld tilstrækkelig grund til at udtale kritik. Nævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik af Jyllands-Posten. Afgjort den 28. oktober 2014

Versioner

  1. 2014-10-31