Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00693

GældendeVersion 2014-10-31
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9830@2014-10-31/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00693

Resumé Ikke kritik for at kalde advokat pantebrevsspekulant Jyllands-Posten skrev ”Ny erstatningsdom mod Aarhus-advokat” og kaldte advokaten for pantebrevsspekulant. Pressenævnet finder, at det er Jyllands-Postens vurdering på baggrund af en retssag og udtaler ikke kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. punkterne A.1, A.3 og A.5. Dette gælder også for retsreportager, jf. punkt C.1. Pressenævnet finder, at udtrykket ”pantebrevsspekulant” må anses for udtryk for Jyllands-Postens vurdering af [Klager], blandt andet på baggrund af udfaldet af den omtalte retssag. Nævnet finder videre, at artiklen i øvrigt refererer dommen rigtigt, og nævnet udtaler ikke kritik af Jyllands-Posten for ikke også at indhente en kommentar til dommen fra [Klager] inden offentliggørelsen. Nævnet udtaler ikke kritik. Søgeord på jp.dk Pressenævnet finder, at Jyllands-Posten – som erkendt – har anvendt et forkert søgeord på websitet ved omtalen af den civilretlige dom. Da Jyllands-Posten den 4. september 2014 ændrede søgeordet, således at artiklen på websitet nu ikke fremkommer ved at søge på ”kriminalitet”, ligesom ordet ikke forekommer i selve artiklen, finder nævnet ikke tilstrækkelig grundlag for at kritisere det misvisende søgeord. Pressenævnet udtaler ikke kritik.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel, bragt i JP Aarhus og på jp.dk den 23. juni 2014, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 14-70-00683, [Klager] mod Jyllands-Posten, der vedrører artiklen ”Omstridt advokat er gået konkurs”. 1 Sagsfremstilling Jyllands-Posten bragte den 23. juni 2014 på side 2 artiklen ”Ny erstatningsdom mod Aarhus-advokat” . Artiklen blev samtidig bragt på jp.dk. Af artiklen fremgår følgende: ”For anden gang på kort tid er en Aarhus-advokat blevet dømt i landsretten til at betale millionerstatninger. 2014 kommer ikke til at stå som det bedste år for Aarhus-advokaten [Klager]. For nogle måneder siden blev han dømt til at betale mere end 6 mio. kr. i erstatning til en tidligere klient, og nu har Vestre Landsret igen dømt advokaten til at betale en millionerstatning. Denne gang er det godt 1 mio. kr., som [Klager] skal indbetale til konkursboet efter Fionia Holding, der er en del af den krakkede Fionia Bank. Sagen involverer flere af Danmarks mere berygtede ejendomsspekulanter, der før finanskrisen havde kronede dage. Men i 2007 gik det galt for en af dem, nemlig ejendomsspekulanten og sommerhusudlejeren [Person A] fra Egå. Flere af hans selskaber gik konkurs, og privatboligen på [Vejnavn og nr.] i Egå var også i fare. Han henvendte sig derfor til sin faste advokat, [Klager], for at lave en manøvre, således at han kunne blive boende. [Klager] skulle gennem sit selskab [Selskab A] købe ejendommen for derefter at stille den til rådighed for [Person A]. Kendt pantebrevsspekulant [Klager] skulle finde penge til handlen og rettede henvendelse til en anden kendt pantebrevsspekulant, [Person B], Ørsted, og han kunne skaffe den nødvendige kapital til hushandlen gennem en sjællandsk ejendomsinvestor, [Person C]. Aftalen blev, at [Person C] skulle kautionere for hele hushandlen, mod at han fik de penge, som [Person A] skyldte ham. Centralt i hele dette cirkus stod Fionia Bank, der var bank og depotholder for alle involverede. Sagen involverer flere af Danmarks mere berygtede ejendomsspekulanter. I september 2007 afgav [Klager] en såkaldt indeståelse over for Fionia Bank, der udbetalte 1,1 mio. kr. til [Person B]. Han afregnede efterfølgende 982.000 kr. til advokat [Klager]s klientkonto. Handlen kunne derefter gennemføres, men så hoppede kæden af. [Person C] ville hverken stille kaution eller kapital til rådighed. Ejendomshandlen blev ikke til noget, og Fionia Bank krævede sit tab dækket af [Klager]. Han afviste kravet og mente, at han havde betinget sin indeståelse af, at der blev stillet kaution for hele handlen af [Person C]. Men det mener hverken byret eller landsret, og de giver banken medhold. Et eventuelt forbehold i forbindelse med selve hushandlen havde ingen betydning i forholdet mellem bank og advokat, og han skal derfor erstatte bankens tab med 1.043.000 kr. plus 150.000 kr. i sagsomkostninger. […]” Yderligere oplysninger [Klager] har til Pressenævnet indsendt kopi af by- og landsretsdommen, afsagt henholdsvis den 18. juli 2011 og den 4. juni 2014. Det fremgår af oplysningerne i byretsdommen af den 18. juli 2011 (Fionia Bank mod advokat [Klager]) at [Klager] i 2007 berigtigede en ejendomsoverdragelse. Der blev i den forbindelse oprettet to pantebreve på i alt 1,2 mio. kr. [Klager] udstedte til Fionia bank to indeståelser for levering af anmærkningsfrie og tinglyste pantebreve. På denne baggrund udbetalte banken pantebrevsprovenuet til Ørsted Ejendomskontor ved [Person B]. [Person B] afregnede herefter et beløb på knap 1 mio. kr. til [Klager]s klientkonto, idet der blandt andet blev afregnet til en lavere pantebrevskurs. Finansieringen af ejendommen blev imidlertid misligholdt. Derfor blev pantebrevene aldrig tinglyst. [Klager] blev dømt til at betale bankens tab i henhold til indeståelserne. Byretsdommen blev stadfæstet af Vestre Landsret den 4. juni 2014. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] klager over at blive betegnet som ”kendt pantebrevsspekulant”. I offentligheden har han været kendt som pantebrevsinvestor – og ikke som pantebrevsspekulant – idet han aldrig har handlet med pantebreve. Det er urigtigt, når det i artiklen anføres, at han skulle ”finde penge til handlen og rettede henvendelse til en anden kendt pantebrevsspekulant”. Han fik forelagt indgåede aftaler med pantebrevstilbud og involvering af en opgivet kautionist. Han skulle således blot på sædvanlig måde som advokat ekspedere ejendomshandlen med oprettelse og tinglysning af skøde med tilhørende pantebreve. Herudover har han anført, at Jyllands-Posten ikke har rettet henvendelse med anmodning om en kommentar inden artiklens offentliggørelse. Søgeord på jp.dk [Klager] har endelig anført, at det er overtrædelse af god presseskik at forbinde en civilretlig dom vedrørende erstatningspligt med ”kriminalitet”. For så vidt angår rettelsen i søgeordet til artiklen på jp.dk fra ”kriminalitet” til ”Aarhus” har [Klager] anført, at en efterfølgende rettelse i en artikel på nettet ikke når ud til de mange oprindelige læsere af artiklen. 2.2 Jyllands-Postens synspunkter [Klager] har igennem mange år været involveret i flere retssager, som har været genstand for offentlig omtale, og det er objektivt korrekt og i overensstemmelse med almindeligt sprogbrug at fastslå, at [Klager] i offentligheden er kendt som pantebrevsspekulant. Jyllands-Posten har i den forbindelse henvist til artiklen ”Omstridt Århus-direktør slipper med bagatel-sag” bragt den 20. juli 2014 på aarhusportalen.dk. Af landsrettens dom fremgår det, at han spillede en aktiv rolle i at fremskaffe kapitalen, og han indestod for kapitalen over for Fionia Bank. Det er derfor rigtigt, når det af artiklen fremgår, at [Klager] skulle ”finde penge til handlen”. Jyllands-Posten har ikke forsøgt at få en kommentar fra [Klager], idet avisen alene har refereret fra retshandlingen. Der var således ingen særskilt forpligtelse til i særlig grad at efterprøve sagens oplysninger for den omtalte, ligesom der ikke foreligger nogen særskilt forpligtelse til at indhente parternes kommentarer til afgørelser i retssager. Søgeord på jp.dk Jyllands-Posten har herudover anført, at [Klager] har ret i, at det er objektivt forkert at rubricere omtale af et civilretligt anliggende under ledeordet ”kriminalitet”. Derfor er ledeordet straks efter hans klage den 4. september 2014 ændret til ”Aarhus”. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Inger Bach, Lene Sarup og Karsten Kolding. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. punkterne A.1, A.3 og A.5. Dette gælder også for retsreportager, jf. punkt C.1. Pressenævnet finder, at udtrykket ”pantebrevsspekulant” må anses for udtryk for Jyllands-Postens vurdering af [Klager], blandt andet på baggrund af udfaldet af den omtalte retssag. Nævnet finder videre, at artiklen i øvrigt refererer dommen rigtigt, og nævnet udtaler ikke kritik af Jyllands-Posten for ikke også at indhente en kommentar til dommen fra [Klager] inden offentliggørelsen. Nævnet udtaler ikke kritik. Søgeord på jp.dk Pressenævnet finder, at Jyllands-Posten – som erkendt – har anvendt et forkert søgeord på websitet ved omtalen af den civilretlige dom. Da Jyllands-Posten den 4. september 2014 ændrede søgeordet, således at artiklen på websitet nu ikke fremkommer ved at søge på ”kriminalitet”, ligesom ordet ikke forekommer i selve artiklen, finder nævnet ikke tilstrækkelig grundlag for at kritisere det misvisende søgeord. Pressenævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 28. oktober 2014

Versioner

  1. 2014-10-31