Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00697
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9831@2014-10-31/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00697
Resumé Ingen dokumentation og lydfusk DR1 bragte i udsendelsen ”Østarbejdernes Bagmænd” udokumenterede beskyldninger om, at firmaets stifter ”skadede folk”. Han fik ikke mulighed for at svare på beskyldningen. Senere havde DR sat en lyd ind, som om en telefon blev lagt på, hvilket ikke var tilfældet. Pressenævnet kritiserer begge dele. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, og hvorvidt et medie er forpligtet til at offentliggøre et genmæle, jf. medieansvarsloven § 34 og §§ 36-40. Det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om retningslinjerne i DRs programetik er tilsidesat. Det forhold behandles ikke. God presseskik - Omtale af [Klager] Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, med mindre klar almen interesse kræver offentlig påtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Ifølge parternes oplysninger udtrådte stifter [Klager] af direktionen i Atlanco i 2004. Han har siden været aktionær og bistået selskabet ved mindre opgaver, herunder deltaget i et møde med MT Højgaard. Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere DR for at inddrage [Klager] i forbindelse med Atlanco og omtale ham i udsendelsen. - Kildekritik og kontrol af oplysninger Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Oplysninger som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rigeligt tid til at svare. Hertil kommer, at angreb og svar så vidt muligt bør bringes i sammenhæng og på samme måde. Det skal endvidere gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. Det følger af punkterne A.1–A.5. Udsendelsen er blandt andet baseret på anonyme kilder, deriblandt tidligere medarbejdere, der ikke navngives i programmet. Kildernes ønske om ikke at ville lægge navn til udtalelserne om [Klager] gav DR anledning til at være særligt opmærksom på at tjekke grundlaget og rigtigheden af deres oplysninger. Sådan som sagen foreligger oplyst, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at DR har undladt at udvise den fornødne kildekritik over for de anonyme kilder. DR forsøgte fra november 2013 – maj 2014 at få et interview med [Klager]. Parterne mødtes den 31. januar 2014, hvor [Klager] havde stillet som betingelse, at DR ikke refererede fra mødet. [Klager] har ikke ønsket at medvirke i et interview på sædvanlige vilkår. Han har været imødekommende over for skriftlige henvendelser, som DR til dels har benyttet sig af muligheden for. På den baggrund kan [Klager] ikke have været uvidende om, at udsendelsen var kritisk over for hans og selskabet Atlancos forretningsmetoder. En tidligere medarbejder hos Atlanco udtaler i udsendelsen, at ” [Klager] har masser af penge, som han bruger til at skade folk med, økonomisk eller fysisk. Folk er bange for ham.” Udtalelsen må blandt andet forstås som en beskyldning om, at klager – selv eller gennem andre – har villet skade folk, økonomisk eller fysisk. Dette er hverken dokumenteret eller forelagt [Klager]. Nævnet udtaler kritik af DR for ikke at forsøge at forelægge beskyldningen for klager, så hans svar kunne have fremgået i sammenhæng med angrebet. Nævnet har herved også tillagt det betydning, at DR var i skriftlig dialog med klager, så [Klager] havde grund til at tro, at de væsentlige forhold var forelagt. Pressenævnet bemærker i øvrigt, at DR’s journalister og fotografer indfandt sig uanmeldt i forbindelse med en retssag ved Byretten i København og en skattesag i Sverige, hvor [Klager] var til stede. Det kan ikke tillægges betydning, at klager ikke ønskede – navnlig ikke ved første henvendelse fra DR – at besvare DR’s spørgsmål. - Udsendelsens lydspor I udsendelsen afspilles en telefonsamtale mellem [Klager] og DR. Udsendelsen giver indtryk af, at samtalen stopper ved lyden ”du-di-du”. Samtalen stopper imidlertid ikke på det tidspunkt. DR stopper med at optage samtalen, men har efterfølgende indsat lyden i udsendelsen. Da lyden kan give indtryk af, at [Klager] var mere afvisende over for DR, end hvad han i virkeligheden var, udtaler nævnet kritik af DR for at indsætte lyden, der ikke fandt sted i virkeligheden. Pressenævnet finder ikke i øvrigt grundlag for at fastslå, at god presseskik er tilsidesat, herunder heller ikke for bearbejdelsen af lydsporet eller den visuelle del af programmet. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til det anførte under god presseskik finder Pressenævnet, at det ikke er dokumenteret som utvivlsom korrekt, at ” [Klager] har masser af penge, som han bruger til at skade folk med, økonomisk eller fysisk” . Da oplysningen samtidig er egnet til at påføre ham skade af betydning, er han berettiget til et genmæle heroverfor. Nævnet finder imidlertid, at udtalelsen ” Folk er bange for ham” fremstår som en vurdering og ikke en faktisk oplysning. Allerede derfor er [Klager] ikke berettiget til et genmæle herover for. I medfør af medieansvarslovens § 49, jf. retningslinjerne i § 39, pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR1 at offentliggørelse følgende i forbindelse med et dokumentarprogram mellem 20.30 og 21.30 eller lige før TV-Avisen kl. 21.30: ”[Speak] Pressenævnet har kritiseret DR for en udsendelse og pålagt os at bringe følgende: I dokumentarprogrammet ”Østarbejdernes Bagmænd”, der blev sendt på DR1 i maj, blev det sagt om stifteren af vikarfirmaet Atlanco, [Klager], at han har masser af penge, som han bruger til at skade folk med, økonomisk eller fysisk. Pressenævnet kritiserer DR for hverken at dokumentere beskyldningen eller give ham mulighed for at svare på den. Senere i udsendelsen bliver der afspillet en samtale mellem [Klager] og DR. I udsendelsen lyder det som om, han smider røret på. Det er ikke tilfældet, og DR får kritik for at sætte en lyd ind, som ikke fandt sted i virkeligheden. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk” Den ansvarshavende redaktør pålægges at bringe følgende i to dage på dr.dk’s forside som en nyhed, oven over den sorte boks med DR TV, herefter under Fejl og fakta Om programmer og indslag fra DR: [Rubrik] ”Østarbejdernes Bagmænd” får kritik af Pressenævnet [Underrubrik] I DRs dokumentarprogram om vikarfirmaet Atlanco blev god presseskik overtrådt [Tekst] I udsendelsen ”Østarbejdernes Bagmænd”, der blev sendt på DR1 i maj, blev det sagt om [Klager], stifteren af vikarfirmaet Atlanco, at han har masser af penge, som han bruger til at skade folk med, økonomisk eller fysisk. Pressenævnet kritiserer DR for hverken at dokumentere beskyldningen eller give ham mulighed for at svare på den. Senere i udsendelsen bliver der afspillet en samtale mellem [Klager] og DR. I udsendelsen lyder det som om, han smider røret på. Det er ikke tilfældet, og DR får kritik for at sætte en lyd ind, som ikke fandt sted i virkeligheden. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside pressenaevnet.dk”
[Klager] har ved advokat Morten Bruus klaget til Pressenævnet over udsendelsen ”Østarbejdernes Bagmænd” på DR1 den 12. maj 2014, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling Forløbet forud for udsendelsen Forud for offentliggørelsen af den påklagede udsendelse henvendte DR sig til Atlanco Rimec Ltd. (herefter Atlanco) og selskabets stifter og nuværende aktionær [Klager]. Af e-mailkorrespondancen fra 28. november 2013 – 7. maj 2014 fremgår det, at DR løbende anmodede om et interview med [Klager]. Den 21. december 2013 besvarede Atlancos chief of finance (CFO’en) en række spørgsmål skriftligt. Af korrespondancen fremgår det blandt andet, at DR ønskede et interview om [Klager]s forretningsmodel og beskyldninger om blandt andet afpresning. Der er ikke i korrespondancen spørgsmål fra DR vedrørende beskyldninger fra medarbejdere, der påstår at være bange for [Klager]. Udsendelsen ”Østarbejdernes Bagmænd” DR1 sendte den 12. maj 2014 kl. 20.30 dokumentarudsendelsen ”Østarbejdernes Bagmænd” . I udsendelsen udtaler flere forskellige personer sig på engelsk. Nedenstående afskrift af udsendelsen er baseret på DRs danske undertekster af de engelske udtalelser. Af udsendelsen fremgik blandt andet følgende: ”[[Klager] ses løbe ned ad en gade i regnvejr og stige ind i en bil.] […] Journalist: Goddag, mr. [Klager]. Der er mange anklager mod Dem. Jeg vil gerne interviewe Dem. [Klager] (ikke i billedet): Efter sagen, men ikke til kamera. Speak: En Bentley på vej gennem Dublins gader. Den har mørke ruder. Det er der en god grund til, for inde bag disse sidder en mand, der ikke vil ses, og som er frygtet af sine tidligere ansatte. Anonym, angiveligt tidligere leder : Alle er bange for [Klager]. Person A : Jeg tør ikke tale om firmaet. Person B : Jeg ønsker ikke at udtale mig. Anonym, angiveligt tidligere leder : Folk ved, hvad han er i stand til. Speak : Manden i Bentleyen er ejer af firmaet Atlanco Rimec, et af de største firmaer i en branche, som lever af at skaffe østarbejdere til byggerier og fabrikker i Danmark og resten af Nordeuropa. […] [Tidskode: 7:17] Speak: Atlanco Rimec ejes af en mand ved navn [Klager]. Speak (et irsk flag bliver hejst, og to hurlinghold går ind på en bane): Vi har skruet tiden tilbage til 1993. Stedet er Thurles i Irland. Sportskommentator: Der er 10.000 tilskuere til kampen på Central Stadion i dag. Speak: Og vi er til en irsk nationalsport – hurling. Sportskommentator: 10 point bagud. [Klager]. Han fik et hårdt slag der. Han gik ned og blev nede. Speak: En ung mand ved navn [Klager] humper skadet ud af kampen. Og dermed forsvinder han fra al offentlighed. Derefter findes der ikke længere et eneste avis- eller tv-billede af ham. Selv på internettet er han usynlig. Sportskommentator: Man skal have talent for det. [Af skærmbillede ses opslagstavler med billeder af [Klager], sækkepibespillere, byggerier samt maskinskrevne papirer og artikler.] […] [Tidskode: 10:38] Sportskommentator: Dér er en stor, iskold hurlingspiller. [Klager]. Speak: [Klager] starter sit firma Atlanco Rimec allerede i 90’erne. Dog ikke med østarbejdere, men med portugisere til fabrikker i Nordirland. […] [Tidskode 13:43] Speak: Vi ville gerne tale med [Klager] om hans forretningsmetoder. [Seeren hører lyden af en telefon, som ringer op.] [Klager]: Det er [Klager]. Jeg vil helst ikke udtale mig til pressen. Du optager vel ikke samtalen? Journalist: Jo, jeg optager samtalen. Det gør vi altid. [Telefon melder forkert opkald. Lyden: ”du-di-du”.] Speak: Men [Klager] vil slet ikke tale med os. […] [Minutkode 24 i udsendelsen. Der vises billeder af flere forskellige mænd samt selskabsnavnene [SELSKAB A], [SELSKAB B], [SELSKAB C].] Speak : Det er disse mænd og deres firmaer, som har forsynet Copenhagen Towers, FN-byen og Aller-huset med østarbejdere. Men [Selskab A], [Selskab B] og [Selskab C] er også i den danske arbejdsret blevet dømt for underbetaling. [Der vises blandt andet billeder af en artikel, hvor der står 2013 over ”[Selskab C]”. Af artiklen fremgår teksten: ”Efterbetaling og bod: 1.725.000 kroner Bestsellers hovedkontor”. Af et andet tekstfelt med overskriften ”[Selskab C]” fremgår ”Bod og efterbetaling: 3.165.796 kroner Navitas Aarhus Havn 2012”. Under overskriften ”2009 [Selskab B]” fremgår teksten ”Bod: 1.300.000 kroner SEB Bank”. Der vises en artikel fra Ugebrevet A4 med overskriften ”Polske firmaer løber fra regningen”, en artikel fra et andet magasin med teksten ”Fupfirmaet Polska Fidusa” og ”Skat snydt for 331 millioner”.] […] [Tidskode: 36:40] Speak: Der tegner sig et dystert billede af Atlanco Rimec, og vi vil gerne tale med manden bag firmaet [Klager], men han viser sig ikke ved hovedkvarteret. Så vi kontakter derfor tidligere højtplacerede medarbejdere i håb om at kunne kaste lys over firmaets metoder. Person C (telefonsamtale, stemmen er sløret) : Jeg vil ikke på kamera, og jeg vil heller ikke have min stemme frem. Person D (sløret ansigt og stemme) : Jeg arbejder ikke for dem mere. Person E (sløret ansigt og stemme) : Jeg tør ikke udtale mig om firmaet. Forsvind. […] [Tidskode: 46:27] Sportskommentator: [Klager] er en stor mand, der spiller sin hurling. [Klager] er en stærk spiller. [[Klager] tackler en modspiller i hurlingkampen. Lyden af tacklingen fremgår af programmets lydspor.] Speak: Tilbage i Irland har vi ikke opgivet at finde ejeren af Atlanco Rimec, [Klager]. Og for første gang bliver manden, der ikke vil filmes, filmet. [[Klager] går ned ad gaden.] […] Speak: Samtidig med, at [Klager] forsvinder ind ad døren til Atlancos hovedkvarter, så bliver vi kontaktet af en tidligere ledende medarbejder. Efter lange overvejelser er han nu parat til at fortælle om firmaet, hvis vi lover fuld anonymitet og forvrænger hans stemme. Anonym, angiveligt tidligere leder: Jeg er bange. Alle er bange for [Klager]. [Klager] har masser af penge, som han bruger til at skade folk med, økonomisk eller fysisk. Folk er bange for ham. De ved, hvad han er i stand til at gøre. Speak: Ifølge ham undgår [Klager]s firma systematisk overenskomster og fagforeninger i de nordiske lande. Tidligere leder: En arbejder, der vil inddrage fagforeningen, er ikke en arbejder, Atlanco ønsker. [Lederens engelske udtalelse er: ”If a worker wants to get the union involved, it’s not a worker Atlanco would want.”] […] [Tidskode: 52:10] [Udsendelsen fortsætter med omtale af en svensk skattesag. [Klager] kommer ind ad døren sammen med en advokat til Skatteverkets sag i Sverige.] Speak: Pludselig dukker ingen ringere end [Klager] op. Måske er det fordi, 12 millioner kroner er i spil. Måske fordi hele hans forretningsmodel er under anklage. […] [Tidskode: 55:48] Speak: I Frankrig har Atlanco Rimec lige tabt en retssag, hvor millioner af kroner skal efterbetales til polske arbejdere. Samtidig med, at den franske anklagemyndighed forbereder en straffesag mod firmaet. Og nu dukker [Klager] pludselig op ved Byretten i København. Han har sagsøgt et andet vikarfirma for at løbe med Atlancos opgaver på byggeriet på Københavns Metro. Vikarfirmaerne er nemlig oppe at slås for at komme ind på vores attraktive byggepladser. […] [Tidskode: 57:03] Journalist: Goddag, mr. [Klager]. Jeg vil lave et interview med Dem. Der er mange anklager mod Dem. Har De en kommentar til det? Mr. [Klager], har De en kommentar? [Klager]: Vi kan tale efter sagen. Journalist: Vil De give et interview? [Klager]: Efter sagen, uden kamera. Journalist: Må jeg interviewe Dem? [Klager]: Efter sagen. Journalist: Har De ikke tid nu, mr. [Klager]. [Klager]: Nej. Journalist: Har De en kommentar til, at De blacklister arbejdere? [Klager]: Nej.” DR gjorde udsendelsen tilgængelig på sin hjemmeside under siden ”TV” (dr.dk/tv). [Klager] klagede den 15. juli 2014 til DR over programmet og anmodede om at få bragt følgende genmæle: ”DR sendte den 12. maj 2014 udsendelsen ”Østarbejdernes Bagmænd” på DR1 kl. 20.30. I forbindelse med udsendelsen bragte DR en række beskyldninger mod og faktuelt forkerte oplysninger om [Klager], og DR skal således korrigerende oplyse følgende: - at [Klager] før udsendelsen aldrig af DR blev gjort bekendt med eller fik lejlighed til at kommentere på eller tilbagevise beskyldningerne fra den tidligere medarbejder mod ham og - at DR ikke gennem sin research til udsendelsen har fundet bevis for rigtigheden af den tidligere medarbejders beskyldninger mod [Klager]. DR beklager uforbeholdent for de forkerte og manglende oplysninger og enhver misforståelse, som disse måtte have medført.” DR fjernede den 23. juli 2014 udsendelsen fra dr.dk/tv, men afviste den 22. august 2014 klagen og anmodningen om et genmæle. Yderligere oplysninger [Klager] har fremlagt en udateret programomtale til den svenske udsendelse ”Dokument Innefrån: Den Osvenska Modellen”. I udsendelsen ses samme udtalelse som i ”Østarbejdernes Bagmænd” (ikke anonymiseret): ” Mand udtaler: If a worker wants to get the union involved, it’s not a worker Atlanco would want.” Pressenævnet afsagde den 26. september 2014 kendelse i sag nr. 14-70-00673, Atlanco ApS og Atlanco Rimec Ltd. mod DR. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God presseskik Advokat Morten Bruus har på vegne af [Klager] anført, at såvel god presseskik som DRs egen programetik er tilsidesat. - Omtale af [Klager] [Klager] har ikke – bortset fra korterevarende og ubetydelig salgsmæssig bistand i forbindelse med nogle store projekter – været involveret i driften af Atlanco-gruppen siden begyndelsen af 2004. I 2004 trådte han ud af direktionen. Hovedparten af de historier om Atlanco, som udsendelsen omtaler, vedrører perioden efter [Klager]s udtræden. Det gør DRs fokus på [Klager] i udsendelsen irrelevant. [Klager] repræsenterede Atlanco i den svenske retssag som aktionær, idet den relevante del af direktionen var blevet udskiftet og ikke længere var en del af Atlanco-koncernen. - Programmets introduktion af [Klager] Måden, hvorpå DR har valgt at introducere [Klager], fremstiller [Klager] i et negativt og tendentiøst lys. Ved brug af skjult kamera vises optagelser med politisirener i baggrunden. Kommentaren om bilens mørklagte ruder antyder, at der er tale om en kriminel person. Denne introduktion er toneangivende for resten af tv-udsendelsens portrættering af [Klager]. Udsendelsens speak oplyser efter introduktionen, at [Klager] er frygtet af sine ansatte. Det oplyses til seerne, som om det er et faktum. DR adskiller dermed ikke klart faktiske oplysninger fra kommentarer. - Kilder og kontrol af oplysninger Der er anledning til at tro, at de anonyme kilder, som DR refererer til, er personer, der har en særlig personlig interesse i eller skadevoldende hensigt mod [Klager] for også indirekte at ramme Atlanco. [Klager] er overbevist om, at visse af DRs anonyme kilder er henholdsvis en tidligere driftschef og tidligere salgschef i Skandinavien for Atlanco. Disse to tidligere direktionsmedlemmer har sidenhen startet den konkurrerende virksomhed [Selskab D]. Atlanco har vundet en retssag i Norge og Danmark mod [Selskab D] for unfair konkurrence og misbrug af erhvervshemmeligheder. I DRs udsendelse er den tidligere driftschefs stemme anonymiseret, men det samme lydklip benyttes i programomtalen til det svenske program ”Dokument Innefrån: Den Osvenska Modellen”. Her er stemmen ikke anonymiseret. Uagtet, hvilke kilder DR har benyttet sig af, har DR ikke kontrolleret sine oplysninger tilstrækkeligt. Overordnet set fremtræder programmet som et produkt af manglende grundig research. En række tidligere Atlanco-medarbejdere har kontaktet Atlanco for at meddele, at DR har chikaneret og forsøgt at presse disse tidligere medarbejdere til at udlevere bevis eller udtalelser mod Atlanco. Der afspilles en række udtalelser fra en eller flere anonyme kilder, hvis stemmer er slørede. Kilderne udtaler, at alle er bange for [Klager], og at alle ved, hvad [Klager] er i stand til. Hverken [Klager] eller Atlanco har på noget tidspunkt under korrespondancen med DR fået forelagt disse udtalelser eller lignende materiale. [Klager] har dermed ikke haft mulighed for at kommentere og tilbagevise disse beskyldninger. DR er uanmeldt i forbindelse med retssager i Danmark og Sverige mødt op i retten og har stukket et kamera og mikrofon i hovedet på [Klager]. Dette er en besynderlig og fjendsk måde at komme i kontakt med folk på. Han havde ikke mulighed for at deltage i et interview de pågældende situationer, ligesom han ikke blev informeret om, hvad interviewets egentlige formål var. [Klager] og DRs journalist afholdt et møde i London den 31. januar 2014. Heller ikke på det møde fremlagde DR beskyldningerne for [Klager]. Beskyldningerne er skadelige og krænkende for [Klager]. Dette forstærkes af, at [Klager] er forretningsmand, der er afhængig af, at have et veletableret netværk og mange gode forretningsforbindelser og klienter i Skandinavien. Beskyldningerne mod [Klager] er derfor så meget desto mere skadelige, særligt for hans professionelle virke. Som følge af udsendelsen blev [Klager] blandt andet bedt om at forlade MT Højgaards kontor ved et besøg kort efter, udsendelsen var sendt. Til yderligere belysning af beskyldningernes meget alvorlige skadesvirkninger er fremlagt en dødstrussel mod [Klager] sendt ved e-mail af 14. maj 2014, ligesom hans hus kort er blevet overmalet med graffiti. - Opslagstavlen I disse dele af udsendelsen portrætteres [Klager] af DR som en kriminel, der ikke er til at lokalisere – heller ikke på internettet. DR viser billeder af en opslagstavle med avisudklip og billeder af [Klager], hvilket giver seeren indtrykket af, at [Klager] er eftersøgt. Det minder i det hele taget om en sekvens fra et kriminalprogram, hvor al relevant information om en mistænkt er samlet på en tavle. DRs reference til arkivoptagelser og avisartikler stemmer ikke overens med påstanden om, at [Klager] efter hurlingkampen forsvinder fra offentlighedens søgelys. Referencerne hertil underbygges yderligere gennem visningen af de dele af hurlingkampen, hvor [Klager] tackler sine modstandere. Tacklingen af en modstander lyder mere voldsom, end den i virkeligheden var. Generelt overdramatiseres [Klager] i disse dele af udsendelsen, ligesom der uden belæg herfor sås tvivl om [Klager]s person, karakter og lovlydighed. - Telefonsamtale I programmet afspilles en lydoptagelse af en telefonsamtale mellem [Klager] og DRs journalist. Lydoptagelsen i udsendelsen afsluttes med en lyd, der lyder som om, at man lægger på. I udsendelsen giver DR seeren indtrykket af, at [Klager] lægger på under samtalen med DRs journalist, da han får oplyst, at samtalen optages. Det understreges med en læg-på-tone og udtalelsen: “Men [Klager] vil slet ikke tale med os” . [Klager] kontaktede telefonisk DR for at aftale et personligt interview uden for referat. Det er den telefonsamtale, som afspilles i udsendelsen. Samtalen sluttede ikke efter, at DRs journalist fortalte, at samtalen blev optaget. Læg-på-tonen er således manipuleret for at understøtte DRs påstand om, at [Klager] ikke vil tale med DR. Det er i strid med sandheden, at DR oplyser, at [Klager] ikke vil tale med DR, og at [Klager] skulle have lagt på midt i samtalen. Genmæle [Klager] er berettiget til et genmæle, og genmæleanmodningen af 15. juli 2014 bør offentliggøres. Alternativt et genmæle med en ordlyd bestemt af Pressenævnet. Genmælet bør offentliggøres på forsiden af dr.dk og på DR1 på samme tidspunkt, som ”Østarbejdernes Bagmænd” blev sendt. Herudover skal DR tilpligtes til at fjerne udsendelsen og enhver anden omtale af udsendelsen fra DRs hjemmeside og alle andre digitale platforme, som DR er ansvarlig for. 2.2 DRs synspunkter God presseskik - Omtale af [Klager] [Klager] har i klagen anført, at DRs fokus på ham i programmet er irrelevant, fordi han ikke har været involveret i driften af Atlanco siden 2004 bortset fra kortvarig og ubetydelig salgsmæssig bistand. Dette synspunkt er DR uenig i. Alene det faktum, at [Klager] er stifter og medejer af Atlanco gør, at det i høj grad er relevant at foreholde ham de kritikpunkter omkring Atlancos arbejde, der fremføres i tv-programmet. DR har talt med et stort antal tidligere højt placerede ansatte, som har været ansat i forskellige perioder fra 2004-2013. De har alle fortalt, at selvom [Klager] officielt ikke var en del af firmaets ledelse, fortsatte han i hele perioden som en aktiv deltager i virksomheden. Det var også [Klager], DR mødte som repræsentant for Atlanco, både ved Københavns Byret og i Skatteverkets sag i Gøteborg. Ligeledes har DR i forbindelse med nærværende klage kunnet konstatere, at [Klager] for nyligt har deltaget i et møde med MT Højgaard i Danmark. DRs irske samarbejdspartner, stationen RTE, har også bekræftet, at [Klager] har været aktiv deltager i firmaets arbejde siden 2004. - Programmets introduktion af [Klager] Billederne fra åbningen af programmet er hverken konstruerede eller iscenesatte. Billederne er optaget af DRs irske samarbejdspartner RTE, som for første gang får muligheden for at få optagelser af [Klager]. På tidspunktet for optagelsen er det aften, det regner, og der høres politisirener i baggrunden. Klager løber gennem regnen til sin bil, som har tonede ruder. [Klager] har anført, at udtalelsen i programmets speak om, at han er frygtet af sine ansatte, fremsættes som et faktum, og at DR derfor ikke klart har adskilt faktiske oplysninger fra kommentarer. Dette afviser DR. DRs valg af formulering bygger på et grundigt researchforløb. I løbet af denne research har DR været i kontakt med 22 tidligere højt placerede ansatte. Kun med to undtagelser har alle – uafhængigt af hinanden – samstemmende givet udtryk for, at de hverken vil medvirke eller komme en skriftlig navngiven udtalelse, fordi de frygter repressalier fra [Klager]. Den i programmet anvendte formulering ”En Bentley på vej gennem Dublins gader. Den har mørke ruder. Det er der en god grund til, for inde bag disse sidder en mand, der ikke vil ses, og som er frygtet af sine tidligere ansatte.” afspejler derfor de faktiske oplysninger, som DR er kommet i besiddelse af. - Kildekritik og kontrol af oplysninger Under henvisning til nedenstående har DR udvist stor omhu i forhold til både kildernes oplysninger og kildernes troværdighed. Ligeledes har DR efter bedste evne og i tilstrækkelig grad efterprøvet de bragte oplysningers rigtighed. DR har på grund af kildernes frygt for at stå frem med navns nævnelse, lovet disse kilder fuld anonymitet. I klagen har [Klager] specifikt fremhævet en udtalelse fra en kilde der siger: ”If a worker wants to get a union involved, that worker is not a worker Atlanco would want.” [Klager] hævder, at der er tale om en kilde, som har en personlig interesse i at skade ham. Udsagnet understøttes af den database, som DR i forbindelse med programmet er kommet i besiddelse af, og hvoraf det fremgår, at Atlanco blacklister arbejdere af forskellige årsager, herunder hvis de kontakter en fagforening. Udsagnet fra den pågældende kilde, står derfor ikke alene, men understøttes af andre kilder eller dokumentation. DR har som nævnt været i kontakt med et stort antal tidligere ansatte. De tidligere medarbejdere har afvist at medvirke i programmet, fordi de er bange for [Klager]. Det har været en nødvendig information at bringe i programmet, fordi det er den primære årsag til, at de ikke ville udtale sig åbent om firmaets forhold. DR har ikke grund til at betvivle troværdigheden af disse kilder. Når et så stort antal kilder uafhængigt af hinanden siger det samme, er det DRs opfattelse, at de oplysninger, der er bragt, har været kontrolleret. Der er gentagne gange gjort forsøg på at få [Klager] i tale, ligesom DR skriftligt har fremsendt samtlige kritikpunkter i programmet forud for programmets udsendelse. Af den lange række af skriftlige spørgsmål fra DR burde det have stået klart for [Klager], at der var tale om ganske alvorlige klager mod ham. Udover de skriftlige anmodninger om et interview med [Klager], har DR også ved andre lejligheder gjort ham opmærksom på, at man gerne ville tale med ham. Den 15. november 2013 blev [Klager] således stoppet af DR foran Københavns Byret og givet mulighed for at medvirke. I den forbindelse blev han stillet følgende spørgsmål: ” DR: [Klager], do you have any comments on the fact that a Swedish journalist is coming with accusations about you blackmailing workers that are working with a union?” DR har ved e-mail af 4. december 2013 til Atlanco oplyst, at man anvendte denne fremgangsmåde for at være sikre på at kunne dokumentere at have forsøgt at komme i kontakt med [Klager]. Den 27. januar 2014 opsøgte DR [Klager] – denne gang i Gøteborg i forbindelse med Skatteverkets sag mod Atlanco. I denne forbindelse stillede DR [Klager] følgende spørgsmål: ” DR: There is a lot of allegations against you, some of them concerning Social Security and tax. Do you have any comments on that?” Ved denne lejlighed tilbød DR igen [Klager] mulighed for at medvirke, hvilket han dog afviste igen: ” DR: Hello [Klager], I come from Danish television. I would like to make an interview with you. [Klager]: No. No. No. DR: Why not? [Klager]: Sorry? DR: Why can’t we make an interview? [Klager]: Because I don’t do interview.” DR har også forsøgt at kontakte klager via SMS. Efter alle disse forgæves forsøg på at få [Klager] i tale indvilligede DR i at deltage i et journalistisk set usædvanligt møde med [Klager] på betingelser, som normalt ikke accepteres. Mødet fandt sted på Hotel Hilton i London den 31. januar 2014, hvor [Klager] på forhånd havde sat nogle ufravigelige betingelser for mødet. Blandt andet måtte DR kun stille med én medarbejder, der måtte ikke filmes eller laves lydoptagelser, og der måtte ikke efterfølgende refereres noget fra mødet i programmet. At DR accepterede et møde på disse udsædvanlige betingelser, er et udtryk for, at DR ville gå langt for at indhente så mange synspunkter og informationer fra [Klager] som muligt. DR forsøgte i den eneste telefonsamtale, som det er lykkedes DR at få med [Klager], at udføre en journalistisk research, men [Klager] ville ikke fortsætte samtalen, hvis den blev optaget. - Opslagstavlen Opslagstavlen med avisudklip og billeder af [Klager] blev brugt som et visuelt miljø i programmets research og blev løbende fremlagt for seerne. På opslagstavlen blev en række visuelle elementer bragt ind i fortællingen – arkivoptagelser, dokumenter, avisartikler, tv-optagelser mv. Opslagstavlen var således ikke et element, der kun blev brugt i forbindelse med omtalen af [Klager]. I løbet af programmet optrådte også andre personer og virksomheder, som var placeret på opslagstavlen. Opslagstavlen og det visuelle miljø var derfor heller ikke egnet til at virke skadende for de personer eller virksomheder, der gennem programmet optræder på opslagstavlen. Arkivoptagelserne fra hurlingkampen er som alle andre optagelser lydbearbejdet. Det betyder også, at DR har fremhævet lyden i forhold til de oprindelige optagelser. Det gælder for både original speak og reallyd – herunder også selve spillet i hurlingkampen. Der er imidlertid ikke tilføjet lyd eller fjernet lyd i forhold til de oprindelige optagelser. Lydbearbejdelsen ligger indenfor den almindelige redigering i en dokumentar. - Telefonsamtalen [Klager] ringede til DRs journalist, mens journalisten opholdt sig i et supermarked. Det blev derfor aftalt, at [Klager] skulle ringe tilbage kort tid efter. [Klager] ringede tilbage, men han tilkendegav hurtigt, at samtalen ikke kunne fortsætte, hvis den blev optaget. Lyden af røret, der lægges på, tjener til at tydeliggøre over for seeren, at her stoppede optagelsen af samtalen. Det er helt i overensstemmelse med det faktiske forløb – nemlig, at her blev optagelsen afbrudt. DR har afvist, at det er manipulerende i forhold til, hvad der faktisk skete under telefonsamtalen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Karsten Kolding. Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, og hvorvidt et medie er forpligtet til at offentliggøre et genmæle, jf. medieansvarsloven § 34 og §§ 36-40. Det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om retningslinjerne i DRs programetik er tilsidesat. Det forhold behandles ikke. God presseskik - Omtale af [Klager] Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, med mindre klar almen interesse kræver offentlig påtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Ifølge parternes oplysninger udtrådte stifter [Klager] af direktionen i Atlanco i 2004. Han har siden været aktionær og bistået selskabet ved mindre opgaver, herunder deltaget i et møde med MT Højgaard. Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere DR for at inddrage [Klager] i forbindelse med Atlanco og omtale ham i udsendelsen. - Kildekritik og kontrol af oplysninger Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Oplysninger som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rigeligt tid til at svare. Hertil kommer, at angreb og svar så vidt muligt bør bringes i sammenhæng og på samme måde. Det skal endvidere gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. Det følger af punkterne A.1–A.5. Udsendelsen er blandt andet baseret på anonyme kilder, deriblandt tidligere medarbejdere, der ikke navngives i programmet. Kildernes ønske om ikke at ville lægge navn til udtalelserne om [Klager] gav DR anledning til at være særligt opmærksom på at tjekke grundlaget og rigtigheden af deres oplysninger. Sådan som sagen foreligger oplyst, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at DR har undladt at udvise den fornødne kildekritik over for de anonyme kilder. DR forsøgte fra november 2013 – maj 2014 at få et interview med [Klager]. Parterne mødtes den 31. januar 2014, hvor [Klager] havde stillet som betingelse, at DR ikke refererede fra mødet. [Klager] har ikke ønsket at medvirke i et interview på sædvanlige vilkår. Han har været imødekommende over for skriftlige henvendelser, som DR til dels har benyttet sig af muligheden for. På den baggrund kan [Klager] ikke have været uvidende om, at udsendelsen var kritisk over for hans og selskabet Atlancos forretningsmetoder. En tidligere medarbejder hos Atlanco udtaler i udsendelsen, at ” [Klager] har masser af penge, som han bruger til at skade folk med, økonomisk eller fysisk. Folk er bange for ham.” Udtalelsen må blandt andet forstås som en beskyldning om, at klager – selv eller gennem andre – har villet skade folk, økonomisk eller fysisk. Dette er hverken dokumenteret eller forelagt [Klager]. Nævnet udtaler kritik af DR for ikke at forsøge at forelægge beskyldningen for klager, så hans svar kunne have fremgået i sammenhæng med angrebet. Nævnet har herved også tillagt det betydning, at DR var i skriftlig dialog med klager, så [Klager] havde grund til at tro, at de væsentlige forhold var forelagt. Pressenævnet bemærker i øvrigt, at DR’s journalister og fotografer indfandt sig uanmeldt i forbindelse med en retssag ved Byretten i København og en skattesag i Sverige, hvor [Klager] var til stede. Det kan ikke tillægges betydning, at klager ikke ønskede – navnlig ikke ved første henvendelse fra DR – at besvare DR’s spørgsmål. - Udsendelsens lydspor I udsendelsen afspilles en telefonsamtale mellem [Klager] og DR. Udsendelsen giver indtryk af, at samtalen stopper ved lyden ”du-di-du”. Samtalen stopper imidlertid ikke på det tidspunkt. DR stopper med at optage samtalen, men har efterfølgende indsat lyden i udsendelsen. Da lyden kan give indtryk af, at [Klager] var mere afvisende over for DR, end hvad han i virkeligheden var, udtaler nævnet kritik af DR for at indsætte lyden, der ikke fandt sted i virkeligheden. Pressenævnet finder ikke i øvrigt grundlag for at fastslå, at god presseskik er tilsidesat, herunder heller ikke for bearbejdelsen af lydsporet eller den visuelle del af programmet. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til det anførte under god presseskik finder Pressenævnet, at det ikke er dokumenteret som utvivlsom korrekt, at ” [Klager] har masser af penge, som han bruger til at skade folk med, økonomisk eller fysisk” . Da oplysningen samtidig er egnet til at påføre ham skade af betydning, er han berettiget til et genmæle heroverfor. Nævnet finder imidlertid, at udtalelsen ” Folk er bange for ham” fremstår som en vurdering og ikke en faktisk oplysning. Allerede derfor er [Klager] ikke berettiget til et genmæle herover for. I medfør af medieansvarslovens § 49, jf. retningslinjerne i § 39, pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR1 at offentliggørelse følgende i forbindelse med et dokumentarprogram mellem 20.30 og 21.30 eller lige før TV-Avisen kl. 21.30: ”[Speak] Pressenævnet har kritiseret DR for en udsendelse og pålagt os at bringe følgende: I dokumentarprogrammet ”Østarbejdernes Bagmænd”, der blev sendt på DR1 i maj, blev det sagt om stifteren af vikarfirmaet Atlanco, [Klager], at han har masser af penge, som han bruger til at skade folk med, økonomisk eller fysisk. Pressenævnet kritiserer DR for hverken at dokumentere beskyldningen eller give ham mulighed for at svare på den. Senere i udsendelsen bliver der afspillet en samtale mellem [Klager] og DR. I udsendelsen lyder det som om, han smider røret på. Det er ikke tilfældet, og DR får kritik for at sætte en lyd ind, som ikke fandt sted i virkeligheden. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk” Den ansvarshavende redaktør pålægges at bringe følgende i to dage på dr.dk’s forside som en nyhed, oven over den sorte boks med DR TV, herefter under Fejl og fakta Om programmer og indslag fra DR: [Rubrik] ”Østarbejdernes Bagmænd” får kritik af Pressenævnet [Underrubrik] I DRs dokumentarprogram om vikarfirmaet Atlanco blev god presseskik overtrådt [Tekst] I udsendelsen ”Østarbejdernes Bagmænd”, der blev sendt på DR1 i maj, blev det sagt om [Klager], stifteren af vikarfirmaet Atlanco, at han har masser af penge, som han bruger til at skade folk med, økonomisk eller fysisk. Pressenævnet kritiserer DR for hverken at dokumentere beskyldningen eller give ham mulighed for at svare på den. Senere i udsendelsen bliver der afspillet en samtale mellem [Klager] og DR. I udsendelsen lyder det som om, han smider røret på. Det er ikke tilfældet, og DR får kritik for at sætte en lyd ind, som ikke fandt sted i virkeligheden. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside pressenaevnet.dk” Afgjort den 28. oktober 2014