Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00694

GældendeVersion 2014-11-01
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9834@2014-11-01/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00694

Resumé Hørte begge parter Villabyerne skrev blandt andet ”Politianmeldelse efter dødsfald i Lunden”. Her blev medarbejderne i et ambulancefirma kritiseret af et konkurrerende firma for ikke at have den nødvendige uddannelse. Begge parter blev hørt, og Pressenævnet udtaler ikke kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt ambulancepersonalet hos [Firmaet] har den nødvendige autorisation henhører under Sundhedsstyrelsen og domstolene og falder uden for Pressenævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A.1-A.3. Villabyerne modtog fra en konkurrerende virksomhed et tip om, at [Firmaet] var politianmeldt. Nordsjællands Politi har bekræftet at have modtaget en anmeldelse, og sagen er videresendt til Sundhedsstyrelsen. Det fremgår klart af artiklen, at anmelderen, [Person B], driver en konkurrerende virksomhed, og derved kan have en personlig interesse i en skadelig omtale af [Firmaet]. Pressenævnet finder, at beskyldningerne om, at ambulancepersonalet hos [Firmaet] ikke har den nødvendige autorisation, er krænkende og har skullet kontrolleres inden offentliggørelsen, herunder ved forelæggelse for [Firmaet]. Villabyerne kontaktede den 25. juli 2014 direktøren for [Firmaet], der over telefonen oplyste, at der havde været en ambulancebehandler og en ambulanceassistent til stede under ambulancekørslen. [Firmaet]s kommentar er gengivet i artiklen. Nævnet udtaler ikke kritik af Villabyerne.

Ambulancefirmaet [Firmaet] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Villabyerne den 31. juli 2013, idet firmaet mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Den 31. juli 2014 bragte lokalavisen Villabyerne Weekend på side 2 artiklen ”Politianmeldelse efter dødsfald i Lunden” . Af artiklen fremgår følgende: ”Embedslæge skal undersøge, om to ambulancefolk havde den nødvendige uddannelse. For et par uger siden faldt travkusken [Person A] om efter et løb på Charlottenlund Travbane. En trænerkollega fik ham genoplivet ved at give hjertemassage, og kort efter nåede travbanens ambulance frem. Da [Person A] på vej til hospitalet igen mistede bevidstheden, gav en ambulanceredder ham hjertemassage, men ved ankomsten til Herlev Hospital var travkusken død. Efterfølgende har [Person B], der selv er redder, anmeldt ambulancefirmaet, [Firmaet] til politiet. ”Firmaets to ambulancefolk har ingen uddannelse som redder, og kan være årsagen til, at det gik så galt, som det gik. De kaldte heller ikke på assistance fra akutlæge-enheden, og hvorfor valgte de at køre til Herlev Hospital, når både Gentofte Hospital og Rigshospitalet ligger tættere på”, spørger [Person B], der i parentes bemærket er ansat i et konkurrerende ambulancefirma på Sjælland. [Direktøren], direktør i [Firmaet], afviser klagen: ”Jeg var den ene af de to i ambulancen den dag, og jeg er uddannet ambulanceassistent. Og min makker er behandleruddannet. Men i øvrigt har jeg tavshedspligt med hensyn til behandling af patienter”. Vicepolitikommissær Finn Duris, Nordsjællands Politi, bekræfter, at man har modtaget en politianmeldelse. ”Der er foretaget ligsyn og obduktion, og dødsårsagen er klarlagt: [Person A] døde af hjertesvigt. Sagen om en eventuel manglende autorisation hos ambulancefolkene skal afgøres af embedslægen i Sundhedsstyrelsen. Nu undersøger han sagen og melder tilbage, hvis der skal rejses tiltale mod firmaet”, siger Finn Duris. Charlottenlund Travbane havde tidligere kontrakt med Dansk Ambulance- og Sygetransport, men skiftede for et par år siden til [Firmaet], der kom med et væsentligt billigere tilbud.” Efterfølgende bragte Villabyerne den 12. august 2014 artiklen ”Nye anklager mod ambulancefirmaet fra travbane-ulykke” , hvor en tidligere medarbejder i [Firmaet] fremsatte en beskyldning om, at firmaet ofte ikke havde en uddannet ambulanceassistent med i ambulancen. Medarbejderen havde klaget til Sundhedsstyrelsen. Den 19. august 2014 bragte Villabyerne artiklerne ”Jeg sagde op i protest” og ”Travbane strammer regler efter dødsfald” . I sidstnævnte artikel oplyste Charlottenlund Travbane, at man på baggrund af dødsfaldet havde lavet en aftale med [Firmaet] om, at firmaet i lignende situationer i stedet skal holde personen i live og tilkalde en lægeambulance. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Firmaet]s synspunkter [Firmaet] har anført, at Villabyerne har bragt en artikel uden at tjekke baggrunden for den historie, den bliver præsenteret for af konkurrenten [Person B], som er chef for [Firma B]. [Firma B] afgav ligesom [Firmaet] tilbud på ambulanceservice på Charlottenlund Travbane. [Direktøren], ambulancechef i [Firmaet], blev fredag den 25. juli 2014 kontaktet af avisen. [Direktøren] var på dette tidspunkt endnu ikke blevet informeret om anmeldelsen af politiet. Villabyerne konstaterede, at [Direktøren] var blevet politianmeldt, og ville vide, om [Direktøren] var vidende om dette. [Direktøren] besvarede spørgsmålet benægtende samtidig med, at han forklarede, at han var i Jylland, og kunne kontaktes mandag. Villabyerne ville dog gerne vide, hvorvidt medarbejderne i [Firmaet] var uddannede. [Direktøren] informerede herefter Villabyerne om, at der ikke var nogen i [Firmaet], som kører ambulance uden at være uddannet hertil. [Direktøren] har fremlagt sin egen tilladelse af 6. oktober 2009 til udøvelse af erhverv som ambulanceassistent fra Sundhedsstyrelsen samt en ambulancebehandlers bevis udstedt den 23. april 2005. Villabyerne har været med til at skade [Firmaet], som altid har overholdt gældende regler. Artiklen har tillige været medvirkende til, at de pårørende blandt andet på Facebook har kunnet læse diskussioner om, hvad [Firmaet] kunne have gjort, og hvilke muligheder firmaet havde. 2.1 Villabyernes synspunkter Villabyerne har anført, at en ambulancefører fra et andet firma henvendte sig til avisen for at gøre opmærksom på, at han havde politianmeldt [Firmaet] for at anvende ambulancefolk med manglende autorisation. Nordsjællands Politi bekræftede, at man havde modtaget anmeldelsen, der herefter var videresendt til embedslægen i Sundhedsstyrelsen for videre undersøgelse. Sundhedsstyrelsen har endnu ikke afsluttet sin undersøgelse. [Direktøren], direktør i [Firmaet], blev herefter kontaktet, og han fik herefter mulighed for at kommentere politianmeldelsen. Det benyttede han sig af. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Inger Bach, Lene Sarup og Karsten Kolding. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt ambulancepersonalet hos [Firmaet] har den nødvendige autorisation henhører under Sundhedsstyrelsen og domstolene og falder uden for Pressenævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A.1-A.3. Villabyerne modtog fra en konkurrerende virksomhed et tip om, at [Firmaet] var politianmeldt. Nordsjællands Politi har bekræftet at have modtaget en anmeldelse, og sagen er videresendt til Sundhedsstyrelsen. Det fremgår klart af artiklen, at anmelderen, [Person B], driver en konkurrerende virksomhed, og derved kan have en personlig interesse i en skadelig omtale af [Firmaet]. Pressenævnet finder, at beskyldningerne om, at ambulancepersonalet hos [Firmaet] ikke har den nødvendige autorisation, er krænkende og har skullet kontrolleres inden offentliggørelsen, herunder ved forelæggelse for [Firmaet]. Villabyerne kontaktede den 25. juli 2014 direktøren for [Firmaet], der over telefonen oplyste, at der havde været en ambulancebehandler og en ambulanceassistent til stede under ambulancekørslen. [Firmaet]s kommentar er gengivet i artiklen. Nævnet udtaler ikke kritik af Villabyerne. Afgjort den 28. oktober 2014

Versioner

  1. 2014-11-01