Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00689
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9959@2014-11-26/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00689
Resumé Fik god mulighed for at svare Viborg Stifts Folkeblad skrev ”Ulovligt antibiotika sender 30.000 svin i karantæne”. Udover indholdet i artiklen har klager klaget over, at avisen lagde en upræcis besked på hans telefonsvarer og gav for kort svarfrist. Pressenævnet bemærker, at avisen flere gange forsøgte at få fat på ham og finder ikke, at beskeden var upræcis. Pressenævnet udtaler ikke kritik af avisen. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Det følger af punkterne A.1 og A.3. Fundet af tetracyklin (klagepunkt 1) Det er ikke bestridt, at veterinærmyndighederne i forbindelse med et kontrolbesøg fandt antibiotikummet tetracyklin i en importeret kinesisk udgave, og at kontrollen blev gennemført på baggrund af fundet af den ulovlige type medicin i to prøver fra slagtesvin. På den baggrund finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere, at Viborg Stifts Folkeblad ikke forud for offentliggørelsen søgte om aktindsigt hos Fødevarestyrelsen med henblik på ved analyseresultater at kunne dokumentere konkret anvendelse af antibiotikummet i besætningerne. Det fremgår af artiklen, at det veterinære rejsehold havde udtaget prøver af foder og vand fra besætningen, og at resultatet af prøverne ikke forelå endnu. For så vidt angår oplysningen om, at den implicerede landmand selv har givet tetracyklin til sine dyr uden at involvere en dyrlæge som foreskrevet i reglerne, har Viborg Stifts Folkeblad oplyst, at der hermed menes, at [Klager 1] som direktør og medejer af virksomheden er ansvarlig for, at der angiveligt er anvendt ulovlig tetracyklin, og at der ikke menes, at [Klager 1] personligt har haft den ulovlige medicin i hænderne. Pressenævnet finder, at den pågældende formulering er upræcis, men at ordet ”selv” ikke nødvendigvis må forstås som [Klager 1], men må læses i modsætning til ”dyrlæge”. Hertil kommer, at Viborg Stifts Folkeblad har tilbudt at præcisere, at [Klager 1] næppe selv fysisk har haft berøring med den ulovlige medicin. Pressenævnet finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik i den anledning. Forsøg på at indhente kommentarer fra [Klager 1] (klagepunkt 2) Pressenævnet finder, at oplysningerne i artiklen kan være skadelige for [Klager 1] og [Klager 2] ApS. Det påhvilede derfor Viborg Stifts Folkeblad at efterprøve oplysningerne, herunder ved at indhente [Klager 1]s kommentarer til artiklen. Efter det oplyste forsøgte en journalist ved Viborg Stifts Folkeblad ved flere telefonopkald dagen før offentliggørelsen at komme i kontakt med [Klager 1], hvorefter han indtalte en telefonbesked kl. 14.31. Han ridsede i den forbindelse op, hvad henvendelsen vedrørte, og oplyste om avisens intentioner om at bringe historien. Pressenævnet finder på den baggrund, at Viborg Stifts Folkeblad har udfoldet tilstrækkelige anstrengelser for at gøre [Klager 1] bekendt med, at avisen ville i kontakt med ham samt indhente hans eventuelle kommentarer. Nævnet finder i forlængelse heraf ikke, at den indtalte telefonbesked var for upræcis til at give [Klager 1] mulighed for at identificere, hvad henvendelsen vedrørte. Anmærkninger fra Fødevarestyrelsen (klagepunkt 3) Efter det oplyste er [Klager 1] direktør i [Klager 2] ApS, som ejer de syv omtalte bedrifter. Han ejer endvidere via et andet selskab majoriteten af ejerandele i [Klager 2] ApS. Viborg Stifts Folkeblad har i artiklen omtalt ”syv svinebesætninger tilhørende [Klager 1]” og at ”[Klager 1] har syv gårde med svinebesætninger”. Det fremgår andet sted i artiklen, at [Klager 1] er ”involveret i en stribe selskaber, der rækker ud over de syv gårde under [Klager 2] ApS”. Henset til, at [Klager 1] er direktør og delvis ejer af [Klager 2] ApS, og at det således andetsteds fremgår, at det formelt set er [Klager 2] ApS, der ejer de omtalte bedrifter, finder Pressenævnet ikke anledning til at udtale kritik af, at bedrifterne er omtalt som tilhørende [Klager 1]. Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Ved afvejningen af, om den almene interesse var så væsentlig, at den gjorde det berettiget at nævne [Klager 1] ved navn, har Pressenævnet på den ene side lagt vægt på, at omtalen af brug af ulovligt antibiotikum må anses for skadelig for [Klager 1], og at der ifølge artiklen ikke på tidspunktet for offentliggørelsen var indgivet politianmeldelse fra veterinærmyndighedernes side, da disse ville afvente resultaterne af nogle prøver. Nævnet har på den anden side lagt vægt på, at anvendelsen af antibiotikum i svinebedrifter, herunder de potentielt skadelige effekter heraf for mennesker, har stor offentlig interesse, at omtalen baserer sig på en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen, og at der er tale om svinebesætninger af betydelig størrelse. Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Pressenævnet ikke omtalen uberettiget, og nævnet udtaler derfor ikke kritik af Viborg Stifts Folkeblad for omtalen. Af de anførte grunde finder Pressenævnet heller ikke grundlag for at pålægge Viborg Stifts Folkeblad at bringe et genmæle til artiklen.
[Klager 1] og [Klager 2] ApS har ved advokat Lauge Fastrup klaget til Pressenævnet over en artikel bragt den 14. juni 2014 i Viborg Stifts Folkeblad samt på viborg-folkeblad.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling Viborg Stifts Folkeblad bragte den 14. juni 2014 artiklen ”Ulovligt antibiotika sender 30.000 svin i karantæne”. Af artiklen fremgår følgende: ”Politianmeldelse. [Bynavn 1]-landmand med syv svinebesætninger politianmeldes for brug af ulovligt tetracyklin. Hans 30.000 svin er indtil videre lukket for omsætning. VIBORGEGNEN: Efter folkebladets undersøgelser peger alt på, at det er i syv svinebesætninger tilhørende [Klager 1] ved [Bynavn 1], der er fundet ulovligt tetracyklin. Det gule antibiotiske pulver, der anvendes i foder eller vand for at forebygge sygdomme hos svin, er i den importerede version fra Kina, ikke godkendt til brug i Danmark, og ydermere har landmanden selv givet tetracyklin til sine dyr uden at involvere en dyrlæge, som reglerne foreskriver. [Klager 1] har ikke reageret på en henvendelse fra folkebladet, og veterinærmyndighederne ønsker ikke at oplyse, hvem landmanden er. Det skyldes, at der er en politianmeldelse på vej mod den implicerede landmand for brud på reglerne om landmænds anvendelse af medicin i produktionsbesætninger. »Vi har udtaget prøver af foder og vand fra besætningerne, og ud fra resultaterne skal det vurderes, hvad der skal ske fremadrettet. Prøverne hastebehandles, men vi skal være sikre på svarene,« siger Flemming Marker, chef for det veterinære rejsehold. Det var en prøve på et slagteri, der afslørede et indhold af ulovligt tetracyklin i svin leveret fra en svineavler i Viborg-området, og da det veterinære rejsehold rykkede ud for at undersøge forholdene i besætningerne, kom Kina-importen for en dag. Denne type tetracyklin er forbudt i Danmark, da den vurderes at skabe resistente bakterier og dermed kan være farlig for mennesker. [Klager 1] har syv gårde med svinebesætninger, en ved [Bynavn 2], de øvrige koncentreret om bopælen på [Vejnavn 1] og på den anden side af [Vejnavn 2] ved [Vejnavn 2], mens resten er koncentreret omkring [Bynavn 3] og [Bynavn 4]. Ved alle besætningerne er der anmærkninger: »Veterinære problemer: Ulovlig medicinering. Ejers oplysninger om fødevarerkædeoplysninger OK: Nej. Årsag: Der er ikke afgivet opdateret oplysning om medicinanvendelse«. 30.000 svin låst Der var ved den seneste opgørelse tæt ved 30.000 svin på de syv ejendomme, og indtil der er svar på de prøver, veterinærene har afleveret til laboratorieundersøgelser, er besætningerne lukket for omsætning, hvilket vil sige at de ikke må forlade ejendommene. [Klager 1] er fra [Vejnavn 1] involveret i en stribe selskaber, der rækker ud over de syv gårde under [Klager 2] ApS. Det var også [Klager 1], der var involveret i projektet Dollerup Mølle for nogle år siden.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager 1] og [Klager 2] ApS’ synspunkter [Klager 1] og [Klager 2] ApS har ved advokat Lauge Fastrup angivet tre klagepunkter. Klagepunkt 1 Påstanden i artiklen: ”ydermere har landmanden selv givet tetracyklin” er en påstand om kriminalitet, som er frit opfundet og dybt krænkende. Såfremt Viborg Stifts Folkeblad havde sat sig ind i sagen, ville bladet umiddelbart via aktindsigt hos Fødevarestyrelsen kunne have konstateret, at der ikke findes ét eneste analyseresultat, der dokumenterer brug af ulovlig antibiotika, herunder ulovlig brug af tetracyklin på [Klager 2] ApS’ bedrifter. Alle grænseværdier er til overflod overholdt. Bladet burde således i det mindste have anført, at det var Fødevarestyrelsens mistanke eller vurdering, at der var eller kunne have været anvendt ulovlig – eller rettere – ikke dyrlægeordineret antibiotika. Klagepunkt 2 Påstanden ”[Klager 1] har ikke reageret på en henvendelse fra folkebladet” er misvisende al den stund, at den henvendelse [Klager 1] har fået fra Viborg Stifts Folkeblad består i en telefonbesked indtalt på [Klager 1]s mobiltelefon den 13. juni 2014 med følgende indhold: ”Det er [journalist] fra Viborg Stifts Folkeblad telefon [telefonnummer], vil du ringe til mig, jeg vil høre [..] om du har en kommentar til den der veterinærsag, der kører mod dig lige nu, og om ejendommene med svinebesætninger med ulovlig medicin. Du skal ringe til mig i dag, da jeg skriver historien nu, og den kommer i avisen i morgen. Telefonbeskeden er indtalt kl. 14.31 på et tidspunkt, hvor [Klager 1] var i udlandet, og hvorfor han først hører beskeden om aftenen. På tidspunktet for telefonbeskedens indtaling er der endnu ikke offentliggjort noget om, hvem den pågældende sag drejer sig om og ej heller noget om, at der er anvendt ulovlig medicin. Henvendelsen fra journalisten levner ikke [Klager 1] en chance for at svare. Journalisten glemmer i sin besked at meddele, hvilke oplysninger der agtes anvendt i den pågældende historie, og [Klager 1] er ikke i stand til selv at definere sagen og ved derfor ikke, at journalisten agter at svare, at [Klager 1] ifølge journalisten har brugt ulovlig medicin. Forholdet skærpes af, at Viborg Stifts Folkeblad på det pågældende tidspunkt var klar over, at sagen var – eller var ved at blive – anmeldt til politiet. Klagepunkt 3 Det er objektivt forkert, når det af artiklen fremgår, at der på alle [Klager 1]s syv gårde er anmærkninger. [Klager 1] personligt ejer ingen landbrug. [Klager 1] er direktør i landbrugsselskabet [Klager 2] ApS og besidder via et andet selskab ejerandele i dette selskab. Seks bedrifter tilhørende [Klager 2] ApS blev den 4. juni 2014 inspiceret af Fødevarestyrelsen. På tidspunktet for artiklens offentliggørelse forelå ingen offentliggjorte oplysninger om, hvem og hvilke ejendomme, der var omfattet af den kontrolaktion, der refereres til. Uagtet, at Viborg Stifts Folkeblad har fået oplyst, at sagen er videregivet til politiet, og at myndighederne i øvrigt har vurderet, at sagen skal anonymiseres, offentliggør Viborg Stifts Folkeblad [Klager 1]s navn og adresse. Viborg Stifts Folkeblad har ikke i sin skrivelse af 2. september 2014 kommenteret på, hvorfor [Klager 1] skal omtales, ligesom man ikke redegør for, hvilket rimeligt offentligt hensyn man søger at varetage ved at bryde anonymiteten. Det har ikke fra Fødevarestyrelsens side på noget tidspunkt under sagen været gjort gældende, at der var egentlige sundhedsmæssige hensyn involveret i sagen. Den mængde tetracyklin, der er påstået fundet i kun én kødprøve, udgør kun 13 % af den i EU fastsatte ulovlige grænseværdi. Som et kuriosum kan det oplyses, at grænseværdierne i bl.a. USA er 20 gange højere end i EU, og der kan således aldrig have været nogen samfundsmæssig interesse i at bryde anonymiteten. [Klager 2] ApS anvender ikke ulovlig antibiotika og i det omfang, der måtte være fundet ulovlig antibiotika på ejendommene, må dette være plantet af tredjemand, der ønsker at skade [Klager 2] ApS. [Klager 2] ApS og [Selskab] ApS har indgivet anmeldelse herom til politiet. Endvidere er det påståede fund af ulovlig tetracyklin sket dels i et uaflåst udlejet rum og i et uaflåst rum på én bedrift tilhørende [Klager 2] ApS. [Klager 2] ApS har intet kendskab til, af hvem og med hvilken hensigt det omhandlede stof er blevet plantet. 2.2 Viborg Stifts Folkeblads synspunkter Vedrørende det første klagepunkt er det ulovlige tetracyklin fundet i betydeligt omfang på ejendommen, og der er ifølge Fødevarestyrelsens pressemeddelelse fundet ulovlig medicin i to slagtesvin i besætningen. At grænseværdier er overholdt, fjerner ikke den kendsgerning, at der er fundet ulovlig medicin, og at to prøver viser brug af ulovlig medicin. Det fremgik klart af husdyrregistret, hvilke dyr og hvilke besætninger der var spærret på disse ejendomme. [Klager 1] er ifølge oplysninger fra Erhvervsstyrelsen bestemmende aktionær i det selskab, som ejer majoriteten af [Klager 2] ApS, og hvor han i øvrigt er direktør. Altså har han både som ejer og driftsansvarlig et ansvar for, hvad der foregår i besætningen. Viborg Stifts Folkeblad har tilbudt at præcisere, at [Klager 1] næppe selv fysisk har haft berøring med den ulovlige medicin. Vedrørende det andet klagepunkt har Viborg Stifts Folkeblad via flere telefonopkald og telefonbeskeder gjort, hvad de kunne for at komme i kontakt med [Klager 1] dagen før offentliggørelse. Folkebladet kunne – da sagen var offentlig i flere medier – ikke se nogen vægtig grund til at Viborg Stifts Folkeblad ikke skulle offentliggøre artiklen, selv om [Klager 1] ikke ringede tilbage. Endelig vedrørende det tredje klagepunkt fastholder Viborg Stifts Folkeblad synspunktet om, at det var relevant at skrive, hvilke ejendomme det drejede sig om, da oplysningerne i forvejen var offentligt tilgængelige via husdyrsregistret, samt at der er tale om så mange dyr, at andre uforskyldt kunne blive mistænkt. Endelig ville de fleste lokale og folk, som arbejder i eller omkring branchen hurtigt regne ud, hvilke ejendomme som havde så mange dyr. Diskussionen om det kuriøse i at grænseværdier – f.eks. i USA – er højere, er sagligt set sagen uvedkommende. På samme måde forholder Viborg Stifts Folkeblad sig til gisninger om konspiration. Bladet forholder sig til fakta, nemlig at der er fundet en betydelig mængde ulovlig medicin, og at ejer og direktør er ansvarlig for, hvad der foregår på ejendommene. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Det følger af punkterne A.1 og A.3. Fundet af tetracyklin (klagepunkt 1) Det er ikke bestridt, at veterinærmyndighederne i forbindelse med et kontrolbesøg fandt antibiotikummet tetracyklin i en importeret kinesisk udgave, og at kontrollen blev gennemført på baggrund af fundet af den ulovlige type medicin i to prøver fra slagtesvin. På den baggrund finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere, at Viborg Stifts Folkeblad ikke forud for offentliggørelsen søgte om aktindsigt hos Fødevarestyrelsen med henblik på ved analyseresultater at kunne dokumentere konkret anvendelse af antibiotikummet i besætningerne. Det fremgår af artiklen, at det veterinære rejsehold havde udtaget prøver af foder og vand fra besætningen, og at resultatet af prøverne ikke forelå endnu. For så vidt angår oplysningen om, at den implicerede landmand selv har givet tetracyklin til sine dyr uden at involvere en dyrlæge som foreskrevet i reglerne, har Viborg Stifts Folkeblad oplyst, at der hermed menes, at [Klager 1] som direktør og medejer af virksomheden er ansvarlig for, at der angiveligt er anvendt ulovlig tetracyklin, og at der ikke menes, at [Klager 1] personligt har haft den ulovlige medicin i hænderne. Pressenævnet finder, at den pågældende formulering er upræcis, men at ordet ”selv” ikke nødvendigvis må forstås som [Klager 1], men må læses i modsætning til ”dyrlæge”. Hertil kommer, at Viborg Stifts Folkeblad har tilbudt at præcisere, at [Klager 1] næppe selv fysisk har haft berøring med den ulovlige medicin. Pressenævnet finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik i den anledning. Forsøg på at indhente kommentarer fra [Klager 1] (klagepunkt 2) Pressenævnet finder, at oplysningerne i artiklen kan være skadelige for [Klager 1] og [Klager 2] ApS. Det påhvilede derfor Viborg Stifts Folkeblad at efterprøve oplysningerne, herunder ved at indhente [Klager 1]s kommentarer til artiklen. Efter det oplyste forsøgte en journalist ved Viborg Stifts Folkeblad ved flere telefonopkald dagen før offentliggørelsen at komme i kontakt med [Klager 1], hvorefter han indtalte en telefonbesked kl. 14.31. Han ridsede i den forbindelse op, hvad henvendelsen vedrørte, og oplyste om avisens intentioner om at bringe historien. Pressenævnet finder på den baggrund, at Viborg Stifts Folkeblad har udfoldet tilstrækkelige anstrengelser for at gøre [Klager 1] bekendt med, at avisen ville i kontakt med ham samt indhente hans eventuelle kommentarer. Nævnet finder i forlængelse heraf ikke, at den indtalte telefonbesked var for upræcis til at give [Klager 1] mulighed for at identificere, hvad henvendelsen vedrørte. Anmærkninger fra Fødevarestyrelsen (klagepunkt 3) Efter det oplyste er [Klager 1] direktør i [Klager 2] ApS, som ejer de syv omtalte bedrifter. Han ejer endvidere via et andet selskab majoriteten af ejerandele i [Klager 2] ApS. Viborg Stifts Folkeblad har i artiklen omtalt ”syv svinebesætninger tilhørende [Klager 1]” og at ”[Klager 1] har syv gårde med svinebesætninger”. Det fremgår andet sted i artiklen, at [Klager 1] er ”involveret i en stribe selskaber, der rækker ud over de syv gårde under [Klager 2] ApS”. Henset til, at [Klager 1] er direktør og delvis ejer af [Klager 2] ApS, og at det således andetsteds fremgår, at det formelt set er [Klager 2] ApS, der ejer de omtalte bedrifter, finder Pressenævnet ikke anledning til at udtale kritik af, at bedrifterne er omtalt som tilhørende [Klager 1]. Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Ved afvejningen af, om den almene interesse var så væsentlig, at den gjorde det berettiget at nævne [Klager 1] ved navn, har Pressenævnet på den ene side lagt vægt på, at omtalen af brug af ulovligt antibiotikum må anses for skadelig for [Klager 1], og at der ifølge artiklen ikke på tidspunktet for offentliggørelsen var indgivet politianmeldelse fra veterinærmyndighedernes side, da disse ville afvente resultaterne af nogle prøver. Nævnet har på den anden side lagt vægt på, at anvendelsen af antibiotikum i svinebedrifter, herunder de potentielt skadelige effekter heraf for mennesker, har stor offentlig interesse, at omtalen baserer sig på en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen, og at der er tale om svinebesætninger af betydelig størrelse. Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Pressenævnet ikke omtalen uberettiget, og nævnet udtaler derfor ikke kritik af Viborg Stifts Folkeblad for omtalen. Af de anførte grunde finder Pressenævnet heller ikke grundlag for at pålægge Viborg Stifts Folkeblad at bringe et genmæle til artiklen. Afgjort den 18. november 2014