Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse 12/2014 om køn - forskellige priser - medhold

GældendeVersion 2010-01-29
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9962@2010-01-29/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse 12/2014 om køn - forskellige priser - medhold

Det var i strid med ligestillingsloven, at en swingerklub havde forskellige entrépriser for mænd og kvinder. Priserne varierede, men var altid billigere for kvinder end for mænd.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med opkrævning af forskellige priser for mænd og kvinder ved besøg i en swingerklub. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det er i strid med lov om ligestilling af kvinder og mænd at opkræve forskellige priser for mænd og kvinder i forbindelse med besøg i en swingerklub. Sagsfremstilling Der er klaget over, at en swingerklub opkræver forskellige priser for mænd og kvinder. Det fremgår af klubbens hjemmeside, at entrépriserne afhænger af den besøgendes køn og hvilken dag på ugen, personen besøger klubben. 3 måneders prøvemedlemskab koster 200 kroner for både mandlige og kvindelige singler og for par. Udover prøvemedlemskab skal der også betales normal entré ved ankomst. For medlemmer af X hjemmeside koster 12 måneders medlemskab for singlepiger 500 kroner med entré den første aften. For singlemænd og par koster medlemskabet 500 kroner uden entré den første aften. Parternes bemærkninger Klager påstår, at det er i strid med ligestillingsloven at opkræve forskellige priser for mænd og kvinder i forbindelse med entré og medlemskab. De konkrete entrépriser fremgår ikke af klubbens hjemmeside. Klager har fået oplyst, at prisen er 400 kroner for mandlige singler (450 kroner for en weekend), 100 kroner for par, og at det er gratis for kvinder. Der er endvidere indbygget forskel i priserne for 12 måneders medlemskab, idet mandlige singler og par skal betale 500 kroner, hvilket ikke inkluderer entré for den første aften. Kvindelige singler skal betale 500 kroner, hvilket derimod inkluderer entré den første aften. Indklagede er ikke fremkommet med oplysninger i sagen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om ligestilling af kvinder og mænd, at det er i strid med loven, at forskelsbehandle en person på grund af køn. Forbuddet gælder for enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed og myndigheder og organisationer og alle personer, som leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden inden for både den offentlige og den private sektor. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Der er ved forskellen i priser for mænd og kvinder skabt en formodning for direkte forskelsbehandling. Da indklagede ikke har tilbagevist denne formodning, finder Ligebehandlingsnævnet, at indklagede har overtrådt ligestillingsloven ved at opkræve forskellige priser for mænd og kvinder.

Versioner

  1. 2010-01-29