Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om forskellige priser - uddannelse - ej medhold

OphævetVersion 2010-06-25fra 2010-06-25 til 2025-01-29
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/9966@2010-06-25/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om forskellige priser - uddannelse - ej medhold

Det var ikke i strid med lov om ligestilling af mænd og kvinder, at en virksomhed i forbindelse med afholdelse af en IT-konference tillod, at betalende deltagere gratis kunne invitere en deltager af det modsatte køn

Sagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med betaling af deltagergebyr til en IT-konference, der blev afholdt i oktober 2009. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med lov om ligestilling af mænd og kvinder, at en virksomhed i forbindelse med afholdelse af en IT-konference tillod, at betalende deltagere gratis kunne invitere en deltager af det modsatte køn. Sagsfremstilling Indklagede sælger efteruddannelse til IT-branchen i form af kurser, seminarer og konferencer og havde på baggrund af kønsfordelingen ved deres arrangementer en klar formodning om, at efteruddannelse i højere grad tildeles mænd end kvinder. Der er typisk 5 procent kvinder ved arrangementerne, og ved den seneste vurdering af 2009 så tallet ud til at ligge nede på cirka 3,7 procent. På denne baggrund indledte indklagede en kampagne, hvor de gjorde opmærksom på disse forhold. Kampagnen bestod i at skabe debat om emnet og at få medierne til at interessere sig for problemstillingen. Endelig bestod kampagnen i et tilbud om "lige adgang" til en konference i oktober, idet enhver deltager uanset køn kunne medbringe en person af det modsatte køn gratis til én af konferencens fire dage. Parternes bemærkninger Klager påstår, at indklagede har overtrådt loven. Klager ønsker med klagen at alle, der ønsker det, kan få en gratis en-dags billet til konferencen, og at dem, der har betalt fuld pris for konferencen, skal have refunderet 1/3 af prisen. Tilbuddet med gratis billetter skal gøres tilgængeligt for alle, uanset køn. Endelig skal indklagede offentligt melde ud, at de bevidst valgte at kønsdiskriminere, og at det var i strid med loven. Indklagede ved godt, at de handlede i strid med loven ved at fremsætte et tilbud, der uddelte gratis billetter til kvinderne. Indklagede forsøgte derfor at formulere deres tilbud på en sådan måde, at det kunne lovliggøres, velvidende at det var næsten umuligt for mænd at gøre brug af tilbuddet. Tekster og presseklip omtalte da også kun gratis billetter til kvinder. Titlen på en af undersiderne på hjemmesiden var eksempelvis "women@xxxx", og der fulgte en instruktion på, hvordan kvinderne registrerede sig. Ifølge det oplyste på indklagedes hjemmeside, forventede indklagede 1.400 deltagere på konferencen. Hvis antallet af betalende gæster var 1.400, og der ud af disse var 3,7 procent kvindelige deltagere, ville tilbuddet om gratis billetter have været gyldigt for cirka 52 mænd og 1.348 kvinder. Klager stiller derfor spørgsmålstegn ved, hvordan indklagede kan påstå, at tilbuddet gjaldt ligeligt for kvinder og mænd. Derudover har klager henvist til et blogindlæg på indklagedes hjemmeside, hvoraf fremgår, at indklagede gerne ville invitere kvinderne, hvilket klager mener, var ulovligt. Indklagede udtænkte derfor en rabat, der mest kom kvinderne til gavn på grund af den nuværende skæve kønsfordeling. Den ville kun gavne få mænd. Klager har ikke haft udgifter i forbindelse med konferencen, da han ikke deltog. Indklagede påstår, at der ikke er sket en overtrædelse af loven. Udgangspunktet for sagen er, at der sker forskelsbehandling på grund af køn, når der bliver tilbudt efteruddannelse i IT-branchen. Der er en meget stor overvægt af mandlige ansatte i branchen. Denne situation forværres af, at kvinderne forbigås ved tildelingen af efteruddannelse. Flere kvinder end mænd fik en gratis billet til konferencen. Med baggrund i de nævnte fordelingstal var det også forventeligt. Da tilbuddet gjaldt for begge køn, forelå der ikke situation, hvor det ene køn blev behandlet ringere end det andet, og der skete dermed ikke en overtrædelse af loven. Tilbuddet betød i praksis, at flere kvinder end mænd modtog en gratis billet, hvilket skyldtes kønsfordelingen i branchen. Dette forhold kan indklagede ikke være ansvarlig for. Tilbuddet skete på ingen måde på bekostning af mændene. Indklagede afviser, at de med deres tilbud forsøgte at omgå forbuddet mod forskelsbehandling. Indklagede forsøgte tværtimod at fremme ligestilling af kønnene. Det forhold, at kønssammensætningen i branchen betyder, at flere kvinder end mænd fik glæde af tilbuddet, er ikke ensbetydende med, at der var tale om forskelsbehandling. Udgangspunktet for kampagnen var som sagt, at der skete en forskelsbehandling til fordel for mænd i forbindelse med tildelingen af efteruddannelse. Den antagelse har indklagede i høj grad fået bekræftet gennem kampagnen. Kvindelige deltagere siger f.eks., at det har fået dem til at tænke over grunden til, at det altid er den mandlige kollega, der skal på efteruddannelse, og at de aldrig var kommet af sted, hvis ikke det havde været for kampagnen med "lige adgang". Indklagede mener derfor, at sagen i høj grad har øget opmærksomheden på ligestilling. Den har også skabt debat på arbejdspladserne helt i tråd med hensigten med loven. Indklagede er ikke enig i, at de i det skrevne på deres hjemmeside erkender, at de overtræder ligestillingsloven. Det ville være ulovligt at uddele gratis billetter udelukkende til det ene køn. Tilbuddet var derimod for begge køn. Der var ikke nogen direkte økonomisk fordel for indklagede forbundet med, at flere kvinder end mænd deltog i konferencen. De gratis deltagere har påført indklagede betydelige variable omkostninger. Tilbuddet blev etableret for at bidrage til ligestillingsdebatten på et tidspunkt, hvor indklagede kunne se, at der var indtjening nok i arrangementet. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om ligestilling af kvinder og mænd, at det er i strid med loven, at forskelsbehandle en person på grund af køn. Forbuddet gælder for enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for den offentlige forvaltning og almen virksomhed og myndigheder og organisationer og alle personer, som leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden inden for både den offentlige og den private sektor. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller vil blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt betinget i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der foreligger indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Nævnet har herved lagt til grund, at indklagede i forbindelse med afholdelsen af en IT-konference har fremsat et tilbud om, at enhver deltager uanset køn kunne medbringe en person af det modsatte køn gratis i en af konferencens fire dage. Tilbuddet gjaldt både for mænd og kvinder. Nævnet har lagt vægt på, at der sædvanligvis var omkring 5 procent kvindelige deltagere til indklagedes arrangementer, og at indklagede forventede en meget lav deltagelse af kvinder til den aktuelle IT-konference. Tilbuddet omfattede således næsten udelukkende kvinder. Efter det af indklagede oplyste var formålet med tilbuddet at øge antallet af kvinder på konferencen, idet der i IT-branchen er meget lav repræsentation af kvinder. Nævnet lægger til grund, at formålet således har været at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd. Det har derfor været tilladt at føre den påklagede kampagne. Klagen tages herefter ikke til følge.

Versioner

  1. 2010-06-25, til 2025-01-29