Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2015/10005@2015-08-13/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - sprog - ej medhold

J. nr. 2014-6811-24210 En slovakisk hjemløs fik på grund af manglende sprogkundskaber ikke fornyet sit sælgerkort, der gav ham lov til at sælge en hjemløseavis. Nævnet fandt, at der ikke var tale om et egentligt ansættelsesforhold i forskelsbehandlingslovens forstand, da salget af aviser ikke gav sælgerne et reelt forsørgelsesgrundlag. Indklagede var en privat organisation, der varetog et socialt og humanitært formål med at forbedre vilkårene for hjemløse. Klagen vedrørte derfor ikke forhold, der var omfattet af loven om etnisk ligebehandling. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om, hvorvidt en privat forening, der yder støtte til hjemløse og andre socialt udsatte blandt andet gennem salg af en avis, har udsat en mand fra Slovakiet for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagsfremstilling Klager, der kommer fra Slovakiet, har gennem en del år levet som hjemløs i Danmark. Indklagede er en privat forening, der i henhold til vedtægterne har til formål at udvikle, etablere og støtte aktiviteter og virksomhed, hvor hjemløse og andre socialt udsatte gennem egen virksomhed har mulighed for at forbedre deres livssituation. Foreningen kan yde støtte til eller etablere sociale søsterforeninger og projekter for hjemløse. Foreningens primære og ufravigelige formål er: ¬• at udgive en landsdækkende hjemløseavis, der sælges på gaden af selvstændigt virkende hjemløse og tidligere hjemløse. ¬• Gennem hjemløseavisen at sikre et landsdækkende talerør for hjemløse, og således skabe debat og sætte fokus på sociale og samfundsmæssige forhold. ¬• At sikre, at hjemløseavisen produceres i et samarbejde mellem hjemløse og professionelle. Som medlemmer af foreningen optages hjemløse, boformer for hjemlø-se, SAND-udvalg, væresteder, distributører, sælgere, organisationer, virksomheder og læsere. Registrerede sælgere og medlemmer af avisens redaktionsgruppe er automatisk og kontingentfrie medlemmer. Der indgås en sælgerkontrakt mellem indklagede og sælgerne af avisen. Klager har tidligere haft et sælgerkort og været registreret som sælger af avisen. Klager har fået afslag på at få fornyet sit sælgerkort, fordi han ikke opfylder de sprogkrav, som indklagede stiller. Det fremgår af klagers sælgerkort, at han som sælger af avisen forplig-tede sig til blandt andet at opfylde følgende krav: • Jeg har arbejds- og/eller opholdstilladelse. ¬• Jeg er hjemløs, tidligere hjemløs eller tilhører gruppen af socialt udsatte. Jeg respekterer, at jeg ikke kan gøre krav på et bestemt salgs-sted som mit eget. • Jeg respekterer, når kunderne ikke ønsker at købe avisen. ¬• Jeg må ikke indtage alkohol/stoffer, når jeg sælger aviser. ¬• Jeg sælger ikke aviser i tog. ¬• Jeg bærer ID-kortet synligt, når jeg sælger aviser. ¬• Jeg modtager ikke penge uden at tilbyde avisen. ¬• Jeg sælger avisen for 20 kr.¬• Jeg er indforstået med, at min indtægt er skattepligtig. ¬• Jeg respekterer den offentlige gadeorden. ¬• Når jeg optræder som sælger, indlader jeg mig ikke på diskussio-ner, men henviser eventuelle konflikter til distributøren eller ind-klagedes sekretariat. ¬• Jeg videresælger ikke aviser til andre sælgere, som ikke har ID-kort eller som har karantæne. ¬• Jeg skal kunne fremvise mit ID-kort ved køb af aviserne hos di-stributøren Det fremgår af den gældende sælgerkontrakt, at man som sælger bliver medlem af foreningen [ ], har stemmeret på generalforsamlingen og forpligter sig til at opfylde følgende krav: 1. Jeg er hjemløs, tidligere hjemløs eller tilhører gruppen af socialt udsatte mennesker. ¬2. Min samlede tilknytning til Danmark er væsentlig større end til-knytningen til noget andet land. ¬3. Jeg bærer synligt ID-kort, når jeg sælger aviser. ¬4. Jeg skal fremvise mit ID-kort ved køb af aviserne hos distributø-rerne, hvor jeg kan købe op til 175 aviser pr. uge (hver 7. dag). ¬5. Jeg respekterer, at man ikke kan gøre krav på et bestemt salgs-sted som mit eget. ¬6. Når jeg sælger aviser, optræder jeg ikke påvirket af alkohol eller stoffer og har hverken truende eller voldelig adfærd. ¬7. Jeg sælger ikke aviser på private områder, hvis indehaverne ikke ønsker dette. Gælder også offentlige transportmidler. ¬8. Jeg modtager ikke penge uden at tilbyde avisen og sælger altid avisen for 20 kr.¬9. Når jeg optræder som sælger, indlader jeg mig ikke på diskussio-nen, men henviser eventuelle konflikter til distributøren eller se-kretariatet. ¬10. Jeg videresælger kun aviser til andre sælgere i akutte tilfælde og i begrænset omfang. ¬11. Jeg er gjort bekendt med, at indtægten ved salg af avisen er skattepligtig B-indkomst. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han bliver udsat for diskrimination, fordi han kommer fra Slovakiet og ikke taler dansk. Klager henviser til, at han for 7-10 år siden fik et sælgerkort, men at han gennem de senere år har haft problemer med at købe og sælge avisen, fordi han har et gammelt kort. Klager forsøgte derfor at få et nyt sælgerkort, men fik afslag, fordi han ikke kan tale dansk og ikke har et cpr-nummer. Klager henviste til, at han tidligere havde solgt avisen, men han fik af indklagede at vide, at tingene ændrer sig. Når klager er på gaden, prøver han at kommunikere ved at gestikulere samt tale lidt engelsk og dansk. Indklagede havde skrevet på hjemmesiden, at der var kommet nye regler for østeuropæere. Indklagede havde blandt andet henvist til, at nogen havde fremstillet falske sælgerkort, og at der havde været problemer med ulovligt salg af avisen i større mængder, formentligt organiseret af kriminelle bagmænd. Klager er ikke en forbryder, og han har aldrig haft et falsk kort. Det gamle sælgerkort, som klager har, er produceret af indklagede. Klager mener, at alle mennesker fra hele verden, som bor i Danmark, skal have ret til at sælge avisen, og at de skal have ret til at vælge, hvilket sprog de vil sælge avisen på. Det fremgår i øvrigt ikke af sælgerkontrakten, at sælgerne skal kunne snakke dansk. Der er mange i Danmark, der ikke taler dansk. De må ikke købe avisen, fordi sælgerne kun må kommunikere på dansk. Personer, der ikke taler dansk, har derfor ikke mulighed for at hjælpe mennesker, der har brug for hjælp. Klager mener, at dette er absurd, og at det må være ulovligt i et demokratisk land som Danmark. Klager har gennem den senere tid oplevet, at mange af de hjemløse, som sælger avisen, har prøvet at bringe ham i miskredit. De har forsøgt at få klager til at sælge aviser på den ulovlige måde. Klager er også blevet udsat for dødstrusler. Hverken klager eller hans partsrepræsentant har fortalt andre hjemløse om sagen mellem klager og indklagede. Andre hjemløse har alligevel gennem den senere tid været meget interesserede i klager, og de hjem-løse har også været meget velinformerede om ham. Klager har billeder og optagelser, der viser, at han blev tilbudt at sælge aviser ulovligt. Klager er også blevet truet med, at han ville blive dræbt, hvis han ikke forlod landet. Klager er i øvrigt psykisk påvirket, og angrebene mod ham er helt uacceptable. Indklagede afviser, at klager er blevet diskrimineret. Afvisningen af klager skyldes ikke, at indklagede opfatter ham som en kriminel østeuropæer, men af han ikke opfylder kravene til at blive sælger af avisen. Indklagede er en privat medlemsejet forening, der er non-profit og ikke modtager nogen offentlige tilskud, men alene finansierer produktion og distribution af hjemløseavisen gennem salg. Der er ansat ganske få lønnede medarbejdere i foreningens sekretariat, og en stor del af arbejdet i foreningen udføres af frivillige. Eventuelt overskud anvendes til indkøb af sælgertøj og støtte til hjemløse i Danmark. Selv om sælgerne tjener lidt penge, er der ikke tale om et arbejde i juridisk forstand. Indklagede er ikke en virksomhed, og sælgernes indtægt må ikke fungere som et arbejde for sælgeren, men alene som et mindre supplement til en trængt økonomi for nuværende og tidligere hjemløse. Der må ikke tigges i forbindelse med salget af avisen, der netop er et alternativ til tiggeri. Indklagede blev etableret i 1996 med under 100 sælgere. Indklagede har nu omkring 1.700 sælgere, hvilket har medført et stigende behov for at regulere og strukturere foreningens arbejde. Indklagedes hovedmålsætning er dels at skabe et socialt netværk for hjemløse og tidligere hjemløse i Danmark, dels at oplyse om og skabe debat om hjemløse og socialt udsattes forhold. Det journalistiske indhold af avisen er en meget vigtig faktor for oplysning og debat, men sælgernes direkte kontakt med køberne på gaden er mindst lige så vigtig. Den personlige kontakt er meget central for både sælgerne og kunderne. Der er tale om en vigtig dialog, hvor sælgerne kan fortælle om deres egen situation, og køberne kan spørge ind til de hjemløses forhold. Denne dialog er også vigtig for sælgernes identitet, idet de på denne måde oplever forståelse og ikke mindst respekt fra køberne på gaden. Sælgerne er som udgangspunkt danske, som kan kommunikere med kunderne på dansk, men indklagede har også sælgere fra det meste af Europa. For at hjælpe disse sælgere har indklagede oprettet sprogkurser, så sælgere fra eksempelvis Rumænien kan lære så meget dansk, at de kan håndtere den vigtige dialog med kunderne om hjemløses forhold. Indklagede anslår, at omkring 1/3 af samtlige aviser sælges af godkendte sælgere fra Østeuropa. Indklagede har gennem længere tid haft en dialog med klager. Indklagede har blandt forsøgt at forklare klager, at salget af avisen hverken er et arbejde eller et forsørgelsesgrundlag, men derimod en del af en social forenings oplysende og dialogskabende virksomhed. Det er derfor en nødvendig forudsætning for at være sælger, at man kender til danske sociale forhold og kan kommunikere med kunderne. Indklagede stiller derfor krav om, at sælgerne skal kunne formulere sig på rimeligt forståeligt dansk. Klager har tidligere haft et sælgerkort, der så vidt det kan konstateres, er ægte. Kortet er imidlertid udstedt for 7-10 år siden. Indklagede har gennem de senere år været udsat for et massivt pres fra østeuropæiske organiserede kriminelle, som på et tidspunkt systematisk importerede fattige fra specielt Rumænien med det formål at sælge avi-ser. Indklagede har nu til dels fået løst denne problemstilling. For at kunne tackle de mange og stigende udfordringer, siden klager fik sælgerkort, har indklagede drøftet, hvordan man kan bevare foreningen som et vigtigt socialt projekt. Indklagede har derfor løbende skærpet reglerne for at få sælgerkort, herunder indført et moderat sprogkrav. Indklagede har haft eksempler på, at enkelte sælgere videresælger aviser med fortjeneste til "ulovlige sælgere", det vil sige sælgere uden sælgerkort. Dette vil være i strid med alle indklagedes regler og aftaler, og indklagede vil gribe ind, hvis sælgerens identitet kan bekræftes med sælgernummer. Indklagede afviser at være involveret i de trusler, der er fremsat mod klager. Indklagede har efterfølgende på det seneste sælgermøde spurgt sælgerne, om de havde mødt [klagers navn]. Der var ikke nogen af de omkring 50 tilstedeværende sælgere, der havde hørt om eller set klager. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven) og loven om etnisk ligebehandling. ¬Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke ved ansættelse og afskedigelse med videre må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger på grund af deres etniske oprindelse. Sælgerne af hjemløseavisen er til en vis grad undergivet tilsyn og in-struktion fra indklagedes side, ligesom de modtager et mindre vederlag ved videresalg af avisen. Der er ikke tale om et egentligt ansættelsesforhold, og sælgerne er ikke forpligtet til udelukkende at udføre arbejdet personligt, men kan i et begrænset omfang videresælge avisen til andre godkendte sælgere. Hertil kommer, at formålet med hjemløseavisen er at sikre et talerør for hjemløse og dermed skabe debat og sætte fokus på de hjemløses forhold. Salget af avisen er et alternativ til tiggeri og er kun tænkt som et mindre supplement til den hjemløses økonomi. Der er således ikke tale om et forsørgelsesgrundlag. Ligebehandlingsnævnet finder på denne baggrund, at funktionen som sælger af hjemløseavisen ikke kan anses for at være beskæftigelse i forskelsbehandlingslovens forstand. Loven om etnisk ligebehandling har til formål at forhindre forskelsbehandling og fremme ligestilling af alle uanset etnisk oprindelse. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder endvidere for medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele sådanne organisationer giver medlemmerne. Det fremgår af lovens forarbejder, at der ved tjenesteydelser forstås ydelser, der leveres eller udføres som led i en erhvervsmæssig drift. Heri ligger, at der skal være tale om økonomiske aktiviteter af et vist omfang og en vis intensitet. Det fremgår tillige af forarbejderne, at loven ikke er til hinder for, at organisationer, der varetager et socialt eller humanitært formål, som et led i deres aktiviteter beslutter, at alene personer af en bestemt oprindelse skal ydes hjælp. Indklagede er en privat organisation, der har til formål at udvikle, etablere og støtte aktiviteter og virksomhed, som giver hjemløse og andre socialt udsatte mulighed for at forbedre deres livssituation. Indklagedes primære formål er at udgive hjemløseavisen, der sælges på gaden af hjemløse og tidligere hjemløse, og derved sikre et talerør for de hjemløse, således at der skabes debat og sættes fokus på sociale og samfundsmæssige forhold. Ligebehandlingsnævnet finder på den baggrund, at indklagede er en organisation, der varetager et socialt og humanitært formål, og at klagen dermed ikke vedrører forhold, der er omfattet af loven om etnisk ligebehandling. Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen. <2014-6811-24210>

Versioner

1. 2015-08-13